Sundhedsforsikringer reducerer muligvis ventelister på offentlige hospitaler.
Men det er umuligt at sige med sikkerhed, for der er for mange faktorer, der spiller ind på, om ventelisterne er fyldte eller ej.
Det konkluderer en gruppe forskere fra Syddansk Universitet.
Man de kan fastslå, at privatforsikrede benytter de offentlige sygehuse mindre end ikke-forsikrede.
Ifølge forskernes udregninger sparer offentlige sygehuse 385 kroner om året pr person med en sundhedsforsikring. Med godt én million forsikrede danskere, giver det en årlig besparelse på 385 millioner kroner.
»Borgere med privat sundhedsforsikring bruger i gennemsnit det offentlige sygehusvæsen mindre end borgere uden forsikring. Når dette forbrug ikke finder sted, frigøres ressourcer i det offentlige sygehusvæsen, som så potentielt kommer de borgere til gode, der venter på udredning eller behandling,« siger Rikke Søgaard, der er adjunkt ved Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering (CAST) på Syddansk Universitet og en af forskerne bag de nye resultater.
Forskningsprojektet er finansieret af og bygger på et kommissorium fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter Rigsrevisionen i 2009 kritiserede, at der manglede dokumentation for, at sundhedsforsikringer reducerer ventelisterne.
Skattefradraget på sundhedsforsikringer hviler nemlig på den præmis, at sundhedsforsikringer gavner os alle, da antagelsen er, at det reducerer presset på det offentlige, når forsikrede bliver behandlet i det private.
Rapporten fastslår ikke en direkte sammenhæng mellem reducerede ventelister og sundhedsforsikringer.
»Vi kan ikke direkte se, om der er en sammenhæng mellem sundhedsforsikringer og reducerede ventelister. Der er for mange faktorer, der spiller ind. Men vi kan se en indirekte sammenhæng, hvor vi må formode, at besparelsen på 385 kroner pr. sundhedsforsikrede frigiver kapacitet i det offentlige sundhedsvæsen,« siger Rikke Søgaard.
Da det ikke har været muligt at måle direkte om sundhedsforsikringer reducerer ventelister, har forskerne været tvunget til at tænke kreativt for at løse opgaven.
Skattefradraget på arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer blev indført i 2002 af den første Anders Fogh Rasmussen-regering. De private sundhedsforsikringer var blandt de tiltag, der skabte et økonomisk fundament for privathospitaler.
Det er derfor, de har beregnet, hvor meget mindre de privat-forsikrede belaster sundhedsvæsenet økonomisk i forhold til ikke-forsikrede.
Derfor bruger forskerne ikke tallet 385 kroner til at beregne selve besparelsen i det offentlige, men i stedet som en indikation af, at det offentlige behandler færre patienter med sygesikring.
Generelt har forskerne ikke haft fokus på samfundsøkonomien i sundhedsforsikringerne.
Men ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet går statskassen årligt glip af 700 millioner på grund af fradraget til private sundhedsforsikringer.
Derfor kan forskerne heller ikke sige noget om, hvorvidt de private sygeforsikringer i sidste ende udhuler det offentlige sygehusvæsen, som kritikere frygter.
Men hvis man udelukkende ser på de økonomiske omkostninger i form af tabt skatteindtægt og de reducerede udgifter i det offentlige sundhedsvæsen, så er der minus 315 millioner kroner på bundlinjen årligt.
Dermed kan sundhedsforsikringerne i sidste ende fjerne penge fra det offentlige sundhedsvæsen. Men det har ikke været en del af forskernes kommissorium at beregne det.
Til gengæld har forskerne kortlagt, hvem der typisk har en privat sundhedsforsikring.
Således er de sundhedsforsikrede marginalt yngre og i højere grad mænd, gifte, etnisk danske, bosiddende på Sjælland, uddannede, fuldtidsarbejdende, ansat i aktieselskaber og med tydeligt overrepræsentation i visse brancher.
De har en væsentligt højere gennemsnitlig årsløn end ikke-sundhedsforsikrede, ligesom de har færre kontakter til f.eks. egen læge og praktiserende speciallæger og køber mindre receptpligtig medicin.
»Allerede inden de sundhedsforsikrede får adgang til forsikring, vil man derfor forvente, at de udviser et lavere forbrug af sygehusydelser, som ikke skyldes deres forsikringsstatus men i stedet, at de har en anden profil end de ikke-sundhedsforsikrede. Vores analytiske udfordring har derfor været at kontrollere for disse forskelle, så resultatet reelt repræsenterer effekten af at have sundhedsforsikring – og ikke effekten af bestemte personkarakteristika,« siger Rikke Søgaard.
Analysen baserer sig på alle danskere mellem 18 og 65 år, der i 2007 var i lønnet arbejde mindst 27 timer per uge. Disse er så fulgt i forskellige registre, blandt andet landspatientregistret, lægemiddelregistret, sygesikringen, integreret dansk arbejdsmarkedsregister, register for personer udenfor ordinær beskæftigelse og dødsårsagsregistret.
