Holocaust revolutionerede vores menneskesyn
Indtil Anden Verdenskrig lavede forskere rask væk videnskabelige teorier om overlegne racer. Teorierne gjorde det rimeligt at udnytte og nedslagte mennesker. Nazisternes masseudryddelser fik FN til at gribe ind i forskningen. Læs her hvordan.

Arrene på den sorte slave Peter stammer fra piskeslag fra en hvid vogter. Billedet er taget i 1863 i staten Louisiana i USA.

Før Anden Verdenskrig var antropologien - altså læren om mennesket - grundlæggende en biologisk videnskab. Raceteorier i alverdens afskygninger udstak retningslinjerne for, hvad man overhovedet kunne sige om menneskets oprindelse, udseende og værdi.

Det smittede af på beslægtede videnskabelige discipliner, så som historie og geografi, der blev undervist i rundt om i grundskoler og gymnasieskoler i den vestlige verden.

Når teorierne overhovedet virkede troværdige, var det, fordi de umiddelbart virkede logiske, fordi kritikerne var få og ikke særlig velorganiserede, og fordi der endnu ikke var lig i lasten i et omfang, der virkede bekymrende på andre end ofrene og deres familier.

Tværtimod var teorierne uhyre praktisk anvendelige. I og med at opfattelsen var, at nogle racer rummede bedre fysiske og mentale evner og havde en naturgiven ret til at herske over de andre, kunne man retfærdiggøre alt fra økonomisk og seksuel udbytning til kolonisering, raceadskillelse og massemord.

Lighedstanken bygges op

Det var først, da omfanget af nazisternes overgreb mod jøderne - Holocaust - blev almindelig kendt, at der opstod en udbredt erkendelse af, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan, som kunne sikre fred mellem mennesker.

Erkendelsen dannede grobunden for Forenede Nationers (FN's) arbejde med at skabe kollektiv sikkerhed og et internationalt rettighedsmanifest ud fra det etiske standpunkt, at alle mennesker - uanset at de var forskellige - var grundlæggende ligeværdige.

FN erkendte dog hurtig, at selv et folkemord, som havde fundet sted lige midt Europas hjerte, en menneskerettighedserklæring og en international organisations magtpolitiske og økonomiske formåen ikke i sig selv er nok til at skabe fred. Skulle freden være vedvarende, måtte den have støtte i befolkningerne og basere sig på en oprigtig solidaritet mellem mennesker.

I november 1945 blev FN's særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur - UNESCO - oprettet. Det primære formål var at skabe et stykke mental ingeniørkunst, der skulle gøre lighedstanken til den gængse.

Sådan et stykke mentalhygiejne sig selvfølgelig ikke bare udføre over en nat, men måtte ske gennem et langt og sejt træk og udføres målrettet og bevidst gennem en massiv oplysningskampagne, primært gennem uddannelsessystemet - fra grundskole til universitet.

At konstruere et nyt menneskesyn

For at ændre folks tankegang måtte UNESCO først demontere den gamle biologisk forankrede tankegang og tilbyde et alternativ, som var mindst lige så logisk konsistent som den gamle. Argumenterne fandt man hos en lille minoritet i forskerverdenen, der i årtier havde set kritisk på racebegrebet.

Den centrale figur var den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas på Columbia University i New York, der i årtierne forud havde forsøgt at gøre opmærksom på, at raceinddelingerne byggede på en række falske antagelser, og at miljøfaktorer også havde noget at sige.

Boas havde f.eks. påvist:

Selvom forskningen har rettet sig ind siden Holocaust, er antisemitisme stadig et fænomen bl.a. i Mellemøsten. (Foto: Colourbox)

at raceinddelingerne var knapt så håndfaste som statistikken gjorde dem til at kranieformerne - der blev taget som et sikkert racemærke - kunne ændre sig over en generation, hvis bare ernæringen var i orden at uddannelsesniveauet skyldtes sociale faktorer samt at folk valgte partner efter kulturelt og ikke efter biologisk tilhørsforhold

Faktisk blev generne udbredt på en helt anden måde, end antropologerne påstod. Derfor gav det bedre mening at anvende begrebet »etnisk gruppe«, der lagde vægt på, at mennesker ikke kun identificerede sig med andre, som rent fysisk lignede dem selv, men også efter hvilke kulturelle ligheder, de var i besiddelse af. F.eks. var fælles sprog, religion, normer for opførsel, madvaner og klædedragt af større betydning, når man skulle vælge partner og dermed mere afgørende for spredning af arvemassen end fælles øjenfarve og kranieform.

Naturvidenskab mod samfundsvidenskab

Først med Holocaust og oprettelsen af UNESCO fik en forholdsvis marginaliseret gruppe af Franz Boas racekritiske elever mulighed for at sætte den politiske og videnskabelige dagsorden og gøre op med ulighedstanken.

Den chance forspildte de ikke, og i de følgende år blev organisationen omdrejningspunktet for en kamp mellem racebegrebet og etnicitetsbegrebet, der i sin essens handlede om naturvidenskabernes eller samfundsvidenskabernes fortrinsret, når det gjaldt fortolkningen af menneskets oprindelse, inddeling og værdi.

De havde held med deres strategi, og det skyldtes, at organisationen - i skyggen af Holocaust - var fast besluttet på, at mennesker for alt i verden skulle betragtes som ligeværdige, og at nogle videnskaber var mere egnet til at promovere lighed end andre. Det gjaldt især samfundsvidenskabelig forskning, som man mente sad inde med de argumenter, som kunne anvendes i kampen mod et nyt Holocaust.

Samfundsvidenskaberne kunne bidrage med det, organisationen kaldte »scientific understanding«, der frem for naturvidenskabernes håndfaste forklaringer kunne bidrage med en forståelse af de samfund, videnskaberne virkede i. Derfor skulle de prioriteres højt. Det betød i praksis, at man havde en forkærlighed for folk med tilknytning til Franz Boas og Columbia University.

Alle mennesker tilhører samme race

Charles Darwin, her som 51-årig, udviklede i 1800-tallet sin teori om, at alle arter har udviklet sig fra en fælles forfader. Tankerne var med til at fortrænge forskernes fokus på forskellige racebaggrunde.

Det er umuligt at gennemgå alle de initiativer, UNESCO tog for at fremme international forståelse i kølvandet på Holocaust. Et af de afgørende sværdslag - med opdragende effekt - var nedsættelsen af en ekspertgruppe i oktober 1949, der havde til formål at komme med en erklæring om racebegrebet.

Erklæringen blev nedskrevet af den racekritiske antropolog Ashley Montagu, der var en af Franz Boas' elever. I 1950 blev erklæringen - »statement on race« - offentliggjort.

Erklæringen begyndte med at fastslå, at alle mennesker tilhørte til den samme biologiske art. Det var ellers stærkt omdiskuteret i samtiden, selvom hovedparten af forskerne dog var enige i kølvandet på Charles Darwins værker. Der fandtes ganske vist flere forskellige befolkningsgrupper med forskellige arvelige anlæg, men forskellene var små og ubetydelige i sammenhæng med de store ligheder.

Forskellene mellem mennesker var altså hidtil blevet overdrevet, så nationale, kulturelle, religiøse, geografiske og sproglige grupper på fejlagtigt grundlag var blevet betegnet som racer. Desuden var ideen om racemæssig overlegenhed at betragte som uvidenskabelig og racebegrebet grundlæggende som en social myte. Erklæringen anbefalede, at man i stedet anvendte etnicitetsbegrebet.

Kampen om ordet

UNESCO markedsførte erklæringen som »the scientific basis for human unity«. Alligevel viste det sig hurtigt, at erklæringens indhold på ingen måder var universel og derfor ikke noget effektivt våben mod raceforskningen.

Kritikken var især vendt mod den ideologiske bestræbelse på at fjerne racebegrebet for enhver pris, samt manglen på biologer og fysiske antropologer i ekspertpanelet. Det var desuden et forsvar for racebegrebet som et meningsfuldt biologisk begreb.

Politisk tegning i bladet Harper's Weekly, 1863.

UNESCO gik derfor straks i gang med at samle eksperter til en ny erklæring, der skulle supplere og nedtone kritikken af den første. Supplementet fra 1951 var meget vagt formuleret. Den gjorde f.eks. ikke megen brug af racebegrebet. På den anden side tog den heller ikke afstand fra det, men anerkendte faktisk, at man godt kunne opdele menneskeheden i tre hovedracer - sorte, hvide og gule - uden at de dog havde udsagnskraft for mentale værdiforskelle.

Det kan måske forklare hvorfor denne anvendelse af racebegrebet stadig er udbredt i engelsksprogede lande.

