Forskere: Vi er ikke klar til besøg af intelligent liv
Ny dansk dokumentarfilm simulerer, hvad der vil ske, hvis Jorden fik besøg af intelligent liv fra rummet. Men er vi overhovedet klar til besøg af en alien? Det diskuterer to danske forskere.

Vi søger efter liv i rummet og forsøger at gøre opmærksomme på os selv, men hvis der en dag skulle kontakt, hvad gør vi så? (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-250870294/stock-photo-radio-telescope-vi... target="_blank">Shutterstock</a>)

Besøg fra det ydre rum er et scenarium, der er blevet behandlet i mange sci-fi film, men hvis det en dag skulle ske, er vi ikke helt klar.

Det vurderer to danske forskere efter at have set den nye dokumentar 'The Visit', der i et tankeeksperiment simulerer det første møde mellem os mennesker og intelligent liv.

I filmen får embedsmænd fra FN, rumforskere og politikere lov til at stille et rumvæsen alle de spørgsmål, de kan komme på og samtidig fundere over, hvad de egentlig ville stille op, hvis det en dag skete i virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Liv i rummet: Hvad skal der til for at få kontakt?

»Fagfolk, politikere og militærfolk er i filmen enige om, at man ikke rigtig har en plan for, hvad der præcis skal ske. Hvem skal eksempelvis være talsmand for Jorden? Det er ret interessant, for vi har projekter, hvor vi forsøger at finde liv i rummet og gøre opmærksom på os selv, men måske tror vi ikke rigtig på det, siden vi ikke er forberedte,« siger Ebbe Norskov Bak, der er ph.d.-studerende i astrobiologi ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Kristian Pedersen, der er direktør for DTU Space, mener også, at vi ikke rigtig gør det store for at være forberedte, fordi vi ikke kan tage tanken om intelligent liv i rummet seriøst.

»De fleste betragter intelligent liv i rummet som noget i spøg og skæmt-afdelingen. Det er svært for mange at tage det seriøst, for der er meget snak om ufoer, Sci-Fi og lignende uden meget faglig substans. Derfor har man ikke brugt meget krudt på en egentlig plan,« siger Kristian Pedersen.

Klar eller ej?

Den manglende plan for, hvad verden skal stille op med besøg af intelligent liv, står i stor kontrast til vores store nysgerrighed på rummet. Så sent som i juli måned donerede den russiske rigmand Jurij Milner 100 millioner dollars til søgen efter radiosignaler fra ukendte civilisationer – såkaldt SETI-forskning (Search for Extra-Terrestrial Intelligence).

Derudover har vi roveren Curiosity rullende rundt på Mars, hvor den blandt andet leder efter tegn på mikrobielt liv – levende såvel som dødt.

Ved siden af dette har forskere med Kepler-rumteleskopet opdaget planeter, der ligner vores egen Jord og som har nogle af betingelserne for liv – eksempelvis at de ligger i en afstand fra deres stjerne, så de kan have flydende vand på sig.

Kristian Pedersen fortæller, at der de næste 10 – 15 år vil ske store ting på netop dette område i takt med, at det nye James Webb-rumteleskop bliver færdigt. Med det vil man være i stand til at kunne filtrere lyset fra planeter og undersøge, om der eksempelvis er ilt i atmosfæren.

Vi gør altså en stor indsats for at gøre os selv bemærket derude, men er vi reelt set klar til besøg?

Fakta

NASA har via Kepler-teleskopet fundet en god håndfuld planeter, som minder om Jorden. Den seneste er Kepler-452b, som forskerne kalder for Jorden 2.0. Den ligger omkring 1.400 lysår fra Jorden og bruger 385 dage på at komme rundt om sin stjerne.

Når det nye James Webb-teleskop er færdigt, er det muligt, at forskerne kan finde endnu flere jordlignende planter, der muligvis kan have liv på sig.
Kilde: BBC.com

»Filmen bevidner tydeligt, at vi ikke er klar. Hvordan hulen håndterer man sådan en situation? Den britiske regeringen i dokumentaren ved det ikke, og en regerings værste mareridt er, hvis befolkningen går i panik,« siger Kristian Pedersen.

Det vil være en komplet ny situation verden står overfor, hvis et rumskib pludselig landede, men derfor kan vi godt være klar på nogle punkter, vurderer Ebbe Norskov Bak.

»Uanset hvad vil de være os teknologisk overlegne, og på den front er vi ikke klar, men hvis de ikke har dystre hensigter, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle være klar. Vi er i hvert fald klar til at stille nogle relevante spørgsmål,« fortæller Ebbe Norskov Bak og henviser til, at forskerne i dokumentaren først og fremmest vil vide, hvorfor de er her, hvor de kommer fra, og hvad de egentlig er for nogen.

Er de derude?

Men skal vi overhovedet bekymre os om liv i rummet? Måske er vi bare et tilfælde af et tilfælde af et tilfælde?

»Hvis man begynder at regne på, hvor mange stjerner der er, og hvor mange af disse der kan have planeter i den beboelige zone, og hvor meget liv der kan udvikle sig til intelligent liv og oveni købet ser pessimistisk på tallene, så er sandsynligheden for intelligent liv ret høj. Statistisk set burde det være derude, vi har bare ikke set det endnu,« siger Ebbe Norskov Bak.

Kristian Pedersen er enig.

»Chancen for, at der er andet intelligent liv i rummet end os, er pænt store. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke var liv derude,« siger Kristian Pedersen.

Intelligent liv i rummet kan besvare store spørgsmål

I dokumentaren lander rumskibet i England, og forskere tager derefter spyt- og hudprøver af rumvæsnet. For nok med, at rumvæsnet i sig selv er et bevis på, at vi ikke er alene i kosmos, kan biokemiske prøver muligvis give os svar på nogle af de store spørgsmål om os selv.

»Det kan fortælle os noget om vores plads i universet og vores historie – vi ved eksempelvis ikke, hvordan livet på Jorden er opstået,« siger Ebbe Norskov Bak.

Kristian Pedersen fortæller, at deres ankomst også kan afsløre ny viden om, hvor unikt livet på Jorden er.

»Hvis deres liv ikke er baseret på DNA, vil det være en klar indikation af, at liv ikke er unikt og ikke kræver bestemte betingelser, men er noget, der kan opstå under forskellige omstændigheder. Desuden må de have fundamental mere viden om universet og fysikkens love, hvis de har været i stand til at rejse mange lysår for at nå til Jorden,« siger Kristian Pedersen.