Kartoflen havde ved sit første møde med Europa problemer med at omstille sig fra det sydamerikanske døgn, og den blev oven i købet mødt med skepsis. I dag er den verdens fjerdestørste afgrøde. (Foto: Colourbox)

Potet, Betæt, Patæsk, Katøffel, Tartuffel, Kantøffel, Jordæble, Klaus' æble, Jordens Brød, Tartoffel, Jordnød, Jordfrugt, Jordpære, Jordblomme, Himlens gave, Den Hellige Urt og Djævelens æble - er nogle af de mange navne kartoflen har fået tildelt i tidens løb.

Nogle af udtrykkene viser den europæiske usikkerhed på, om det var gud eller djævelen, der stod bag den nye sydamerikanske knold, der så småt begyndte at vinde indpas i Europa fra slutningen af 1500-tallet.

Mere jordnært var naturligvis indførelsen og accepten af den nye kulturplantes afhængighed af dyrkningsmulighederne og udbytte.

Forkert døgnrytmeDe allerførste kartofler, der kom til Europa gav ikke nogen knolde, men kun blade og blomster, fordi daglængden var forkert. Disse kartofler kom fra Peru, hvor daglængden ligger på ca. 12 timer lys og 12 timer mørke i troperne. Først da man indførte kartofler fra Colombia eller Venezuela, kunne den klare sig.

Djævelens æble, kartoflen, kan gro under både kolde og varme klimatiske forhold. Den er rig på C-vitamin, den giver 4 gange så mange kalorier pr. ha som rug, der var fremherskende især i Nordeuropa, og den kunne dyrkes på marker, der ellers skulle ligge brak.

Kartoffeldyrkning gav en udvidelse af landbrugsarealet og en afgrøde af høj ernæringsmæssig værdi. Men dyrkningsformen var anderledes og mistroen stor; kartoflen fik faktisk først for alvor betydning, da den under misvækstperioder for de traditionelle afgrøder viste sig at kunne ernære store befolkningsgrupper, der ellers ville være bukket under for sult.

Europæernes første mødeI 1500 tallet blev spanierne forbløffede over at finde så mange nye og ukendte afgrøder i den ny verden, og Juan de Castellanos berettede i 1537 fra sin første rejse til Colombia:

»Alle indianernes huse var fyldt med majs, bønner og trøfler (kartofler), der er som kugleformede rødder, som bliver sået, og de producerer en stilk med forgreninger og blade og nogle få blomster, der er af en svag violet farve, og rødderne af samme plante, som er ca. 60 cm høj, er runde og aflange rødder, der er hvide, gule og røde, mel-agtige med god smag, en lækkerbisken for indianerne og en behagelig spise for spanierne«.

En anden beskrivelse kommer fra Cieza de León, en af de mest troværdige spanske kronikører, der rejste rundt i det vestlige Sydamerika i 1540erne:

»Der er to andre produkter, ud over majs, der er hovedernæringen blandt indianerne, den ene bliver kaldt papa og er en slags jordnød, som efter at den er blevet kogt, er blød som en kogt kastanje, men den har ikke mere skræl end en trøffel, og den gror under jorden på samme måde.«

Kartoffelfestival ved Titicacasøen (G. Squier, 1877)

Festival ved TiticacasøenCieza de León fortæller også om en kartoffelceremoni ved Titicacasøen i 1550erne. Det er utroligt nok en af de meget få, der beskrives fra den tid.

»En dag ved middagstid kom lyden af trommer. På torvet blev smukt vævede tæpper spredt ud, og høvdingene satte sig i deres fineste dragter og med håret adskilt i fire fletninger, som er deres skik. Så fulgte en procession af indianere, en skare kvinder, og seks mænd med hver sin fodplov over skulderen. På hovederne havde de skønneste diademer og fjerprydelser.«

»De blev fulgt af seks andre mænd, der på ryggen bar store sække med kartofler, mens de spillede på trommer. Bønderne stødte nu fodplovene i jorden, og de hængte kartoffelsækkene på dem, mens de fortsat spillede på trommerne, og begyndte en mærkelig dans på stedet. De løftede kartoffelsækkene med de omhyggeligt udvalgte læggeknolde op mod himlen. Herefter blev bragt ind en helt ensfarvet lama, som de ofrede ved at skære indvoldene ud og straks overgive dem til sandsigerne.«

»Jeg så, hvordan de så hurtigt som muligt opsamlede blodet fra lamaen med deres bare hænder, og stænkede det over kartoflerne. Men i det samme begyndte en indianer, som jeg havde døbt et par dage før, at råbe op og kalde dem for hunde og andre grimme ting. Ceremonien opløstes, og alle listede skamfulde væk uden at have hørt om forudsigelsen af årets begivenheder og udkommet af høsten.« (Figur 1).

Majsøl og cocablade i markenSelv den dag i dag afholdes der i Peru ofte frugtbarhedsceremonier, der skal sikre en god kartoffelhøst. Der hældes majsøl, chicha, ud på jorden, og der lægges cocablade ned i marken og der synges til arbejdet: Her er en quechua sang (det var sproget inkaerne talte, og det tales i dag af en stor del af den indianske befolkning):

Nutidig kartoffellægning på Taquileøen i Titicacasøen. (Foto: Inge Schjellerup)

Store herre, dæk mig med din gyldne spade, med din hakke af sølv Nedlæg mig, nedgrav mig i den grønne mark

Kartoffelmoder, frygt ikke, om dine rødder rører ved stenene. Kartoffelmoder frygt ikke, når du kommer ud for haglvejr.

Når jeg en dag kommer tilbage, vil du stå med knopper som liljerne. Når jeg en dag kommer tilbage, vil du stå i blomst som liljerne.

Læs resten af fortællingen om kartoflen og dens historie fra Andesbjergene til Europa på Planteforskning.dk.

Denne artikel er leveret i samarbejde med Nationalmuseet.