Annonceinfo

Hash skaber ro og orden i fængslerne

Fængselsbetjente ser ofte gennem fingre med, at indsatte ryger cannabis. Ny dansk forskning viser, at betjentene mener, det giver uro i fængslet og kan skade rehabiliteringen, hvis hashen forsvinder.

Indsatte får nogle gange lov til at ryge hash, fordi de er afhængige af det euforiserende stof, som får dem til at falde til ro. (Foto: Colourbox)

Indsatte ryger hash i deres celler. Det er ulovligt, men fængselsbetjentene lader dem gøre det.

Betjentene bliver nemlig nødt til at gradbøje de stramme cannabisregler for at få fængselshverdagen til at fungere, viser forskning, der snart bliver publiceret.

»Betjentene bøjer reglerne for at opretholde ro og orden. Mange indsatte har brugt cannabis i mange år, før de kom i fængsel. Ofte ryger de det for at takle personlige problemer. Hvis betjentene tager hashen fra dem, bliver de urolige, og der kan opstå ballade.«

»Der er mere ro, når de indsatte får lov at ryge hash, ikke sådan ment, at man bare skal give dem et stof, som får dem til at døse hen, men mange bruger det som en form for selvmedicinering,« siger antropolog Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

Han og kolleger har interviewet 22 fængselsbetjente, lavet observationer i lukkede samt åbne fængsler og sendt spørgeskemaer ud til samtlige ansatte. Forskningsprojektets resultater bliver snart publiceret i bogen Cannabisforbrug. Intervention og marked i Danmark.

Undersøgelsen viser, at fængselsbetjentene ikke altid følger de officielle regler, når det kommer til cannabis. De straffer heller ikke altid de indsatte sådan, som der står i narkoreglementet, at de skal.

Tværtimod: Hele 78 procent af alle betjente siger, at de i stedet bruger deres personlige dømmekraft og erfaring, når de skal gribe ind over for indsattes hashrygning.

(Læs også Hashrygere er ikke kun misbrugere og Hash virker mod posttraumatisk stress)

Betjente føler med indsatte, der har brug for hash

Fakta

Næsten halvdelen af alle danskere har prøvet at ryge cannabis.

I de sidste 50 år har rusmidlet været det mest udbredte illegale stof.

Bogen Cannabis. Forbrug, Interventioner og marked i Danmark er baseret på empirisk forskning, som undersøger danskernes cannabisforbrug.

Bogens kapitler er skrevet af antropologer, kriminologer, psykologer og sociologer, som på forskellige vis har undersøgt det danske hashmarked og forbrug.

Bogen udkommer 23.november 2012 på Aarhus Universitetsforlag.

Hvis de indsatte drikker alkohol eller tager opkvikkende stoffer som amfetamin eller kokain, har betjentene erfaringer med, at der opstår uro på gangene. Derfor slår de hårdere ned på den slags rusmidler.

Men det er ikke den eneste grund til, at fængselsbetjentene nogle gange lukker øjnene, når de indsatte fyrer en fed.

Mange af betjentene har også forståelse for, at indsatte ikke uden videre kan give slip på et beroligende stof, siger Torsten Kolind.

»Betjentene er på vagtstuen i mange timer hver dag, så de kender de indsatte, og de ved, hvis der er én, som for eksempel ikke har fået besøg i lang tid. Hvis de ser, at en indsat med den slags personlige problemer sidder og ryger, så kan de godt forstå, at han har brug for det. Så siger de måske til ham, at han skal lukke døren, fordi det lugter af hash,« siger Torsten Kolind. 

Urinprøver, narkohunde, højere hegn, overdækkede fængselsgårde og kropsvisiteringer er ellers nogle af de metoder, der i højere grad end tidligere bliver brugt til at holde ulovlige stoffer ude af fængslerne. Men især cannabis bliver alligevel ved med at slippe ind.

Mere kontrol giver dårligt arbejdsmiljø

Selv om de fængselsbetjente, der deltog i undersøgelsen, ofte tager skyklapper på, når indsatte ryger cannabis, har de det fint med, at fængslernes narkotikakontrol er blevet skærpet.

Mange betjente har endda sagt til Torsten Kolind, at der er brug for endnu mere kontrol, hvis man vil sætte en stopper for, at ulovlige stoffer kommer ind bag tremmerne.

Men holdningen er ambivalent, for betjentene mener samtidig, at det skader arbejdsmiljøet, hvis de hele tiden skal overvåge og straffe de indsatte.

Fængselsbetjente har pligt til at konfiskere hash, hvis de finder noget i cellerne, men for at få hverdagen til at fungere lader de ofte fangerne ryge i fred. (Foto: Colourbox)

»Mere kontrol vil skabe fængsler, hvor betjentene ikke ønsker at arbejde, sagde de. Det vil være fængsler med mere vold og en ubehagelig stemning,« siger Torsten Kolind.

Flere kontrolforanstaltninger vil nemlig forværre betjentenes forhold til de indsatte, mener de interviewede. Og hvis de indsatte helt mister tilliden til de ansatte, bliver det sværere at gøre dem klar til at leve et lovlydigt liv uden for murerne, når de engang bliver løsladt. 

»Betjentene sagde, at det vil blive sværere at rehabilitere de indsatte, hvis de skal kontrolleres og straffes endnu mere, end de bliver nu,« siger Torsten Kolind.

Narkotikaregler rammer svage fanger

Stramme narkotikaregler har også den ulempe, at reglerne især rammer de svageste af de stofafhængige indsatte. Det skyldes, at de stærke fanger, som sidder på hashmarkedet, ofte tvinger de svage til at opbevare stofferne.

»Fængsel er en hård psykisk oplevelse. Især for de svageste stofmisbrugere er det hårdt at være i fængsel. De stærkeste indsatte udnytter de svageste ved at tvinge dem til at opbevare eller at smugle stofferne ind. På den måde er det de svageste, der bliver straffet,« siger Torsten Kolind.

Straffe for at have cannabis på sig er som oftest, at man mister sin udgangstilladelse, eller at man mister muligheden for at blive prøveløsladt.

»Når man straffer de svageste indsatte på den måde, så forstærker man deres problemer, og det bliver sværere for dem at fungere uden at begå kriminalitet, når de engang bliver løsladte. Det er betjentene opmærksomme på – og de går op i rehabilitering,« siger Torsten Kolind.

"Alle institutioner bryder regler"

Ikke kun i fængslerne gradbøjer de ansatte regulativet. På enhver arbejdsplads tilpasser man reglerne for at få hverdagen til at fungere, pointerer Torsten Kolind.

Fakta

I Danmark er der såkaldt nultolerancepolitik over for besiddelse og brug af cannabis. Det gælder både i fængsler og udenfor.

Det betyder, at loven sidestiller cannabis med stoffer som heroin, kokain og amfetamin.

Man risikerer at blive straffet, hvis man har bare en enkelt joint på sig, og for nyligt blev hashkontrollen i de danske fængsler skærpet yderligere, da betjentene fik mulighed for at kropsvisitere folk, der kommer på besøg.

Den øgede kontrolforanstaltning blev vedtaget af Folketinget, efter at TV Avisen fortalte historien om en fængselsbetjent fra Nørre Snede, der fandt flere hundrede gram hash på en besøgende, da han klappede ham på benene.

Beslaglæggelsen var ulovlig, fordi fængselsbetjentene på daværende tidspunkt ikke havde ret til at tjekke besøgende ved at røre ved dem.

Hændelsen fik Folketinget til at beslutte, at betjente fremover skal have mulighed for at kropsvisitere.

»Det er jo sådan i enhver institution, at man bruger sin personlige dømmekraft, når man implementerer regler. Det kan lamme en hel organisation, hvis man ikke gør det,« siger Torsten Kolind.

»Betjentene er pragmatiske for at få hverdagen til at fungere, og den fungerer bedre, hvis de er lempelige i forhold til hash. Det er ikke et udtryk for, at betjentene ikke passer deres arbejde, men ingen ville ønske at arbejde et sted, hvor de konstant skal straffe og kontrollere,« siger Torsten Kolind.

Nye betjente bliver socialiserede

Som på enhver anden arbejdsplads sørger gamle fængselsbetjente for, at nye kolleger slapper lidt af, hvis de fra starten er for strikse og regelrette:

»Hvis der kommer nogle nye betjente, som stikker ud, så bliver de socialiserede. De gamle siger til den nye: Du skal ikke hele tiden rende og kontrollere. Så drosler den nye kollega ned for at undgå konflikter.«

»Hvis en nyansat betjent derimod er for blød, udnytter de indsatte det. Det handler om at finde en balancegang,« siger Torsten Kolind.

Hvilken slags fængsel vil vi have?

Hvis man vil blive ved med at have fængsler, som vi kender dem frem for at bevæge os mod amerikanske tilstande med overdrevent topsikrede fængsler, bliver betjentene nødt til arbejde efter en slags hverdagspragmatisme, hvor de fortolker cannabisreglerne, så de passer til dagligdagen, mener antropologen.

Sin endnu ikke offentliggjorte undersøgelse ser han som et bidrag til debatten om institutionerne i Danmark.

»Hvad er det for nogle institutioner, vi vil have i vores samfund? Vi har et humanistisk livssyn i Danmark, hvor vi betragter fængselsindsatte på lige fod med andre mennesker. Efter min mening harmonerer det dårligt med en dansk selvforståelse, hvis fængslerne er for restriktive og kontrollerende,« siger Torsten Kolind.

Hans interviewundersøgelse er en del af et større forskningsprojekt om hverdagens sociale orden i danske fængsler.

Undersøgelsens resultater er publiceret i en artikel i bogen Cannabisforbrug. Interventioner og marked i Danmark. Bogen udkommer 23. november. 

Fængsler er tåbelige

Uden selv at have nogensomhelst personlig erfaring med systemet,
ser det, for mig, ud som om de blot er en slags kursusophold for
kriminelle der ikke var dygtige nok til at undgå at blive snuppet.
- Og vogterne som bademestre, uden mulighed for at smide folk ud.

Når folk havner i fængsel oplever de en verden som ligner den udenfor.
- bare endnu værre - mere hårdkogt, mindre retfærdig.. Hvem gavner det ?

Idealet er at fangerne skal blive socialiceret - bedre til begå sig i samfundet.
- men i fængslet hersker jungleloven. Opfører du dig hensigtsmæssig, set i
forhold til samfundet udenfor murene, bliver du voldtaget i fængslet.
Bøjer du af og søger kompromisser, opfattes du som svag og bliver slave.

Reform:

INGEN kontakt mellem de indsatte.
- Det gavner alligevel kun de hårdkogte og narkohandlerne, og ødelægger
fuldstændig muligheden for at fængselsopholdet kan virke efter hensigten.
- jeg taler IKKE om total isolation, blot at fangerne ikke omgås andre fanger.
De skal stadig arbejde, behandles/uddanne sig og kan modtage besøg.
- Jeg tror der ville være stor opbakning fra frivillige "besøgsvenner"..

BEHANDLING af de syge. Psykisk syge, "aggressive" og stofafhængige.
- det er katastrofalt at narko er lige så let-tilgængeligt indenfor som udenfor.
Og en gåde, at det skal være så svært at undgå - døre/vinduer er låst ?!?

UDDANNELSE af dem som mangler arbejdsmarkedsforudsætninger, samt
planlægning af en tålelig fremtid efter fængselsopholdet - med opfølgning.
- betragt ny-løsladte som ny-fødte borgere - giv dem en sundhedsplejerske!

Politikernes og mediernes forvrængede virkelighed...

Taget i betragtning at ifg. socialministeriet lider 78-79% af de danske indsatte af psykiske lidelser, så det er måske ikke så mærkeligt at de har brug for noget angst dæmpende og beroligende, for at kunne få hverdagen til at hænge sammen.

Men denne artikel understreger jo meget godt at mediernes og politikernes fremlægning af "virkeligheden" og deres holdninger til "virkeligheden" stemmer utroligt dårligt overens med den faktiske virkelighed, men sådan er det vel over hele linjen.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

  • 18. april 1864: En hårsbred fra døden

    Man har lov til at være heldig, men når kuglerne fyger om ørerne på én, er det også nødvendigt. Der findes beretninger om soldater, som reddede livet på de mest utrolige måder, til trods for at de blev ramt af et velrettet skud eller af en granatsplint.
    Bringes i samarbejde med Tidsskriftet Skalk
  • Derfor giver Pharrells musik dig lyst til at danse

    Trommerytmer, der efterlader plads til dansetrinene, giver størst nydelse og lyst til dans, viser ny dansk forskning. Men hvad er det egentligt for noget musik, der får os op af sæderne?
  • Findes der ultimative sandheder?

    TÆNKEPAUSER: Vi kan finde sandheden mange steder og i vidt forskellige former. Men sandheden om naturvidenskabens sandheder er sandelig noget helt særligt.
Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo