Slår du den romerske gudinde Kybele op på dansk Wikipedia, kan du læse, at gudinden oprindeligt stammede fra Frygien i det nuværende Anatolien, og at hun der var en frugtbarhedsgudinde.
Det er ikke helt rigtigt.
Nyere forskning viser, at Kybele - 'Gudernes moder' - først og fremmest var en magtgudinde i sit hjemland. Kybele udviklede sig først til hovedsagligt at være en frugtbarhedsgudinde, idet hun blev eksporteret fra sit hjemland.
En ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet påviser dog på baggrund af en undersøgelse af relieffer, indskrifter, mønter og statuetter det 6. århundrede f.v.t. til det 4. århundrede e.v.t., at Kybele blev ved med at være en magtgudinde i stil med den græske Zeus, også efter hun forlod Frygien. Kvinden bag afhandlingen hedder Birgitte Bøgh og er postdoc ved Afdeling for Religionsvidenskab på Det Teologiske Fakultet.
»I min fortolkning har det vist sig, at hun stadigvæk primært var en magtgudinde, da hun kom til det vestlige sortehavsområde. Det er først i den senere romerske tid efter år nul, at hun får status som frugtbarhedsgudinde,« siger Birgitte Bøgh.
Forskeren har blandt andet fortolket ud fra, hvordan Kybeles såkaldte attributter udvikler sig i den tusinde år lange periode.
Gudinden bliver vedvarende og endda i stigende grad afbilledet med et scepter, hvilket er et symbol på magt.
Birgitte Bøghs undersøgelse viser endvidere, at en af gudindens andre store roller var at være en meget magtfuld beskytter-gud.
Kybele får nemlig en murkrone på hovedet i det 4. Århundrede f.v.t. Det vil sige en murkrone, der er formet som en bymur.
»Beskytterfunktionen gælder både dem, som havde en offentlig rolle og styrede byen men også de enkelte individer, som levede i byen,« siger forskeren.
Religionsforskeren har desuden fundet ud af, at udbredelsen af Kybele-kulten ikke skabte konflikter mellem de mange folkeslag, som tog gudinden til sig i det vestlige middelhavsområde.
Den frygiske gudinde kom først til det thrakiske område med grækerne. Området blev så senere besat af romerne, som tog Kybele til sig.
»Vi har med fire forskellige folkeslag at gøre, derfor kunne man godt forvente, at der ville opstå konflikter, fordi religion kan bruges som et symbol på det fremmede - som i dag hvor islam og kristendommen fungerer som to modpoler her i Danmark,« siger Birgitte Bøgh.
Men sådan var det ikke med Kybele: Så snart grækerne og thrakerne begyndte at bo sammen, tog thrakerne helt fredeligt Kybele til sig. Man kan blandt andet se på indskrifter over betydningsfulde præster i Kybelekultens tempel, at græske og thrakiske præster optrådte side om side i den øverste del af kultens hieraki.
Birgitte Bøgh siger, at religionen i dette tilfælde derfor snarere var sammenføjende end en faktor, der skabte konflikter.
Hun forklarer det med, at religionen dengang - i modsætning til i dag - gennemsyrede alle områder samfundet, og at det var meget almindeligt at adoptere hinandens guder.
Ikke en Jordisk geografisk Modergudinde
Når man beskæftiger sig med de mest supreme mytologiske/religiiøse gudinder skal man ikke forbinde disse med jordisk geografiske lokaliteter, men med specifikt himmelske i form af fortællingerne om Mælkevejens Mytologi, hvor udseendet af den sydlige himmels hvide kontur af Mælkevejen kan symboliseres med en kæmpekvinde der hvælver sig over Jorden.
- I den Ægyptiske kultur hedder dennne kvindelige guddom "Nut", og i alle kulturer hvor man har anskuet den sydlige himmels konturer af Mælkevejen som en kæmpe kvinde, har der naturligvis ikke været nogle problemer med at acceptere andre kulturers mytologiske/religiøse Modergudinde da der er tale om den samme "gudinde" der symbolisrer det samme himmelske/kosmologiske fænomen.
Se iøvrigt http://www.native-science.net/MilkyWay.Mytology.Keys.htm for flere mytologiske forklaringer om Mælkevejens Mytologi