Hvordan styrede vikingekongerne deres land?
En læser kan ikke forstå, hvordan vikingekongerne kunne holde styr på deres riger i en tid uden telefoner og e-mails. Forsker fra Vikingeskibsmuseet hjælper os med at finde et svar.
vikinger styre land kommunikation vikingetiden

Når en vikingekonge skulle regere, var det bidende nødvendigt, at han rejste rundt til sine undersåtter og mødte dem ansigt til ansigt. (Foto: Shutterstock)

Niels Arndal har fulgt med i DR's serie 'Historien om Danmark' og sad forleden klistret til skærmen, da afsnittet om vikingerne blev vist.

Her kunne han blandt andet høre Lars Mikkelsen fortælle, at de danske vikinger på et tidspunkt regerede et kongerige, som dækkede Danmark, Sverige, Norge og store dele af England.

Det efterlod Niels dybt imponeret, men også en lille smule undrende, for ét spørgsmål blev aldrig blev besvaret i TV-serien: Hvordan holdt vikingerne styr på så stort et land?

I mangel på et svar i dokumentarserien har Niels gjort det eneste rigtige, når man søger et videnskabeligt svar på det ene eller det andet. Han har skrevet ind til Spørg Videnskaben.

»Det må jo have taget uger og måneder at få beskeder fra den ene ende af landet til den anden. Hvordan kunne vikingerne overhovedet kommunikere over så store afstande, og hvordan sikrede de sig at beholde kontrollen over erobrede landområder?« spørger Niels i sin mail.

Imponerende bedrift

For bedst muligt at kunne besvare Niels’ spørgsmål har vi sendt det videre til museumsinspektør, ph.d. og forskningskoordinator på Vikingeskibsmuseet Morten Ravn.

Morten Ravn ved utroligt meget om vikinger, men for det første er han enig med Niels i, at det er en imponerende bedrift, som danskernes forfædre har begået.

Om stormænd:

Stormænd, der også kaldes høvdinge, var en betegnelse for den største blandt ligemænd i et lokalsamfund i vikingetiden. Stormanden blev oftest valgt af samfundets frie mænd. 

I den forbindelse spillede økonomien og besiddelser en vigtig rolle, da rigdom gav magt. Kun de rigeste havde råd til at ansætte en lille hær, som kunne bane vej for, at en høvdingetitel kunne opnås.

Landets stormænd havde i vikingetiden den grundlæggende forsvarsforpligtelse. De skulle levere hærfølge til forsvar af landet under kongens ledelse.

I den sene vikingetid var kongemagten blevet en så stærk og central magt, at kongen med støtte fra stormændene rundt om i riget kunne samle en betydelig hær – en leding – når og hvis kongen fandt det påkrævet. Ledingen betød, at landets våbenføre mænd – med de respektive stormænd i spidsen – skulle stille sig selv, våben, udstyr, skibe samt de fornødne mængder mad og drikke til rådighed for kongen.

(Kilde: Natmus.dk)

»For mig er det også imponerende, at vikingerne eksempelvis formåede at samle flere hundrede skibe til at udføre et togt. Skibene skulle udrustes, landsættes de rigtige steder i henhold til efterretninger, og krigsfolkene skulle brødfødes både under selve søtransporten, og når de var blevet landsat,« siger Morten Ravn. Han tilføjer:

»Alt det skulle aftales på forhånd, så tingene ikke gik galt, og man havde jo ikke telefoner til at få koordineret det.«

Kongen rejste rundt i landet

Kommunikation i vingetiden adskiller sig fra kommunikation i senere tidsaldre på mange forskellige planer, men lad os starte med kongen, for det var trods alt hans land, der skulle holdes sammen på.

Eksempelvis var Knud den Store (995-1035) konge over Danmark, Norge og England og havde på den måde et ret stort rige at holde styr på.

Som så mange andre af datidens konger bestod en stor del af Knud den Stores arbejde ifølge Morten Ravn derfor i at holde snor i stormændene (se boksen til højre) i kongeriget, og det gjorde han ved simpelthen at rejse rundt til dem.

»Kongen skulle besøge sine undersåtter, og det gjorde han ved at rejse rundt i riget. Ofte foregik rejserne i skibe, hvor det eksempelvis kunne tage tre til seks dage at nå fra Danmark til England, afhængigt af vind- og vejrforhold. Andre gange skete det til hest eller til fods, når man ikke skulle krydse hav eller bælter,« fortæller Morten Ravn.

Kun ved at stå ansigt til ansigt med sine undersåtter kunne kongen sikre sig deres loyalitet og planlægge fremtiden for kongeriget.

Møderne blev enten aftalt fra eksempelvis år til år eller ved at sende en budbringer i forvejen og varsko stormanden eller stormændene om kongens ankomst.

»Møderne mellem kongen og stormændene var helt essentielle for at holde styr på kongeriget. Nogle gange mødtes kongen med en enkelt stormand, mens det andre gange var med en forsamling af stormænd. Her kunne man blandt andet planlægge forskellige togter i fremtiden, og møderne blev også brugt til at sikre stormændenes loyalitet overfor kongen,« fortæller Morten Ravn.

Kongen købte loyalitet med gaver

I den sammenhæng var gaver en vigtig del af kongens måde at sikre stormændenes loyalitet.

Ved møderne gav kongen eksempelvis stormændene guldringe eller forgyldte våben for på den måde at købe deres loyalitet.

Giftermål kunne også bruges til at binde stormænd og konger tættere sammen.

Som helhed var kongemagten dog meget skrøbelig, da den næsten ene og alene beroede på personlige forhold, og når enten kongen eller en stormand døde, skulle et helt nyt loyalitetsforhold stables på benene mellem den nye konge og den nye stormand, og det skete oftest ansigt til ansigt.

Mødtes til stormøder i blandt andet Tissø

Som sådan var størstedelen af kongens kommunikation med sine undersåtter i alle afkroge af landet betinget af, at han selv var på farten hele tiden og mødtes med dem.

Kongen havde derfor gårde rundt om i landet eller hos nogle af stormændene og rejste så rundt mellem de forskellige gårde med sit følge.

Om vikingekongen:

Kongen var den person, som havde tilstrækkelig støtte blandt de lokale stormænd til at kunne kalde sig konge over et større landområde. Kongens magt afhang dog til hver en tid af spillet mellem hans egen og stormændenes styrke, men også udenrigspolitiske forhold havde indflydelse. 

Det var vigtigt for kongen, at han havde evner til at samle mænd omkring sig, lede, nå resultater og belønne sine folk godt. Kongens magt var altså i praksis baseret på personligt ry og enorme mængder sølv for at opnå den nødvendige støtte.

Kongens rolle var først og fremmest at beskytte riget og lede militære aktioner. Til at sikre dette havde kongen en personlig hær – en hird – omkring sig, hvor den enkelte kriger var personligt knyttet til sin herre i et gensidigt loyalitetsforhold.

De var hans livvagter, fulgte ham på togter og andre rejser. Krigerne var ofte rekrutteret fra de ledende slægter.

(Kilde: Natmus.dk)

På rejserne mødtes han enten med stormændene hver især eller til stormøder, hvor mange stormænd fra et område dukkede op på bestemte mødesteder.

Kongsgården ved Tissø blev blandt andet brugt til den slags møder.

»Her havde man måske møder på bestemte tidspunkter af året, altså sæsonbetingede møder, hvor stormænd og konger samledes for blandt andet at planlægge togter eller sikre sig, at man stadig havde et stærkt forhold og kunne regne med hinandens støtte,« siger Morten Ravn.

Loyalitet krævede møder ansigt til ansigt

God kemi mellem stormændene og kongen var nødvendigt, og derfor var alle møder mellem kongen og de forskellige stormænd potentielt skæbnesvangre.

Hvis ikke kongen formåede at få samlet stormændene omkring sig og sikret sig deres loyalitet fremover, kunne han ikke holde magten over stormændenes områder eller få stormændene til at tage på togter og komme tilbage med de rigdomme, som siden kunne gives som gaver og dermed opretholde alliancerne mellem konge og stormænd.

