Omkring år 200: På en kaotisk markedsplads ved Middelhavet sidder en lærer og underviser en lille gruppe børn i at læse og skrive.
Selvom børnene er kristne og tror på Jesus, læser de digteren Homers fantastiske fortællinger om de græske guder, helte og monstre.
På den måde lærer de om andre guder end den kristne. Men det synes hverken de otte-årige elever eller deres forældre er et problem. De er vant til at omgås de græske guder.
Børnenes familier deltager for eksempel, når romerrigets embedsmænd holder store offerfester for de græske guder. De kristne er ikke for fine til at spise kødet fra de dyr, der bliver ofret til de græske guders ære.
Ny forskning er grunden til, at vi i dag kan male det nuancerede billede af de old-kristnes forhold til andre religioner.
Det fortæller Anders-Christian Jacobsen fra Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
Sammen med arkæologer og sprogvidenskabsfolk forsker han i, hvordan oldtidens religioner – jødedom, kristendom og græsk/romersk religion – i virkeligheden var rodet langt mere sammen, end man hidtil har troet.
I antikken var det almindeligt, at børn lærte at læse og skrive ved at studere Homers tekster.
Det foregik på gaden eller markedspladser. Når børnene blev ældre, kunne de lære filosofi og retorik hos filosoffer.
Dengang lærte filosofi-studerende både naturvidenskab, musik og tænkning.
»Datidens samfund var religiøst set langt mere blandet, end teologerne hidtil har ment. Før læste teologer nemlig kun de veludannede kristnes tekster.«
»Men de var 'ideologer', som skrev om, hvordan den rene kristendom skulle være, og hvordan kristne burde opføre sig.«
»I virkeligheden var de fleste old-kristne ikke specielt dannede, og de læste ikke de veluddannede filosoffers tekster. Det betød, at det religiøse landskab faktisk var meget komplekst og rodet uden klare skillelinjer mellem religionerne,« siger Anders-Christian Jacobsen.
Han fortæller, at der skulle gå omkring 500 år efter Jesus' fødsel, før de kristne for alvor fik defineret sig selv som en klar religion, som ikke var sammenblandet med andre.
Et eksempel på, hvor meget religionerne var blandet sammen, kan graves frem fra omkring år 200 efter Jesus’ fødsel. Da blev de kristne interesserede i en 400 år gammel oversættelse af jødernes hellige tekst Toraen - det vi kalder 'det gamle testamente' - fra hebræisk til græsk.
De kristne besluttede sig for at 'låne' oversættelsen. Pludselig ville de have den som hellig tekst for de græsktalende kristne - til stor irritation for jøderne.
»Omkring år 200 før Jesus’ fødsel var der sandsynligvis flere jøder, der talte græsk end hebræisk. Derfor blev Toraen – der var skrevet på hebræisk – oversat til græsk. Da kristendommen opstod, så de kristne i den første lange tid stadig sig selv som jøder.«
»Derfor sagde de, at Toraen også var deres hellige tekst og tog oversættelsen til sig. Det skabte problemer for jøderne, som ikke mente, at de kunne bruge oversættelsen, når det var en ’officiel’ kristen tekst.«
»Det hele endte med, at jøderne så sig nødsaget til at lave en helt ny oversættelse af Toraen, som de kunne have for sig selv,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
Datidens religioner lånte altså fra hinanden og var langt fra færdigstøbte. Religionerne var som mennesker og dyr på en bazar i Mellemøsten – de bevægede sig kaotisk imellem hinanden. Der var reelt ikke styr på dem.
»Men der var alligevel noget, der samlede folk. Uanset om man bekendte sig til en religion, der var græsk/romersk eller jødisk/kristen, boede man samtidig i det romerske imperium. Og det havde indført regler og love, som alle skulle følge,« siger Anders-Christian Jacobsen.
Det romerske imperium forsøgte at holde styr på religionerne. Det betød blandt andet, at kristne blev forfulgt de første århundreder efter Jesus' fødsel.
For eksempel gjorde Kejser Nero (54-68) de kristne til syndebukke, da Rom brændte ned sommeren år 64.
Da romerriget blev så stort, at det også omfattede de græske bystater, 'importerede' romerne de græske guder og myter. Blot fik guderne nye navne.
For eksempel blev den græske elskovsgudinde 'Afrodite' til 'Venus' og havguden 'Poseidon' blev til 'Neptun'.
Imperiet havde på den måde stor indflydelse på, hvilke tanker og religioner der var de mest fremtrædende i samfundet.
Så da Konstantin den Store i år 313 tillod kristendommen som religion i det romerske imperium, begyndte den for alvor at få vind i sejlene.
67 år senere var kristendommen så etableret, at kejser Theodosius (378-95) kunne ophøje den til officiel statsreligion. Men den nye forskning viser, at selv efter den beslutning blev der bygget templer til de græske guder.
»Man kan arkæologisk se, at der er masser af templer og kultbygninger, som eksisterede og blev bygget i den periode, hvor man tidligere troede, at den græsk/romerske religion sygnede hen.«
»Som noget nyt ved vi nu, at den græsk/romerske religion - med visse popularitetsudsving - levede i bedste velgående helt frem til omkring år 500,« siger Anders-Christian Jacobsen.
Han fortæller, at den nye viden om verdenshistorien og oldtidens religioner kun er kommet frem, fordi den forskergruppe, han er en del af, arbejder tværvidenskabeligt.
»Selvom tekster er vores primære kilde til at lære om forandringerne i antikkens religiøse identitet, bidrager også materiel kultur til det samlede billede. Derfor består gruppen af forskere med speciale i teologi, arkæologi, historie og sprogvidenskab,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
De har forsket sammen i ti år, og det har været en succes. Så stor en succes, at de har fået oprettet et forskningscenter på det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet - The Centre for the Study of Antiquity and Christianity.
