Hvorfor går vi op i mode?
Modeindustrien tjener hvert år milliarder af kroner på, at vi mennesker hele tiden stræber efter at iklæde os det nye, det hippe og det mest trendy. Men hvorfor gør vi egentlig det?
Mode modeuge fashion week

Forskning i menneskets beklædning viser, at mode er noget, der altid har eksisteret. Men hvorfor går vi op i mode? (Foto: Shutterstock)

I 80’erne gik vi rundt i farverigt Adidas-tøj og gerne med et sæt ikke-matchende plateaustøvler. I 90’erne gik vi med trompetbukser, og i 00’erne blev mavebluserne in.

Måske er du typen, der følger med tidens trend og hurtigt får fat i jakken med det helt rigtige snit. Men hvorfor betyder det egentlig noget for os mennesker at gå op i mode? Det har vores læser Emilie Damsgaard undret sig over. Derfor har hun skrevet ind til Spørg Videnskaben med spørgsmålet: Hvorfor går vi mennesker op i mode?

Vi kan allerede nu afsløre, at menneskets hang til at klæde sig på en særlig måde kan sammenlignes med bavianens opsvulmede bagdel, i hvert fald ud fra et evolutionært forskningsperspektiv.

Mode afspejler, hvem vi er

For at få udfoldet spørgsmålet har vi hos Spørg Videnskaben kontaktet modeforsker Else Skjold. For først skal vi have styr på, hvad mode er:

»For det første er der stor forskel på tøj og mode. Hvor tøj er den konkrete beklædning, er mode et socialt fænomen, som på et givent tidspunkt gør bestemte beklædningsformer moderne. Helt grundlæggende klæder vi os i forhold til, hvem vi selv synes, vi er i verden. Det er den, vi gerne vil være, og det er den, vi gerne vil have, at andre ser os som,« fortæller Else Skjold, som er adjunkt ved Designskolen i Kolding.

Når vi følger en bestemt mode, er det fordi, vi gerne vil identificere os med tidens ideal, og tidens idealer afspejles i høj grad i modeindustrien, forklarer Else Skjold:

»Tidligere så vi mange kvinder i midt-30’erne i modebranchen. Her fyldte man gerne kjolerne lidt ud, så der var til gården og til gaden. I dag er det noget yngre og meget tynde kvinder, der køber ting hele tiden, som er idealet,« fortæller modeforsker Else Skjold.

Moden kan altså ses som et udtryk for tidens tendens, men også som en tendens, der er rent samfundsmæssig, forklarer hun:

»Mode er meget forankret i industrialismen. Vi arbejder os fremad hele tiden, og vi skal have noget, der er nyt. Det, at vi skal fremad, er en grundlæggende værdi i samfundet,« siger Else Skjold.

Mode er menneskets svar på bavian-røven

bavian numse

Uden sådan en fin bavian-numse må vi udtrykke os på en anden måde. (Foto: Shutterstock)

Vi ser ikke aber gå rundt med dyre Rolex-ure eller elefanter i de sidste nye nike-sko, så måske kan menneskets adfærd forklares ud fra et evolutionært perspektiv.
 

Vi har derfor kontaktet en forsker i evolutionspsykologi for at forstå, hvorfor mennesker har et behov for at dekorere sig med moderigtigt tøj:

»Med dyr er det sådan, at de med deres krop kan sende tydelige signaler ud. For eksempel får bavianer opsvulmet bagdel, når de vil tiltrække en partner. Hvis vi ikke opdragede vores børn til at være på en bestemt måde, så ville der være meget mere, der blev udtrykt gennem kropssproget,« fortæller Jill Byrnit, der er autoriseret psykolog og ph.d. i evolutionspsykologi med mangeårig baggrund som forsker.

Hun tilføjer, at jo mere undertrykt vores følelser er i forhold til at komme til udtryk, jo større et behov kan der være for at vise det gennem tøjet. 

Vikingerne gik også op i mode

Nu har vi været omkring dyreriget og evolutionen, og noget tyder på, at vi mennesker adskiller os fra de fleste dyr, når det kommer til vores måde at udtrykke os på.

Selvom modebegrebet, som vi kender det i dag, først opstod i 1800-tallet, så har tøjmoden altid haft en betydning for os mennesker. Det fortæller Ulla Mannering, arkæolog med speciale i nordeuropæisk dragt- og tekstilproduktion ved Center for Tekstilforskning ved Nationalmuseet:

»Mode er noget, vi altid har beskæftiget os med. Når vi kigger tilbage i tiden, for eksempel helt tilbage til vikingetiden, har vi kunnet spore en mode i menneskers dragter og tekstilproduktion. Gennem forskning kan vi se, at mode er noget, man begynder at gå op i, så snart man har de fundamentale behov på plads som for eksempel mad og husly,« fortæller Ulla Mannering.

 

Moden hos mennesket har eksisteret så længe, vi kan spore os tilbage til, og det har altid handlet om det samme:

»Vi kan se, at moden altid har handlet om at udtrykke sin identitet, prestige og økonomi, hvilket man også kan sige om den mode, vi ser i dag. Så i bund og grund handler mode jo om vores sociale netværk og tilknytning til sociale grupper,« fortæller Ulla Mannering.

Hvorfor er status så vigtig for os mennesker?

Men hvis mode handler meget om at vise sin status, hvad er det så, der er så vigtigt ved status hos os mennesker? Det har både vores modeforsker og evolutionsforsker et bud på:

»Hos mennesker er det vigtigt at fremvise status gennem vores tøj, hvilket kan være for at opnå en bestemt position. Man kan altså klæde sig til succes til en vis grad, og hvis man så er kvik, kan man bruge den position til at klatre op ad den sociale rangstige,« siger modeforsker Else Skjold.

»I dyreriget vises status gennem måden at gå eller agere på, men hos mennesker er status altså primært penge. Mennesket er meget statusorienteret, og du finder ikke en større statusmarkør end penge. Du kan være grim og alt muligt andet, men penge overgår stort set alt. Det symboliserer, at du har arbejdet for noget, eller at du har fået en særlig god ide, som har givet succes,« fortæller Jill Byrnit.

Vi takker for spørgsmålet

Vi har nu fået tre forskeres bud på, hvorfor vi mennesker går op i mode.

Alle tre forskere er enige om, at status er meget vigtigt for mennesket og altid har været vigtigt selv i vikingetiden. Ud fra et evolutionært perspektiv kan mode være med til at vise, at vi er højere i hierarkiet over for andre levende væsner. Men det kan også være et udtryk for, at vi nu har fået de fornødne behov opfyldt og derfor begynder at selvrealisere os og udtrykke, hvem vi er gennem vores tøj.

Mode kan altså ses som menneskets måde at udtrykke sig på, og fordi vi ikke har en stor rød bagdel, er vi nødt til at finde andre måder at gøre det på.

Vi siger tak for spørgsmålet og sender en moderigtig abe-T-shirt afsted til Emilie Damsgaard. Hvis du selv har undret dig over noget, som du gerne vil have et videnskabeligt bud på, så send dit spørgsmål til sv@videnskab.dk.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud