De fleste moskeer er organiseret efter etniske grupper med arabiske, tyrkiske og pakistanske moskeer som de mest udbredte. (Foto: colourbox)

Det var meget misvisende, at imam Abu Laban fra Islamisk Trossamfund under Muhammed-krisen kom til at fremstå som talsmand for landets muslimer.

Flertallet af imamer i Danmark tilhører nemlig tre forskellige etniske grupper, og inden for hver gruppe er det en mængde forskellige religiøse retninger, som slet ikke er enige med hinanden.

Det fortæller ph.d. Inge Liengaard, der som den første forsker herhjemme har lavet en dybdegående analyse af imamer fra alle etniske grupper i Danmark.

»Abu Laban var en dreven politiker på mange måder. Han var vant til at gribe chancen og få et budskab igennem i medierne, og mange danskere havde indtryk af, at han var muslimernes talerør i Danmark. I realiteten repræsenterede han en mindre gruppe muslimer, der overvejende har arabisk baggrund. Rigtigt mange andre muslimer er uenige i hans udlægning af islam,« siger Inge Liengaard, ph.d. fra Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Baseret på 20 interviews
Forskeren har i sin ph.d.-afhandling interviewet 20 af de mest magtfulde imamer og har blandt andet analyseret deres indbyrdes relationer som ledere af landets moskeer. Hun har fundet ud af, at de fleste moskeer er organiseret efter etniske grupper med arabiske, tyrkiske og pakistanske moskeer som de mest udbredte.

Inden for hver enkelt gruppe er der forskellige religiøse undergrupper, fuldstændigt som man kender det fra forskellige retninger i kristendommen under de ortodokse kirker, katolske kirker og protestantiske kirker.

Muslimernes etnicitet har betydning for både samarbejdet og konkurrencen mellem moskeerne. Imamer og moskeer arbejder typisk kun lidt sammen på tværs af etnicitet, bortset fra i enkeltsager om f.eks. en muslimsk gravplads.

For det meste ignorerer man andre etniske grupper og ligger derfor kun i konkurrence med moskeer, der henvender sig til samme potentielle kunder med samme sprog og samme kulturelle og historiske baggrund.

»Strømningerne blandt muslimerne er knyttet til, hvor de kommer fra. En tyrkisk og en arabisk imam henvender sig ikke til det samme publikum. Først og fremmest er det to forskellige sprog, og der er mange kulturelle, sociale og historiske forhold, der gør, at en tyrker som regel vil foretrække at besøge en tyrkisk moske, hvis vedkommende overhovedet besøger den. Derfor er den interne konkurrence stærkest,« forklarer Inge Liengaard.

Mange stemmer i stedet for én
Den skarpe opdeling mellem imamerne i Danmark er del af forklaringen på, hvorfor man aldrig hører muslimer tale gennem én samlet stemme i den offentlige debat.

I det hele taget hører man sjældent imamer blande sig i samfundsdebatten, som Abu Laban ellers gjorde det under Muhammed-krisen både herhjemme og i udlandet.

Det skyldes, at mange helt bevidst lader være med at blande sig. De tyrkiske imamer holder generelt lav profil, fordi de er uddannet i det sekulære Tyrkiet, og mange er udsendt via det tyrkiske religionsministerium. De ønsker ganske enkelt ikke at blande sig offentligt i danske forhold.

Man talte først og fremmest med arabiske imamer under Muhammed-krisen og hørte ikke noget til de tyrkiske og de pakistanske. Det er tankevækkende. Én ting var, at de ikke blev spurgt, men det andet var, at de heller ikke havde lyst til at træde frem.

- Inge Liengaard

Flere andre imamer er bekymrede for, at de havner på forsiden af B.T. eller Ekstra Bladet, hvis de udtaler sig offentligt.

»Det er blevet så svært at være muslim og have religiøse synspunkter i Danmark, at imamerne har vanskeligt ved at træde frem uden at brænde nallerne. De kan næsten ikke sige noget, uden at det bliver vendt imod dem. Mange tænker derfor, at ingen opmærksomhed er bedre end dårlig opmærksomhed,« forklarer Inge Liengaard.

Stadig outsidere i samfundet
En konklusion i Inge Liengaards afhandling er netop, at selvom imamerne jævnligt tiltrækker sig opmærksomhed fra pressen, bliver de ved med at være isoleret på sidelinjen af det danske samfund. Og vi er selv med til at holde dem ude.

Imamerne befinder sig i en paradoksal situation: På den ene side betragtes de i den danske offentlighed som indflydelsesrige, fordi de er religiøse autoriteter. På den anden side er de diskvalificerede som debattører i den offentlige debat, netop fordi de er religiøse autoriteter.

Det gør, at imamer - modsat præster - har meget svært ved at bruge deres autoritet til at få indflydelse på andre områder af samfundet. Det er for eksempel svært at forestille sig en imam som medlem af en bestyrelse eller et råd.

»Der er ingen symbolsk kapital forbundet med at være imam i forhold til det omgivende samfund. Internt i muslimske kredse er de måske anerkendt, men mere generelt bliver de ikke betragtet som positive bidragydere til samfundet. Forestil dig en imam i bestyrelsen for Aarhus Universitet. Det er umuligt,« siger Inge Liengaard med reference til den danske biskop Kjeld Holm.

Imamerne er ellers mindst lige så veluddannede som deres danske 'kolleger'. Inge Liengaards interview viser, at flertallet har lange, religiøse uddannelser på mellem syv og tretten år. De er typisk startet på et religiøst gymnasium og er senere fortsat på et religiøst universitet. En del, fortrinsvis arabiske, imamer har kortere religiøse uddannelser, men har til gengæld også en sekulær uddannelse som f.eks. historiker, ingeniør eller metalarbejder.