Ellers stemte de to erklæringer næsten overens. Det vigtigste for UNESCO var nemlig at fastholde, at de biologiske forskelle ikke inkluderede intellektuelle forskelle, og at der ikke var mere end én oprindelse til menneskeheden, ud fra betragtningen om at man ellers ville åbne op for forskelsbehandling.

Denne gang blev erklæringen sendt ud til alle antropologer i UNESCO's medlemslande for at afæske dem et syn på sagen og tvinge dem til at forholde sig til erklæringen. Ingen antropologer kunne altså med god samvittighed påstå, at de ikke kendte den. Antropologernes indvendinger blev sidenhen publiceret, så omverdenen kunne se, hvem der var for og hvem der var imod ideen om menneskets fundamentale lighed.

'Racisme' bliver født

I de følgende år indledte UNESCO en kampagne mod racisme. Racismebegrebet, der hidtil havde været et næsten ukendt begreb, blev bevidst promoveret for at stigmatisere og udelukke de forskere, der ikke støttede UNESCO's fortolkning af racebegrebet. Organisationen havde et stort medieapparat i ryggen og kampagnen var så massiv, at omtrent halvdelen af de værker, der udkom inden for antropologen i begyndelsen af 1950erne var udgivet af UNESCO og skrevet af racekritiske sociologer, antropologer og genetikere, der med omhu blev udvalgt til opgaven.

Herudover lancerede UNESCO en række beslægtede initiativer. Bl.a. satte organisationen en række historikere i gang med at skrive menneskehedens historie for derved at promovere alt det, mennesker har til fælles på tværs af grænser og skillelinjer.

Graffiti mod racisme i Toronto i Canada. (Foto: Beatrice Murch)

Et andet initiativ gik ud på at skabe nye lærebøger i historie og geografi til brug for grundskoler og gymnasieskoler for rydde ud i anvendelsen af stereotyper og biologiske termer. Det skete ud fra den opfattelse, at den mest rodfæstede form for fordomme vandt indpas i de formative år i barndommen og ungdommen, og at mange meninger og begreber blev plantet i børnenes hoveder netop i forbindelse med undervisningen.

Danmark følger trop

Virkningshistorien i Danmark er den samme som i resten af den vestlige verden, nemlig at den fysiske antropologi blev nedprioriteret, mens bl.a. sociologien oplevede en opgang i antallet af lærestole. Dertil kom, at en lang række ansete danske forskere blev tilknyttet UNESCO bl.a. i kraft af aktiviteterne i Den Danske UNESCO Nationalkommission.

Der blev desuden afholdt prøveundervisning i skoler og gymnasier fra slutningen af 1950erne, betalt af UNESCO, som vægtede international forståelse, og fra og med 1960 blev international forståelse et omdrejningspunkt i folkeskolen og gymnasieskolen. Det medførte, at undervisningen på universiteter og seminarier også blev ændret, og der blev holdt efteruddannelseskurser bekostet af UNESCO.

Endelig gik organisationen sammen med danske skolebogsforlag om at ændre samtlige fremtidige lærebøger i historie og geografi efter organisationens retningslinjer.

Ulovligt at forskelsbehandle

UNESCO's to erklæringer om racebegrebet blev fulgt op af yderligere to i løbet af 1960erne, som ikke afveg væsentligt fra de eksisterende. Deres rolle var at sikre det videnskabelige fundament under det afgørende opgør med det biologisk forankrede menneskesyn, der fandt sted i 1965, da FN vedtog en konvention mod alle former for racediskrimination.

Konventionen var internationalt set det første bindende dokument, der tog afstand fra forskelsbehandling på grund af biologisk tilhørsforhold. Konventionen gjorde ikke bare forskelsbehandlingen politisk ukorrekt, men også ulovlig, efterhånden som den blev indarbejdet i de enkelte medlemslandes lovgivning.

Dermed blev der sat et første punktum i den lange fortælling om, hvad Holocaust kom til at betyde for menneskesynet i den vestlige verden.

Poul Duedahl er ph.d., adjunkt ved Institut for Historie ved Aalborg Universitet. Han har bl.a. lavet afhandlingen »Fra overmenneske til UNESCO-menneske«, som blev forsvaret på Aalborg Universitet i juni 2007.

Artiklen er lavet i samarbejde med Aalborg Universitet.

Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk. Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.