Grindr har ændret sex-kulturen blandt bøsser
Ændrede spilleregler og nye balancer præger homomiljøet.
Grindr app dating homoer bøsser kultur

Mange, der bruger Grindr, er allerede i forhold. (Foto: Shutterstock)

Én ting sprang i øjnene, da Kristian Møller undersøgte brugen af dating-appen Grindr i homomiljøer i England. Et ellers tabubelagt emne.

»Selvom jeg havde erfaret andet i mit liv i Københavns homomiljø, havde jeg en forventning om, at det især ville være singlepersoner (der brugte Grindr, red.). Men jeg fandt ud af, at rigtig mange, der allerede var i forhold, søgte sexpartnere,« fortæller Kristian Møller, Ph.D. og postdoc ved IT Universitetet i København.

»Det var i princippet ikke overraskende. Men det interessante var, hvordan folk i ikke-monogame forhold bruger hook-up apps,« fortsætter han.

Historien kort
  • Grindr har ændret betingelser for homoseksuelle mænds dating og dermed også adfærd i miljøet
  • Homoseksuelle mænd har altid været afhængige af medier for at få kontakt

Det er det, Kristian Møller har undersøgt i sin ph.d.-afhandling.

Resultatet viser, at med Grindr bliver særlige aspekter synlige i datingkulturen. Alle kan se alle, og man kan i langt højere grad holde øje med hinanden. Det gør, at folk er nødt til at indrette sig efter det. Det ændrer spillereglerne og skaber nye balancer i homoseksuelle mænds intimitetskultur, som Kristian Møller kalder det.

Kristian Møller så eksempelvis, at brugen af Grindr blandt homoseksuelle mænd i forhold er meget afhængig af aftaler internt i forholdet. Er det for eksempel et åbent forhold eller efter princippet ’don’t ask, don’t tell’? I sidstnævnte tilfælde kan det være særligt vigtigt ikke at have konfrontationer med partneren. Da Grindr viser alle, som er online i nærheden, vil man også se, at kæresten er online.

Homomiljø har længe brugt medier

Grindr er en dating-app til smartphones, som primært henvender sig til homo- og biseksuelle mænd. Den viser andre brugere, som er i området, og lader brugerne kontakte hinanden.

»Homomiljøet har længe været medialiseret (været afhængigt af medier for at finde partnere og kommunikere, red.) og tæt knyttet sammen med kommunikationsteknologier. At have sex med andre mænd har altid været afhængigt af ’mellemrum’ (skjult for offentlighed og myndigheder, red.) i byen. Mænd har brugt medier til at skabe egne mellemrum, for eksempel kontaktannoncen. Vi bruger koder for at afkode hinanden og for at gå under radaren,« forklarer Kristian Møller.

I homomiljøet bruges begrebet cruising. Det handler om en kodeadfærd, hvor homoseksuelle mænd skaber kontakt ved at bevæge sig på en særlig måde eller sende og fange blikke. Det foregår i det offentlige rum og i »upassende sammenhænge.«

Med internettet blev cruising i høj grad afløst af online medier. Kontakten gik fra gaden og hjem foran computeren. Men med mobilapps er det nu ude på gaden igen, fortæller Kristian Møller.

»Grindr har mobiliseret den digitale praksis. Cruising er kommet ud i byen igen. På den måde er cirklen sluttet. Man ser en på gaden og tænker: Var ham der homo? Så tænder man Grindr og finder ham.«

Så cruising er på den ene side ’vendt tilbage’ til gaden, men alligevel på en måde, der er meget anderledes, da den er betinget af moderne teknologi. Cruising er ikke på samme måde afhængig af de subtile koder og blikke, men er samtidig til en vis grad blevet afgrænset til primært at foregå via disse apps. 

Grindr Copenhagen Pride debat

Grindr var til debat onsdag aften på Copenhagen Pride 2017. Fra venstre: Kristian Møller, postdoc ved ITU; Andrew Shield, Ph.D.-studerende ved RUC; Fahad Saeed, talsperson for Sabaah og prjektansvarlig i Mino Danmark; Niels Jansen, transkønnet, homoseksuel, aktivist og vlogger. (Foto: Eskild Heinemeier)

Kiggede Grindr-brugerne over skulderen

Kristian Møllers interesse i Grindr bunder i egne erfaringer med brugen af appen.

»Det var meget nyt. Tinder fandtes ikke, og der var en del modstand mod digital intimitetskultur. Jeg var interesseret i at undersøge, hvordan bøsser bruger den her app Grindr,« siger han, som selv er homoseksuel.

Gennem interviews med brugere og ved at kigge dem over skulderen, mens de brugte den, observerede Kristian Møller, hvad appen betød for homo-kulturen.

Andrew Shield, som selv forsker i brugen af Grindr (se boksen), har også læst Møllers studie. Ifølge Shield, der er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, er det et metodisk interessant studie, som baner vej for videre forskning.

Meget mere end sex

Andrew Shield er Ph.D. studerende ved Roskilde Universitet. Hans forskning er et igangværende studie, men han har allerede nu løftet sløret for nogle af de ting, han har fundet ud af.

Andrew Shield har undersøgt brugen af Grindr blandt homoseksuelle indvandrere, der kommer til Danmark. Her har han set, at Grindr bruges til meget andet end at finde sexpartnere. Folk bruger det som indgang til et  socialt netværk. De har gennem Grindr og lignende apps fundet venner, boliger og jobs.

Flere Grindr-studier skal til

Ifølge Kristian Møller er der stadig flere aspekter, der bør undersøges i fremtiden omkring Grindr og lignende apps.

Eksempelvis viser hans studie, at brugerne af Grindr har fundet på overraskende måder at bruge appen for derigennem at omgå dens indbyggede begrænsninger ved for eksempel at bruge kodeord, når de chatter.

»Nogle sexpraksisser vil Grindr ikke have medieret igennem deres app. For eksempel chem-sex, som er på vej frem.«

Chem-sex er en betegnelse for sex-fester, hvor der indgår særlige euforiserende stoffer, altså chemicals. Men hvilken rolle Grindr spiller i forhold til udbredelsen af chem-sex, skal der videre studier til for at kortlægge.

Kristian Møller interesserer sig desuden særligt for ’moral panics’ og ’dating apocalypse’. Disse begreber dækker over ideer om, at medier som Grindr ødelægger vores evne til at være intime, eller at folk gennem dem spreder brugen af stoffer. Om det forholder sig sådan, er noget, Kristian Møller gerne vil undersøge nærmere.

»Der er brug for et ground up perspektiv. Kun ved at kigge på de her stof-og-sex-praksisser fra et oprigtigt nysgerrigt udgangspunkt kan man gøre sig nogle forhåbninger om at skabe viden, der er til gavn for dem, der bliver studeret. Det er mit guidende princip,« siger Kristian Møller.

Homomiljø bøsser grindr dating forhold

Kristian Møllers forskning viste, at mange bøssepar bruger Grindr åbent. Men de håndterer brugen af Grindr meget forskelligt. Nogle er sammen om det, mens andre ikke vil konfronteres med visheden om partnerens dating. (Foto: Shutterstock)

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud