Hvis vi skal holde den menneskeskabte globale opvarmning nede på et minimum, skal der ske radikale ændringer verden over i løbet af de kommende årtier. Hvordan ser en trin-for-trin plan ud?
\ Historien kort
- En forskergruppe har lavet en plan, der beskriver, hvordan verden kan holde den menneskeskabte globale opvarmning nede på et minimum.
- Fremtidsplanen er at opnå nul-emission, når vi når frem til år 2050, så der skal dramatiske ændringer til.
- To klimaforskere giver et bud på, hvor realistisk planen er.
En forskergruppe har forsøgt at lave det første udkast til en sådan plan. Resultatet er overvældende.
»Det virker måske voldsomt, men planen er egentlig bare sammensat af, hvad klimavidenskaben har fortalt os, og hvad politikerne har vedtaget gennem Paris-aftalen,« fortæller Bjørn Samset til Videnskab.dk’s norske søstersite Forskning.no.
Bjørn Samset er forskningsleder ved CICERO – Center for Klimaforskning ved Universitetet i Oslo og var ikke involveret i det nye studie.
Fremtidsplanen er at opnå nul-emission, når vi når frem til år 2050, og forskergruppen har udarbejdet et regnestykke, der går op, hvis hele verden foretager visse dramatiske ændringer.
Forskerne kan selvfølgelig ikke vide, hvad der vil ske rundt omkring i verden i løbet af de næste årtier, så der er en hel del detaljer, de springer over, men de forsøger at levere et billede af, hvad der skal til.
Forskning.no har talt med to klimaforskere om deres syn på planen – men først: Selve planen.
‘Carbon-loven’
Forskerne har navngivet planen ‘carbon-loven’. Det er ikke en lovgivning, der skal vedtages af regeringer, men det er et princip, som kan sammenlignes med Moores Lov.
Moores lov blev første gang nævnt i 1965, da ingeniøren Gordon Moore skrev en artikel i tidskriftet Electronics.
Han viste beregninger frem, som forudså en fremtid med hjemme-PC’er, mobiltelefoner og automatiske kontrolsystemer til biler ene og alene baseret på det faktum, at antallet af transistorer på en chip ville fordobles hvert år i løbet af de næste ti år. Ti år senere ændrede han fordoblingstiden i loven til to år.
\ Paris-aftalen – COP21
Paris-aftalen, COP21, blev indgået i december 2015 og trådte i kraft 4. november 2016.
Traktaten forpligter landene til at begrænse deres CO2-emissioner og dermed den globale temperaturstigning til mindre end 2 grader, og helst på 1,5 grad i forhold til før-industrielt niveau.
IPCC vil producere en særlig rapport i 2018 om de konkrete konsekvenser af den globale opvarmning på over 1,5 grader Celsius.
Du kan læse den fulde aftale her.
Årets klimatopmøde, COP22, finder sted fra 7.-18. november 2017 i Marrakech, Marokko.
Den carbonlov, som forskerne lancerer, siger, at emissionerne som følge af ny teknologi, nationale foranstaltninger og mange andre ting bliver halveret for hvert årti.
Hvis det sker, er der 50 procent sandsynlighed for, at verden ikke bliver mere end 1,5 grader varmere inden år 2100.
Men hvordan skal det lade sig gøre?
\ Læs mere
2017-2020
Den reduktion, som der er behov for, er så omfattende og stor, at indsatsen skal påbegyndes med det samme, forklarer artiklen, der er publiceret i tidsskriftet Science.
For det første skal de globale emissioner fra fossile brændstoffer begynde at falde omkring år 2020, og det skal gøres meget dyrere at udlede CO2.
I dag har vi en CO2-kvoteordning, som efter manges mening ikke fungerer.
Der er simpelthen for billigt at udsende CO2, mener forskerne.
De foreslår, at en minimumspris på CO2 bliver indført, der begynder ved 50 dollars per ton, der udledes, og at prisen stiger i løbet af de kommende årtier.
Alle større byer og virksomheder skal have udarbejdet en plan for, hvordan de vil reducere deres emissioner. Det samme gælder for den globale fødevareindustri.
Afskaf subsidier
En hel del lande har subsidier, der støtter oliebranchen, som ifølge forskerne skal fjernes. Eksempelvis holder Saudi-Arabien benzinpriserne ekstremt lave, og regeringen betaler regningen.
Nu koster en liter benzin omkring to kroner ifølge Global petrol prices.
Forskere anslår, at værdien af tilskudene er 500-600 milliarder dollars på verdensplan.
I Norge har der været debat om, hvorvidt landet rent faktisk har oliesubsidier, fordi olieindustrien drager nytte af gunstige skatteregler. Du kan læse mere om den debat i Dagsavisen.
Forskerne kommer også med et radikalt forslag om at ændre FN’s Klimakonvention (UNFCCC), så den bliver en slags overnationalt forum, hvor fremtidsplanerne kan udformes og udvikles.
Klik på den frit tilgængelige Science-artikel for at læse alle forslagene.
2020-2030
Ifølge forskerne bliver 2020-2030 den vanskeligste periode.
Hvis carbon-loven skal følges, skal emissionerne halveres i forhold til 2010-2020. Grundlaget for nul-emission bliver lagt i dette tidsrum.
Når vi når frem slutningen af 2020’erne skal kul være faset ud verden over. Det er kun 13 år ude i fremtiden, og kul er en af de vigtigste elektricitetskilder i verden i dag. Ifølge Wikipedia kommer 70 procent af strømmen i USA fra kul.
Forskerne mener, at kul skal erstattes med vedvarende energi.
Kina er verdens største forbruger af kul, og både forbrug og emissioner steg dramatisk frem til 2014.
Men det er nu ved at ændre sig. I 2015 faldt kulforbruget med næsten fire procent i det enorme land.
Nye benzinbiler og trailere skal udfases i næsten hele verden i løbet af dette årti og følge foregangslande som Norge, Tyskland og Holland, skriver forskerne.
Nogle få byer vil have formået at skille sig helt af med fossile brændstoffer, eksempelvis Hamborg og København, og flere kinesiske byer kan være på vej mod målet.
Tog bør erstatte fly på korte afstande, og alternative brændstoffer skal anvendes i meget større omfang.
Det skal pumpes ti gange så mange penge i forskningsfonde, der arbejder med nye klimateknologier, men forskerne siger ikke så meget om, hvor pengene skal komme fra.
Det er nødvendigt for at gøre kulstofopsamlingen billigere, end den er i dag, og for at udvikle nye teknologier.
I det hele taget skal forskellige typer af kulstofopsamling med i regnestykket, ellers skal reduktionen være endnu større andre steder.
2030-2040
Efter 2030 skal alle nye bygninger være carbon-neutrale eller optage CO2. Cement – én af verdens største emissionssyndere – skal gøres emissionsfri, ellers må industrien ty til andre materialer som eksempelvis træ, sten eller endda kulfiber.
Olie er på vej ud af det globale billede. Når vi når frem til 2040, har enkelte lande formået at elektrificere hele samfundet og blive næsten emissionsfrie.
\ Læs mere
Igen trækkes Norge frem som foregangsland sammen med Danmark og Sverige.
Men så langt ude i fremtiden begynder forskerne at blive mindre konkrete.
De siger, at landene skal tage ved lære af det, som de har gjort rigtigt og forkert i de tidligere år, og at nye finans- og skattesystemer vil skaffe penge til omdannelsen af samfundet.
Mellem 2040 og 2050 bliver næsten alle europæiske lande nul-emissions-lande, og resten af verden er godt på vej mod slutningen af 2040’erne.
Sådan bliver verden næsten emissionsfri på cirka 32 år. Enkelt!
Er det helt så enkelt?
»Det er en konkretisering af klimamål, som vi ikke har set før Paris-aftalen,« udtaler Bjørn Samset til Forskning.no.
Flere er begyndt at udarbejde langtidsplaner, og planen publiceret i Science er bare ét eksempel. Der er mange måder og veje at skære ned på CO2-emissionerne, og det er helt sikkert, at der skal skæres voldsomt ned, hvis målene skal nås.
»En af planens svagheder er, at den indtager en oppefra og ned-holdning til klimaproblemerne,« udtaler Bjørn Samset.
Flere steder i artiklen fremfører forskerne, at verden skal opnå enighed om forskellige strategier. For eksempel en verdenomspændende plan for at skabe bæredygtig fødevareproduktion eller globale finansmekanismer.
Problemet med planen er, at vi ikke har en institution, som kan varetage sådanne beslutninger på vegne af mange lande.
»De tænker nok, at FN kan varetage denne rolle, men det har vi jo prøvet i mange år, og det fungerer ikke særligt godt. Jeg tror ikke, at det er særligt realistisk, at de påtager sig en watchdog-rolle,« mener Bjørn Samset.
Bjørn Samset fremhæver, at én af fordelene ved Paris-aftalen er, at de enkelte lande kan levere deres egne målsætinger for, hvor meget de magter.
»På den måde har landene mere kontrol over, hvad de hver især magter,« udtaler Bjørn Samsat.
Er planen realistisk?
Det globale samarbejde om klimapolitiske spørgsmål er ikke blevet lettere, siden Donald Trump blev USA’s præsident.
Han har allerede udtalt, at han agter at skrotte Clean Power Plan, som havde til formål at gøre USA’s energiproduktion mere klimavenlig. Og det er bare ét eksempel.
Præcis hvor realistisk planen er, ønsker Bjørn Samset ikke at sige så meget om.
»Jeg er fysiker, og jeg kan ikke se de politiske udfordringers fulde bredde. Det vil selvfølgelig blive rigtig svært, men det er ikke umuligt. Det er let nok at udskifte benzinbiler med elbiler, men hér taler vi om en ændring af hele verdens energiforbrug,« udtaler Bjørn Samset.
Per Espen Stoknes er forfatter, bedriftsleder og førstelektor ved Bedriftsøkonomisk institutt (BI). Han arbejder blandt andet med klimastrategier. Per Espen Stoknes mener også, det er teoretisk muligt.
»Planen viser, hvordan målet på 1,5 grader i forhold til før-industrielt niveau kan nås, og den beskriver en ønskværdig fremtid.«
Per Espen Stoknes er bevidst om, at planen er en ønskedrøm blandt mennesker, der arbejder med disse spørgsmål, og at det er en stor opgave at overføre ideerne til beslutningstagerne.
Hvad med Norge?
Norge bliver trukket frem som foregangsland i artiklen, men hvad skal egentlig til, for at landet bliver, som forskerne beskriver i artiklen?
Regeringen fremlagde nye vurderinger for, hvor meget CO2 Norge kommer til at udlede i fremtiden. I 2020 vil Norge ifølge de estimater, som regeringen fremlagde den 29. marts, udlede 51,8 millioner tons CO2-ækvivalenter.
Hvis den teoretiske plan frem til 2050 var en egentlig forpligtelse, og Norge skal fremstå som et foregangsland i 2040, betyder det, at nordmændene ville være nødt til yderligere at reducere emissionerne med mere end 2,5 million tons om året mellem 2020 og 2040 for at ende på nul.
PÅ nuværende tidspunkt er Norge på vej til at udlede omkring 3,5 millioner tons mindre i alt i perioden mellem 2020 og 2030, hvis Norges klimamål fortsætter uændret, i henhold til de nye emissionsprognoser.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.