Hvilken pokerspiller er du – ifølge Marx?
Er du en 'Sucker', en 'Grinder' eller en 'Player' ved pokerbordet? Det kommer helt an på, om du tænker som en arbejder, en kapitalist eller en spekulant

Kortene er vigtige i poker - men det er din spillestil og din viden også (Foto:Colourbox)

Pokerbordets popularitet er udtryk for den post-industrielle tid, vi lever i. Og derfor kan Marx være med til at forklare, hvordan spillets virtuelle økonomi fungerer - og hvordan spillerne forsøger at rage gevinsten til sig.

Pokerspillets tre arketyper

Det mener Ole Bjerg, sociolog og forsker ved CBS. Han har gennem længere tid forsket i ludomani og kaster sig nu over pokerspillet. På lørdag fremlægger han sin teori om de tre marxistisk inspirerede pokertyper - det sker ved den Nordiske Sociologikonference på Aarhus Universitet.

»Der er tre måder at rage værdi til sig i samfundet - og det gælder også ved pokerbordet,« siger den spilfikserede forsker til videnskab.dk. Med udgangspunkt i økonomisk teori af blandt andet Karl Marx, den tyske filosof der stod fadder til socialismen og kommunismen, identificerer han tre arketyper i det moderne, kapitalistiske samfund, samt deres paralleller i pokerspillets univers:

En 'Sucker' er arbejderen

En 'Sucker', eller på dansk et fjols, er en pokerspiller, der binder sig til tilfældigheder. Han handler irrationelt og satser ofte på dårlige hænder, fordi han håber på heldet, der sjældent kommer. Den tilsvarende position i det kapitalistiske samfund udfyldes af arbejderen. Han bearbejder naturen, som den er og løser konkrete opgaver, når de dukker op uden en større plan eller strategi.

Og ligesom arbejderen, der ifølge Marx' økonomiske teori bliver udbyttet af kapitalisten, bliver Sucker'en udnyttet af de klogere spillere, påpeger Ole Bjerg:

Fakta

VIDSTE DU

Poker spilles som regel med 52 kort

Der er mange spilvarianter, men fælles er, at spillerne skal kombinere deres kort på hånden, oftest et eller to, med en række fælleskort på bordet, ofte fire eller fem, til de fem bedst mulige kort

Spillerne konkurrerer om at få de bedste kombinationer, eksempelvis to ens, tre ens, fem i rækkefølge (straight) eller fem i samme kulør (flush)

Man spiller oftest med penge som indsats

»En Sucker spiller så at sige ikke pokerspillet ordentligt, fordi han ikke forstår de bagvedliggende strukturer som statistik og sandsynlighed. På samme måde spiller en arbejder ikke kapitalismens spil ordentligt, fordi han ikke forstår de mekanismer, der udnytter ham. Begge håber på det bedste, men taber som regel - og altid i det lange løb.«

En 'Grinder' er kapitalisten

En 'Grinder' (dansk: slider) er den systematiske, rationelle spiller, der kender sine odds, sandsynligheder og regler. Hans styrke er stabilitet og viden, der sikrer ham gevinst i det lange løb i kraft af sikkert spil. Hans modstykke i den virkelige verden er kapitalisten, der har forstået, hvorledes det økonomiske system fungerer.

Han skal bare investere klogt og så lade systemets logik arbejde for sig.

»En 'Grinder' vinder ved, at Sucker'en afviger fra spillets rationalitet - og dermed blotter sig for udnyttelse«, forklarer pokerforskeren.

En 'Player' er spekulanten

Ole Bjerg er lektor på Copenhagen Business School og forsker blandt andet i ludomani og poker (Foto:Olebjerg.dk )

Men en 'Grinder' er med al sin rationalitet selv sårbar over for den tredje spillertype: Player'en (dansk: spiller). »En 'Player' forstår, at spillet ikke altid er rationelt,« siger Ole Bjerg og fortsætter:

»Grinder'ens rationalitet er fejlbarlig, og det udnytter Player'en.«

Med værktøjer som bluff og uforudsigeligt spil skaber han selv huller i spillets logik. Han læser, hvordan de andre spillere læser spillet, og derfor kan han spille på et niveau over de andre, lyder Ole Bjergs analyse.

Parallellen i den moderne økonomi er spekulanten - investoren eller aktiehandleren, der spiller på det marked, hvor kapitalisten tjener sine penge. Spekulanten arbejder i den virtuelle økonomi og handler med immaterielle værdier.

»Han handler ikke med olie, men med forventninger til olieprisen, eller endda forventninger til forventningerne i fremtiden«, som Ole Bjerg formulerer det.

Markedet er en hysterisk kælling

Kapitalisten tror på markedets logik og rationalitet og Grinderen på pokerspillets forudsigelighed. Spekulanten ser markedet som en hysterisk kælling, forklarer den danske forsker ivrigt med et udtryk lånt fra Mogens Lykketofts syn på børsmæglere.

En spekulant udnytter markedets irrationelle og virtuelle elementer til egen gevinst, præcis som en Player ved et pokerbord forsøger at udnytte alle aspekter af enhver given situation til det maksimale, beskriver Ole Bjerg. Han spiller på de andres følelser og forventninger, og han er derfor typen, der satser stort, taber stort og vinder stort.

Jeg spiller otte borde samtidig

Laust Kehlet kan afsætte lige præcis fem minutter til et telefoninterview, inden han skal i gang med en Heads up (mand mod mand) onlineturnering. Han er professionel pokerspiller og har levet af kortene i flere år.

Han karakteriserer sig selv som skiftevis Grinder og Player, afhængigt af humør og omstændigheder:

Når du sidder ved bordet, er det ikke kun kortene, men også dine modstandere, du skal regne ud (Foto:Colourbox)

»Hvis jeg ikke har mentalt overskud, kan jeg altid åbne otte borde på min skærm og så køre den sikkert hjem. Jeg har cirka fem sekunder til hver beslutning, og det kører rent mekanisk,« fortæller han samtidig med, at han spiller et par opvarmningshænder, inden turneringen begynder.

Tunge fisk spottes hurtigt

Han er sådan set enig i Ole Bjergs analyse, selvom han kort bemærker, at den tyske sociolog Luhmanns systemteori måske ville være bedre egnet til et forstå spillet - den danske gamblers bogreol byder tydeligvis på andet end statistik og pokerteorier. Når han sætter sig til et onlinebord, kan han efter 10-15 hænder, notere sig, hvem der er de tunge hajer ved bordet, og hvem der er Suckers, anslår han selv:

»Suckers og Players minder meget om hinanden i spillestil, men den helt afgørende forskel er aggressiviteten på de rigtige tidspunkter. Den har en 'Player'.« Den erfarne gambler kan med det samme se, hvornår en 'Sucker' dummer sig, og så ved han, hvem der er penge i at spille mod. Og dem er der mange af derude på nettet, konstaterer Laust Kehlet.

50 Suckers og to Players

I en typisk onlineturnering med 100 deltagere vil der være 50 Suckers og kun to-tre topspillere, vurderer han. Resten er Grinders og småprofessionelle som ham selv, der som regel slår de Suckers, de møder og nogle gange slår sig på de bedste Players. Og de er rigtig gode, lyder vurderingen fra pokerhajen, der langsomt er ved at forsvinde ind i kortene: »

En 'Player' mestrer samme teknikker og kategorier som en 'Grinder', men han kan sideløbende læse de andre spilleres psyke og spillemønstre - og spille på deres svagheder. Derfor kan en dygtig 'Player' tjene mere ved at spille aggressivt på to borde, end en 'Grinder' kan ved at slide sig mekanisk igennem,» slutter Laust Kehlet.

Poker er virtuelle værdier

Hvis jeg ikke har mentalt overskud, kan jeg altid åbne otte borde på min skærm og så køre den sikkert hjem

Laust Kehlet, professionel pokerspiller

Ole Bjerg er fascineret af pokerspillet, fordi han mener, at alle spil udtrykker den tid, de opstår eller vinder indpas i.

»Pokerspillet er et stærkt kulturelt udtryk for den tid og økonomi vi lever i. En meget stor del af værdicirkulationen i dag består af immaterielle, eller virtuelle, værdier, som i bund og grund handler om følelser, forventninger og læsninger af markedet.«

Det er vigtigt for Ole Bjerg at understrege, at man ikke på forhånd kan placere hverken sig selv eller andre i en af de tre kategorier. I hvert spil bliver rollerne fordelt, alt efter hvem der sidder ved bordet, og på hvilket niveau man spiller, forklarer han.

Også valget af pokerspil afgør, hvilke muligheder spillerne har for at udfolde sig. Spiller man 'No Limit', detvil sige uden grænser for, hvor meget man kan forhøje med, har en Player større muligheder for at komme til sin ret end i et spil med loft på buddene.

Software udspionerer modspillerne

Kun fem til ti procent af spillerne vinder på nettet

Ole Bjerg

Og Grindere har bedst arbejdsbetingelser ved onlinespil. Her kan de spille flere hænder på samme tid og dermed smide dårlige kort baseret på sandsynlighed uden at skulle vente på, at de andre spillere bliver færdige, før de kan komme videre med næste hånd.

Desuden bruger professionelle Grindere computerprogrammer til at analysere deres modspillere gennem længere tid. Bevæbnet med statistisk viden om de andre spilleres spillemønstre, kan de maksimere deres udbytte. Modsat føler en 'Player' sig typisk godt tilpas ved et rigtigt pokerbord med grøn filt, hvor han kan fornemme de andre spilleres psyke og svagheder.

Men hvis du spiller med følelserne og håber på det bedste, kan du lige så godt lade være, understreger Ole Bjerg. Kun fem til ti procent af spillerne vinder på nettet, vurderer han, men alligevel vokser spillet dag for dag.

Tilfældets forførende lethed

Den danske forsker, som lige når at pointere, at han ikke selv spiller poker, fordi han ikke er særligt god til det, afslutter sin artikel med en forklaring på, at pokerbordene nok aldrig løber tør for villige fjolser, der taber deres penge til spillere som Laust Kehlet.

»Det uundgåelige tilfældighedselement i poker giver selv en Sucker en teoretisk chance for at vinde over en 'Player'. Og netop dette forførende element ved poker får Suckers til at hælde penge i spillet, selvom pengene højst sandsynligt bliver vundet af Grinders og Players.«

Det sker