Forskere: Giv børn tilskud til psykolog og spar penge
Samfundet sparer penge ved at give unge over 18 år tilskud til behandling hos psykolog, viser en ny undersøgelse. Derfor bør ordningen udvides, så også børn og unge under 18 år kan få gavn af billigere behandling, mener flere forskere.
tilskud til psykolog sparer samfundet penge udvid ordningen til børn og unge under 18

Børn med angst og depression er overladt til en kommunalt system, der ikke er effektivt nok. De bør kunne få tilskud til psykolog ligesom unge over 18 år, mener angstforsker. (Foto: Shutterstock).

Flere rapporter viser en stigende psykisk mistrivsel hos børn og unge i Danmark, og op til seks procent af alle børn lider af generel angst, viser tal fra Angstforeningen.

Alligevel vil staten kun give tilskud til psykologbehandling af depression og angst til voksne over 18 år – og ikke til børn, der i stedet skal søge rådgivning hos landets kommuner.

Historien Kort
  • Unge over 18 kan få tilskud til behandling af depression og angst hos psykolog.
  • Det sparer samfundet omkring tre gange så mange penge, fordi færre af de unge ender i psykiatrien, der er dyrere, viser en ny undersøgelse.
  • Derfor mener angstforsker Mikael Thastum, at tilskuddet også bør dække børn under 18 år, da det vil øge trivslen hos børnene og spare samfundet yderligere penge.

Et nyt forskningsprojekt viser ellers, at samfundet kan spare penge ved at give tilskud til psykolog, fordi færre unge ender i psykiatrien, hvor behandlingen i snit er dyrere end hos psykologer.

Det får nu flere forskere til at foreslå en udvidelse af tilskuddet, så det også gælder for børn under 18 år.

»Jeg mener, at tilbuddet også burde dække børn under 18. Vi ved, at tidlig behandling af angst og depression kan forebygge lidelserne, før de får konsekvenser i voksenlivet,« siger Mikael Thastum, der er professor på angstklinikken i Aarhus.

Han har ikke været en del af det nye forskningsprojekt, men han påpeger, at flere andre undersøgelser også viser, at psykologbehandling har en god effekt og kan spare samfundet mange penge på den lange bane.

LÆS OGSÅ: Tre psykologiske behov er afgørende for skoleelvers trivsel og læring

Tilskud til psykolog sparer samfundet penge

I den nye undersøgelse har Benjamin Ly Serena, der er ph.d.-studerende på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, kortlagt, hvilken effekt det har haft, at man i 2008 indførte tilskud til psykologbehandling for unge over 18 år.

Konklusionen lyder, at muligheden for tilskud til psykolog fører til, at langt færre unge ender med at skulle behandles i psykiatrien, hvor behandlingen er dyrere og mere omfattende, fortæller Benjamin Ly Serena.

Sådan er tilbuddet til unge over 18
  • Siden 2008 har det været muligt for unge over 18 at få 60 procent af udgifterne til behandling af angst og depression hos psykolog dækket af staten.
  • Dog kan patienterne med angst kun få tilskud, fra de er 18 til 38 år.

Kilde: Dansk Psykolog Forening

»8, 8 procent færre ender i behandling hos psykiatrien efter 2008, hvor tilskuddet blev indført,« siger han.

Hans økonomiske analyse af effekten af psykologordningen viser, at samfundet sparer penge ved at give tilskuddet til unge over 18.

»Når du bruger en krone hos en psykolog, sparer du 3,5 kroner i forhold til, hvis du blev behandlet i psykiatrien. Det er en meget stor effekt. På den måde er det nærmest gratis at give psykologhjælp på grund af besparelserne i psykiatrien,« siger Benjamin Ly Serena.

Han understreger dog, at der kan være statistiske usikkerheder i beregningerne, der gør, at de reelle besparelser kun er halvt så store, men at der samlet set stadig er tale om besparelser.

Derfor mener Benjamin Ly Serena, at samfundet kan spare endnu mere ved at udvide ordningen til at omfatte børn under 18 år.

LÆS OGSÅ: For lidt søvn kan give unge depression

»Børn under 18 år bør også få tilskud«

Professor Mikael Thastrum er enig og påpeger, at en udvidet ordning, udover besparelserne, vil betyde en øget trivsel hos børnene under 18 år.

»En udvidet ordning vil sandsynligvis betyde, at børnenes generelle trivsel vil øges og færre vil droppe ud af ungdomsuddannelserne. Det er ofte de samme problematikker, der gør sig gældende uafhængigt af, om du er 18, 17 eller 16 år gammel,« forklarer han.

tilskud til psykolog sparer samfundet penge udvid ordningen til børn og unge under 18

Det er ikke kun unge over 18, der lider af angst og depression. En SFI-rapport fra 2016 konkluderer på baggrund af omkring 4.000 børn, at 9 procent af de 15-årige i undersøgelsen lider af symptomer på depression (Foto: Shutterstock). 

Børnene kan, som det er i dag, benytte sig af forskellige psykologtilbud i kommunen, men de er ikke effektive nok, mener Mikael Thastum.

»Problemet med børn og unge-området er, at de eksisterende tilbud om rådgivning og terapi ikke er tilstrækkelige til at dække behovet. Der er rigtig mange børn, der ikke får ordentlig hjælp,« siger han og tilføjer:

»Aldersgrænsen på 18 år og opefter er ikke fagligt begrundet. Det handler om, at staten vil spare og ikke ønsker at investere i området, selvom det ellers vil give besparelser på længere sigt, sådan som undersøgelsen også viser.« 

LÆS OGSÅ: Børn med angst får effektiv hjælp af nyt program

Dansk Psykolog Forening er skeptisk

I Dansk Psykolog Forening er man enig i Benjamin Ly Serenas økonomiske analyse.

»Vores egne analyser viser også, at tilskuddet, der blev indført i 2008, virkelig betaler sig. Det er dyrt at ende i psykiatrien, hvor én nat koster 5.000 kroner. Til sammenligning koster et helt behandlingsforløb hos en psykolog af omkring 12 samtaler 3500 til 4000 kroner,« forklarer Eva Secher Mathiasen, der er formand i Dansk Psykolog Forening.

Sådan er tilbuddet til børn under 18.
  • Børn, der er pårørende til psykisk syge personer, har været udsat for vold, seksuelle overgreb eller lignende, kan også få støtte til psykolog gennem staten.
  • Dog kan børn under 18 med angst og depression ikke få tilskud til behandlingen.
  • De kan i stedet opsøge tilbud om psykologisk, pædagogisk rådgivning (PPR) hos flere af landets kommuner.

Kilde: Skjern Kommune, Dansk Psykolog Forening og Den Store Danske

Dog er foreningen skeptisk over for at udvide ordningen til børn og unge under 18 år.

»Vi tror, at det bedste for barnet er at blive behandlet i kommunen. Her kan både forældre, barn og eventuelt lærere og pædagoger omkring barnet mødes og deltage i ét behandlingsforløb, der sikrer barnets samlede behov. Det kan man ikke i tilskudsordningen sådan som reglerne er nu,« siger Eva Secher Mathiasen.

Dog fungerer de kommunale tilbud til behandling af børn og unge langtfra tilfredsstillende, mener Dansk Psykolog Forening.

»Det er ikke alle kommuner, der har de her tilbud og de kommuner, der har, er ofte bremset af, at der ikke er nok tid til reelle samtaler med børnene. I stedet går tiden med konsultationer, hvor psykologen eksempelvis rådgiver lærere omkring barnet. Derfor arbejder vi på en ordning, hvor psykologerne kan få lov at bruge mere tid på behandlingen af barnet,« forklarer Eva Secher Mathiasen.

LÆS OGSÅ: Danske børns angst bliver opdaget for sent

»Vi skal investere i mental sundhed«

Selvom en udvidet psykologordning, der inkluderer børn og unge under 18 vil koste flere penge på kort sigt, skal vi turde at investere i mental sundhed, mener Mikael Thastum.

»Angst er den lidelse, der er dyrest for samfundet i forhold til tabt arbejdsevne, fordi folk sygemelder sig. Derfor er det ekstremt vigtigt, at politikerne tør investere i mental sundhed, der endda vil betale sig – både for patienten og for samfundet i fremtiden,« understreger han.

LÆS OGSÅ: Børns mobbeadfærd fordobler risiko for depression