Grønland ville selv afskaffe fanger-kulturen
Danmark behøver ikke have dårlig samvittighed over, at Grønlands kultur er blevet ødelagt. Ny historieforskning viser, at grønlænderne selv ville af med fanger-kulturen.
Grønland er i dag et moderne samfund, der har en stor fiskeindustri. Ny historieforskning viser, at grønlænderne selv ønskede at sætte gang i den udvikling allerede omkring 2. verdenskrig. (Foto: Grønlands Nationalmuseum)

Normalt hører vi, at Grønlands kultur blev smadret, da danskerne koloniserede den store ø og tvang grønlænderne væk fra deres fanger-kultur.

Men ny historieforskning afslører nu, at det faktisk forholdt sig helt omvendt.

Danmark forsøgte i virkeligheden i mange år at fastholde Grønland som et umoderne fangersamfund. De danske politikere frygtede nemlig, at Grønlands kultur ville blive ødelagt, hvis der blev bygget fabrikker og moderne huse på den store ø.

Grønlænderne selv kæmpede derimod for at skabe et moderne samfund efter vestligt forbillede. Det fortæller en ny bog, der er baseret på en ph.d.-afhandling.

Bogen gør op med historien om, at Danmark har tvangsmoderniseret Grønland.

»Man kan fra grønlandsk side ikke bare pege fingere af Danmark. Man havde selv et stort ansvar for, hvordan forløbet var.«

Fakta

De danske politikere ville gerne beholde Grønland efter 2. verdenskrig.

Undergrunden rummede mange mineraler. Og vigtigst af alt: Grønlands placering gav Danmark gode kort på hånden i udenrigspolitikken. USA var nemlig meget interesseret i at bruge Grønland som militærbase.

»Grønlænderne var i stand til at påvirke udviklingen, og de gjorde sig bevidst, hvad de gerne ville opnå: Mere selvbestemmelse, uddannelse, oplysning og kontakt med omverdenen,« siger Jens Heinrich, ph.d. i arktisk kultur, sprog og litteratur fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet.

Dansk grønlandsdirektør ville beskytte Grønland

Jens Heinrich har i sin ph.d.-afhandling undersøgt, hvordan Grønland i årene omkring 2. verdenskrig begyndte at blive et moderne samfund.

På det tidspunkt blev Grønland styret igennem Grønlands Styrelse, som hørte under Statsministeriet i Danmark. På Grønland var der to magtinstanser:

  • Danske embedsmænd – en grønlandsdirektør og to landsfogeder for Grønland, der – som en del af Grønlands Styrelse – var den danske stats øverste repræsentanter.
     
  • De to landsråd, hvor repræsentanter fra de demokratisk vagte kommuneråd var samlet. De var grønlændernes stemme.

Den danske regering og dens embedsmænd havde det sidste ord. Men landsrådene havde ret til at ytre sig – og efter 2. verdenskrig ville de have et moderne Grønland med mere selvbestemmelse.

»Den danske grønlandsdirektør Knud Oldendow var overbevist om, at man ikke skulle gennemtvinge en moderniseringsproces.«

»Lige siden tiden omkring år 1900 havde danskerne haft den tanke, at Grønlands økonomi skulle kunne klare sig selv uden indblanding udefra. Det støttede Oldendow. Han var meget konservativ og mente, at man skulle holde sig fra eksperimenter, der kunne ødelægge hele det grønlandske samfund,« siger Jens Heinrich.

Landsfoged: Giv grønlænderne det, de vil have

<b>5. maj 1945&lt;/b&gt; blev Danmark befriet fra den tyske besættelse. Begivenheden blev også fejret i Nuuk. Men under besættelsen havde Grønland haft øget selvbestemmelse, fordi det danske politiske system lå brak. En selvbestemmelse, grønlænderne gerne ville holde fast i. (Foto: Grønlands Nationalmuseum)

Den ene af de to landsfogeder, Eske Brun, så anderledes på Grønlands fremtid.

Eske Brun var overbevist om, at Danmark kun kunne holde på Grønland, hvis man gav grønlænderne mere frihed og hjalp til med at skabe industri på øen.

»Direktør Knud Oldendow havde et alkoholproblem og var syg i lange perioder, så det lykkedes landsfogeden Eske Brun at få mere og mere magt. I samråd med den danske statsminister, Hans Hedtoft, fik Eske Brun gennemført, at grønlænderne skulle have mere selvbestemmelse, og at der skulle skabes en fiskeri-industri på Grønland,« fortæller Jens Heinrich.

Grønlændere måtte ikke lære dansk

Eske Brun ville imødekomme ønskerne hos de mest samfundsbevidste grønlændere – der meget ofte var lærere. De havde i 50 år forsøgt at påvirke det grønlandske samfund i retning af mere oplysning.

Længe før Eske Brun kom til Grønland – allerede omkring år 1900 – bad en samling grønlændere om at blive undervist i dansk læsning og skrivning. Kun hvis de talte kolonimagtens sprog, kunne de nemlig håndtere ledende stillinger inden for politik og handel på Grønland.

»Men fra offentlig side var man tilbageholdende med at lære grønlænderne dansk. Man troede, at det ville blive en kulturnedbrydende faktor.«

Fakta

Udviklingen i Grønland er gået hurtigt:

• Fra 1721 til 1953 var Grønland en dansk koloni.

• I 1953 fik øen status som et dansk amt, og grønlænderne fik dansk statsborgerskab. Grønland blev derefter moderniseret på ganske få år. Øens befolkning gik fra at være selvforsynende jægere til at være lønmodtagere, der primært var samlet i byer. En omstilling, som mange grønlændere havde problemer med at finde sig selv i.

• I 1979 fik Grønland hjemmestyre efter et valg. Det betød begrænset selvstyre med eget parlament – Landstinget.

• I 2009 fik øen selvstyre, og det gav mere magt til grønlænderne selv. Udenrigs- og forsvarspolitik bliver dog fortsat varetaget af Danmark.

»Man havde en idé om, at det grønlandske samfund var et fangersamfund, og at man skulle beskytte det så meget som muligt. I den forbindelse var sproget vigtigt. Opfattelsen var nemlig, at dansk ville ødelægge det grønlandske sprog,« siger Jens Heinrich.

Grønlandsk seminarielærer gik i forreste linje

Blandt de grønlændere, der gik forrest, var seminarielæreren og samfundsdebattøren Augo Lynge. Han sad i Godthåb Kommuneråd fra 1930 til 1942, og han ønskede et moderne Grønland.

»Han var en meget karismatisk politiker, som i 1941 startede ungdomsforeningen ’Vores Lands Børn’. Hans mål var at lære ungdommen, at man ikke skulle lægge bånd på sig selv. Og han ville gøre grønlænderne opmærksomme på, at de kunne blive mere oplyste,« siger Jens Heinrich.

Augo Lynge blev senere valgt til Folketinget som en af Grønlands første to repræsentanter. Desuden var han landsrådsmedlem i flere perioder. Så Augo var en mand med opbakning i den grønlandske befolkning. Og han var en af de mænd, Eske Brun lyttede til.

Grønlændere ville lære at fiske

Statsminister Hans Hedtoft og landsfoged Eske Brun besluttede på et møde i 1948 at sætte skub i en fiskeri-industri i Grønland. Derfor kontaktede de en velhavende Esbjerg-fisker.

Esbjerg-fiskeren fik lov til at tjene gode penge på at fiske ved Grønland, hvis han til gengæld ville lære grønlændere op i fiskeriets kunst.

Jeg tror, tiden er moden til, at man ser på historien med andre øjne.

Jens Heinrich

»Men det kom frem, at han ikke ville hyre grønlændere, men kun bruge sine egne folk. Det fik en stor gruppe grønlandske landrådsmedlemmer til at brokke sig til statsministeren. Aftalen blev trukket tilbage, og en anden fisker kom til.«

»Grønlænderne ville ikke have, at man fra dansk side bare kom til Grønland og hentede penge. Man ville også selv lære noget nyt og være del af det, der skete,« fortæller Jens Heinrich.

Danske historikere giver Danmark skylden

Den unge, grønlandske historiker er blot den anden ph.d., som er uddannet fra Grønlands Universitet.

Jens Heinrich mener selv, hans kulturelle baggrund betyder, at han tør se anderledes på den dansk-grønlandske historie.

»Man har fra dansk side dårlig samvittighed over, at man behandlede Grønland så dårligt. Derfor kommer danske historikere nemt frem til, at Danmark har skylden for, at udviklingen på Grønland også er gået skævt.«

»Jeg ved ikke, om danskere behøver at have dårlig samvittighed – grønlænderne pressede selv på,« siger Jens Heinrich.

Bogen 'Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse' er udgivet på Forlaget Atuagkat.