Funding-frygt efter Brexit: Britiske forskere fravælges i EU-projekter
Kilde: 
14 juli 2016

Der har været skrevet meget om de sociale, politiske og økonomiske konsekvenser af Storbritanniens 'ja' til at forlade Den Europæiske Union. 

Men også forskningsverdenen rammes. Brexit har medført en diskrimination mod britiske forskere, og landets eliteuniversiteter er under pres for at opgive samarbejdet med europæiske partnere. Det skriver theguardian.com

En fortrolig undersøgelse af Storbritanniens Russell Group universiteter - 24 eliteuniversiteter, heriblandt Oxford og Cambridge - viste ifølge The Guardian eksempler på, at britiske akademikere er blevet spurgt om at forlade EU-fundede forskningsprojekter eller træde tilbage fra lederroller, fordi de betragtes som en finansiel ulempe.

Nogle Russell Group universiteter afviste dog at medvirke i undersøgelsen, og det var ikke alle deltagende, som havde oplevet diskrimination mod deres forskere. 

Reaktionen mod britiske forskere skete omgående efter folkeafstemningen den 23. juni, hvor det mislykkede forsøg på en Brexit-plan for Storbritannien bidrog til seriøs tvivl omkring chancen for, at britiske organisationer fremover modtager EU-funding.

Læs også: Britisk professor: Gid, vi forskere havde gjort mere for at forhindre Brexit

I dag modtager britiske forskere en milliard pund - svarende til omkring 8,8 milliarder danske kroner i pundens nuværende kurs - fra EU i fundingprogrammer såsom Horizon 2020. Men tilgangen til europæiske midler skal genforhandles i kølvandet på Brexit, skriver theguardian.com

Tilfælde indberettet af Russell Group universiteterne indikerer, at fravalget af britiske forskere efter Brexit rammer bredt på tværs af natur-, ingeniør- og samfundsvidenskab. 

Usikkerheden omkring fremtidig europæisk funding til forskningsprojekter rammer også britisk forskning på andre måder, indikerer undersøgelsen ifølge theguardian.com. En række af de medvirkende universiteter berettede, at nogle af deres forskere var tøvende med at fortsætte med at byde ind på EU's funding på grund af den finansielle usikkerhed, mens andre ikke ønskede at være det 'svage led' i konsortier. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.