Global opvarmning giver Thules befolkning nye muligheder
I den isolerede grønlandske region Thule er fangere i fuld gang med at finde nye muligheder i en verden, hvor isen smelter, fortæller antropolog Kirsten Hastrup.

 

I Danmark mærker vi endnu ikke meget til, at den nordatlantiske havis hastigt smelter, og at permafrosten tør. Men i det nordvestlige Grønland er det en anden sag. Nord for Polarcirklen bor mennesker, som hver dag lægger mærke til, at havisen er ved at forsvinde.

»De fangere, der stadig bor i Thule-regionen, er meget optaget af de store forandringer, der sker med isen i øjeblikket. Det går ret hurtigt deroppe,« siger Kirsten Hastrup, der er professor i antropologi på Københavns Universitet.

Kirsten Hastrup har af flere omgange lavet feltarbejde i den sparsomt befolkede region Thule, som i dag består af byen Qaanaaq med lidt over 600 indbyggere og tre små bygder.

Beboerne i Thule, som ligger over 1.600 kilometer fra Nuuk, har i århundreder levet af fangst, men i øjeblikket ændrer deres levegrundlag sig hastigt.

»Opvarmningen accelererer voldsomt, og det påvirker deres fangstmuligheder og deres muligheder for at køre på hundeslæde mellem bygderne. Men de er enormt konstruktive og imponerende dygtige til at omstille sig til de nye klimatiske forhold. Deres fleksibilitet er meget imponerende,« siger Kirsten Hastrup.

Havisen er Thules infrastruktur

I regionen er inuit helt afhængige af den is, der i dag er voldsomt truet af den globale opvarmning. For havisen er “den infrastruktur, der giver folk adgang til både drikkevand og mad,” skriver Kirsten Hastrup i sin bog ‘Thule på tidens rand’, som udkom i 2015.

Havisen giver stadig de mellem 600 og 700 mennesker, der i dag er tilbage i området, et livsgrundlag, fremgår det af bogen:

  • Thuleboerne er specialiseret i at jage store arktiske havpattedyr. De kan komme tæt på dyr som sæler, narhvaler, hvalrosser og isbjørne, fordi havet er frosset til. Men fangstmulighederne begrænses i takt med, at isen smelter. 
     
  • Havisen er deres transportvej, når de på hundeslæde jager rensdyr og moskusokser. Isen giver dem også mulighed for at komme fra bygd til bygd. Når isen smelter bliver thuleboerne endnu mere afskåret fra omverdenen, end de hidtil har været.
     
  • Isen giver dem drikkevand. Vandet i Thule kommer primært fra store blokke, der er hugget ud af de isbjerge af ferskvand, som stadig ligger fast på havisen. Men isbjergene forsvinder langsomt med den globale opvarmning, og man kan kun komme til dem via den havis, som også er ved at smelte.

Thuleboerne er omstillingsparate

Selv om klimaforandringerne således begrænser thuleboernes fangstmuligheder og ændrer deres levevilkår, er Kirsten Hastrup, som i lange, gentagne perioder har opholdt sig i området, optimistisk med hensyn til de nordgrønlandske fangeres fremtid.

»Min optimisme knytter sig til, at folk deroppe er enormt konstruktive. De er hele tiden parate til at orientere sig mod de nye muligheder, der kommer, når isen smelter,« siger hun.

I sin bog, som blandt andet er baseret på Kirsten Hastrups egne feltstudier og historiske beretninger fra de store grønlandsekspeditioner i det forrige århundrede, skriver hun om, hvordan folk i Thule gennem århundreder har tilpasset sig de ekstreme klimatiske forhold i området.

Hvor de tidligere indrettede deres liv efter de fangstmuligheder, der var i ekstrem kulde, indstiller de sig i dag på de nye muligheder, et varmere klima bringer med sig.

Fakta

Bogens billeder Fotograf og biolog Carsten Egevang har taget billederne til 'Thule på tidens rand'. Han har besøgt området fem gange over fire år, hvor han enten som fotograf eller biolog er rejst til nogle af de mest afsides områder.

Nogle af beboerne er for eksempel begyndt at fange hellefisk, der som noget nyt er kommet derop, fordi vandet er blevet varmere. 

»Nogle af dem prøver at tjene penge på hellefisk, men der er en række udfordringer forbundet med fiskeriet. Blandt andet er de stadig afhængige af, at der er havis for at kunne fange hellefiskene, fordi de haler dem op gennem huller i isen,« siger Kirsten Hastrup. 

En anden udfordring er infrastrukturen: Der kommer ikke ret mange store skibe op, som kan transportere fiskene over 1.500 kilometer ned til Sydgrønland, hvor de skal sælges fra.

»På et tidspunkt anlagde thuleboerne et fryseanlæg, så de kunne opbevare fiskene, indtil der kom et skib, som kunne fragte dem videre. Men det var besværligt, for det kunne tage måneder, før de eksempelvis kunne få erstattet en generator, der var gået i stykker,« siger Kirsten Hastrup    

»I øjeblikket har de ikke mange alternativer til den fangst, som er afhængig af isen. Men hellefiskeriet er et eksempel på, at thuleboerne hele tiden er parate til at orientere mod de muligheder, der åbner sig i takt med, at kloden bliver varmere,« siger Kirsten Hastrup.