Ved at have gode relationer til stormændene sikrede kongen sig til gengæld et samlet kongerige. Han kunne også holde fast i områder, som han netop havde erobret, ved at indsætte loyale stormænd til at administrere dem.

Det krævede dog, at han en gang imellem mødtes med dem – også selvom det drejede sig om stormænd i Norge eller England.

»Kongeriget kunne kongen ikke styre fra central hånd. Selvom der var kongesæder i eksempelvis Hedeby, Jellinge og Roskilde, var det kongens rejser rundt om i landet, der bandt hele kongeriget sammen. Det gjaldt både nye og gamle dele af kongeriget. Loyaliteten var helt og aldeles afhængig af, at man nogle gange mødtes,« fortæller Morten Ravn.

Vikingerne sendte ikke breve

Senere historiske perioder ændrede i nogen grad på kommunikationen mellem kongen og alle egne af kongeriget.

Konger i senere dele af middelalderen sendte blandt andet forseglede, nedskrevne beskeder frem og tilbage til adelen i andre dele af landet med budbringer.

På den måde behøvede kongen ikke selv at dukke op, hver gang der skulle gives en besked.

Om noget lignende blev benyttet i vikingetiden ved vi ifølge Morten Ravn ikke, men at dømme efter kilderne til vikingetiden var kommunikation oftest baseret på mundtlige overleveringer.

»Og så var det meget bedre, at kongen selv dukkede op. Man kan godt spekulere i, at han kan have sendt en budbringer, som overleverede et budskab og havde en runestav eller et sværd med som bevis på, at han var kongens budbringer, men hvis det var vigtig kommunikation, skulle kongen nok selv rejse rundt,« fortæller Morten Ravn.

Planlagde togter på stormøder

Morten Ravn uddyber, at stormøderne var der, hvor vikingetidens konger sammen med stormændene planlagde togterne.

vikinger vikingetogt vikingetid vikingeskib kommunikation

Kongen gav stormændene gaver for at bevare deres loyalitet. Den var for eksempel vigtig, når han skulle overtale dem til at tage på vikingetogter for ham og plyndre andre kongeriger. (Foto: Shutterstock)

De kunne eksempelvis aftale, at alle stormænd mødtes med kongen på et givent sted på et givent tidspunkt med et vist antal skibe, og herefter sejlede samlet mod en by eller et område i eksempelvis Tyskland, England eller Frankrig, hvor man tidligere havde haft succes med plyndringstogter.

Efter endt møde gik stormændene hver til sit og satte deres undersåtter i gang med at bygge skibe og udruste skibe samt foretage de øvrige forberedelser forud for togtet.

Kun meget få ting blev overladt til tilfældighederne.

»Der skulle koordineres en masse ting for at sikre, at togtet blev en succes, og det hele skulle aftales mange måneder i forvejen, og alle mand skulle holde sig til aftalen. Ser man på de største af togterne, har de involveret hundredvis af skibe og tusindvis af mænd« fortæller Morten Ravn og fortsætter:

»Da vikingerne skrev kort og ofte ikke så detaljeret om deres togter, har vi de mest detaljerede informationer om vikingernes togter fra engelske og franske kilder, og her nævnes i særlige tilfælde om krigsflåder på flere hundrede skibe. Det er klart, at kommunikationen skulle virke, for at sådanne togter kunne fungere.«

Tak for spørgsmålet

Vi håber, at Niels har fået et svar, som han kan bruge til noget.

Vi takker i hvert fald for spørgsmålet og kvitterer med en af vores flotte Spørg Videnskaben-T-shirt.

Vi takker også Morten Ravn for at give os et indblik i vikingernes verden.

Sidder du med et spørgsmål, som du mener, at videnskaben bør have et svar på, er du altid velkommen til at sende os en mail på sv@videnskab.dk.

Du kan også købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?, og Hvorfor må man ikke sige neger?