Salamiforskning: Forskerne publicerer for meget
Forskerne skærer deres resultater op i mange små stykker for at få en lang publikationsliste. Resultatet er, at store dele af forskningen i dag er fuldstændig overflødig, lyder den hårde dom.
Salamiforskning slicing MPE LPU

Forskerne har svært ved at følge med i publiceringsræset, og mange ender med at skære deres forskningsresultater op i mindre dele – såkaldt ’salamiforskning’. (Grafik: Videnskab.dk / Mette Friis-Mikkelsen)

Antallet af videnskabelige publikationer stiger støt, såvel nationalt som internationalt.

Umiddelbart en positiv udvikling set med forskningsbriller – men ifølge flere forskere, Videnskab.dk har talt med, er der en bagside. Udviklingen skyldes nemlig, at der i dag er kommet alt for meget fokus på kvantitet over kvalitet i videnskabelige publikationer, hvilket blandt andet har resulteret i, at forskerne fristes til at skære deres forskningsresultater op i mange mindre og tyndere skiver – såkaldt 'salamiforskning'.

Historien kort

Lange publikationslister er afgørende for en forskers karriere, og derfor fristes nogle til at skære deres resultater op i en masse små bidder.

Faren er, at det bliver fuldstændig umuligt at finde rundt i den tilgængelige litteratur, som bliver proppet med gentagelser og unødvendigt fyld.

Nogle forskere mener også, at kvaliteten daler som konsekvens. DTUs rektor er dog ikke så bekymret.

Det gør det svært for alle deres kollegaer at følge med i den videnskabelige litteratur, hvor der optræder unødigt mange gentagelser, og hvor den samlede forskningskvalitet daler, lyder anken.

»En stor del af den forskning, der bliver udgivet i dag, er fuldstændig overflødig, fordi den ikke bidrager med ordentlig ny viden. Standarden er simpelthen for dårlig, der er ikke en kæft, der læser det, og det er ikke interessant,« lyder den hårde dom fra filosof Claus Strue Frederiksen, som er ekstern lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Antallet af publikationer steget markant

En lang publikationsliste er i dag forskeres adgangsbillet til at få job, penge fra fonde og ofte også en glad chef, idet universiteternes basismidler blandt andet bliver fordelt på baggrund af fakulteternes samlede antal publikationer.

I dag er antallet af videnskabelige artikler, afspejlet i en lang publikationsliste, essentielt for at kunne gøre karriere i forskningsverdenen og modtage eksterne bevillinger. Det har Videnskab.dk tidligere beskrevet i artiklen 'Forskere advarer: Grundforskningsboblen er på bristepunktet'.

Siden Forskningsstyrelsen i 2009 indførte pointsystemet BFI til at optælle publikationer udgivet af danske forskningsinstitutioner er antallet af videnskabelige artikler for eksempel steget markant. Det kan du se i grafen under artiklen.

Leder efter 'Mindst Publicerbare Enhed'

Men det store fokus på at udgive så mange artikler som muligt påvirker forskernes adfærd negativt, mener lektor i videnskabsteori Mikkel W. Johansen, som arbejder ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

»Folk vil gerne have lange publikationslister og kommer til at tænke alting i, hvad der lige passer til en artikel - og nogle gange tænke, at noget måske ikke er super interessant, men det kan lynhurtigt blive til en artikel, og så laver man det alligevel. Det ændrer, hvad man beskæftiger sig med, og hvordan man beskæftiger sig med det.«

Det fører blandt andet til, at forskerne splitter deres forskning op i mindre og mindre dele for at kunne udgive delresultater i stedet for oversigtsværker og større gennembrud. På engelsk kaldes denne praksis for 'salami science' - på dansk salamiforskning - eller 'slicing'. I danske forskerkredse siger man, at man leder efter den 'Mindst Publicerbare Enhed' (MPE), forklarer lektor David Budtz Pedersen.

»Det vil sige, at man prøver at få så mange artikler som muligt ud af et hvilket som helst lille deskriptivt studium for at optimere sin publiceringsliste. Det er forstyrrende for forskningen, fordi det giver støj og gør det vanskeligt at finde frem til de mest toneangivende og nyskabende studier,« siger David Budtz Pedersen, som arbejder på Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet.

