Forsknings-politik: Kun de stærkeste overlever
KRONIK: Kommercialiseringen truer den forskningsmæssige mangfoldighed. For når advokaterne sidder med ved bordet, går det kreative samarbejde i stå.

I denne kronik redegør cand.psyk. og ph.d. Birgitte Gorm Hansen for, hvordan hun ved at følge arbejdet i forskningscentre inden for nanoscience og syntetisk biologi har undersøgt de strategier, som forskningsledere har benyttet, når de skulle tilpasse sig de nye krav om samspil. Birgitte Gorm Hansen er ekstern lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS. (Foto: Colourbox)

 

I gangene på de danske universiteter kan man stadig høre efterklangen fra Helge Sander-æraens omdiskuterede motto: »Fra tanke til faktura«.

Dette mission-statement var startskuddet til en lavine af universitetsreformer, som har bragt store forandringer med sig. Især har den måde, som universiteterne styres og finansieres på været genstand for gennemgribende reformer.

Tendensen mod mere kommercialisering havde allerede været undervejs længe, men fik først rigtig fat op til årtusindeskiftet, hvor en ny regering satte sig for at skabe 'samspil' mellem universitet og samfund.

I min ph.d-afhandling har jeg undersøgt, hvordan udvalgte forskere har håndteret det øgede fokus på samspil, konkurrence og vidensøkonomi, som har været gennemgående for dansk forskningspolitik siden 2001.

Hvad har 'fra tanke til faktura' betydet?

Ved at følge arbejdet i forskningscentre inden for nanoscience og syntetisk biologi, undersøger jeg de strategier, som forskningsledere har benyttet, når de skulle tilpasse sig de nye krav om samspil. Der er tale om meget succesfulde forskningsprogrammer, som har vist sig særligt overlevelesdygtige i det forskningspolitiske klima, der har præget det sidste årti.

Jeg har spurgt: 

  • Hvilke strategier har disse forskningsledere benyttet for at kunne tilpasse sig i vidensøkonomien, og hvilke omkostninger er forbundet med at følge disse strategier?
     
  • Hvilke slags forskere har Danmark opdyrket ved at sætte kursen 'fra tanke til faktura'?

Forskningspolitiske klimaforandringer

Lad os starte med at opsummere nogle centrale begreber i dansk forskningspolitik gennem det sidste årti:

Samspil, konkurrence samt begrebet om the knowledge economy (eller som det ofte oversættes til dansk: videnssamfundet). 

Med udgangspunkt i centrale dokumenter fra regeringen og ministeriet samt et interview med en højtstående embedsmand i Styrelsen for Forskning og Innovation viser jeg, hvordan forskningspolitiske forandringer har været båret af en betragtning om, at universitetsforskere isolerede sig selv i et akademisk 'elfenbenstårn'.

Ideen med 'fra tanke til faktura' var, at universitetsforskerne skulle 'ud af studerekammeret' og 'ikke sidde og isolere sig'. I stedet skulle de lære at indgå i tæt samarbejde med erhvervslivet og ledes til at tænke over aktuelle samfundsmæssige problemer.

Gennem innovation har man fra politisk hold tænkt at fremtidssikre nationens konkurrenceevne på det globale marked. Under indflydelse af relativt spekulative begreber som knowledge economy og mode 2 knowledge production har forskningspolitikken fokuseret på at bygge bro mellem dem, der producerer viden og dem, der skal bruge den kommercielt.

Er universitetet uden for samfundet?

Denne samspilsdagsorden blev koblet med en øget satsning på viden i form af flere bevillinger til forskning og et øget fokus på konkurrence som en vej til at sikre kvaliteten i dansk forskning.

Denne linje fik - ikke overraskende - en blandet modtagelse på de danske universiteter. Debatten er stadig aktuel og lader til at samle sig omkring to frontlinjer:

Den ene side mener, at universitetet skal integreres med omverdenen for at sikre konkurrenceevnen.

Den anden mener, at universitetet skal beskyttes fra udefrakommende interesser for at sikre forskningsfriheden.

Denne debat finder sin internationale parallel i forskningen i universitetspolitik og visse grene af videnskabssociologien, og forskningen deler sig ofte i de samme to positioner. 

Begge fronter i denne debat baserer deres argumenter på tilstedeværelsen af en kløft mellem videnskaben og samfundet. Nogle vil bygge broer, andre vil rive dem ned. Alle lader imidlertid til at opfatte universitetet, som noget der i bund og grund befinder sig 'uden for' samfundet.

To forskellige tilgange anvendes

Alt dette viser sig naturligvis at være langt mere kompliceret, hvis man forlader de store ideologiske frontlinjer og studerer videnskab som en konkret praksis.

Fakta

Birgitte Gorm Hansen har skrevet ph.d. om forskningens tilpasning til vidensøkonomien. Hun deltog i Dagbladet Informations ph.d.-cup i 2012 med sin ph.d.-afhandling og blev en blandt otte vindere.

Deltagerne i ph.d.-cuppen blev bedømt på samfundsrelevansen af deres forskning og deres evne til at formidle den.

Inden for videnskabs- og teknologistudier findes der allerede en del etnografiske studier, som viser kompleksiteten i det videnskabelige arbejde. Forskning formår på underlig vis at sammentrække institutionsformer, normer og arbejdsgange, som normalt begrebssættes som tilhørende forskellige sektorer.

Jeg diskuterer med primært to positioner inden for videnskabs- og teknologistudier: En er konstruktivistisk og en er kritisk:

Den første position fremfører, at videnskaben altid har været en kompleks og heterogen blanding. Denne position ser således videnskaben som et ujævnt og komplekst netværk, der ikke kan kortlægges ud fra forudbestemte moralske, institutionelle eller politiske skel.

Den anden position - den kritiske - argumenterer for, at visse blandingsforhold underminerer videnskabens kontrolinstanser og den frie forskning. Kritiske studier af forskeres arbejdsliv viser, hvordan akademia bliver mere og mere 'corporate'. Dette ses som et resultat af en neoliberal drejning i de vestlige landes forskningspolitik og opfattes som et tegn på, at den akademiske verden er ved at blive overtaget af kommercielle interesser.

Regeringens fokus sætter samarbejdet i stå

Taler man med forskere inden for nanoscience og syntetisk biologi, stiller de sig dog undrende over for ideen om et isoleret universitet, der enten skal integreres eller beskyttes fra omverdenen. Det er svært at få øje på det berømte elfenbenstårn, når man er med disse forskere på arbejde:

Som forskningsleder ringer man ikke til Novozymes, men til sin gamle ph.d-studerende, som nu arbejder i Novozymes. Man forhandler ikke med venturekapitalister, men med venture-venner og kolleger, der allerede er en del af ens akademiske netværk. Politikere er ikke nogen, man kigger på i fjernsynet, men snarere nogen, man holder pressemøder og åbningsreceptioner med. 

Kløften mellem videnskab og samfund fremstår ikke som det store problem for disse forskere og gør det heller ikke, når de ser tilbage på deres forgængere. »Videnskaben har altid været kommerciel«, siger de.

Snarere end at skabe forbindelser hen over et gabende tomrum lader forskningsledelse til at handle om, hvordan man gør de myriader af forbindelser, der allerede findes, håndterbare og sikrer, at de fremmer forskningen snarere end at hæmme den.

En væsentlig hindring for denne kreative produktivitet på tværs af institutioner har paradoksalt nok været regeringens fokus på teknologioverførsel, patenter og formelle samarbejdsrelationer mellem universitet og erhvervsliv. Når advokaterne sidder med ved bordet, går det kreative samarbejde i stå.

Følg forskningslederne

For at yde retfærdighed til de komplekse relationer, som karakteriserer videnskabelig praksis, må vi altså forlade billedet af en kløft mellem samfundet og et universitet, der antages at befinde sig 'uden for'.

For at forstå, hvilke effekter de forskningspolitiske klimaforandringer har på den videnskabelige praksis, er det nødvendigt at lære at tænke i blandingsforhold snarere end i adskilte institutioner og sektorer. Nogle blandinger er giftige for videnskaben, andre er nærende.

For at finde ud af, hvad der er hvad, må videnskabsstudierne forlade store ideer og ideologiske dogmer og simpelthen følge forskningslederens navigation igennem vidensøkonomiens mudrede vande. Her følger to eksempler fra mit feltarbejde:

Nanoscience i mikroskopet

Professor i materialekemi Thomas Bjørnholm var leder af det prestigefyldte Nano-Science Center ved Københavns Universitet, som udmærker sig ved at tiltrække store bevillinger både fra det offentlige og det private. I dag er han prorektor for Københavns Universitet.

Jeg analyserede Bjørnholms kommunikationsstrategi, mens han ledede Nano-Science Centret, ved at sammenligne den med et elektronmikroskop og forklarer derigennem, hvordan han formåede at gøre nanoscience synlig. Analysen sammenligner altså strategier til at gøre naturen synlig igennem mikroskoper med strategier til at gøre videnskaben synlig i PowerPoints og pressemeddelelser.

Nanoscience præsenteres ofte i selskab med fascinerende billeder af naturen i nano-skala. High-resolution imaging bruges igen og igen, når Nano-Science Centret skal præsentere forskningsprojekter og resultater for offentligheden. Billederne lader til at have en dobbelt funktion. Ikke bare gør de nano-skalaen synlig, de gør også nanoscience synlig for dem, der skal bedømme dens relevans og nytteværdi.

Kigger man nærmere på processen bag elektronmikroskopi, viser det sig, at der går en del arbejde forud for at kunne tage et nano-skala-snapshot.

Nanoscience skal gennemgå grundig forarbejdning

For at en prøve overhovedet kan blive 'synlig' i et elektronmikroskop, skal den først igennem en grundig forarbejdning, så den passer til mikroskopets optik. Visse materialer er simpelthen ikke velegnede til mikroskopi, og de fleste skal igennem en række manipulationer, før de kan bruges.

På samme måde kunne Bjørnholm heller ikke præsentere nanoscience i sin rå form. Journalister, borgere, venturekapitalister og samarbejdspartnere kan ikke nødvendigvis læse brøker, og nogle af dem kan knap kende forskel på en elektronmikroskopi og et satellitfoto.

Afhandlingen undersøger, hvilke strategier, forskningsledere har benyttet for at tilpasse sig de nye krav om samspil.

Nanoscience skal med andre ord gennemgå en grundig forarbejdning for at fremstå som synlig, vigtig og værdig til støtte i forskningspolitiske øjne. Forskningsprogrammer tilpasses dermed den aktuelle forskningspolitiske optik ved at koble sig til aktuelle samfundsmæssige problemer og politiske mærkesager.

For eksempel øges sandsynligheden for at få lov til at bruge sin karriere på at forske i kalkkrystaller betragteligt, hvis man henter kalkprøverne op fra et dansk oliefelt i Nordsøen. Visse former for kalk er simpelthen ikke velegnede som forskningsobjekter, og forskningsprogrammer skal igennem en omfattende forarbejdning, inden de er klar til PowerPoint og pressemeddelelser.

Forarbejdning sikrer ressourcer

Det er imidlertid ikke omkostningsfrit at synliggøre nødvendigheden ved at investere millioner i dyre mikroskoper og langsigtet grundforskning, som vi endnu ikke kender resultaterne af. Under forarbejdningen slettes vigtige tekniske detaljer og tvivlsspørgsmål fra præsentationen af nanoscience.

Denne omkostning skal på ingen måde forstås som en forvanskning eller fordrejning af forskningen til fordel for populisme. Omkostningen er snarere et grundvilkår for overhovedet at få lov til at lave langsigtet grundforskning.

Uden modifikation af kalkprøven bliver der intet billede og derfor heller ingen viden om kalkkrystaller. Der er så at sige intet rent, uberørt videnskabeligt objekt bag billedet. Nanoskalaen er mørk som bunden af Nordsøen og bliver ikke synlig uden forarbejdning.

På samme måde var der ingen interessefri eller ren forskning bag Bjørnholms PowerPoints. Hans forarbejdning af nanoscience var netop det, der gav nanoscience realitet.

Bjørnholm malede med den brede pensel

Uden en tilpasning af forskningsprogrammet, så det fremstod som relevant under offentlighedens mikroskoper, kunne Bjørnholm ikke sikre sine kolleger de ressourcer, de skal bruge for at kunne skabe forskningsresultater, der kan publiceres internationalt.

Nanoscience klarer sig netop godt, fordi forskerne har tid til at diskutere meterlange brøker, tegne med kridt på tavlen og finde på indviklede teorier.

Som forskningsleder, sagde Bjørnholm, at han skulle kunne vise 'drømmen' og male med den brede pensel. Gjorde han ikke det, skulle hans medarbejdere bruge kræfterne på at binde slips og øve deres elevatorpitch i jagten på kortsigtede bevillinger fra det private erhvervsliv.

Plantebiologi, co-evolution og robuste forskere

Birger Lindberg Møller er professor i plantebiologi og leder forskningscenteret Pro-Active Plants ved Københavns Universitet. Han forsker i co-evolutionen mellem insekter og planter og er specialiseret i bioaktive stoffer, plantegifte og genmodificerede organismer (GMO). 

Jeg har benyttet mig af hans biologiske begrebsapparat i min analyse af de strategier, han selv har anvendt igennem karrieren som forskningsleder. Tilpasningsdygtige insekter sammenlignes med succesfulde forskningsprogrammer, og giftige planter sidestilles med 'farlige' finansieringsmuligheder.

Et eksempel: Den seksplettede køllesværmer (Zygaena Filipendulae) tilpasser sig sit habitat, så den kan leve af en særligt giftig plante (Lotus corniculatus). Insektet bliver simpelthen uspiseligt af at æde giftige planter og har derfor ingen naturlige fjender.

Det er jo en glimrende strategi, så længe den rette plante forefindes i insektets habitat, men har den væsentlige ulempe, at insektet er afhængigt af planten for at kunne overleve.

Gennem mutation har insektet imidlertid udviklet en særlig evne til at kunne producere en lignende gift uafhængigt af planten, så den selv kan producere de ressourcer og forsvarsstoffer, den skal bruge for at overleve.

Industripartnere medfører bevilling

På samme måde opdager Lindberg Møller, at man som forsker har større sandsynlighed for at få bevillinger, hvis man sørger for at have en industripartner.

Det forskningspolitiske klima er under forandring, og der er masser af ansøgningsmuligheder. Men desværre kræver en stor del af de nye bevillinger, at man indgår i et formelt industrisamarbejde for at kunne søge. Har man ikke det, der skal til for at leve af kommercielle interesser, er man således en 'truet dyreart' i den videnskabelige økologi.

Desværre forholder det sig sådan, at Lindberg Møllers forskning for 15 år siden var for ny og kontroversiel, til at industrien for alvor turde investere. Der var ingen industripartner at finde i det omgivende miljø, og hans forskningsprogram var truet.

Lindberg Møller fortæller, hvordan en hel generation af GMO-forskere bukkede under som følge af de nye politiske dagsordner, som kom i kølvandet på 'fra tanke til faktura'. Han siger, at nogle typer af industrisamarbejder simpelthen er 'giftige', og forskere bør kun gå efter bevillinger, der tillader dem at stå fast på deres akademiske interesser. Lader man sig trække rundt ved næsen af kortsigtede politiske eller industrielle interesser, mister man sin akademiske profil og kan ikke levere konkurrencedygtige resultater internationalt.

Møller opnåede den perfekte industripartner

De forskningspolitiske forandringer har været båret af en betragtning om, at universitetsforskere isolerede sig i et akademisk elfenbenstårn.

Gennem sin lange karriere udvikler Lindberg Møller sig til at blive mere robust ved at finde strategier til at koble sig på industrielle interesser, uden at disse får lov at diktere eller overtage hans forskningsprogram. Han bliver således ikke en passiv ressource for industrien, men får i stedet industrien til at arbejde for videnskabens interesser.

Blandt andet finder han en strategi, der tillader ham selv at producere det, han mangler, for at hans forskningsområde kan overleve: en industripartner. Lindberg Møllers åbner ganske enkelt sit eget biotech-firma sammen med et par kolleger, fordi der ikke er andre, der tør, og han har brug for en kommerciel partner for at kunne søge forskningsmidler. Derfor skaber han et firma, der har hans eget forskningsprogram som sit mission statement.

På den måde har han pludselig den perfekte industripartner og skaffer sig ad den vej adgang til de mange nye forskningsbevillinger, han ellers var afskåret fra at søge. Han skiller sig pragmatisk af med firmaet igen senere, da hans patenter bliver en forhindring for at søge offentlige forskningsmidler. For ham er det ikke pengene, men forskningen, der er det vigtigste. 

Han får således den samme modstandsdygtighed og uafhængighed af omgivelserne, som insektet opnår ved hele tiden at mutere og fintune sig i relation til sit omgivende miljø. Snarere end forskningen som 'foder' for industriens værdiskabelse, er der tale om en kompleks symbiose, hvor begge parter 'lever' af hinanden uden egentlig at have nogen fælles interesse. I dag er han en af de få danske forskere, der arbejder målrettet med GMO. »Alle de andre er døde,« siger han.

Videnskabelige økologier og det ministerielle elfenbenstårn

På baggrund af mine resultater konkluderer jeg, at faren ved dansk forskningspolitik ikke nødvendigvis ligger der, hvor debatten har bidt sig fast. Snarere end at lade sig korrumpere af kommercielle interesser, har de to forskningscentre formået at forfølge deres egne forskningsprogrammer, også når industrien ikke var med på ideen.

På den baggrund virker det som om, strategien med at finde nye veje mellem forskning og erhverv har haft nogle helt utilsigtede konsekvenser. For det første lader det til, at industrien i dette tilfælde bliver en ressource for videnskaben snarere end omvendt, som man ønskede det.

For det andet har de stærkeste overlevet ved at blive resistente over for politiske, samfundsmæssige og industrielle interesser, snarere end ved at blive mere fleksible og omstillingsparate. Dem der var omstillingsparate har ikke overlevet den akademiske konkurrence, siger forskerne.

Hvordan forvalter man de videnskabelige økologier?

Problemet bliver således, hverken at forbinde eller at adskille videnskab og verdenen 'udenfor'. Problemet bliver snarere, hvordan man sikkert forvalter videnskabelige økologier, hvor et væld af aktører sameksisterer i fintunede co-evolutionære processer.

Når videnskabssociologien og dansk forskningspolitik gør brug af et grovmotorisk analyseapparat, der tager udgangspunkter i institutioner, sektorer og hårdt optrukne fronter, mistes blikket for de vitale og subtile dynamikker, der får videnskabelige miljøer til at blomstre.

Snarere end at gå i panik over den tilsigtede udviskning af grænserne mellem universitetet og udefrakommende interesser, bør man nøje overveje de utilsigtede konsekvenser af samspils-dagsordnen. Her tænkes især på de kreative mutationer, som forskningsmiljøer gennemgår, når de tilpasser sig i vidensøkonomien.

Samspils-fokus truer den akademiske biodiversitet

Samspils-dagsordenen i dansk forskningspolitik kritiseres således for at være et temmelig uansvarligt eksperiment med et komplekst videnskabeligt 'økosystem'. Ved at introducere nye krav, skærpe konkurrencen og give prioritet til formaliserede kommercialiseringsinitiativer er en række forskningsmiljøer allerede uddøde, og flere er truede.

Den utilsigtede konsekvens lader her til at være, at et fåtal af yderst tilpasningsdygtige forskere overlever i disse miljøer ved at udvikle sig til robuste, store og succesfulde eksemplarer af deres art.

Denne nye type forskerkollektiver er i stand til at konsumere et bredt udvalg og en stor mængde af de tilgængelige forskningsmidler og kan potentielt true biodiversiteten i dansk universitetsforskning.

En konkurrencedygtig vidensproduktion beror på en bred variation af kreativt potentiale, og det er netop denne variation, som undermineres, når man kræver, at alle slags forskere skal tilpasse sig særlige typer af 'samspil'. 

Ministeriet skal lokkes ud af elfenbentårnet

På den baggrund konkluderer jeg, at det måske ikke er universitetet, men snarere ministeriet, der skal lokkes ud af elfenbenstårnet. Jeg foreslår at forskningspolitikken sætter sig bedre ind i den videnskabelige praksis og indgår i et mere velovervejet samspil med de videnskabelige miljøer, den eksperimenterer med.

På den måde får forskningspolitikken måske et bedre blik for de komplekse relationer, der karakteriserer en succesfuld videnskab.

Man kan håbe, at der således bliver bedre betingelser for den skrøbelige og kontrastfyldte økologi, der sikrer produktiviteten på universiteterne. Det anbefales, at yderligere eksperimenter med universitetssektoren sigter på at beskytte den akademiske biodiversitet.  

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker