Helenes ph.d.-univers: Konferencer
Den bedste måde at holde sig opdateret inden for ny forskning er ved at deltage i konferencer. I niende afsnit af 'Helenes ph.d.-univers' fortæller Helene Halkjær Jensen om sine gode erfaringer med internationale konferencer.

Niende episode af 'Helenes ph.d-univers' om konferencer, som er en vigtig måde for forskere at holde sig opdateret inden for deres felt. (Video: Helene Halkjær Jensen/Videnskab.dk) 

For at lave god forskning er det vigtigt at interagere med andre forskere. Dels er der brug for faglig sparring, dels er det relevant at høre, hvad der rører sig inden for forskellige forskningsfelter. 

Derfor tager forskere på konferencer, og det er emnet for niende afsnit af 'Helenes ph.d.-univers'. 

LÆS OGSÅ: Helenes ph.d.-univers: Mit yndlingsprotein

»Jeg har været så heldig at være til to internationale konferencer i løbet af mit ph.d.-studie. De har begge været årsmødet hos American Society for Cell Biology. Her mødes flere tusinde nørder inden for cellebiologi og forskning og diskuterer deres område. Der kommer også topforskere og nobelprismodtagere,« fortæller Helene Halkjær Jensen i videoen. 

'Poster session' er god erfaringsudveksling 

En fast bestanddel af en konference er en såkaldt 'poster session'. I en stor hal med masser af tavler hænger forskere postere, som er et slags resumé af deres nuværende forskningsprojekt. I videoen viser Helene Halkjær Jensen sin poster frem. 

LÆS OGSÅ: Helenes ph.d.-univers: Den gode forskningsartikel

»Der er mulighed for at cirkulere mellem de forskellige posters og snakke med hinanden om sine projekter og komme med inputs. Man kan være heldig at møde nogle, der arbejder med noget meget lig én selv. Det giver mulighed for at diskutere erfaringer og tekniske ting, man måske selv bøvler med,« siger hun i videoen. 

Nye forskervenner i hele verden

Udover vidensudvekslingen fremhæver Helene Halkjær Jensen det sociale aspekt som særligt givende ved konferencer. Her er nemlig mulighed for at møde ph.d-studerende og forskere fra andre lande.

LÆS OGSÅ: Ny videoserie: Kom med ind i Helenes ph.d.-univers

»Man hører om, hvordan de arbejder, og hvordan det er at være på et universitet i et andet land. Og så går man måske ud og spiser om aftenen og får en øl. På den måde kan man nye forskervenner i resten af verden,« siger hun i videoen.   

Du kan læse mere om Helenes ph.d.-univers og se de andre videodagbøger i serien her.