Cykel mand eksperiment test forskning forsøg

Videnskabelige resultater bliver uoverskuelige, når de skæres op i mange små stykker - fremfor én samlet, dybdegående artikel, mener forskerne. (Foto: Shutterstock)

Slicing diskuteres ved frokostbordene

Opdelingen af forskningsresultater skaber for mange gentagelser og for meget ligegyldig litteratur at forholde sig til, mener Heine Andersen, som er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Hvad skal vi med grundforskning?


Videnskab.dk sætter fokus på grundforskning.

Vi tager dig med helt ind i maskinrummet af grundforskningen og finder ud af:

  • hvad skattekronerne går til,
  • hvilke projekter der bliver lavet,
  • hvem der står bag og
  • hvad vi historisk set har fået ud af grundforskning.

Se hele temaet om grundforskning

»Det er helt klart mit indtryk, at forskerne i dag har svært ved at følge med i den litteratur, der bliver udgivet. I gamle dage skrev man en monografi på 500 sider, i dag skærer man det ud til flest mulige artikler. Det indgår jo næsten i ph.d.-kurserne, hvordan man får flest mulige artikler ud af sit arbejde, og det er i hvert fald noget, man snakker om ved frokostbordene,« siger Heine Andersen.

Hvor meget forskning, der egentlig bliver publiceret i dag, er dog svært at svare på. Ligesom det er svært at sige, hvor meget forskning er for meget forskning. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Forsker: »Jeg har måttet slippe grebet«

En af de forskere, som har svært ved at følge med i den overvældende mængde videnskabelig litteratur, er professor i økonomi ved Roskilde Universitet Jesper Jespersen, som har speciale i samfundsøkonomi.

»Selv ikke på mit forholdsvis specialiserede felt, Euroen, er jeg i stand til at følge med. Jeg synes virkelig, det er svært at orientere sig i, hvor godbidderne ligger, og hvor det bare er repetition. Jeg har i hvert ikke udviklet en tilstrækkelig metode til det, og jeg kender heller ikke andre, der har. Jeg har måttet slække på ambitionen om at have læst alt.«

Jesper Jespersen fortæller, at han selv har oplevet at udgive et stykke videnskabeligt arbejde, hvor han efterfølgende kunne se, at han ikke havde fået alle relevante kilder med.

»Jeg kan se efterfølgende, at der var væsentlige kilder, jeg gerne ville have haft med. Viden, som sådan set eksisterede, men som jeg simpelthen ikke havde kendskab til.«

Farligt at miste overblikket

Farerne ved ikke at kunne danne sig et overblik i den eksisterende litteratur er flere, fortæller Heine Andersen:

Guide: Hold dig opdateret

Problemer med at holde sig opdateret i den nyeste videnskabelige litteratur er udbredte - tidsskriftet Science har derfor forsøgt at lave en guide til nogle smutveje. Den kan du læse her

  • Forskerne kan komme til at udføre forskning, som allerede er lavet i forvejen. Det er spild af forskernes tid og samfundets penge. Gentagelse af tidligere forskning er relevant, men altså først og fremmest hvis man er klar over, at man er i gang med at udføre en gentagelse.
     
  • Forskerne kan komme til at udgive videnskabelige artikler, som ikke tager hensyn til alle relevante tvivlsspørgsmål. Hvis der eksempelvis findes tidligere forskning, som strider imod ens resultater, skal de – optimalt set – inddrages og behandles.
     
  • Forskerne kan komme til at forfølge et fejlspor, som allerede er behandlet og afvist i tidligere forskning. Det er igen spild af tid og penge.

David Budtz uddyber:

»Det nuværende publiceringspres gør, at forskerne ikke længere orienterer sig i bredere dele af forskningslitteraturen. I stedet for at læse den videnskabelige litteratur er mange forskere primært optaget af at skrive egne bidrag. Det indebærer en risiko for, at de samme forskningsspørgsmål stilles gang på gang, ligesom forskningen bliver meget specialiseret. Forskerne kravler længere og længere op i elfenbenstårnet og væk fra samfundets problemstillinger.«

Kvaliteten i forskningen daler

Ifølge Heine Andersen er der mange faresignaler, der peger i retning af, at de mange videnskabelige publikationer påvirker forskningskvaliteten negativt.

Han betoner blandt andet, at antallet af artikler, som bliver trukket tilbage, er steget markant siden 1970'erne, og at reproduktion – altså forsøg på at genfinde tidligere forskningsresultater – bliver tiltagende sværere.

Papirkugler tilbagetrækning videnskabelig litteratur forskning

Antallet af artikler, som må trækkes tilbage, er steget. Ifølge nogle forskere er det en naturlig konsekvens af mere forskning og mere opmærksomhed, ifølge andre er det et faresignal. (Foto: Shutterstock)

»Dette hænger også sammen med, at forskernes review-system, der skal kontrollere artiklerne, før de går i trykken, er blevet overbelastet. I ekstreme tilfælde slipper plagiat, selvplagiat og multipel [dobbelt, red.] publicering lettere igennem. Der rapporteres i stigende grad om for overfladiske granskninger, ja, ligefrem 'fake reviews',« siger Heine Andersen og henviser til en praksis, som tidligere har været beskrevet i blandt andet Nature, hvor forskere enten selv bedømmer deres egne artikler eller får deres tætte kollegaer til det.

Heine Andersen tilføjer, at det efterhånden kan være svært at finde forskere, som vil påtage sig det stigende antal evalueringsopgaver.

Problemer med reproduktion har Videnskab.dk tidligere behandlet i artiklen 'Grundforskningskrise: Resultater kan ikke genskabes'. Og i artiklen 'Forskere advarer: Grundforskningsboblen er på bristepunktet' forklarer en grundforsker, astrofysiker Anja Andersen, hvordan hun oplever, at peer review-systemet er på vej ud på et overdrev, og i samme artikel redegør en række forskere for, hvordan det meget voldsomme publikationspres kan presse forskerne ud i at overdrive deres resultater eller gå på 'statistisk fisketur', hvor de i højere eller mindre grad manipulerer med resultaterne for at få et stærkt resultat.

Samme konklusion lyder i et studie, som blev publiceret i Royal Society Open Science sidst i 2016. Her fandt forskerne, at et stort fokus på antallet af udgivelser fører til dårligere metoder og et stigende antal 'falske' opdagelser.

Går tiden fra undervisningen?

Lektor i videnskabsteori Mikkel W. Johansen er bekymret for, om den markante stigning i antallet af udgivelser også kan betyde, at der går mindre tid til at undervise. Ifølge Universitetslovens paragraf 2 skal universiteterne »sikre et ligeværdigt samspil mellem forskning og uddannelse«, påpeger han – men når forskningen er steget, uden at det samme er sket for uddannelse, er det svært at se, hvordan det kan fostre et 'ligeværdigt samspil'.

Tal fra Danske Universiteter viser, at antallet af timer brugt på forskning er steget markant, mens det samme ikke gør sig gældende for timer brugt på uddannelse på landets universiteter.

Den bekymring vækker dog ingen genklang hos DTUs rektor, professor Anders Overgaard Bjarklev, som henleder opmærksomheden på, at der inden for de senere år også er kommet mange flere forskere til – hvilket naturligt nok afleder en stigning i forskningen, mener han.

»Vi er mange flere forskere i dag end for 60 år siden – der er flere hænder og hoveder, og derfor er der selvfølgelig mere forskning. At undervisningen bliver underprioriteret, kan jeg slet ikke forholde mig til – det er i hvert fald ikke noget, der er gældende her på DTU, hvor vi opprioriterer undervisning,« siger Anders Bjarklev, som også er formand for Danske Universiteters Rektorkollegium.

Der er kommet markant flere forskere til i den offentlige sektor – næsten en fordobling siden 2007.

Denne problemstilling – forskning vs. uddannelse – dykker Videnskab.dk yderligere ned i i en senere artikel.

Dansk forskning har gennemslagskraft

Anders Bjarklev genkender heller ikke, at forskningskvaliteten skulle være dalet gennem de senere år. Tværtimod slår dansk forskning internationalt bedre og bedre igennem, påpeger han og henviser dermed til, at publikationer med danske forfattere generelt citeres mere end tidligere.

»Jeg synes ikke, at den gennemslagskraft hænger sammen med, at der er noget, der er blevet for 'tyndt'. Det er klart, at hvis man tager de negative briller på, kan man tænke, at det bare skyldes, at der er andre, der laver salamiforskning og i den sammenhæng skal bruge nogle citationer,« siger Anders Bjarklev og fortsætter:

»Men vi må sige helt overordnet set, at den forskning, der laves i Danmark, bruges rigtig bredt – i hvert fald i den forstand, at der er nogen, der læser det og føler sig inspireret til at citere det.«

Mand læser videnskabelig artikel gennemslagskraft forskning

Dansk forskning bliver læst og inspirerer forskere i hele verden, mener DTUs rektor Anders Bjarklev. (Foto: Shutterstock)

BFI må ikke komme ud til forskerne

Anders Bjarklev medgiver dog, at der nogle steder er kommet en alt for direkte sammenhæng mellem publikationer og bevillinger.

»Nogle steder er man begyndt at se BFI komme helt ud på den enkelte forskers bord, så vedkommende tænker, at han eller hun er nødt til at skrive nogle flere publikationer for at få penge ind – og det er slet ikke det, der er meningen med det. Vi risikerer med sådan et nøglesystem at komme til at lave algoritmer, der er så firkantede, at vi ender med at suboptimere [fokusere på kortsigtede mål på bekostning af langsigtede, overordnede mål, red.].«

»Men det er et spørgsmål om, hvordan vi vælger at håndtere det fra universiteternes side, og her på DTU har vi meget klart sagt til vores forskere fra begyndelsen, at vi overhovedet ikke ønsker, at de skal skele til BFI, de skal bare tænke over, hvordan deres forskning giver bedst genlyd, og hvor folk vil komme til at bruge den.«

Hvordan får vi kvalitet før kvantitet?

Skal universiteterne blive bedre til at forsikre forskerne om, at kvalitet kommer før kvantitet? Har tidsskrifterne, forskningsråd og fonde et ansvar? Og hvad med den enkelte forsker – skal han eller hun være i stand til at ignorere pointsystemer og konkurrencepres og kun udgive nyt, når der vitterligt er nyt at berette?

Disse spørgsmål dykker vi ned i, i næste artikel i rækken, hvor vi også kigger nærmere på, om der kan være alternativer til den måde, vi bedriver forskning i dag - alternativer, som vil styrke forskningens varemærke i befolkningen, gøre den mere gennemsigtig og gøre det sværere at publicere halvhjertede publikationer.

Den Bibliometriske Forskningsindikator
Nature gammel udgivelse

En gammel udgave af det anerkendte tidsskrift Nature, som om nogen giver forskerne BFI-point, hvis det lykkes at få deres artikler publiceret her. (Foto: Nature.com)

BFI belønner de forskningsenheder, der publicerer i de mest anerkendte kanaler - altså tidsskrifter - inden for deres fag. Fordi universiteterne bliver målt på antallet af publikationer, bliver den enkelte forsker det også.

BFI stammer fra et norsk system, der sidenhen er indført i Danmark og Holland. De fleste lande har et tilsvarende system, hvor publicering indgår som måleenhed.

Desuden kan hver forsker måles på et såkaldt H-indeks, der kombinerer, hvor meget man har produceret, og hvor ofte man er citeret.

Læs mere om BFI her.

Antallet af publikationer er steget markant

Der er grundlæggende to typer af kanaler i BFI; serier og forlag. I denne tabel er antallet af publikationer opgjort for hver af disse. For serier er publikationerne opdelt på niveau 1 og niveau 2, som er en indikation af, hvor mange BFI-point en publikation giver. Forlagspublikationer er ikke niveauinddelt i hele perioden og er derfor ikke opsplittet i niveau 1 og 2.

Stadigt mere præstationsbaseret forskningsfinansiering
Udvikling fordeling basismidler

Det er kun en mindre del af universiteternes basismidler, der fordeles efter den præstationsbaserede model, men andelen stiger fra år til år. Pt. omfatter den cirka 20 procent af basismidlerne, lyder det fra seniorforsker Kaare Aagaard, som arbejder ved Institut for Statskundskab - Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet.

»Heraf udgør BFI’en så 25 procent - dvs. ca. 5 procent af de samlede basismidler,« forklarer Kaare Aagaard, som har redegjort for mekanismen og dens udvikling i seneste udgave af Fagbladet Forskningspolitikk, som dog ikke ligger tilgængelig online endnu.

»Denne udbredte misforståelse gør måske, at man risikerer at tillægge BFI’en for stor betydning og tilsvarende overser betydningen af andre faktorer, herunder især bedømmelseskriterier i forbindelse med ansættelser, forfremmelser og tildeling af eksterne midler. Min overordnede vurdering er, at BFI’en kun tillægges reel betydning på humaniora og samfundsvidenskab, mens det på de andre områder er andre, men lignende incitamenter, der driver udviklingen,« lyder det fra Kaare Aagaard.

Basismidler er penge, universiteterne selv råder over og som tildeles af staten efter et særligt fordelingssystem, hvor der lægges vægt på følgende parametre. Det kan du læse mere om her.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud