Forskning: Lad en fremmed vælge dit profilbillede
14 april 2017

De fleste vil gerne fremstå som den bedste udgave af sig selv på profilbilledet - hvad enten det er på Facebook, Tinder eller LinkedIn.

Et nyt studie tyder på, at vejen hertil er at udelukke sin egen dømmekraft og i stedet lade en fremmed vælge ens billede. Det skriver biomedcentral.com.

Det hele handler om førstehåndsindtrykket. Mennesker danner i løbet af et splitsekund af det første møde med andre en række forestillinger om hinanden - også når første møde er via et profilbillede.

»Det tyder på, at folk træffer dårlige valg, når de skal vælge et flatterende billede af sig selv som profilbillede, hvilket har en effekt på andre menneskers opfattelse af dem. Denne effekt kan nemt påvirke indholdet i den online-interaktion, de indtryk folk får, og de beslutninger, de træffer på baggrund af dem, herunder om de skal ansætte, date, blive venner med eller endda stemme på en person,« siger professor og hovedforfatter på studiet David White ifølge en pressemeddelelse på EurekAlert.

Sammen med en gruppe forskere fra University of New South Wales, Australien, bad han 102 studerende vælge 2 ud af 12 billeder af deres egne ansigter, som de ville være mest villige til at bruge som profilbillede i 3 forskellige sammenhænge, nemlig:

  1. Sociale netværk
  2. Datingsider
  3. Arbejdsrelaterede netværk

Deltagerne blev herefter bedt om at gøre det samme med 12 billeder af tilfældigt udvalgte fremmede, der også havde deltaget i studiet. 

Resultatet viste, at deltagerne havde en tydelig sans for at vælge billeder, der fremhævede gode kvaliteter, der var forenelige med den kontekst, billedet skulle bruges i (et billede, der fungerer på en datingside er ikke nødvendigvis det bedste til jobsøgning eksempelvis).

Efterfølgende præsenterede forskerne de valgte billeder for fremmede, der var rekrutteret over internettet, og bad dem bedømme dem ud fra faktorer som attraktivitet, tillidsvækkelse, dominans, selvsikkerhed og kompetance.

Billederne, som deltagerne havde valgt af sig selv, viste sig da at give et mindre gunstigt indtryk end dem, der var valgt af fremmede, og det resultat er helt omvendt af tidligere forskning, der ellers har vist, at vi hver især skulle være bedst til at portrættere os selv mest favorabelt.

Studiet er udgivet i Cognitive Research: Principles and Implications.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.