Annonceinfo

Forskere: Hospitaler og psykiatri behandler patienter for overfladisk

I årevis er psykiatrien og offentlige hospitaler blevet styret efter principper fra det private erhvervsliv. Det har skabt problemer, viser forskning. Fokus ligger for meget på at få patienterne hurtigt gennem systemet.

Nogle mennesker bliver ramt af voldsomme depressioner, skizofreni, psykoser eller andre psykiske lidelser, som gør, at de tilbringer kortere eller længere tid på psykiatriske hospitaler eller bosteder. Dansk ph.d. undersøger, hvad der præger de daglige arbejdsgange i psykiatrien. (Foto: Colourbox)

Man skulle tro, det var en god ting, at den offentlige sektor er blevet mere effektiv. Patienter optager ikke hospitalssenge i evigheder, og psykisk syge bliver tilsyneladende hurtigere i stand til at klare sig selv derhjemme.

Men forskning viser, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at styre den offentlige sektor efter markedsmekanismer, hvor man skal have så mange gennem systemet så hurtigt og billigt som muligt. For eksempel kan det give problemer på hospitaler og i psykiatrien: 

»Alt for meget styres centralt. Der er krav om hurtige indlæggelsesforløb og effektiv styring.«

»Hvis man er en patient, som ikke kører hurtigt ind i møllen, og som ikke kan leve op til at blive hurtigt rask, risikerer man at blive en problempatient og at blive behandlet derefter,« siger postdoc Mari Holen fra Roskilde Universitets Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning.

Nogle patienter passer ikke ind

I sin ph.d lavede Mari Holen etnografiske undersøgelser, hvor hun fandt ud af, at der er forskel på, hvordan patienter bliver behandlet, afhængigt af hvor gode de er til at tilpasse sig hverdagen på et hospital.

Forskelsbehandlingen sker blandt andet, fordi de ansatte kæmper for at få så mange gennem systemet som muligt. 

Patienterne er enten:

  • Favoritpatienter, som glider ind i hospitalsrutinerne, stiller de rigtige spørgsmål, bliver hurtigt udskrevet og dermed hjælper personalet med at opfylde ledelsens krav om effektivitet.
     
  • Vanskelige patienter der ikke passer ind i hospitalsrutinerne, er krævende, ikke forstår omgangstonen og vil gøre tingene på deres egne måder.
På middelklassens præmisser

Ofte er det folk med en anden etnisk baggrund, uden uddannelse eller med andre sociale problemer, der bliver opfattet som vanskelige patienter, fandt Mari Holen ud af.

»Den hvide middelklasses normer gælder. De professionelle (ansatte på sygehuset; red.) gør det så godt som muligt, men de er enormt pressede og kommer ind i en effektivitetslogik, hvor det handler om at få patienterne hurtigt gennem systemet.«

»Det går ud over dem, som ikke passer ind, og det er problematisk, for alle patienter bør behandles lige. Det er en problemstilling rigtig mange steder, fordi der er forventninger til, at personalet skal leve op til nogle produktionskrav,« siger Mari Holen.

(Læs: Forebyggende sundhedstjek virker ikke)

Systemets krav giver faglige dilemmaer

Også i psykiatrien kæmper de ansatte så hårdt for at opfylde ledelsens krav om at skabe resultater og være effektive, at det ind imellem går ud over fagligheden, viser en endnu ikke publiceret etnografisk undersøgelse fra Copenhagen Business School (CBS), Institut for Organisation.

Psykiatrien bliver på en måde opfattet som en slags produktionsmaskine, hvor der er kunder, som skal have den service, de har betalt for, forklarer ph.d.-stipendat Anne Petersen, som har lavet undersøgelsen. Både på bosteder og psykiatriske hospitaler skal personalet for eksempel levere og dokumentere resultater. 

»Personalet arbejder ud fra det, jeg betegner som hverdagslogikker. Der er en række forskellige logikker på spil, blandt andet én hvor man opfatter offentlige organisationer (f.eks. psykiatrien, red.) som om, de skal servicere kunder.«

»På det bosted, jeg har observeret, definerer ledelsen kunden som systemet, det kan være kommunen eller Sundhedsstyrelsen, fordi det er dem, der bestiller ydelserne. Det former personalets tilgang til arbejdet,« siger Anne Petersen.

Et overgreb på de psykisk syge

Systemet kræver, at plejepersonale, psykiatere, psykologer og andre ansatte arbejder på måder, som ofte ikke stemmer overens med den faglighed, de har i kraft af deres uddannelser og erfaringer.

Medarbejderne skal fokusere på særlige områder, som systemet har defineret og hele tiden dokumentere, at de gør det, forklarer Anne Petersen, som i forbindelse med sin ph.d. har lavet interviews og observationer på et psykiatrisk bosted og et psykiatrisk hospital. 

»Ansatte føler nogle gange, at de nærmest begår overgreb på de brugere, som ikke er motiverede for at deltage i de indsatsområder, systemet har defineret.«

Fakta

Professor Jacob Torfing er leder på RUC's forskningscenter CLIPS.

Centrets forskere beskæftiger sig med samarbejdsdreven innovation.

Samarbejdsdreven innovation vil sige, at man implementerer viden og ideer, der kommer frem, når borgere, professionelle, offentlige ledere, politikere, konsulenter, interesseorganisationer og private virksomheder lærer af hinanden og interagerer.

I fire år (2009-2013) skal CLIPS afdække drivkræfter og barrierer for samarbejdsdrevet innovation og udvikle nye metoder til at organisere og lede. Målet er at fremme innovation i den offentlige sektor.

Centret er finansieret af Det Strategiske Forskningråd.

(Kilde: http://www.ruc.dk/clips)

»Brugerne (de psykisk syge, red.) bliver sat på sidelinjen, når man ikke lytter til deres behov, og det skaber konflikter. Både mellem brugere og medarbejdere og mellem medarbejdere og ledelsen,« siger Anne Petersen.

(Læs: Psykiatriske patienter skal inddrages mere i deres egen behandling)

Rengøring kan være imod borgernes vilje 

Værelserne på et psykiatrisk bosted skal for eksempel være meget rene, kræver systemet, som endda sætter detaljerede standarder for, hvordan personalet skal rengøre beboernes rum.

Samtidig arbejder personalet ud fra en faglig tilgang, som går ud på at lytte til de psykisk syge beboere, inddrage dem i deres egne behandlingsforløb og behandle dem som ligeværdige.

»De opfatter det som illegitimt at gøre rent på værelserne mod beboernes vilje. Medarbejderne mener ikke, at man kan sætte standarder for private hjem, men det er der krav om, at de skal,« siger Anne Petersen.

New Public Management skulle skabe vækst

Det er ikke kun på danske sygehuse og psykiatriske bosteder, at ledelsesstilen er på afveje, mener en række danske forskere.

Generelt er der noget galt i den offentlige sektor, siger blandt andre professor Jacob Torfing fra RUC's Institut for Samfund og Globalisering. Han er faglig leder af forskningscentret CLIPS (Collaborative Innovation in the Public Sector), som skal skabe ny viden om fremtidens offentlige ledelse og styrelse.

I løbet af de seneste tre årtier er danske skoler, ældreplejen, hospitaler, psykiatriske bosteder, jobcentre og andre offentlige institutioner i stigende grad blevet styret efter principper hentet fra private virksomheder. For siden 1970'erne har det offentlige skullet fungere på markedslignende vilkår, forklarer Jacob Torfing.

Det skyldes, at vi i Danmark har adopteret britiske idéer om, at de mekanismer, der bruges til at skabe vækst i erhvervslivet, også kan bruges til at skabe effektivitet i det offentlige. Tankegangen kaldes New Public Management (NPM).

»En vigtig del af NPM har været at markedsgøre den offentlige sektor. Man ser på borgerne som kunder, der kan shoppe rundt mellem forskellige tilbud, og det har skabt konkurrence. Man ser på den offentlige sektor som en bolsjefabrik, som producerer varer fremfor serviceydelser, og dér hopper kæde af,« siger Jacob Torfing.

Borgere er blevet passive modtagere af service

Problemet er, at NPM har gjort borgerne til passive og ansvarsløse kunder, der skal modtage en ydelse. Ifølge Jacob Torfing bør de i stedet være aktive medproducenter:

»Det er et generelt problem, at man har kundeliggjort borgerne. Ved at inddrage dem mere som medproducenter af den service, de selv og andre skal have gavn af, kan man få mere produktivitet og effektivitet,« mener han.

Styringsmekanismer inspireret af NPM har ført til, at der mange steder er blevet indført forskellige systemer, som skal måle, hvilke resultater de offentlige ansatte opnår, fortæller Jacob Torfing.

Medarbejdere mister motivationen

»Resultatmåling er nødvendig, men hvis den overdrives og bliver intensiv og kontrollerende, fortrænges medarbejdernes motivation og faglighed, idet de oplever, at de alene styres af, hvad der måles og vejes - ikke af deres motivation til at hjælpe borgerne og lave fagligt forsvarlige løsninger,« siger Jacob Torfing og fortsætter:

»De ansatte føler det intimiderende, når deres arbejde hele tiden bliver målt så intensivt, som det gøres nogen steder. Der er stor risiko for, at de mister motivationen og bliver mindre produktive, når de oplever, at ledelsen ikke stoler på dem og hele tiden kontrollerer dem.«

Nye boller på suppen i det offentlige

Jacob Torfing og 30 andre danske forvaltningsforskere har for nylig udarbejdet et oplæg til regeringen, hvor de argumenterer for, at der bør komme nye boller på suppen i det offentlige.

Blandt andet er der brug for mere tillidsbaseret styring og ledelse, mener forskerne.

»Vi skal reducere regler og måling og i stedet vise mere tillid til fagligt dygtige medarbejder, så de bliver motiverede til at levere deres kerneydelser,« siger Jacob Torfing, der dog understreger, at systemet ikke skal vise blind tillid til medarbejderne.

citatVi skal reducere regler og måling og i stedet vise mere tillid til fagligt dygtige medarbejder, så de bliver motiverede til at levere deres kerneydelser.
- Jacob Torfing

»Tillid og ansvar skal følges ad,« siger han.

Engang var der brug for konkurrence

NPM havde engang sin berettigelse som styringsform, men fører ikke længere til de effektivitetsgevinster, vi har brug for, mener Jacob Torfing. 

»Der er et faldende udbytte af ethvert styringsparadigme over tid, og det gælder også for NPM. NPM har givet konkurrence og effektivitet, som der var brug for, da man indførte principperne i 1970'erne. At styringsparadigmer i det offentlige giver gode effekter i 10-20 år og derefter bliver skiftet ud med nye er helt normalt.«

»Verden ændrer sig. Det, vi nu har brug for, er innovation og nye måder at lede den offentlige sektor baseret på tillid og tværgående samarbejder. Vi fået det ud af NPM, som vi kan. Nu bør vi supplere med nye styringsformer,« mener Jacob Torfing.

Faglighed og effektivitet skal harmonere

Danmarks fem regioner styrer hospitalerne og dele af psykiatrien. Charlotte Koch Hess, der er chefrådgiver i regionernes interesseorganisation Danske Regioner, er enig med Jacob Torfing i, at sundhedsvæsenet i en årrække har prioriteret kvantitet frem for kvalitet.  

»Op igennem 00’erne er sundhedsvæsenet blevet styret efter, hvor mange patienter der behandles, frem for at have fokus på, om behandlingerne giver mest mulig sundhed for pengene. Der er nu brug for også at måle på og styre efter de resultater, sundhedsvæsenet skaber – dvs kvalitet på linje med kvantitet,” siger Charlotte Koch Hess.

Borgerne skal tage ansvar for egen sundhed

Jacob Torfings teorier om, at borgerne skal være medproducenter, er godt på vej til at blive realiseret i regionernes sundhedsvæsen, mener hun:

»Arbejdet på hospitaler og i psykiatrien bliver i stigende grad tilrettelagt på måder, hvor man tager hensyn til borgernes forskellige behov. Nogle patienter kan have brug for meget hjælp, andre for mindre.«

Som noget relativt nyt skal borgerne tages med på råd, når de bliver behandlet i det regionale sundhedssystem: 

»Patienten er som den eneste med hele vejen gennem sit behandlingsforløb og bærer derfor rundt på vigtig viden om sit eget forløb. Den viden skal ledere og medarbejdere bringe i spil for at sikre sammenhæng i behandlingen, « siger Charlotte Koch Hess.

Når borgene får medansvar for deres sundhed, bliver det kaldt fine navne som Patient Empowerment eller "patienten som partner". I følge Charlotte Kock Hess går det ud på:

»...at fastholde fokus på, at patienterne afhængigt af deres ressourcer og muligheder kan og skal tage ansvar for egen sundhed, ligesom de skal have afgørende indflydelse på beslutninger om indholdet i og tilrettelæggelsen af deres behandling.« 

Flere patienter giver udfordringer

Målet er at levere bedre kvalitet for de samme penge, og det kan være en udfordring, for økomien i det regionale sundhedsvæsen bliver stadig strammere, blandt andet fordi hospitaler og psykiatri skal håndtere et stigende antal patienter.

Når lægevidenskaben tager kvantespring og finder stadig flere behandlingsmuligheder, lever vi længere og flere af os med forskellige kroniske lidelser. Flere søger hjælp i sundhedssektoren, hvor udgifterne er steget med 22 procent i løbet af de sidste fem år. 2,6 millioner danskere behandles nu årligt på et somatisk sygehus, og 120.000 er i psykiatrisk behandling. Sundhedsvæsenet skal håndtere 1 million indlæggelser årligt. (Se sundhedssektorens tal under artiklen)

»Det stiller store krav til styring samtidig med, at man hele tiden skal have fokus på innovation og kvalitetsudvikling. Overordnet set mener jeg, det er en udfordring, regionerne håndterer godt. Der kan givet findes mange eksempler i sundhedsvæsenet på konkurrerende værdier og logikker hos medarbejdere og ledelse. Men god kvalitet og økonomisk ansvarlighed ikke er hinandens modsætninger, hvis vi evner at tænke nyt,« siger Charlotte Koch Hess.

NPM er ikke død

I det regionale sundhedsvæsen er ledelse og ledelsesmodeller hele tiden er under forandring, i følge Charlotte Koch Hess, som er enig med Jacob Torfing i, at hospitaler og psykiatri ikke alene bør styres efter NPM-principperne.

»Jeg vil ikke stille en dødsdom over NPM, men som ledelsesparadigme kan det ikke stå alene. Et vigtigt fokus i regionerne er, at vi skal behandle flere patienter bedre for de samme penge og i den forbindelse giver NPM nogle gode redskaber til at fokusere på ledelse og styre efter målsætninger. Men man kan ikke sætte sig i et Elfenbenstårn og regne ud, hvordan den gode ledelse og den gode styring skal være. Den opstå i samspil med borgere og fagprofessionelle,« siger Charlotte Kock Hess.

Sundhedssektorens tal

Aktiviteten i sundhedssektoren er steget med cirka 22 procent mellem 2007 og 2012

Indlæggelser og behandlinger på sygehuse og psykiatriske hospitalsafdelinger:

95 ud af 100 danskere er hvert år i kontakt med sundhedsvæsenet enten via sygehuset, egen læge, speciallæger eller tandlæger.

2,6 millioner danskere behandles hvert år på et somatisk sygehus. 120.000 er i psykiatrisk behandling.

1,1 millioner indlægges årligt på de somatiske sygehuse og ca. 43.000 kommer i psykiatrisk behandling.

Der foretages 10,7 millioner ambulante somatiske behandlinger hvert år - heraf 720.000 skadestuebesøg. Derudover er der ca. én million ambulante besøg på psykiatriske sygehuse. 

Operationer:

I 2012 blev der foretaget 1,3  millioner operationer. Det er 150.000 flere end i 2007.

Lægebesøg:

42 millioner danskere kontakter hvert år alment praktiserende læger. Fem millioner besøger privat praktiserende speciallæger.

30 procent af de patienter, der modtog behandling i almen praksis, blev ikke behandlet andre steder i det regionale sundhedsvæsen.

Kapacitet

102.500 fuldtidsansatte arbejder på Danmarks 53 offentlige sygehuse.

14 procent af de ansatte er læger

33 procent er sygeplejersker

23 procent er andet sundhedsfagligt personale

30 procent er øvrigt personale, herunder blandt andet psykologer, socialpædagogisk personale, administrativt personale, rengøring, teknisk personale  osv.

3.600 alment praktiserende læger og 1.195 speciallæger har overenskomst med regionerne.

Udgifter

Det danske sundhedsvæsen koster årligt ca. 99 milliarder kr. Det er 17.700 pr. dansker.

Sygehusområdet koster 79 procent af de 99 millioner, dvs. ca. 78 milliarder kr. 

Praktiserende læger koster ca. 15 milliarder kr. 

6 milliarder kr. går til medicintilskud.

Udgifterne er stigende: På 12 år fra 2000-2012 er udgifterne steget med 30 milliarder kr. eller ca. 43 procent. 

Produktiviteten er stigende: Der har været vækst i produktiviteten på 12 procent fra 2007 til 2011.

Administrationsudgifter

Udgifter til administration af sundhedsvæsenet og de øvrige regionale opgaver udgør 4,3 procent af den samlede omsætning. Ifølge Danske Regioner er det er meget lavt, også i internationale sammenhænge.

Kilde: www.regioner.dk

Psykisk syge er ikke længere uhelbredelige

Engang blev psykisk syge lukket inde på anstalter. Ofte sad de der på livstid, fordi man troede, at deres tilstand var kronisk. I dag betragter man psykisk syge som medborgere, der kan få det bedre og blive i stand til at klare sig selv, hvis de får den rigtige behandling.

I den danske psykiatri arbejder man bl.a. ud fra et fagligt ideal om ligeværdighed mellem brugere og  medarbejderne. Det indebærer f.eks., at personalet skal arbejde ud fra de psykisk syges ønsker og meninger om medicin, sociale liv osv.

Men det faglige ideal om at behandle psykisk syge som ligeværdige, bliver udfordret i det daglige, viser Anne Petersens undersøgelse:

• At behandle brugerne som ligeværdige indebærer, at personalet taler med dem som ligemænd og tager dem med på råd om, hvordan dagligdagen på bostedet bør forløbe. Men i virkeligheden taler det psykiatriske personale ofte om brugerne bag deres rygge for eksempel i kaffepauser og til personalemøder, hvor de planlægger hverdagen på bostedet og vurderer brugernes tilstand, uden at brugerne selv er til stede. I følge Anne Pedersen skævvrider det ligeværdigheden, når personalet smækker døren i til mødelokalet.

• Personalet er underlagt krav om, at de skal fokusere på bestemte indsatsområder, f.eks. rengøring, som ikke nødvendigvis stemmer med brugernes egne ønsker. Når de gør rent på brugernes værelser mod brugernes ønske, føler medarbejderne, at de overskrider brugernes ret til privatliv.

Anne Petersen fra CBS er ansat i Forskningsenheden i Københavns Kommunes socialforvaltning. Hun lægger i øjeblikket sidste hånd på sin ph.d. om hverdagslogikker på det socialpsykiatriske område.

Ekstrem mangel på effektiv patientbehandling fysisk som psykisk

En meget indholdsrig artikel, der nok i meget større perspektiv peger på at "kæmpehul" i
et samlet højeffektivt patientbehandlings forløb. Sagt direkte, 1. der er ikke skygge af
samspil med patienternes praktiserende læger. 2. Patientplejen - omsorgen - er blevet
årtier bagud. 3. Den samlede patientgenoptræning er reelt nærmest ikke eksisterende.

Lad mig uddybe: Jeg kom ud for livstruende frontalt trafikulykke i december 2012 dygtig
redningsindsats ved katastrofen var topprofessionel, dygtige ambulance og pionerer samt læger på stedet fik mig frigjort fra vraget, straks lagt i halskrave og rygbræt og straks ind i akutambulance af de 4 der tilsendt.

Ved ankomsten til sygehuset traumecenter effektiv behandling tøjet klippet af og frigjort og
som jeg har fået fortalt straks MR-scannet der viste svært kompliceret brud på nakken knogle C2 der ved skulderen var brækket helt over. Neurokirurger turde ikke iværksætte
hasteoperation, af frygt jeg - der lige netop havde snydt døden - skulle enten blive lammet
eller død. Men fikseret 100% og lagt i tættilpasset nakkekrave samt fået ordnet 3-4 brækkede ribben, samt fået venstre tommelfinger, der var delvis skåret af på plads og påsyet med mange sting. Højre tommelfinder der var drejet 90 grader rundt vredet tilbage på plads, netop den kan jeg ikke 1/2 år slet ikke benytte. Samt fået højre knæskal bragt
i orden. Jeg havde pådraget mig svært ubehagelige "koldsvedsanfald" og måtte skifte
tøj ustandselig også hjemme værst på sygehus tynde lagen på koldskummadras med
fastgjort vinylpose - pust støn..nn...hvem kunne tænke sig det med feber og svedanfald nul rummemadras...fuld af pølse sludder hvorfor ikke...jamen på anmodning nixen biksen..

Jeg kom op sengeafdeling og vågnede dagen efter og erfarede jeg skulle have en neurokirurgisk operation for indsættelse af et bånd/anker støtte. Fint nok, det gik alt sammen fint, og jeg blev en uges tid senere udskrevet uden så meget som skygge af
antydning til min praktiserende læge om hvad der skulle foretages - men skulle på ortopædkirurgisk ambulatorium hver måned til røntgen undersøgelse for i april at få
fjernet halskraven, stadig uden en eneste læge bekymrede sig om piskesmæld eller
som det hedder Wiplash - selv en sygehjælper kunne regne ud, at jeg der som bilpassager ramte den tværstillede stillestående bil for begge kørebaner på motorvejen
med en 80 km/t trods voldsom nødbremsning har udløst mange gange G-tryk.

Jamen for h.-....!!.kan en ortopædkirurg ikke tænke så langt, at han straks visiterede mig
til sygehusets reumatologiske afdeling/rygsektionen der er specialister i behandling af
netop Wiplash - det kan dagens Danmarks læger simpelt ikke ER DET SIVET IND DØD
SYGT FØRST REDDET AF PRTOFESSIONELT REDMANDSSKAB OG I DEN ANDEN
ENDE FORLOD ENHVER LÆGEFAGLIOG BEHANDLER MIG - BORTE TIT - TIT..JEG
LÅ I LØBET AF 2-3 UGER FULDSTÆNDIG NED, SENGELIGGENDE SVIMMEL, SVÆR SPÆNDINGSHOVEDPINE, MISTET BALANCEEVNEN, SVÆRT PÅVIRKNING AF SYNET SKAL OPERERES HER I JULI MÅNED, SAMT SVÆRT HØRENEDSÆTTEL- SE - jamen venner har et topmoderne sygehus i xxx da ikke forstand det..?? nej og dog
ja, jeg fik som hjertepatient svær depression og hjerterytmeproblemer og blev hasteindlagt
på et andet sygehus i Region Sjælland, dette opdagede mit sygehus ledende overlæge - pissedygtig læge - det, og sendte mig en hastemail Kurt Du skal straks i behandling på
Reumatologisk afdeling selv Genoptræningsskemaet sendte mig i armene på en af
landets mindste kommuner til videre genoptræning.

Ja det var et skrækkeligt eksempel på den totale manglende sammenhæng, selv efter
min praktiserende læge som jeg oplyste om min hjerteoverlæge anviste Reumatologiske
behandling, og hun skrev tilbage til Ortopædkirurgisk ambulatorium at det var noget rod
de havde lavet, blev jeg gudhjælpe mig indkaldt 1 måned senere til ambulatoriet her,
stadig gik der så igen 1 måned før jeg kom ´proff. behandling for Wiplash, i dag 24. juni
2013 er jeg efter 2 1/2 måned delvis sengeliggende hjælpeløst med sindsoprivende
smerte helvede, der krævede min prakt. læge måtte ordinere morfin 3-4 gange dg, samt muskelafslappende, tænk jeg opnåede 3 gange ikke at sove i godt 1 uge...og så skriver det moderne danske sundhedsvæsen år 2013....godnat Ole Lukøje. Et stort flertal er
nogle ubekymrede uvidende læger ...indtil nogle når som ledende overlæge ...de andre
kører stilen "lade stå til"....jeg har gudhjælpe mig aldrig i mit 69 årige liv været ude for
en trafikulykke som denne og havde ikke skygge af viden om voldsomheden af Wiplash.

Men er et godt eksempel på sundhedssektorens mangler, mangel på samspil, ingen
eller stort set ikke akut samspil med den private praktiserende lægesektor hvorfor??
Penge, ja mon ikke f.eks. lå jeg som så patient i "supersvedpose" se sygehussengen
har en ellers udmærket koldskummadras der gudhjælpe har en til svejset vinylpose og
ja så bare et tyndt bomulds lagen gennemblødt på 10 minutter, feber, koldsved jeg
gad møde den politiker eller læge der ville overhovedet sove på en plastsæk. ??

Jeg bad om en rullemadras af sygeplejerskerne, jamen det var år siden, det var mens
man havde dem og tid til patient- og sengeomsorg der i dag er by i "Sibirien". Jamen så
et bomuldstæppe nix det har vi ikke penge og atter penge...skifter i så ikke lige sengetøjet
vi komme ind senere - de kom aldrig - men min hustru tog en rullemadras med og redtre sengen om med tørt rent linned. Se denne her er 100% sandfærdig beretning om Dansk
Sundhedssektor anno 2013. Et skræmmende eksempel...jeg græmmes stadig...jeg havde
hele mit liv som LO-Konsulent kæmpet for et solidt dansk sundhedsvæsen og fik en solid
medvirken til oprettelsen af alle 14 Arbejdsmedicinske Klinikker i alle de 14 gamle amtskommuner, gjort faget arbejdsmedicin gjort til eksamensfag og dermed obligatorisk
for alle lægestuderende der skal til eksemen. Nu må vi have oprettet en Wiplash klinik på
alle sygehusafdelinger landets over i alle regionerne.

Dernæst kunne hverken min bette Solrød Kommune drømme om, at forebygge jeg falder helt ud, og sende mig et 2-3 ugers genoptræningsophold, fx Gråsten Gigthospital eller Skelskør..nix koster penge, billigere med begravelse, så¨godt COOP nye begravelsestilbud
er opfundet diskaunt begravelse eller maskinbegravelse...vågn dog op i mange bagkloge forskere, og stop brugen af de mange floskel ord ny fine for smartheden egen skyld.

Alle landets Sundhedsansvarlige fra Sundhedsminister Astrid Kragh til Folketingets Sundhedsudvalg og landets 5 ansvarlige (uansvarlige) Sygehus og sundhedsudvalg og
stakken af formænd på samlebånd, få dog fingrene op af lommen og ud af busken og
tag et ansvar for dette her rod og atter rod...Kurt Kløve-Sørensen

Magten i psykiatrien

Jeg tror at problemerne i psykiatrien er ældre end New Public Management tilgangen. Det psykiatriske hospital er en historisk institution der skulle helbrede en restgruppe af mennesker hvis problemer overvejende var moralske, dvs de var til overs på et stadigt med krævende arbejdsmarked. Sammen med politiet fik lægerne en særlig rolle i helbredelsen af de gale. Indtil fornylig herskede den uindskrænkede lægeautoritet med et biologisk paradigme som den suveræne videnskabelige forklaringsmodel.... Hvis psykiske problemer er fejl i hjernen, så skulle psykofarmaka hjælpe... Men gør den egentlig det? Jeg vil vove den påstand at det biologiske paradigme hverken er nødvendigt eller tilstrækkeligt. Det viser sig at omsorg og empati med et msk der har ondt i livet virkelig kan hjælpe... Ikke absolut, men på en mere medmenneskelig facon end en medicin der blokerer kemisk for at få udlevet problemerne. Det er yderst vanskeligt at argumentere for at psykofarmaka er en nødvendig betingelse i behandlingen af psykisk sygdom. En medicin der forøvrigt ofte er meget voldsom imod patienternes helbred. Det er heller ikke en tilstrækkelig betingelse at bruge psykofarmaka til at dæmpe symptomer. Den nyeste erkendelse fordrer multikausale forklaringsmodeller fx sociale og psykologiske især og empatisk omsorg og anerkendelse.

For nu at underbygge denne teoretiske fremstilling med en selvoplevet begivenhed der understøtter min indledning (selvfølgelig ikke konklusivt, men påpegende): jeg står (i ca. 2006) med en ret psykotisk pårørende (som jeg dog godt mener kan fungere uden medicin) vedkommende er blevet indlagt på den lukkede afdeling. Kommunen vil gerne have min pårørende på et plejehjem... Overlægen nægter efter flere ugers tilbageholdelse at komme med en holdbar selvstændig vurdering af tilbageholdelsen... Men henviser til hvad kommunen mener! Kommunen er åbenbart den højeste autoritet fulgt af en følgelig overlæge... For at undertvinge min pårørende bliver vi sendt i byretten, hvis afgørelse vi anker, dernæst landsretten der fratager vedkommende myndigheden, med det resultat at vejen til plejehjemmet nu er besluttet.

Alt dette under påskud af begrebet 'værdighed', jeg spørger hvor er patientens egenbeskrivelse henne? Var der på noget tidspunkt tale om at prøve at forstå patienten og de rationelle mønstre som kom til udtryk i det irrationelle? Desværre nej, det bekræftede mig i at triaden det psykiatriske hospital, kommunen og domstolen overvejende er sat i verden for at gennemføre moralske og ikke lægelige formål. Resultatet af triadens misbrug af menneskelige og økonomiske ressourcer resulterede i (skæbnens ironi) at plejehjemmet lod patienten vende hjem pga at vedkommende var bund ulykkelig over tvangsanbringelsen... Kommunen havde selvfølgelig opsagt lejemålet... Som vi dog fik genetableret. Dette er en sand historie, jeg håber at dette er fortid. Jeg håber at psykiatrien fremover opgiver sin magtfuldkommenhed og begynder at spørge patienterne 'hvad kan vi gøre for dig?, fremfor at spørge: hvad er mest bekvemt for kommunen.

Problemerne findes ikke i menneskets psyke

En sund menneskekrop vil, når den udsættes for eksempelvis for virus og bakterier, begynde at få feber, smerte, kvalme og svimmelhed, alt efter hvad det er for skadelige indtrængende organismer der kommer. Den sunde krop reagerer med sygdomssymptomer, der vil vise sig som sygdomstegn på, at noget skadeligt er kommet ind i kroppen.

Den menneskelige psyke har den samme måde at reagere på.

Når der kommer mentalt skadelige påvirkninger at psykes, vil psykes reagere med diverse psykiske modreaktioner på de mentalt skadelige påvirkninger og de symptomer der derved opstår er netop psykoser og andre såkaldte psykiske lidelser.

De psykiske sygdomme opstår ved at der kommer noget mentalt skadeligt udefra og ind i den menneskelige psyke, men det psykiatrien og sundhedsvæsnet angriber hos psykisk syge, er de ting psyken har sat i værk, for at bekæmpe de mentalt skadelige der er kommer udefra.

Ville psykiatrien og sundhedsvæsnet vitterlig gøre noget for mennesker der er præget af psykiske lidelser, så skulle de begynde at få gjort noget ved de forhold i vort samfund der frembringer de psykiske reaktioner i den menneskelige psyke, som er en sund reaktion på dårlige mentale omgivelser.

Omgivelserne kan være politiske, religiøse, økonomiske eller militære, som er med til at skabe mentalt usunde og skadelige omgivelser for den menneskelige psyke.

Desværre tør psykiatrien og sundhedsvæsnet ikke at forholde sig til de politiske, religiøse, økonomiske og militære forhold, fordi der vil være stærke kræfter imod, at psykiatrien og sundhedsvæsnet forholder sig til disse mentalt usunde og skadelige forhold.

Da vort samfund i store træk fungerer gennem politiske, religiøse, økonomiske og militære regler og forordninger, vil psykiatrien og sundhedsvæsnet komme i konflikt med de samfundsnormer der normalt fungerer i vort samfund, dersom de vil bekæmpe de mentalt skadelige og usunde omgivelser vi mennesker lever i.

Psykiatrien og sundhedsvæsnet vil derfor gøre mere som de politiske, religiøse, økonomiske og militære omgivelser kræver og derved faktisk bekæmpe det der sker psykisk sundt hos mennesker.

Det gør psykiatrien ved eksempelvis at lade mennesker indtage medicin der dæmper de psykisk sunde reaktioner, frem for at få fjernet de mentalt skadelige og usunde omgivelser, som de politiske, religiøse, økonomiske og militære magtgrupper fremviser.

Kan psykiatriens og sundhedsvæsnets ansatte tage fat på at få fjernet de politiske, religiøse, økonomiske og militære forhold, vil vi kunne opleve, at de psykiske lidelser mindskes med stort tal. Men mon psykiatriens og sundhedsvæsnets ansatte vil det?

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Medlem af landsledelsen
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP)

Dorte

Jeg kan forstå på dig at NOGEN har tænkt det igennem, og at almindelige ikke skal anfægte hvad NOGEN har besluttet. For mig er det ellers en del af demokratiet at debatten skaber oplysning og indsigt. Men det er så ikke nødvendigt for NOGEN har tænkt over den bedste indretning. Personligt tror jeg at vi nok fik supersygehuse fordi at landets statsminister havde en oplevelse af at supersygehus kunne have reddet et familiemedlem. Bare en mistanke. Jeg har faktisk ikke engang udtalt mig IMOD supersygehuse, bare påpeget om mulige negative konsekvenser; men du er, kan jeg udlede, overbevist uden skygge af tvivl. Den slags opfattelser får det altid til at løbe mig koldt ned af ryggen.
Jeg har påpeget nogle kritikpunkter. Ikke brokket mig. Når du opfatter det sådan, frygter jeg for, om du hører dine patienter.

@Tommy:

Jeg udtrykker vist blot utilfredshed med, når nogle kommer med gratis ugennemtænkte "kritik-punkter" eller "ændringsforslag"....

Det er nemlig et meget stort puslespil der lægges, og det har jo været nøje overvejet, om der virkelig var en fordel at nedlægge de små sygehuse - og det var der bred enighed om fra et fagligt synspunkt. Det ville være helt urealistisk dyrt både at have det ene og det andet, og der ville komme et A-hold og et B-hold af patienter på den måde, hvor det ville være for ringe tilbud på de små sygehuse.

Husk samtidig at afstandene selv med de nye supersygehuse er meget korte i Danmark sammenlignet med i andre lande.

Som du sikkert ved indgår der jo så større lægepraksisser, kommunale aflastningspladser når man ikke behøver være på sygehus, men fortsat har brug for pleje og rehabilitering før man kan komme hjem med mere i planlægningen. Processen er ikke gennemført helt endnu, og overgangen tager en del år.

I mellemtiden brokker folk sig helt gevaldigt, og tror de lige har en meget smartere løsning... Det er lidt træls at høre på noglegange..

@Dorte

Ingen får vel overblik over om det fra os i yderdistrikterne er bedre med supersygehusets veludstyrethed og specialister, eller hurtig hjælp i lokalområdet. Det kommer jo også an på hvad det drejer sig om. Men jeg er overbevist om at der vil blive produceret samstemmende rapporter om hvor vellykket omlægningen har været!
Jeg vil lige nævne at den helikopter vi, vist efter folkeligt pres der forplantede sig til politikerne, fik i Sønderjylland og Fyn, vel næppe kan dække behovet.
Men her i yderdistrikterne oplever vi helt jordnære problemer. LLLLAAAANNNNNGGGGGG transporttid til supersygehuset for familiebesøg. Næsten ingen offentlige transportmidler. Skifte bus/tog 4 gange, og kan nogen gange ikke nå at komme hjem med den sidste bus hvorfor besøg må opgives.
Det kan være svært at overtale dem til at sende en ambulance så langt væk, hvad kan der ikke nå at ske imens! Vores nabo var bare SÅ tæt på at dø, fordi de ikke kunne overtale dem til at komme. Vi ved jo godt at de prøver at gøre deres arbejde bedst muligt, men de mangler vel ressourcer? De er jo dyre de supersygehuse.
Nåh, nok om det. Vi HAR jo passeret "point of no return". Og tak for svaret; selv om jeg godt kan se at du kun er positiv! Men jeg håber at du i din begejstring, husker hvad jeg har sagt og lige lægger det i baghovedet.

@Tommy.

Du skriver om din oplevelse set som pårørende. Den oplevelse er jo nok rigtig for dig, og samme begivenhed vil nok ofte forklares på en anden måde fra den anden side af bordet..

Jeg kan garantere dig for, at det at organisere/omstrukturere et samlet sundhedsvæsen er så kompliceret med en større usikkerhedsfaktor at det ikke er let selv i et minisamfund som Danmark. Det er jo for eksempel planer der lægges for mange år af gangen, og hvem der vil være regeringen mv er derfor for usikkert at kalkulere med. Så derfor skal der generelt være bred tilslutning fra begge blokke til den slags omstruktureringer, hvilket der også kom. Så skal de ud lokalt om få det indført, hvor der typisk vil være store protester over nedlæggelsen af det lille sygehus...

Jeg har også arbejdet i yderområder år tilbage, og skulle også ligesom se med egne øjne, at de patienter der bor afsides fortsat bliver godt nok behandlet. Jeg har flere gange set fordelen ved det som pårørende, der med lægeligt blik så hvordan det foregik, når man skulle bruge den nye model med længere transport men til gengæld relevant akutbehandling, hvor behandlingen ville være frarådelig efter måske 4-6 timer fra debut af symptomer. Det fungerede! Hvis lokalsygehuset var nlevet brugt ville man ikke have haft mulighed for at give den afgørende behandling...

Så kom der en økonomisk krise efter at man havde passeret "point of no return" i omstruktureringen, og hvordan ville det påvirke disse kæmpe nye investeringer, der var planlagt?

Hvordan ville de store forandringer blive accepteret af medarbejdere og patienter? Der ligger jo også tab og usikkerhed forbundet med store omstruktureringer, hvor visionen om det fordelagtige i den kommende struktur måske ikke deles af alle. Det er jo ikke kun borgere der måske finder en vis (falsk) tryghed i det gamle genkendelige.

Jeg arbejder i systemet. Når jeg hæver mig op over ståstedet hvor jeg bare forholder mig til konkrete patientforløb men også kigger på de overordnede visioner, og hvor vi er på vej hen, så kan jeg godt se at det er et meeeeget stort udfordrende arbejde der foretages af "djøffere/embedsmænd", politikere mm. Det er et arbejde, de sjældent modtager anerkendelse for i befolkningen. Men når jeg ser strømmen af små lægehelikoptere lande på et superhus, så bliver jeg lidt imponeret. Jeg husker da man blot talte om muligheden mere diffust.

Hej Claus

Jeg synes bare at en læge skal fokusere på en patients helbredelse, IKKE på afdelings økonomi. (Vi husker jo alle hvordan DET gik i Amagerbanken.)De tal der kommer ud af afdelingerne gør de alt for at optimere, og derfor fokuserer de på noget forkert. Og Claus; hjalp det i dit tilfælde med den overvågning og kontrol?
Ja, nogle læger burde have renset ører dagligt! Men heldigvis er der mange dygtige og lyttende læger også. Men giv dem dog tid.

Har du ret Dorte?

Måske? Og måske provokerer jeg fordi at overdrivelse kan fremme forståelsen.Måske er indretningen og overgangen til supersygehusene ikke lige sådan at planlægge. Mæhhnnn. Så er det vel heller ikke sværere. Men ok. Der må ikke ret gerne overses noget. Men lur mig om ikke disse velformulerende højtlønnede, nok skal skabe deres fremtidige job på deres nuværende arbejdsplads. Dem kommer vi ikke af med igen.
Nu har jeg dog oplevet en del ældres sidste dage på de store sygehuse. Og her har jeg i høj grad oplevet hvor ret du har i den første del af dit første indlæg. Disse gamle og syge mennesker bliver ledt rundt og sendt hjem og tilbage alene med den grund at de så kan tælle som en udført enhed der giver afdelingerne næste års bevillinger (kørsel er ikke deres kasse) Hu, hej, det går godt her. Sikke mange undersøgelser og intervievs der produceres når de deles så meget op! Alligevel var lægerne ikke inde i sagerne, og kom med mange modsatrettede forståelser og ordrer. De havde vist ikke tid til at opsummere på alle de journaler der lå.
Fra min fabrik ved jeg at tallene nemt kan se fine ud, selv om virkeligheden ikke er det. Karrierefolkene forsvarer deres ideer i det virtuelle rum og ignorerer og undertrykker problemer ved dem. Det er bare SÅ svært at formulere kvalitet. Spøgeskemaer? Glem det.

PS: Når der er 1½ times kørsel til superhospitalet fra hvor man bor, og ambulancen først skal herhen; så kan man mene at man er glad for det hospital der stadig ligger i nærheden uden at det er af nostalgiske grunde. Men politikerne bor vel i de store byer?
NB; Jeg er ikke overbekymret. Jeg er begrundet bekymret.

"Har man ikke tillid til folk, så har man ansat de forkerte."

Ja, eller også var der ikke andre ...

Kære Tommy Nagel

Diverse hvidklædte arrogantierer skal aldeles ikke have mere selvstændige beføjelser og mindre overvågning. I hvert fald ikke dem, jeg har mødt gennem mange år i 'systemet'.
Men løsningen er heller ikke flere DJØF'ere.

Måske burde hver patient få en sundhedskonto afhængig af de diagnosticerede sygdomme - så skal du lige se forandringer, forbedringsparathed og patienten i centrum.

Det vil også løse det virkelige og helt store tillidsproblem i den danske sundhedssektor:

"Problemet er ikke patienternes mangel på tillid til lægerne.
Det er lægernes mangel på tillid til patienterne!"

Sådan skrev en eller anden klog mand i 2004 ...

vh CP

Hmmm

Dit indlæg med blot at "fyre alle DJØF'fere" er noget utroligt. Først og fremmest er det dem, der gør et vigtigt arbejde med styring og modernisering af Sundhedsvæsenet. De varetager jo også driften i høj grad.

Et eksempel er den større omlægning, der er i gang i Sundhedsvæsenet. Det er en omlægning med overgang fra ufattelig mange små enheder inkl sygehuse til større enheder i form af cirka 15 "supersygehuse" placeret på strategiske områder i Danmark. Klinikere var med til at anbefale denne store omvæltning. Mange patienter forstod ikke begrundelsen. De havde så mange positive følelser for det lille lokalsygehus, som også var en vigtig arbejdsplads i lokalområdet typisk. Meeen - de forstod måske ikke prisen ved at blive indlagt på den slags enheder. Tidligere var det godt nok med et sted uden adgang til MR-scanner, børnenarkoselæge hvis ens barn skulle blive dårlig, hjertekirurgi hvis man selv blev dårlig mm. (Det var simpelthen ikke moderne mere effektiv behandling man havde til rådighed, så det dårligere tilbud stak ikke ud i samme grad...) Så her var det nødvendigt at DJØF'fere og klinikere trumfede det nye igennem uden at overbekymre befolkningen om hvor stor forskel der var på det lille dårligt udstyrede og dårligt bemandede sted sammenlignet med på et moderne sygehus...

Denne omvæltning har krævet ekstremt stort forarbejde af DJØF'fere og det politiske bagland. Det har krævet store milliardinvesteringer.

Arbejdet er ikke færdigt. Når man først har besluttet sig for den slags centralisering sætter det også nye krav til de små lokale enheder såsom almen praksis. (Hvor det indgår som nødvendig forandring at de følgelig skal ekkviperes med andet udstyr og anden personalesammensætning).

Dette er et så stort og komplekst regnskab, at det ville være fuldstændig naivt at overlade til klinikere, som ikke er specifikt uddannede til den slags store regnskab og stillingtagen til det samlede billede inkl de samlede økonomiske betingelser. Klinikere har typisk heller ikke interesse i den slags arbejde. Patienter forstår ikke konsekvensen for dem.

Man kan diskutere HVOR mange penge der skal gå til de styringsmæssige opgaver. Men at apparatet er en grundsten i sundhedsvæsenet er der ingen tvivl om er konstruktivt.

DJØF'erne gør deres arbejde! Eller tillid eller mistillid.

Politikerne vil gerne have styr på tingene, og karriereaspiranterne vil gerne gøre karriere. Da nu planøkonomernes bestræbelser på kontrol og styring har lidt skibbrud; så er forlaget at lave mindre kvantitative måleinddelinger, og mere kvalitets styring. Hermed frygter jeg for at vi bare er i færd med at bevæge os længere ud i dyndet. Vi bliver fortfarende mere og mere afhængige af en højt kvalificerede/højt lønnede personer til kontrol og styring der koster mere og mere.

Kvalitet i udførelsen af sundhedsfagligt arbejde? : Fyr "alle" DJØF'erne og ansæt istedet folk der kan hjælpe de syge.
Hvis der ikke lægges normeringskarv om udførelsen af arbejdet, vil arbejdets udførelse skulle lægge over til personalet og den rolleinddeling det skal indrettes efter at få det til at fungere. Grundlæggende må man have tillid til at denne frihed vil udmønte sig i kvalitetsarbejde. Overordnede skal så efterse om alle lever op til det; men uden skemaer og selvkontrol.

Har man ikke tillid til folk, så har man ansat de forkerte.

Rammebevillinger.

Danske Regioner er inde på nogle af de samme ideer med svagheder ved den måde honorarsystemet i sundhedssektoren er skruet sammen på som styringsredskab. For at øge produktiviteten har man i høj grad belønnet hver "ydelse" som en stykpris uden skelen til kvaliteten af denne ydelse, eller skelen til om ydelsen var berettiget. Det fører til højere aktivitet, men tager som udgangspunkt at højere aktivitet er det gode, man vil få mest sundhed for pengene for. Og dette er selvfølgelig en forsimpling af noget komplekst og blandt andet i modstrid med en vision om patient-empowerment.

Så Danske Regioner har lagt op til at der i højere grad også skal tænkes i rammebevillinger med fokus på kvalitet uden at smide NPM ud med badevandet, da det stimulerer til høj aktivitet, som også har fordele. Ved rammebevillinger kan man lettere tænke i gode forløb, hvor flest mulige "hurtige" ydelser ikke blot vil være konsekvensen.

Systemets idealer

*
Favoritpatienter, som glider ind i hospitalsrutinerne, stiller de rigtige spørgsmål, bliver hurtigt udskrevet og dermed hjælper personalet med at opfylde ledelsens krav om effektivitet.

*Vanskelige patienter der ikke passer ind i hospitalsrutinerne, er krævende, ikke forstår omgangstonen og vil gøre tingene på deres egne måder.

Selv om det er litt på siden:

Jeg undrer på om det samme kan være tilfelle i utdanningsystemet. ( barneskole til videregående)
Fordi kanskje systemet er, eller vi/de innenfor forstår systemet som viktigere enn menneskene det er satt opp for.

Seneste fra Kultur & Samfund

Køb køb køb

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg