I dag er vi ikke bange for at indrømme det, hvis vi både kan lide Dolly Parton og Slipnot. Gerneshopping kan dog give koncertarrangerører nye udfordringer, da publikum derfor ikke altid kender de spilleregler, der gælder for hardcore fans under en koncert. (Foto: Colourbox)

For blot få dage siden pakkede tusindvis af forventningsfulde teenagere, unge og ældre deres rygsæk, for at drage på den årlige tur mod Roskilde, hvor en uges fællesskab og løssluppen adfærd er den traditionelle opvarmning til fire dages musikmekka.

Var det for 40 år siden, at der skulle indhold i rygsækken, var det mere oplagt, hvad den skulle puttes i.

For Roskilde Festival var i sin spæde start hippiernes domæne, hvor peace, love and understanding var kendingsmelodi, så man kunne roligt medbringe den lilla ble og batiktrøjen.

I dag er det mere komplekst.

For hvor vi før i tiden hengav os til en bestemt subkultur og dyrkede den både i udseende, adfærd, politiske holdninger og musikalske præferencer, er vi i dag ikke længere så tilbøjelige til at nøjes med at indgå i en enkelt subkultur. Vi blander genrer som slik i biografens kiosk, når vi går på festival.

Lidt electronica, lidt indie, en portion hip hop og en enkelt heavy koncert, kan sagtens være det miks, som mange tager med sig hjem efter fire dage på teltturné.

Fra klassebestemt til kassebestemt

Det mener i hvert fald den britiske sociolog Simon Poole fra Bucks New University, der dagen før festivalen for alvor blev skudt i gang, talte ved Roskilde Festivalens seminar om crowd safety.

»De klassiske subkulturer praktiserede en meget hård inkludering eller ekskludering. Det var subkulturer, der i høj grad var klassebetinget, og der opstod en meget stærk identitetsfølelse af at være i opposition til andre grupper,« fortæller Simone Poole.

»I dag har vi i højere grad det, jeg vil kalde en fankultur, som har baggrund i den kommercielle industri,« mener han.

Det er knap så vigtigt med det sociale tilhørsforhold, og den visuelle og adfærdsmæssige identitet handler i lige så høj grad om at iscenesætte os selv og lege med forskellige identiteter. Det gør samtidig vores tilhørsforhold mindre visuelt genkendeligt og knap så kompromisløst.

Sværere at forstå de uskrevne regler

I dag har vi i højere grad det, jeg vil kalde en fankultur, som har baggrund i den kommercielle industri

- Simone Poole

At vi ikke længere føler os kaldet til at følge bestemte normer, bare fordi vi kan finde på at gå til rockkoncert den ene dag og opera den næste, har dog den konsekvens, at vi ikke på samme måde som tidligere, kan finde rundt i de ritualer og normer, som stadig findes hos de dedikerede fans.

»Det betyder, at flere og flere mennesker bliver udsat for en adfærd - uden at have den fulde forståelse. De, der er fuldtidsmedlemmer, kender selvfølgelig de uskrevne regler, men andre kan misforstå dem. Ved en koncert kan det fx være moshing - hvor publikum banker ind i hinanden for sjov. Det kan virke aggressivt og skræmmende, hvis man ikke forstår, at det er en form for hardcore-dans, og at de, der deltager, passer på hinanden,« siger Simon Poole.

Træning i social intelligens

For at undgå konflikter, der kan opstå, når genre-surfere bliver konfronteret med mere trofaste fans, kan organisatorer og crowd safety personale lære at spotte, hvornår en handling i mængden bliver begået af en fan, der har kontrol over situationen, eller en tilskuer, der er i problemer.

»Jeg mener, at emotionel intelligens er en evne som kan trænes. Det kan give professionelle i musikindustrien en bedre forståelse af fans sociale og følelsesmæssige adfærd og dermed indvirke på vores planlægning, så vi kan minimere farlige situationer,« siger Simon Poole.