Jeg har godt 30 peer-reviewed artikler, udgivet i videnskabelige tidsskrifter, på min publikationsliste. Flere af dem er skrevet i samarbejde med andre forfattere.
Det betyder, at jeg har færre forfatterskaber end artikler på min publikationsliste, hvis man opgør antallet af forfatterskaber efter den såkaldte ‘fraktionerede tællemetode’.
Metoden består i, på en artikel med mere end én forfatter, kun at tildele hver enkelt forfatter en brøkvis andel af artiklens forfatterskab (sat til 1 per artikel uanset antallet af forfattere).
Hvis jeg for eksempel er medforfatter på en artikel med i alt to forfattere, vil jeg efter fraktionsmetoden kun blive tildelt et halvt forfatterskab; hvis der er tre, kun en tredjedel forfatterskab og så fremdeles.
Videnskaben forsøger at udnytte fordele ved samarbejde
Opgørelsen vil resultere i omtrent halvt så mange forfatterskaber som egentlige videnskabelige artikler på min publikationsliste. Det er selvfølgelig et ringere resultat set ud fra mit eget personlige synspunkt, men måske en mere reel opgørelse af min videnskabelige produktion.
Det er den fraktionerede forfatter, der her kommer til syne, altså en forfatter, der kun får en brøkdel af æren (forfatterskab) for publikationen, alt efter antallet af medforfattere.
Medforfatterskaber ser man selvfølgelig også inden for andre fagområder, men det er nok videnskaben, som nu forsøger at udnytte de fordele, der kan være ved at samarbejde om tekstproduktion, mest muligt.
Og det er videnskabsfolk, der nu prøver at forstå, hvordan man skal fortolke og håndtere de mange medforfatterskaber.
Fraktionerede forfatterskaber kan være misvisende
Den artikel, der har verdensrekorden for antal medforfattere, er skrevet af forskere ved Large Handron Collider ved CERN og udgivet i tidsskriftet Physical Review Letters sidste år. Forfatterlisten tæller mere end 5.000 navne.
Hvis man ifølge den fraktionerede tællemetode tildelte hver af disse forskere mindre end 1/5.000 forfatterskab, betyder det, at de skal producere mere end 5.000 af sådanne artikler for at få bare ét videnskabeligt forfatterskab. Det giver nok ikke megen mening for den enkelte forsker.
Det giver heller ikke rigtigt mening at fraktionere enkelte forskeres publikationsliste, sådan som jeg gjorde med min egen ovenfor.
Typisk vil det individuelle bidrag til en artikel ikke stemme overens med den brøkdel, man får ved blot at fraktionere artiklens forfatterskab udfra antallet af medforfattere, og derved kan et fraktioneret forfatterskab let være misvisende på individuelt niveau.
En tendens med flere medforfattere på videnskabelige artikler
Det er kun på aggregeret niveau, at det kan være en fordel at fraktionere forfatterskaber, for eksempel når man sammenligner forskningsnationer eller -institutioner.
Her udlignes eventuelle forskelle i forhold til specifikke bidrag på enkelte artikler. Til gengæld kan fraktioneringen være med til at give et mere retvisende billede af den videnskabelige produktion på lande- eller institutionsniveau.
I 2014 udgav online-tidsskriftet Research Trends en bibliometrisk analyse af alle videnskabelige artikler i forskningsdatabasen Scopus i perioden 2003-13.
Analysen viste, at der er sket en stigning i antallet af (med)forfattere på videnskabelige artikler fra gennemsnitligt 3,5 forfattere i 2003 til 4,2 i 2013.
Samme stigende tendens er dokumenteret i andre undersøgelser for andre tidsperioder med andre databaser, se her og her.
Ikke flere artikler per forsker
Mere interessant er måske analysens brug af den fraktionerede tællemetode. Den viser nemlig, at der ikke er sket en tilsvarende stigning i antallet af (fraktionerede) forfatterskaber per forsker.
Og hvis man opgør antallet af artikler per forsker om året, er tallet svagt dalende gennem hele perioden.
De forskere, hvis artikler indgår i optællingen, er altså ikke blevet mere produktive i den nævnte tiårsperiode, nærmest tværtimod, men de er blevet mere indstillede på at samarbejde og skrive artikler sammen med deres kolleger.
Medforfatterskaber booster publikationslisten
Medforfatterskaber skaber en ekstra gevinst – udover samarbejdet – for den enkelte forsker. Forskere får nemlig ‘boostet’ deres publikationsliste ved at udgive artikler med en eller flere medforfattere uden at øge antallet af fraktionerede forfatterskaber.
Et simpelt eksempel kan vise effekten:
Hvis en forsker publicerer to artikler, som hver har to forfattere, giver det dobbelt så mange publikationer på forskerens publikationsliste, som hvis den samme forsker valgte at skrive en artikel selv.
Men antallet af fraktionerede forfatterskaber for forskeren er det samme i de to tilfælde, nemlig 1.
Forfatteren er død! Længe leve den fraktionerede forfatter!
I 1967 udgav den franske litteraturkritiker, Ronald Barthes, et essay om forfatterens død.
Hans pointe var, at der ikke er en klar og åbenlys sammenhæng mellem forfatteren og den forfattede tekst. Forfatteren var i lige så høj grad et produkt af teksten, som omvendt.
Det er også det, vi ser i videnskabens verden af i dag.
Af hensyn til forskningsbibliometrien – og for samarbejdets og måske også cv’ets skyld – er forfatteren blevet fraktioneret ved hjælp af en abstrakt, matematisk kalkyle.
Og tendensen ser ud til at fortsætte.
Snart er der stort set ingen enkeltforfattere tilbage i videnskaben, kun forskningssamarbejder og dertilhørende fraktionerede forfattere.
