Hitler havde planer om at bygge verdens største kanon
De allierede var begyndt at få overtaget i slutningen af Anden Verdenskrig. Hitler havde en nødplan klar: Tyskland skulle bygge verdens største kanon og sønderbombe London fra den nordfranske kyst.

Adolf Hitler agtede at bygge den største kanon, verden nogensinde havde set. Den kom dog aldrig i brug. (Foto: Wikipedia)

 

Det var meningen, at Hitlers V-3 superkanon skulle vinde krigen for Tyskland.

I 1943 var det første gang, at de allierede var ved at få overtaget under Anden Verdenskrig.

Allierede bombefly sønderbombede tyske byer, og »der Führer« var rystet.

Den kanon, han agtede at bygge, ville blive den største verden nogensinde havde set.

Gigantisk anlæg bygget af slavearbejdere

Bygningen af de tyske V-3-kanoner blev påbegyndt i efteråret 1943 i et gigantisk underjordisk anlæg begravet dybt i kalkbakkerne i Nordfrankrig. Mange millioner ton klippestykker var blevet gravet ud af hundredvis af slavearbejdere.

Ideen til anlægget kom fra Hitlers rustningsminister, Albert Speer, og formålet med det gigantiske projekt var at pege 25 kanonløb mod London, som lå cirka 160 kilometer væk, og levere en bombe per minut for at skabe frygt og rædsel og derved vende krigslykken.

Det var på en hemmelig drone-mission, der ifølge planen skulle tilintetgøre V-3-anlægget, at Joseph P Kennedy Jr., pilot og storebror til USAs senere præsident John F. Kennedy, blev dræbt.

Superkanonen er stadig et mysterium

Den tyske superkanon er den dag i dag stadig lidt af et mysterium, fordi meget af anlægget blev ødelagt, og kun ganske få fotografier og dokumenter har overlevet.

Vi har estimeret, at et enkelt projektil skulle opnå en hastighed på mindst 1.500 meter per sekund for at kunne nå London. Hvert kanonløb var 130 meter langt, med en hældning på 50 grader, og vi beregnede, at det er den perfekte vinkel. Det lader til, at nazisterne regnede rigtigt.

Banebrydende kanon-design

V-3-kanonløbene havde en række sidekamre, der indeholdt sprængladninger, som med stor præcision detonerede i samme øjeblik, projektilet passerede.

Bygningen af de tyske V-3-kanoner blev påbegyndt i efteråret 1943 i et gigantisk underjordisk anlæg begravet dybt i kalkbakkerne i Nordfrankrig. Mange millioner ton klippestykker var blevet gravet ud af hundredvis af slavearbejdere.
(illustration: Prioryman via WikimediaCommons)

Derved blev projektilet accelereret igennem løbet ved mange små ladninger fremfor ved en stor ladning i bunden af en traditionel bagladerkanon.

På den måde kunne projektilet accelereres til utrolige hastigheder, uden at det blev udsat for en ødelæggende chokvirkning.

Angivelig blev sprængningerne udløst ved hjælp af avanceret elektronik, men vores efterforskning i forbindelse med en TV-dokumentar for Channel Four, PBS Nova og National Geographic International fandt ikke evidens, der tyder på, at det var tilfældet.

 

Ikke drevet af elektricitet

Samtidige fotografier viser heller ingen tegn på ledningsforbindelse eller udløsningsinstallation.

Vores eksperimenter har givet os anledning til at tro, at sprængladningerne blev udløst af varmen fra den stigende gas bag projektilet.

Hitlers ingeniører havde længe store problemer med at perfektionere den altafgørende timing. Vi mener, at det skyldes en lækage af varm gas efter forseglingen bag projektilet.

 

Mange tekniske problemer blev aldrig løst

De stødte på andre designproblemer, særligt med at perfektionere udformning af projektilet, der gerne skulle være aerodynamisk ved supersoniske hastigheder.

Konventionelle kanoner havde rillede løb, som satte projektilerne i rotation om sig selv for at holde dem stabile i luften.

De aerodynamiske V-3-granater havde ikke rillede løb, så projektilet rystede ukontrollabelt. Så vidt vi ved, blev dette problem aldrig løst.

De allierede kendte intet til superkanonen, før canadiske tropper indtog anlægget efter D-Dag den 6. juni 1944. Men de vidste, at nazisterne var ude på noget, fordi de brugte så mange ressourcer på anlægget.

En V-3 prototype i Laatzig, Tyskland (nu Polen), 1942.
(Foto: Cropbot/Wikepedia, CC BY-SA)

Det var ikke let at finde en metode til at tilintetgøre superkanonen. Amerikanerne planlagde at angribe installationen med en ‘drone’ (det var nu ikke, hvad man kaldte dem dengang), som var et fjernstyret bombefly lastet med 12 ton sprængstof.

Det ubemandede fly skulle flyve direkte ind i anlægget i Mimoyecques nær Calais. Men missionen, med codenavnet Projekt Ambolt, gik galt.

 

Joe Kennedy Jr. missionen

Den 12. august 1944 sad 29-årige Joseph P. Kennedy Jr. og hans andenpilot Wilford Willy i et Liberator-fly lastet med sprængstof med retning mod Mimoyecques.

Ifølge planen skulle han bringe sit fly i luften, rette det mod Frankrig og springe ud i faldskærm ved Englands kyst.

Et andet fly skulle ved hjælp af et primitivt transmissionssystem overtage styringen.

Men uden advarsel eksploderede Kennedys fly over Blythburgh i Suffolk - kun 20 minutter efter, det var lettet.

Hverken Kennedys eller Willys lig blev nogensinde fundet - så voldsom var eksplosionen.

Omstændighederne omkring Kennedys død var ikke kendt i knap 70 år. Først for nylig fandt man dokumenter, der afslørede, at bombemekanismen var defekt, og at forsøgene på at sikre den kun gjorde tingene værre.

 

Vi fandt en mulig forklaring på tragedien

I vores dokumentarfilm viser vi, hvordan en solenoide - som er en slags elektromagnet - sandsynligvis blev overophedet og forårsagede en for tidlig detonation.

Hele tragedien var forgæves. De allierede styrker vidste ikke, at anlægget ved Mimoyecques var blevet forladt efter at blive så godt som tilintetgjort ved et bombardement den. 6 juli 1944.

Joseph P Kennedys fly eksploderede over Blythburgh i Suffolk - kun 20 minutter efter, det var lettet. (Foto: Jbarta via WikimediaCommons)

Den britiske ingeniør Barnes Wallis - manden bag Den hoppende bombe - havde udviklet Tallboy-bomben.

Wallis havde udviklet et koncept for ‘jordskælvs- bomber’. Filosofien var, at en inddæmmet eksplosion et stykke under jordoverfladen ville forårsage et mini-jordskælv, hvis rystelser ville forplante sig og ødelægge nærtliggende bygninger eller underminere deres fundament ved at skabe et underjordisk hulrum. Bomben behøvede derfor ikke direkte at ramme målet.

Otte Tallboys-bomber ramte superkanon-anlægget og tilintetgjorde tunnelnetværket, fundamentet, bunkerne og ammunitionlagerbeholdningen.

 

Barnes Willis geni kan ikke overvurderes

Barnes Willis geniale indsats kan ikke overvurderes. Han udarbejdede den rette form på bombens spids, så Tallboy-bomben forblev aerodynamisk samtidigt med at bomberne nærmede sig lydens hastighed.

Bomben kunne gennembore jorden til en dybde af 15 meter. Willis opdagede, at han kunne skabe en stabiliseret rotation ved hjælp af halefinnerne, der kun var skråstillede fem grader.

Det er usansynligt, at superkanonen ville kunne blive et visionært nyt våben - selv hvis landsætningen i Normandiet havde slået fejl.

 

Stationært kanonanlæg var et let mål

De mange tekniske udfordringer viste sig i selv at være vanskelige at håndtere, men vigtigst af alt er, at et stationært kanonanlæg er et let mål.

Hvis det ikke havde været Tallboys-bomberne 6. juli eller den skæbnesvangre Kennedy-mission, så ville anlægget ved Mimoyeques været blevet tilintetgjort på anden vis, før det kunne nå at beskadige London.

Men set fra en ingeniørs synspunkt, så er jeg ked af, at jeg aldrig så en prøve-affyring (selvom jeg har svært ved at forestille mig, hvordan man ville bære sig ad med at gøre det bare nogenlunde sikkert). Det gad jeg nemlig godt at have set - for sikke et utroligt anlæg!

Video: Otte 'jordskælvsbomber ødelagde tyskernes gigantiske, underjordiske kanonanlæg.

Hugh Hunt er programvært for 'Building Hitler's Supergun: The Plot to Destroy London', Channel Four, PBS Nova and National Geographic International. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark