Installationskunst ligner BonBon-Land

Kunsten er blevet tivoliseret og lige så poppet som et besøg i en forlystelsespark, mener nogle kritikere.

Eksempelvis har besøgende på ARoS Aarhus Kunstmuseum kunnet rulle med bolde, efter den danske kunstner Jeppe Hein havde installeret en hundredmeter lang kuglebane, der løb gennem den fornemme kunstsamling i museets sale

Parallelverden

Det er den slags kunst, lektor Anne Ring Petersen har forsket i gennem otte år. Nu foreligger dommen i form af hendes disputats »Installationskunsten. Mellem billede og scene«. Bogen på 513 sider er banebrydende inden for installationskunst-forskning.

Og Anne Ring Petersen tøver ikke med at sammenligne den nye kunst med forlystelsesparker. Men sammenligningen er ikke, som man måske kunne tro, et angreb på hverken installationskunsten eller forlystelserne.

»Kunstinstallationer har en del til fælles med temaparker som Disneyland og BonBon-Land. Begge fænomener danner et miljø omkring deres publikum, et rum, man skal gå ind i for at kunne udforske det. En forlystelse som BonBon-Lands Søløven er en miniatureverden, der udgør et visuelt og tematisk hele. Den sender de besøgende ud på en eventyrlig jordomsejling, der appellerer så stærkt til krop og sanser, at man føler sig opslugt i miljøet, som var man trådt ind i en anden verden. På samme måde forholder det sig med mange installationer,« siger hun.

Til eftertanke

Men trods mange ligheder er der dog forskel på de to fænomener, påpeger Anne Ring Petersen.

»Forskellen ligger ikke i det, man umiddelbart skulle tro, dvs. i at temaparken er kommerciel ‘underholdning for folket’ og installationen svær og alvorlig ‘kunst for eliten’. En temapark som BonBonLand er rent visuelt ligeså gennemført og gennemtænkt som megen installationskunst, og en installation som den tyske kunstner Carsten Höllers kæmpemæssige spiralsnoede rutsjebane på Tate Modern var ligeså underholdende, som mange af BonBonLands forlystelser er,« siger hun og fortsætter:

»Men hvor temaparker kun stræber efter at give folk positive og sjove oplevelser, forsøger installationen at få sit publikum til at tænke over det, de oplever, tænke over rollen som tilskuer, oplevelsens karakter og frem for alt over, hvad kunstneren vil sige med sit værk.«

Omfavner beskueren

Den spektakulære installationskunst og den spektakulære forlystelsespark opstod omtrent samtidigt i 1950’erens USA, og det tyder på, at de begge er vokset frem som et resultat af det i stigende grad spektakulære samfund, vurderer Anne Ring Petersen.

Men hun påpeger altså, at installationskunsten har en kritisk hage.

Siden 1950’erne er installationskunsten blevet mere og mere populær blandt kunstnere og hos kunstpublikummet. Alligevel er der kun forsket sparsomt i emnet, og det var årsagen til, at Anne Ring Petersen gik i gang med sin forskning.

Hun konkluderer, at installationskunsten er svær at definere, idet grænserne mellem genrerne er porøse. Men hun fastslår dog, at installationen især udmærker sig ved tre ting:

Den aktiverer rummet omkring sig. Den udfolder sig i tid. Den inddrager og omfavner beskuerens krop.

Og netop disse kvaliteter gør installationskunsten eftertragtet, mener hun.

Stor frihed

»Jeg tror, at installationen er attraktiv for kunstnere, fordi den er så utrolig fleksibel i sit udtryk sammenlignet med mere traditionsbundne medier som maleri, fotografi og skulptur. Som installationskunstner kan man bruge alverdens materialer og ting, og de kan organiseres i udstillingsrummet på uendeligt mange forskellige måder. Det giver stor frihed,« siger Anne Ring Petersen.

At den er populær blandt publikum er måske mere overraskende.

»Installationer er nemlig tit komplekse værker bestående af mange dele. Derfor kræver de en mere aktiv indsats af publikum. Men samtidig appellerer de til en mere sanselig og kropslig omgang med kunsten. Det bringer dem tættere på populærkulturens og hverdagens oplevelsesformer. På det sanselige plan kan installationer dermed virke imødekommende og tilgængelige, fordi de minder os om former, vi allerede er fortrolige med fra andre sfærer,« siger hun.

Høj kvalitet

Men er al installationskunst god?

»Installationens udtryk spænder fra det meget indadvendte og informationstætte, der virkelig er for viderekomne, til umiddelbart tilgængelige værker som Höllers rutsjebaner og Jeppe Heins Storm P.-agtige kuglebane ‘Roller Coaster’. Höllers eller Heins værker er utilsløret underholdende,« siger hun og understreger:

»Men det er ikke det samme som, at det er dårlig installationskunst. De er begge stort og dristigt tænkt. De udfordrer alle gængse forestillinger om, hvad et kunstværk kan være på en usnobbet måde. Og sætter man sig ind i værkerne, vil man opdage, at de begge forholder sig både intelligent og underfundigt kommenterende til det oplevelseshungrende i vor tid, som ofte indfanges med ord som ‘begivenhedskultur’, ‘oplevelsesøkonomi’ og ‘tivolisering’.«

Anne Ring Petersen er lektor i moderne kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Kunstinstallationer har en del til fælles med temaparker som Disneyland og BonBonLand. Begge fænomener danner et miljø omkring deres publikum, et rum, man skal gå ind i for at kunne udforske det.

Anne Ring Petersen

Hun er uddannet mag.art. i kunsthistorie og er ph.d. på en afhandling om forbindelsen mellem moderne billedkunst og storbykultur.

Hun er netop blevet doktor på sin disputats om installationskunst.

Anne Ring Petersens doktordisputats er udgivet af Museum Tusculanums Forlag. Den hedder »Installationskunst. Mellem billede og scene«, er på 518 sider og koster 450 kr.

Bogen har mange billeder af installationskunst og behandler bl.a. værker af kunstnavne som Jeppe Hein, Olafur Eliasson, Bill Viola, Mona Hatoum, Doug Aitken og Hotel Pro Forma.