Ig Nobel 2017: Fostre oplever bedst musik gennem moderens vagina
Katte er flydende og didgeridoos er måske en vej til fred. Det er noget af den forskning, som blev hædret med Ig Nobelpriserne 2017.
Ig Nobel 2017 musik vagina gravid foster

Musik er godt for fostre under graviditet. Men det opfattes endnu bedre af fostret gennem moderens vagina frem for gennem maven. (Foto: Shutterstock)

De har lydt som de dummeste ideer. Men de er sluppet igennem, og der er kommet seriøs grundforskning ud af det. Nu er de bedste af de dummeste blevet hædret.

Ig Nobelpriserne gives til den forskning, der ellers er lidt for skæv til at opnå stor hæder i forskningsverdenen, men som alligevel er interessant. »Forskning, der først får os til at grine, dernæst til at tænke«, som det hedder på Ig Nobelprisernes officielle side.

Ig nobelpriserne blev uddelt om aftenen torsdag d. 14. september, og her kan du læse om alle årets vindere.

Graviditet: Musik gennem vagina

At synge og spille musik for fostre under graviditet er godt for mange ting, som for eksempel beskrevet på Videnskab.dk her.

Men dette studie, som har vundet Ig Nobelprisen for obstetrik (studier i graviditet og fødsel, red.), viser, at fostre opfatter musik endnu bedre, hvis det spilles inde i morens vagina.

Så måske skal far ikke synge til maven.

Ig Nobel 2017 flydende kat

Katte former sig efter den beholder, de ligger i, præcis som en flydende væske. (Foto: Shutterstock)

Fysik: Katte er flydende

Det er nu påvist, at katte kan antage flydende form. For den opdagelse fik franskmanden Marc-Antoine Fardin, fra Universite Paris Diderot, Ig Nobelprisen i fysik.

Ideen kom fra en masse billeder på internettet af katte, der ligger i alt fra håndvaske, skåle, krukker og dåser.

Ved at se på liggende katte over længere tid, kunne Fardin se, at de formede sig efter den beholder, de lå i, ligesom en gletsjer, der ganske langsomt flyder ned ad et bjerg. 

»Det rejser faktsik nogle interessante spørgsmål om, hvad det vil sige at være flydende, og jeg tænkte, at det kunne bruges til at belyse nogle seriøse emner centrale indenfor reologi, studiet i flydende materiale,« siger han til The Guardian.

Studiet er offentliggjort i Rheology Bulletin.

Kaffe skvulp spild IG Nobel 2017

Kaffes substans gør den særlig udsat for skvulp, og risikoen for at spilde er derfor høj, når man går med en kop. Ved at gå baglæns ændrer man rytmen, og kaffen skvulper derfor mindre. (Foto: Shutterstock)

Flydende dynamik: Hvordan kaffe skvulper

Og mere flydende materiale: En ung koreansk forsker har undersøgt, hvordan kaffe skvulper, når man går med en kop. Og om man kan minimere skvulp ved at gå baglæns.

Det kan man, men det kommer med en risiko:

Selvom baglæns gang mindsker rystelser i koppen, vil man »drastisk øge risikoen for at falde over en sten eller gå ind i en kollega, som måske også går baglæns (det vil med sikkerhed forårsage spild),« står der i den videnskabelige artikel.

Efterprøv selv forsøget, når du går ud efter en kop kaffe næste gang. Men pas på kolleger, der gør det samme.

Forskeren bag studiet, koreanske Jiwon Han, gik i gymnasiet, da han lavede sin undersøgelse.

Fredsprisen: Didgeridoo stopper snorken

Snorken kan ødelægge meget. Ikke mindst andres søvn og den gode stemning i soveværelset. Derfor er fredsprisen ikke overraskende gået til forskning, der viser, at spille på musikinstrumentet didgeridoo kan afhjælpe snorken. Det skyldes måske, at tungemusklerne styrkes.

Så er spørgsmålet, om tonerne fra didgeridoos er lige så generende som snorken. Men ifølge en af forskerne bag studiet, Milo Puhan, er didgeridoo »ikke værre end andre instrumenter.«

Didgeridoo snorke Ig Nobel 2017

Didgeridoo er et langt trærør, som man puster igennem. Det er udbredt som musikinstrument blandt aboriginerne i Australien. (Foto: Shutterstock)

Ernæring: Vampyrer suger menneskeblod

Den er god nok. Vampyrflagermus suger blod fra mennesker. Prisen i ernæring gik til et studie, der for første gang har dokumenteret menneskeblod i vampyrflagermus’ føde.

Flagermusene, der blev undersøgt, er fra Brasilien. At der er fundet spor af menneskeblod i dem er ifølge  forskerne et udtryk for, at flagermusenes leveområder er blevet ændret og i højere grad beboet af mennesker og husdyr frem for flagermusenes oprindelige byttedyr.

Hvorvidt det har effekt på de bidte menneskers lyst til blod, melder studiet ikke noget om.

Biologi: Hun har penis, han har vagina

Biologiprisen blev givet til et stykke forskning, der for alvor kan rykke ved vores forståelse af køn. Vil nogle mene. Andre vil sige, at det bare er insekter. Et forskerhold har i hvert fald undersøgt en særlig art insekter i en grotte og opdaget, at hunnerne har penisser og hannerne har vaginaer.

De andre

Økonomi: Prisen i Økonomi gik til to australske forskere, der har undersøgt, hvordan gambling påvirkes af krokodiller.

Anatomi: For studiet af hvorfor gamle mænd har store øre. Et ældre studie udgivet i 1995. Svaret er, at tyngdekraften trækker i dem, ikke at de vokser.

Medicin: Nu er det kortlagt, hvor i hjernen der sker reaktioner, når folk væmmes ved ost. Ja, det er simpelthen muligt at måle, hvor meget folk hader ost. Og det har givet en Ig Nobelpris i medicin.

Kognition: Mange enæggede tvillinger kan ikke kende forskel på sig selv og deres tvilling, viser et studie, som også er blevet hædret med en pris. Så du er undskyldt, når du tager fejl af din veninde og hendes tvilling. De kan måske ikke engang kende sig selv fra den anden.

 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud