»Hvad er konklusionen på din forskning?«
Sådan vil et af de indledende spørgsmål fra en journalist, der ringer til en forsker, ofte lyde. Men allerede her risikerer journalisten og forskerens arbejdsmetoder at kollidere.
For mens journalister har til opgave at formidle forskning klart og overskueligt, så Hr. og Fru Jensen kan følge med, vil forskere i langt de fleste tilfælde gerne have, at formidlingen minder om den måde, de selv formidler på i videnskabelige tidskrifter. Det viser ny forskning, baseret på en kvalitativ undersøgelse af mødet mellem forskere og journalister, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journalistica.
\ Om undersøgelsen
Charlotte Wien har lavet flere undersøgelser, der omhandler forskningsformidling med særligt fokus på samarbejdet mellem journalister og forskere.
Den nye undersøgelse er baseret på kvalitative data fra en tidligere undersøgelse med interviews med ti forskere før og efter mødet med en journalist.
»Via min undersøgelse kan jeg konkludere, at forskerne opdeler journalister i to grupper: Dem, der ifølge forskerne ikke er så kloge, men bare skriver hurtige nyheder og skal have bekræftet deres vinkel, og dem, der er kloge,« siger forskeren bag studiet, Charlotte Wien, der er ph.d. og forskningsleder ved Syddansk Universitetsbibliotek.
»Sidstnævnte gruppe er dem, hvis arbejdsmetoder, ligner forskernes egne. Forskernes fordomme lever altså i bedste velgående,« fortsætter hun.
\ Læs mere
Journalister og forskere har forskellige dagsordener
Ifølge Charlotte Wien skyldes problematikken først og fremmest, at journalistikkens værdier, der baserer sig på nyhedskriterierne, står i stærkt kontrast til forskernes.
\ Nyhedskriterierne
Når en journalist skal afgøre, om en historie holder vand, er nyhedskriterierne den vigtigste rettesnor. Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt er de mest kendte.
Alle kriterierne behøver ikke at være tilstede på én gang, og de forskellige medier vægter dem på forskellig vis. Nogle medier har også specifikke kriterier, som tiltaler det enkelte medies brugere.
I Videnskab.dk’s tilfælde er kriterierne fascination, rekorder, fremtiden og mythbusting eksempelvis fremherskende.
Når journalister ikke skriver om forskningen på samme måde, som forskerne selv, er det imidlertid helt bevidst: De arbejder netop sådan, som nyhedsjournalistikken fordrer.
Eftersom forskningsformidling allerede blev et lovkrav i 2013 via Universitetsloven, og universiteterne opruster på kommunikationsfronten, kunne man måske tro, at forskerne var mere villige til at indgå kompromisser for at få taletid i medierne.
Man kan så spørge, hvorfor de ikke kan sætte sig ud over deres egne arbejdsmetoder, når de ved, at de optræder på mediernes banehalvdel, og ifølge Charlotte Wien er svaret, at der er flere gode grunde til, at det forholder sig sådan.
»I kraft af deres erhverv formodes forskere at være objektive og at kunne sætte sig ud over basale socialpsykologiske mekanismer, såsom at vi bedst kan lide dem, der ligner os selv. Men forskerne er også mennesker. Når det kommer til arbejdsnormer og værdier, ligger dette de fleste på sinde. Og journalisternes ageren stritter så meget imod forskernes egne, at det rammer dem lige i hjertekulen,« siger hun.
En årelang skyttegravskrig
Gunver Lystbæk Vestergård, der er ph.d. i videnskabskommunikation og videnskabsjournalist på Weekendavisen, finder undersøgelsen interessant.
»Selvom universiteterne sender mundrette pressemeddelelser om forskning ud, som skal få journalisterne til at skrive om det, foregår der stadig en skyttegravskrig mellem forskere og journalister,« siger hun.
»Men skal forskningsjournalistikken blive ved med at være der, er de to grupper afhængige af hinanden, så det bliver ved med at være vigtigt at få perspektiver på problematikken.«
Som videnskabsjournalist på Weekendavisen er hun selv i kontakt med masser af forskere, og oftest er samarbejdet frugtbart, siger hun.
