Fup eller fakta? Nyhedsmedierne er bedst til at skelne
22 juni 2017

Debatten om fake news er overalt, og især de sociale medier har gjort det let at sprede nyheder – både reelle og falske – lynhurtigt med mulighed for at skabe stor ravage. Men vi stoler altså ikke særligt meget på det, vi læser på sociale medier.

Det viser Reuters Digital News Report 2017

Blot 15 procent af danskerne mener nemlig, at sociale medier gør 'et godt stykke arbejde med at hjælpe med at skelne fakta fra opspind'. Omvendt mener 42 procent, at nyhedsmedierne klarer samme opgave godt.

Faktisk er Danmark det land i den verdensomspændende rapport, der tror mindst på, at det, de læser på sociale medier, er sandt.

Det er Roskilde Universitet, der har stået for den danske del af undersøgelsen, og her tager de positivt imod resultatet.

»Troværdighed er helt afgørende for nyhedsmediernes samfundsrolle. Det er troværdigheden, der sikrer nyhedsmediernes mulighed for at udøve kritik af samfundets magtfulde aktører, og det er den samme troværdighed, der skal sikre nyhedsmedierne, at de tydeligt adskiller sig fra alle de andre informationstilbud, man kan finde på nettet,« siger professor (MSO) ved Roskilde Universitet Mark Blach-Ørsten.

Han er dog ikke udelukkende positiv:

»På den anden side bør det bekymre nyhedsmedierne, at over halvdelen af befolkningen oplever, at nyhedsmedierne ikke er gode nok til at sortere mellem fup og fakta,« siger han. 

Undersøgelserne er blevet lavet hvert år siden 2013, og siden den første udgave udkom, har der ikke været et eneste år, hvor andelen af danskere, der får deres nyheder på sociale medier, ikke er steget. Men i år er der for første gang et stop på denne kurve. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.