Vi brænder heldigvis kun kludehekse af i dag - og kun til Sankt Hans. I gamle dage var det rigtige mennesker, som endte på bålet, og i tiden efter reformationen kunne man i teorien ende på bålet, selvom man kun havde udført trolddomskunster med gode intentioner. (Foto: Colourbox)

Du synes måske, det er lidt synd for den lille søde kludeheks, når flammerne Sankt Hans-aften bider sig fast i hendes krop af halm.

Men gode hekse findes ikke.

I hvert fald ikke ifølge den kristne tro. Kirken slog nemlig fast i løbet af middelalderen, at magi kun var virksomt, fordi djævlen havde haft en finger med i spillet. Derfor var det ligegyldigt, om man anvendte magi med gode eller onde intentioner.

Denne opfattelse af magi lagde den protestantiske kirke i særlig grad vægt på fra reformationen i 1536 og mere end 200 år frem.

Trolddom var djævelens værk

Kirken ville nu bekæmpe alt trolddom – både den godsindede, den ondsindede og den, der indgik i katolicismen. Kirken skelnede nemlig ikke mellem ond og god trolddom, som man gør i populærkulturen i dag med sort og hvid magi.

Hos almuen var det dog almindeligt kendt, at man ved hjælp af remser og urtedrikke eksempelvis kunne helbrede en ko eller sin nabo. Man kunne også volde andre skade med magi. Det sidstnævnte var det eneste, man tidligere kunne blive straffet for, men nu blev det hele forbudt.

Selv det at gøre korsets tegn som beskyttelse mod onde ånder blev ulovligt.

»Kirken advarede folk mod at bruge katolske ritualer. Brugte du katolske ritualer, som kort forinden havde været en naturlig del af folks liv, så risikerede du i teorien at blive beskyldt for at udøve trolddom, og det var det samme som at indgå en pagt med djævelen,« siger historiker og postdoc i trolddomsprocesser Louise Nyholm Kallestrup fra Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet.

Hun understreger dog, at det er vigtigt at skelne mellem, hvad teologerne fordømte i deres skrifter, og hvad der hændte i praksis.

Troldmand og kætter var de værste skældsord

Opfattelsen af Gud i tiden efter reformationen var, at Gud tillod djævelen at friste mennesket med trolddom og vranglære som katolicisme, for at mennesket kunne blive testet på sin tro. Klarede menneskene ikke testen, og straffede kongen ikke den slags lovovertrædelser, så straffede Gud hele samfundet med død og ulykke.

Kampen mod trolddom og kætteri slog ikke kun an i Danmark. Både protestanter og katolikker bekæmpede troldmænd og troldkoner, men de bekæmpede også hinanden ved at stemple den anden kirke som trolddom eller kætteri.

»Protestanterne lavede koblingen mellem paven og antikrist, som er den største synder og troldmand af alle. Hvis du var katolik og derfor lød paven, så lød du i virkeligheden antikrist, og dermed gjorde du dig skyldig i kætteri og trolddom,« siger Louise Nyholm Kallestrup og fortsætter:

»Troldmand var simpelthen et af de værste skældsord på dette tidspunkt.« 

Kætter var et andet meget grimt skældsord, og det brugte den katolske kirke til gengæld om reformatoren Martin Luther.

Trolddom og kætteri var nemlig de alvorligste måder, man kunne forbryde sig mod troen på.

Dansk teolog advarede mod katolsk trolddom

Datidens førende danske teolog Niels Hemmingsen (1513-1600) førte tankerne om sammenhængen mellem trolddom og den gamle version af kristendommen frem herhjemme.

»Han laver en kobling mellem katolicismen, kætteri og trolddom i en afhandling, hvor han bruger begreberne i flæng og nærmest brugte begreberne synonymt,« fortæller historikeren.

De nye koblinger og det strenge syn på de gamle magiske remser var vanskelige at formidle.

»Trolddom havde været forbudt længe, fordi man ikke måtte forvolde skade på andre. Men det var svært at forstå for almindelige mennesker, at man heller ikke længere måtte forsøge at helbrede en ko med en magisk remse. Det kom jo ikke andre til skade,« siger Louise Nyholm Kallestrup.

Kirken leverede grundlaget for lovene

Niels Hemmingsens skrifter blev oversat fra latin til dansk af præsten Rasmus Reravius, så budskabet blev spredt ud til flere. Kirken forsøgte således at nå øvrigheden. Det vil sige de ikke-verdslige embedsmænd, som arbejdede i kronens tjeneste.

Kirken dømte og straffede nemlig ikke selv, men den leverede det teologiske grundlag, som de danske love og domme byggede på. Derfor var det vigtigt for kirken at nå embedsmænd og dommere.

»Det var vigtigt, fordi det bekymrede teologerne, hvor skidt det stod til med troen, når kongens love ikke var tilstrækkelige. Og en tro i forfald medførte Guds vrede, og Guds vrede medførte straf på hele samfundet i form af pest, hungersnød eller krig,« siger forskeren.

Christian IV's forordning mod trolddom betød en udvidelse af en gammel bestemmelse i Jyske Lov, hvori det hed, at den som forbandt sig med djævelen eller omgikkes ham, skulle dømmes til bålet. Nu var det også forbudt at lindre andres smerter med urtedrikke og at gøre korsets tegn. (Maleri af Pieter Isaacsz med titlen 'Portret van prins Christiaan IV van Denemarken' (1577-1648))

Teologernes bekymringer blev taget alvorligt af kongen, og i 1617 kom en forordning mod al magi. Både den der var godsindet, og den der var ondsidet.  

Folk anklagede kun for ond magi

Selvom signen og manen, der havde sine rødder i katolicismens ritualer, nu kunne betegnes som trolddom og dermed som et lovbrud, så er det stærkt tvivlsomt, hvorvidt den nye trolddomsopfattelse bundfældede sig hos almuen.

Præsten har helt sikkert fra prædikestolen præsenteret sine sognebørn for advarslerne mod katolicismen og advarslerne mod at bruge magi i det hele taget. Men når det kom til krigen mod trolddom, så fokuserede almuen ifølge forskeren stadig ene og alene på den skadevoldende magi.

»Vi kan se i processerne fra det 17. århundrede, at folk blot anklager hinanden for at have forvoldt skade med trolddom og ikke for at have brugt magi med gode intentioner eller for at have brugt katolske ritualer,« siger Louise Nyholm Kallestrup.

Dum nabo? Smid ham på bålet!

Kirken indledte faktisk sjældent trolddomssager. I stedet irettesatte den blot de sognebørn, som havde signet, knælet for en helgen eller forsøgt at mane en djævel ud.

»Man var i praksis ikke interesseret i at piske en stemning op,« siger forskeren.

Trolddomssagerne smittede nemlig. Hvis folk hørte, at man kunne slippe af med sin irriterende nabokone og få hende brændt på bålet ved at melde hende for at gøre korsets tegn, så var der nogle, der kunne finde på det.

Mange af hekseprocesserne bundede i lokale problemer, hvor en i fællesskabet faldt udenfor og forstyrrede den sociale ro. En trolddomsanklage var således en måde, hvorpå man kunne slippe af med uønskede personer.

Præster bekæmper stadig magi

Noget tyder på, at kirkens fokus på at stemple god og ond magi som lige skidt er mislykket i det lange løb. Det vrimler nemlig med gode hekse i populærkulturen.

I 2008 vakte det opsigt, da nogle præster advarede mod at lade heksen Danni Druehyld tage imod børnene til et Halloween-arrangement i Aalborg Zoo, da det kunne gøre skade på børnene.

»God magi findes ikke, ifølge kirken. En heks er per definition ond. Derfor viser der sig ind i mellem et kultursammenstød mellem den teologiske opfattelse af trolddom og den populære fortolkning af at være heks.«

»Men heldigvis er der ikke nogen, der bliver dømt og henrettet for at være heks i dag,« siger Louise Nyholm Kallestrup, som netop nu er ved at lave de sidste rettelser på en videnskabelig artikel om kætteri, trolddom og katolicisme i det efter-reformatioriske Danmark, før den går i trykken.