Tabloide journalister er mindst vellidte
Gunver Lystbæk Vestergårds positive erfaringer med forskerne kan hænge sammen med, at den store gruppe af journalister, som forskerne ikke bryder sig om, ofte er nyhedsjournalister og journalister på tabloide medier.
\ Lix
Lix er en forkortelse for læsbarhedsindeks og bruges som målestok for teksters sprogligt bestemte læsbarhed.
Lixtallet for en tekst opgøres som det gennemsnitlige antal ord mellem to punktummer, plus procentdelen af lange ord, dvs. ord på over seks bogstaver.
En tekst med et lixtal på 40 er for voksne middelsvær; lix 20 anses for meget let, lix 30 let, lix 50 svær og lix 60 meget svær.
Kilde: Den Store Danske
Dermed er der en mulighed for, at Gunver Lystbæk Vestergård snarere falder inden for den mindre gruppe af journalister, der med akademiske uddannelser og en stilling på en avis med et højt lixtal falder mere i forskernes smag.
Journalister skal have buskerne på
Men Gunver Lystbæk Vestergård arbejder langt fra på samme måde som forskerne.
»Som journalist skal man have bukserne på, og forskerne skal vide, at de befinder sig på mediernes banehalvdel. Når jeg holder foredrag for forskere om formidling, forklarer jeg dem, at man ikke kan gøre det simpelt nok. Selvfølgelig skal de ikke sige noget, der ikke holder vand, men det er respektindgydende at kunne udtrykke sig klart – også hos deres forskerkolleger,« siger hun.
»Der skal være et armslængde-princip, og det dur ikke, at journalisterne tilpasser sig forskernes form for formidling. Desuden skal forskerne have respekt for, at en journalist ikke kan dække alt fra Syrien til antistof uden at stille spørgsmål, der starter ved Adam og Eva,« fastslår hun.
Hvordan kan man bygge bro?
Selvom der ikke er nogen løsninger, der ligger lige for, har Gunver Lystbæk Vestergård nogle enkelte bud på, hvad der kan gøres for at forbedre forholdet mellem journalister og forskere.
For mens forskerne kort sagt skal acceptere, at de ikke kan ændre på mediernes metoder, kan journalisterne også gøre noget for at bygge bro mellem de to faggrupper.
\ Ubrugelige artikler
I det oprindelige forsøg blev ti forskere og ti journalister sat sammen i par for at skrive en forskningsformidlende artikel i samarbejde med Fyens Stiftstidende.
Det endte imidlertid ikke lykkeligt, for resultatet blev, at redaktøren på Fyens Stiftstidende ikke ville trykke nogen af artiklerne.
Charlotte Wien fortæller, at det blandt andet skyldtes, at nyhedskriterierne kolliderede med forskernes krav til formidlingen af deres resultater.
»Journalisterne skal sørge for at komme ud i laboratorierne. På den måde er det lettere at forstå, hvad der foregår. De skal også vise respekt for, at resultaterne er forskernes baby, som ofte har været undervejs i årevis. Sidst men ikke mindst skal de forklare forskerne, hvorfor de gør, som de gør, og at de har helt styr på det,« siger hun.
Samtale fremmer forståelsen
Charlotte Wien peger på, at journalister kan forsøge at være opmærksomme på, hvor kompleks forskning er, og at de dermed ikke altid kan give læserne endelige svar.
Samtidig har hun en klar opfordring til sine forskerkolleger.
»Det bedste, man kan gøre, er at få noget erfaring med at tale med journalister. De forskere, der har de hårdeste fordomme, er dem, der ikke kender ret meget til medieverdenen,« siger hun.
»Det grundlæggende mantra er, at samtale fremmer forståelsen. På den måde bliver journalistbranchen afmystificeret, og forskerne vil opdage, at journalisterne faktisk ikke er så slemme.«
