Hvad er velfærd egentlig?

Når statsminister Helle Thorning Schmidt (S) og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen brager sammen for åben skærm, kan de altid blive enige om, at velfærd er vigtigt – men på samme tid er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad de taler om.

Det skyldes måske, at ordet ‘velfærd’ hæftes på en masse forskellige spørgsmål:

• supersygehuse
• børnecheck
• førtidspension
• folkeskoler
• kontanthjælp
• plejehjem
• SU
• ventelister på kræftbehandling

– er bare nogle af ingredienserne i debatten, når den drejer sig om velfærd.

Årsagen til, at begrebet er så uhåndgribeligt er dog også, at medierne har været for sløve til at holde politikerne fast på, hvad de egentlig mener, når de diskuterer velfærd. Det mener Christian Kock, som er professor i retorik ved Københavns Universitet.

Journalister lader politikere slippe for let

»Gennemgående har journalisterne ladet politikerne slippe for at tale om indholdet i velfærdsdebatten – medierne har set den gode debat som en debat, der er skarp og konfronterende, snarere end fokuseret på indhold og kvalitet.«

Et godt eksempel på den debatform er ifølge Christian Kock valgkampen fra 2011. Her lignede Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen to kamphaner, der konkurrerede om at have den mest iøjnefaldende stil – som da Lars Løkke Rasmussen pludselig trådte væk fra sin plads under en TV-debat og helt uventet gik over mod Helle Thorning-Schmidt for at stå ansigt til ansigt med sin modstander.

Den måde at diskutere de store politiske spørgsmål på har ifølge Christian Kock uheldige konsekvenser debatten om velfærd.

»Når politikerne debatterer velfærd, er det i høj grad ligesom en pudekamp i mørke, hvor man bruger ordet ‘velfærd’ til at prise sin egen politik og undergrave andres politik,« siger Christian Kock.

Velfærd er et plusord

Når især velfærd er et begreb, som alle bruger i flæng, hænger det ifølge Christian Kock netop sammen med, at velfærd er så vagt og uforpligtende – og alligevel altid et klokkeklart plusord. Vi ved med andre ord ikke så meget om, hvad velfærd er, men vi ved, det er godt.

Christian Kock påpeger dog, at Danmark ikke er det eneste land, hvor velfærd er så vagt.

I USA er ‘velfærd’ også en stor del af debatten, men i modsætning til Danmark er velfærd i USA et minus-ord. ’Welfare queen’, er en betegnelse, der kædes sammen med sorte amerikanske kvinder, som hæver deres understøttelse uden tilsyneladende at gøre dagens gode gerning.

Hvad skal der så til for at gøre ‘velfærd’ mindre vagt?

»Journalisterne skal hele tiden tvinge politikerne til at fokusere på, hvad de helt konkret vil afskaffe eller indføre i stedet for abstrakte diskussioner om velfærd eller frihed. Den udvikling er også i gang i medierne,« siger Christian Kock.

Som eksempel peger han blandt andet på det nye DR-program ’Bag Borgen’, hvor de to værter Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup forsøger at trænge ind bag politikernes mediestunts for at se nærmere på det konkrete indhold bag alle de flotte ord.

Debatten drejer sig mest om retfærdighed

Problemet med velfærd er dog ikke bare, at journalisterne er for sløsede med at spørge ind til, hvad politikerne forstår ved velfærd.

Problemet er også, at politikerne har det med at diskutere noget andet, end hvad velfærd helt konkret dækker over, mener Lars Binderup. Han er lektor i politisk filosofi ved Syddansk Universitet, hvor han netop forsøger at trænge ind til kernen af vigtige politiske begreber som demokrati, retfærdighed, ulighed og altså også ‘velfærd’.

»I den offentlige debat drejer velfærd sig i virkeligheden om noget andet end hvad ordet umiddelbart antyder – nemlig fordelingsretfærdighed. Her er det et spørgsmål om lighed og ulighed. Vi diskuterer ikke, hvad velfærd i virkeligheden er, men snarere hvordan goderne i vores samfund skal fordeles, så alle har en retfærdig andel af velfærd,« mener Lars Binderup.

Det sociale sikkerhedsnet er blevet usikkert

Et eksempel på, hvordan velfærdsdebatten drejer sig om fordelingsretfærdighed, er debatten om det sociale sikkerhedsnet, som Danmark spænder ud under dem, som har svært ved at klare sig selv.

Efter den økonomiske krise raser debatten om, hvem af de svageste, der skal have adgang til de skattepenge, som de arbejdende danskere betaler til staten.

Er det f.eks. rimeligt, at statskassen fordeler de knappe resurser til psykisk syge, så de har mulighed for at leve uden et belastende arbejde, eller skulle vi hellere bruge penge på noget andet?

Velfærd er lykke

Ifølge Lars Binderup er den slags diskussioner vigtige i sig selv, men til syvende og sidst drejer de sig ikke om velfærd, men snarere om, hvordan pengene skal fordeles. Den sidste diskussion gør os selvsagt ikke særlig meget klogere på, hvad velfærd egentlig er.

Så nu vil vi have svar. Hvad er velfærd?

Ifølge Lars Binderup kommer vi tættest på den egentlige betydning af velfærd ved at diskutere betydningen af lykke:

»Den oprindelige betydning af velfærd er en hav-det-godt-hed. Man ’farer vel’ – man er lykkelig. Jeg forbinder velfærd med lykke,« siger han.

Inden for politisk filosofi kan velfærd altså ses som lykke.

Er soft ice velfærd?

Men fair nok, tænker enkelte læsere måske: vi forbinder lykken med soft ice dagen lang. Altså er Danmark ikke et velfærdssamfund, før vi har konstant adgang til ismaskinen og de mange spændende slags topping på Jensens Bøfhus.

Så slet slipper vi dog ikke. Ifølge Lars Binderup findes der nemlig mindst tre forskellige filosofiske opfattelser af, hvad lykke egentlig går ud på. Lykken kan være at:

1. Have mest mulig nydelse

2. Få tilfredsstillet sine ønsker

3. Realisere objektive goder

1. Lykke er at have mest mulig nydelse

Forestil dig, at du har den fedeste karriere. Du er pilot, skuespiller eller noget andet, som de fleste drømmer om. Når du kommer hjem efter arbejde, bliver du mødt af dine dejlige, nuttede børn og din hengivne kone eller mand. Sådan går du igennem hele livet, indtil den dag du stiller træskoene.

Forestil dig nu, at du hele livet er blevet holdt for nar. Din familie hadede dig i virkeligheden fra dag ét. Alt dette vidste din arbejdsgiver, som udelukkende gav dig drømmejobbet, fordi han eller hun havde ondt af dig – ikke fordi du på nogen måde var dygtig.

Du havde nydt livet i fulde drag, men det hele udsprang af en illusion.

Havde du så levet et lykkeligt liv? Ifølge denne første opfattelse af lykke er svaret ’ja’. Selvom det hele var et bedrag, har du livet igennem haft den behagelige følelse af, at du fik tilfredsstillet dine ønsker. Og det er ifølge den første opfattelse af lykke nok til at kunne tale om et lykkeligt liv.

2. Lykken er at få tilfredsstillet sine ønsker

Ifølge den anden opfattelse er du ikke lykkelig, hvis bare du føler, at du får tilfredsstillet dine ønsker – de skal også rent faktisk gå i opfyldelse.

Hvis du har et ønske om, at din familie elsker dig, skal de også virkelig elske dig, før du er lykkelig.

Ifølge Lars Binderup er filmen The Matrix et andet eksempel på den pointe. I The Matrix tror menneskene, at de lever et liv i sus og dus, men i virkeligheden er de blevet lagt i koma af avancerede robotter, som har overtaget verden. Menneskene tror kun, de er lykkelige, fordi en række elektroder skaber illusionen inde i deres egne hoveder.

Det er altså ikke nok at leve i en illusion om, at vi får tilfredsstillet vores ønsker. Men faktisk er det heller ikke nok, at følelsen af familieidyl rent faktisk hænger sammen med, at din kone og børn elsker dig, mener Lars Binderup:

»Selvom man faktisk får opfyldt sine ønsker, er man jo ikke nødvendigvis lykkelig. For man kan ønske sig alt muligt idiotisk og ugennemtænkt – eksempelvis at spise flødekager dagen lang.«

Ønskerne skal være rationelle

Det har fået nogle tilhængere af den anden opfattelse af lykke til at mene, at det ikke er nok bare at få tilfredsstillet sine ønsker: lykken er snarere at få tilfredsstillet fornuftige og gennemtænkte ønsker.

Hvis du f.eks. som 20-årig ønsker at spise is dagen lang, kan du ikke regne med at blive gammel nok til at se dine børnebørn – eller i det hele taget fungere ordentligt.

Selvom man faktisk får opfyldt sine ønsker, er man jo ikke nødvendigvis lykkelig. For man kan ønske sig alt muligt idiotisk og ugennemtænkt – eksempelvis at spise flødekager dagen lang.

Lars Binderup

Diskussionen af lykke kan med andre ord også dreje om det, det er fornuftigt for det enkelte menneske på den lange bane. Faktisk kan diskussionen bevæge sig endnu længere væk fra det, som det enkelte menneske går rundt og ønsker sig her og nu.

Så bliver diskussionen om lykke til et spørgsmål om det, der er godt at ønske sig for alle mennesker. Eller anderledes udtrykt: vi bevæger os fra en subjektiv til en objektiv opfattelse af lykke.

Et eksempel på et gode, der er godt for alle mennesker, er at tage sig en uddannelse og dermed blive klogere på, hvordan verden hænger sammen. Et andet eksempel er at have en tæt forbindelse med familie og venner.

Men uddannelse og tætte relationer bidrager ikke til vores lykke, bare fordi vi får opfyldt et ønske, mener tilhængerne af den sidste lykkeopfattelse. Uddannelse og tætte relationer bidrager til vores lykke, fordi der er tale om objektive goder.

3. Lykken er at realisere objektive goder

»Lykke kan være at have række objektive goder i sit liv helt uafhængigt af, om man ønsker sig dem,« siger Lars Binderup.
Det er den tredje opfattelse af lykke. Her hænger lykke sammen med goder, som er smarte at gå efter uanset hvad. Uddannelse er ét eksempel – tætte relationer til familie og venner er et andet. Men det er også et objektivt gode at have bedrevet noget i tilværelsen.

Og så er vi tilbage ved velfærden. For det er netop den opfattelse af lykke, som Lars Binderup kæder sammen med velfærd: jo flere objektive goder vi er stand til at fylde vores liv med, desto mere velfærd har vi.

Men selvom uddannelse er et objektivt gode, kan jeg jo stadig være dybt ulykkelig, hvis jeg hader at sidde på skolebænken: er velfærd i den forstand ikke alt for højpandet og elitært?

»Man skal tænke på, at hvis man sidestiller velfærd med den sidste opfattelse af lykke, så kan der være mange forskellige måder blive lykkelig på. Nydelse er faktisk også et objektivt gode. Man kan selvfølgelig ikke være helt lykkelig, hvis man hele tiden føler sig ulykkelig.«

»Det kan godt være, at akademikeren er lykkeligere end rengøringsassistenten på ét punkt – nemlig ved at vide mere om, hvordan verden hænger sammen. Men så kan rengøringsassistenten til gengæld være lykkeligere i andre henseender, hvis han eller hun realiserer en række andre objektive goder som det at have nære relationer, mere nydelse og bedrive noget. Man kan sagtens bedrive en masse uden at være akademiker,« siger Lars Binderup:

»Man kan eksempelvis være god til at opfostre sine børn.«

Velfærd er altså ensbetydende med et lykkeregnskab, hvor det enkelte menneske realiserer flest mulige goder, som er objektivt godt for os realisere, mener filosoffen Lars Binderup.

Men hvordan i alverden kan vi så afgøre, om et samfund har mere eller mindre velfærd, når vi står over for så kompliceret et regnskab? Hvordan måler vi med andre ord velfærd?

Det kan du læse meget mere om i den næste artikel om jagten på velfærd.