De fleste vil sikkert mene, at lattermilde mennesker har en god humoristisk sans.
Vi taler normalt om god eller dårlig humoristisk sans, som om der kun er én skala for humoristisk sans, som man enten kan ligge højt eller lavt på.
Men nu tyder en ny undersøgelse fra Australien faktisk på, at der er to ret forskellige former for humoristisk sans – og man kan udmærket ligge højt på den ene, men lavt på den anden!
For at komme frem til de to former for humoristisk sans må vi først se på en generel teori om, hvad der overhovedet kan få os mennesker til at grine – en evne, der tilsyneladende adskiller os lige så meget fra selv vores nærmeste fætter i dyreriget, chimpansen, som evnen til at tale.
En udbredt teori om latterens psykologiske funktion hos mennesket går ud på, at latteren har to funktioner: En indre og en ydre.
Angstreaktion udløser befriende latter
Latterens indre funktion ser i korthed ud til at være den at afreagere en lille angstreaktion, som opstår i de primitive dele af hjernen, men som man samtidig – med den mere fornuftige del af hjernen – godt kan se, at der ikke er nogen alvorlig grund til.
Den følelsesmæssige spænding, der er opstået ved den primitive angstreaktion, kan derfor ‘udløses’ eller afreageres med en ‘befriende latter’.
De fleste vittigheder består som regel enten af et overraskende absurd indhold eller noget ‘vovet’. De overraskende vittigheder (f. eks. talende dyr) giver først en lille konflikt i forstanden, fordi alle konflikter har tendens til at udløse en svag angstreaktion, men da vi med den klare forstand godt kan se, at der er tale om en uskyldig spøg, kan vi straks afreagere den konfliktskabte uro med en lettende latter.
De vovede vittigheder vækker også ofte en primitiv angst, fordi det drejer sig om ‘forbudte ting’, vi tidligere i livet har lært at frygte, men da vi erkender, at det er en god ven, som med venlige hensigter fortæller den vovede vittighed, kan vi også her afreagere den lille, primitive angstreaktion i latter.
To forskellige ydre funktioner
Den ydre funktion – og latteren må bestemt også have en ydre funktion, siden den er så højrøstet – menes at være af social art og handler om to helt forskellige, nærmest modsatte ting.
De to forskellige sociale funktioner modsvarer præcis den sondring, der fremgår af de to udtryk: At grine med nogen og at grine ad nogen.
Når vi griner med nogen, f. eks. når man fortæller en god vittighed til en flok venner, virker latteren styrkende på det indre sammenhold. Man mener, at denne positive funktion af latteren på et gruppesammenhold en gang i tidernes morgen havde stor betydning, når en gruppe mennesker blev udsat for en trussel – f.eks. at møde en gruppe fremmede artsfæller – som vakte en vis frygt.
Men hvis den fremmede og mindre gruppe netop var så meget mindre, at man med sin forstand kunne se, at der ikke var nogen alvorlig fare på færde, kunne man udløse eller neddæmpe den oprindelige angst med en latter, som styrkede sammenholdet i ens egen gruppe og visheden om, at man nok skulle kunne klare situationen sammen.
Forskellen på at grine ad og med
Men hermed har vi samtidig strejfet latterens anden ydre funktion: Den fremmede, lille gruppe, der vækker den store gruppes overlegne latter, vil føle, at de andre griner ad dem, fordi de er latterlige, altså ufarlige, mindreværdige.
Latterens anden ydre funktion – som kommer til udtryk, når vi griner ad nogen – er altså at nedgøre og bortjage disse fremmede, og som bekendt føles det særdeles ubehageligt, når nogen griner ad os, f.eks. hvis vi har båret os dumt ad eller sagt noget uheldigt.
Efter denne orientering kan vi nu komme tilbage til den nye australske undersøgelse, som i korthed viste, at der, svarende til de to ydre funktioner af latteren, forekommer to former for humoristisk sans, der varierer uafhængigt af hinanden, nemlig en sans for den latter, der knytter os positivt til andre, når vi ler med dem, og en anden sans for den latter, der virker hånende, nedgørende på andre, når man ler ad dem.
De australske forskere udarbejdede et omfattende spørgeskema (med adskillige eksempler på humor), der skulle måle hver af de 318 forsøgspersoners tilbøjelighed til at grine i to situationer: Positiv latter sammen med andre og negativ latter, når man griner hånligt ad andre, der er “latterlige”.
Ingen sammenhæng mellem positiv og negativ latter
Resultaterne viste at der ingen som helst forbindelse var mellem ‘evnen’ til positiv og til negativ latter. De, der havde en god, humoristisk sans vedrørende positiv latter, kunne have en høj eller en lav tendens til negativ humor, altså tendens til at grine ad andre.
På den baggrund mener de australske forskere, at man kan inddele alle mennesker i fire kategorier efter deres humoristiske sans:
De, der hverken har positiv eller negativ humor.
De, der har både positiv og negativ humor.
De, der har god positiv humor, altså er gode til at grine med andre, men ringe negativ humor, altså ingen særlig tilbøjelighed til at grine hånligt ad andre.
De, der har en høj grad af negativ humor, altså tendens til at grine nedgørende ad andre – men til gengæld ikke ret meget sans for positiv humor, altså glæden ved at grine med andre.
Positiv humor og høj selvtillid
De australske forskere havde også, ved hjælp af et yderligere spørgeskema, målt forskellige sider af de 318 forsøgspersoners personlighed, og det kan næppe undre, at den negative humor især var forbundet med en lav grad af venlighed overfor andre og en lav grad af samvittighedsfuldhed, samt en høj grad af nervøsitet og vredladenhed.
Den positive humor var til gengæld forbundet med en høj grad af udadvendthed (trang til selskabelighed og spændende oplevelser), og en høj grad af åbenhed, dvs. modtagelighed for nye ideer og indtryk – samt en høj grad af selvtillid.