Mindre is kan give mulighed for en havn

Selv om hellefiskeriet indtil videre ikke har givet det store afkast af sig, giver thuleboerne ikke op. De gør sig andre tanker om, hvordan de på anden vis kan udnytte de nye muligheder, der opstår, når isen smelter.

For eksempel forestiller de sig, at der måske kan anlægges en havn, hvis isen smelter så meget, at der kan komme mere skibstrafik.

»Hvis isen smelter så meget, at det smalle stræde mellem Grønland og Canada åbner, kan der blive behov for en havn og hotelvirksomhed. De tænker langt og bredt,« siger Kirsten Hastrup.

»Men de ved også godt, at det kommer til at vare et stykke tid, før det er en mulighed. I øjeblikket forsvinder den faste is godt nok hurtigt, men til gengæld er der mere drivis i farvandet, som gør det vanskeligt for de store skibe at komme frem.«

Verden er ramt

I det hele taget fylder den globale opvarmning meget i thuleboernes bevidsthed, fortæller Kirsten Hastrup.

»De konstaterer, at deres verden er ramt. De lægger mærke til, at gletsjerne bliver sorte af sod, der måske kommer med vinden fra Kina og er i det hele taget enormt gode til at observere, hvad der sker med omgivelserne,« siger hun og fortsætter:

Fakta

Thule er en region i Nordvest Grønland. Qaanaaq er den eneste by i Thule. I 2014 havde den 635 indbyggere. Byen har en skole med 12 lærere og plads til 121 elever fra 1. til 10. klasse. Tilknyttet skolen er et skolehjem, hvor der bor elever fra de tilknyttede bygder. Derudover har byen plejehjem, børnehave, politistation, sygehus og en kirke. Den nuværende Qaanaaq blev anlagt i 1953, da beboerne fra det gamle Thule, som på grønlandsk hedder Uummannaq eller Dundas, blev tvangsflyttet i forbindelse med anlæggelsen af den amerikanske Thule Air Base.

»De følger med i FN’s klimarapporter, og de kender årsagen til den globale opvarmning. Men de bebrejder ikke resten af verden for, at isen smelter, de konstaterer bare, at deres omgivelser er meget påvirkelige af, hvad der sker rundt omkring. Godt nok er de isoleret geografisk, men samtidig er de forbundne med det, der sker rundt omkring på kloden.«

Selvom Kirsten Hastrup generelt er optimistisk og imponeret over deres omstillingsevne, understreger hun, at de nordgrønlandske fangere, som er blandt de sidste i Arktis, går en hård fremtid i møde.

»De elsker deres land og deres historier, men de fleste unge i Thule ser ikke deres fremtid som fangere. Mange flytter sydpå, og man skal forstå, at sådan nogle flytninger er definitive. Det er ubeskriveligt dyrt at rejse frem og tilbage til Nuuk, så det er svært for dem at komme hjem til familien på besøg,« siger Kirsten Hastrup.

»Derfor er der mange familier, der bliver knækket over på midten, og mange bygder i Nordgrønland er ved at blive affolket.«

Nordgrønland har storpolitisk betydning

I øjeblikket klarer thuleboerne sig ved at supplere deres fangst med pensioner og subsidier fra Selvstyret, som ifølge Kirsten Hastrup i stigende grad er opmærksom på medborgerne mod nord.

For det kan have stor betydning for Grønlands position i verdenssamfundet at have beboelser nord for Polarcirklen.

»Der er en stigende forståelse af, at byen Qaanaaq og bygderne i Thule er noget særligt. Det er det nordligste beboede område i Grønland, så det kan få en vigtig territorial betydning. Storpolitisk kan det komme Grønland til gavn, at der bor nogle deroppe,« siger Kirsten Hastrup.

I forbindelse med sin research til bogen Thule på tidens rand vendte Kirsten Hastrup ni år i træk tilbage til de nordgrønlandske bygder, hvor hun hver gang boede en måned ad gangen.

Hun talte med befolkningen, lyttede til deres historier, fik venner, tog med dem på fangst, sov i telt med dem og så videre.

Fotograf og ph.d. i biologi Carsten Egevang har taget bogens billeder. 

Bogen er også baseret på forskellige skriftlige kilder deriblandt beretninger om Thule skrevet af nogle af historiens store Grønlandsfarere såsom danske Knud Rasmussen og amerikanske Robert Peary. Det er den første danske bog i nyere tid, som portrætterer Thule og områdets befolkning. 

Fakta

I maj er Videnskab.dk i Grønland for at dække forskning i og om Arktis. Vi bringer derfor masser af Grønlands-artikler om alt fra sociale forhold, mineraludvinding, biodiversitet, uddannelse, arkæologi og forskning som industri.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud