Annonceinfo

Forskere flokkes i forladt Second Life

For nogle år siden blev Second Life spået en stor fremtid. I dag er der mere stille, men forskere fra hele verden diskuterede ivrigt det virtuelle univers på en stor konference i København.

I dag svømmer medierne over af historier om Facebook - for ikke så længe siden, handlede det om den virtuelle verden Second Life.

Den skriver medierne ikke mange historier om længere, men på den stort anlagte internationale 'Internet Research' konference, der blev holdt i sidste uge på ITU i København, var interessen for Second Life stadig intakt.

Både forskere fra USA og England fortalte med begejstring om deres undervisning og erfaringer fra den parallelle virtuelle verden. Også i vores egen universitetsverden er Second Life stadig i live - også selvom der er gabende tomt i Syddansk Universitets virtuelle bygninger hos Linden Lab.

»De virtuelle verdener er kommet for at blive,« fortæller IT-konsulent Jørn Wennerstrøm fra Syddansk Universitet.

»Især til undervisning, afprøvning af projekter og virtuelle møder fungerer stedet teknisk set upåklageligt.«

Fra kæmpe succes til...

I efteråret 2005 begyndte medierne for alvor at interessere sig for Second Life, og man sendte journalister ind i den virtuelle verden for at rapportere om livet der. Der blev bygget redaktionslokaler og reklamesøjler og Second Life kom for alvor på forsiden af alverdens medier.

I Second Life flyver de virtuelle mennesker. (Foto: Linden Lab )

Store moderne virksomheder med fingeren på pulsen smed Lindendollars efter fantasifulde byggeprojekter og etablerede sig i den virtuelle verden. Der var ingen ende på, hvor meget man kunne tjene og alt, det der kunne lade sig gøre.

Over 10 millioner brugere havde klikket sig ind i Lindlabs eksperiment, men efterhånden begyndte tomheden at indfinde sig. Mange klikkede sig ind for at kigge, men kun få blev hængende. Langsomt begyndte luften at gå ud af den hårdt pumpede ballon. Nu to år efter er der stille om Second Life.

Ekko af tomhed

Jeg bliver født for anden gang i Second Life denne mandag d. 20. oktober 2008 kl. 11.32. Af uransaglige årsager bliver mit navn 'Lets Lemon'. Jeg bemærker, at der kun er omkring 15.000 i Second Life på dette tidspunkt.

I Second Life kan du selv vælge, hvordan du vil se ud. Det virtuelle menneske kalder de en avatar, og der er ingen begrænsninger.

Her kan du få alt det, du ikke har i den virkelige verden - store muskler, lækkert hår eller bare blå øjne. I Second Life går eller flyver du rundt under en smuk blå himmel, hvor storme og andre naturkatastrofer endnu ikke hærger. Det er to år siden, jeg var her sidst.

Men nu er jeg tilbage og har fundet frem til øen Bifrost, hvor Syddansk Universitet ligger. Der er ikke en eneste avatar at se nogen steder. Jeg flyver hen over øen - lander og træder ind i det lave betonlignende byggeri med universitets logo på. Døren åbner sig uden videre, og jeg kommer ind i selve universitetet.

Second Life kan bruges som mødested. En af konferencedeltagerne møder sin mand i den virtuelle verden (Foto: Linden Lab )

Jeg er helt alene i den store bygning og føler mig hurtigt som en selvmordstruet studerende. Det eneste, jeg får øje på, er nogle æggeformede plastiklignende stole, som jeg ikke kan finde ud af at sidde i (måske fordi jeg ikke ved, hvordan man sætter en avatar ned). Jeg skynder mig ud under den virtuelle himmel igen. Her hvor man kan se havet og har fornemmelsen af at ånde frit. Og følelsen af at være tilstede i det kunstige univers er virkelig nok.

Second Life workshop på ITU

»Undervisningsverdenen er begyndt at tage muligheden til sig,« pointerer John Lester, der arbejder som konsulent for Linden Lab, som står bag Second Life.

»Der findes allerede 500 universiteter i Second Life og med dem omkring 15.000 undervisere, som i en eller anden form bruger vores sted i deres undervisning,« siger han.

Jeg har indskrevet mig til en Second Life workshop på den store internationale konference for internet researchere, der fandt sted på IT-universitet i sidste uge.

»Hos Linden Lab har vi ikke opskriften på, hvordan man skal bruge Second Life til undervisning, men der skal tænkes nyt,« siger John Lester, en skaldet mand med veltrimmet skæg, mens han navigerer sin avatar rundt i Second Life oppe på lærredet.

Her I lokalet synes universitetsfolkene at have taget Second Life til sig. Overfor mig sidder lektor Shirley Williams fra universitet i Reading - England. Hun fortæller begejstret om sit store EU projekt 'Move nation', der handler om virtuelle verdener og bl.a. Second Life.

I Second Life kan du blive smart, tynd, høj og lækker. Du bestemmer selv. (Foto: Linden Lab)

Til højre for mig sidder Phylis Johnson, der underviser på universitetet i Illinois. Også hun er betaget af Second Life og arbejder engageret med at forbedre lydsiden i den virtuelle verden.

»Når først lydsiden i Second Life for alvor bliver gennemarbejdet, så det ikke kun er loops (lyd der i Second Life bliver gentaget efter ti sekunder og derfor bliver hakkende), der kører igen og igen, så bliver Secondlife uimodståeligt«, siger hun.

Vær din egen modsætning

I en af pauserne på konferencen mødes Phylis Johnson med sin mand ude i Second Life, hvilket er en ganske smart og gratis måde at mødes på, når man er langt væk hjemmefra. Hun inviterer mig indenfor i sin ejendom og bagefter en tur ud i den tilhørende japanske have med rindende vand.

Jeg følger hendes høje, tynde Barbie-lignende avatar og kan ikke undgå at bemærke, at hun har valgt en avatar, der vitterlig er hendes diametrale modsætning.

Arkitekten Terry Allan Beaubois fra Montana ser Second Life som guds gave til arkitekterne, fordi man er i stand til at prøve sine bygninger af i den virtuelle verden og oven i købet få feedback fra virkelige mennesker, inden byggeriet bliver sat i gang.

Han tvinger sine arkitektstuderende til at stifte bekendtskab med Second Life og har et løbende samarbejde med studerende i Tyskland om flere projekter. Han griner af sin ide: At lave en tegnestue i Second Life, der altid er åben, og hvor medarbejderne arbejder døgnet rundt. Når kontoret i USA lukker - åbner kontoret i Japan - så følger Moskva og derefter Tyskland og så videre Her på ITU er der ingen, som taler om de tomme virtuelle bygninger eller den markante nedgang i antal af brugere og generel interesse som Second Life oplever.

Hvorfor lukker I ikke?
citatIsær til undervisning, afprøvning af projekter og virtuelle møder fungerer stedet teknisk set upåklageligt
- IT-konsulent Jørn Wennerstrøm

Himlen er blå - men der er stadig ingen studerende på øen Bifrost.

Hvorfor bliver I ved med at holde liv i de tomme bygninger, når der ingen studerende er - spørger jeg Jørn Wennerstrøm, der er IT-konsulent på Syddansk Universitet. »Det gør vi, fordi vi stadig håber på, at vores undervisere begynder at bruge muligheden for at bruge Second Life i deres undervisning,« siger han.

Ifølge Jørn Wennerstrøm, har SDU tidligere haft succes med undervisning i Second Life - og selvom der ikke er nogen i lokalerne på øen Bifrost lige nu - så har Jørn Wennerstrøm og SDU ikke opgivet ambitionen om i fremtiden at tilbyde undervisning i den virtuelle verden. I Second Life eller et andet sted.

Klik på videoen og se, hvordan Ohio University reklamerer for deres Second Life Campus

Klik på videoen og se forslag til, hvordan man kan bruge Second Life i undervisning

Dødskramper

Faldt lige over denneher - undrer mig også over, at uddannelsesverdenen holder sådan fast i Second Life, når alle andre bevæger sig ud igen. Måske er det noget med, at forskerner er nødt til at blive ved med at dyrke det, fordi de er forpligtet til det på grund af deres bevillinger.
http://epn.dk/teknologi2/computer/article1781440.ece

Det er med skælvende knæ jeg

Det er med skælvende knæ jeg bevæger mig ind i dette virtuelle spankingrum. Men også jeg undrer mig over hvor store følelser en i mine øjne ret uskyldig artikel forløser.
Artiklen er ikke perfekt og den er flere steder ikke dokumenteret. Men den er baseret på oplevelser og det er nu en gang sådan med oplevelser, at de kan være ret afslørende.

Er der folk i SDU’s lokaler, ja eller nej?
Er der folk i Second Life, ja eller nej?
Dette er ikke langhårede spørgsmål. Men tilsyneladende spørgsmål, kilder har svært ved at besvare.

Den formiddag, hvor journalisten var på besøg på SDU midt i skoletiden, var der tomt. Og kilden fra SDU der blev forholdt dette ændrede intet ved den oplevelse. Indlæg i debatten har heller ikke rettet op på det.

Rundt regnet 15.000 var til stede i hele Second Life den formiddag. Er det mange for et globalt fænomen? Nej. Det er vel ikke engang nok til at holde en lille gratis, dansk lokalavis i luften.
Er der flere eller færre besøgende i Second Life i dag end i går. Eller sidste år. Hvad er væksten? Er den positiv eller negativ? Det er simple spørgsmål i en digital tid.

Jeg er journalist og min næse forsøger at fortælle mig at det svære består i at ingen afsender kan se en fordel i at levere eksakte tal.
På den anden side kan det da ikke være svært at få tal på hvorvidt Second Life bliver besøgt eller ej. Hvis man ellers kan stole på de tal, der indikerer antallet af personer online i Second Life – hvor svært kan det så være at få en af de mange forskere i Second Life til at notere dette tal ned i løbet af dagen, gøre det systematisk og få syn for sagn.

Spørgsmål jeg ville ønske journalsten Michael Christophersen havde spurgt og søgt svar på:
Hvor mange penge kostede det at bygge SDU i SL?
Hvor mange penge har danske institutioner og virksomheder bygget for i SL?
Hvordan er prisudviklingen blandt entreprenører i branchen (er det blevet billigere at bygge ejendom i SL i dag i forhold til for to år siden?)
Hvad er boligmassens værdi i dag?
Kan man eksempelvis købe Computerworlds bygning i SL og til hvilken pris?
Hvor mange timer har undervisere fra SDU eksempelvis brugt i SL?
Hvad er værdien af denne undervisning?
Kunne tiden være brugt bedre?

Jeg har ikke luftet de frække skørter på min avatar i mere end et år efterhånden. (Jeg kan så godt identificere mig med Phylis). Men for to år siden sad jeg som redaktør i et mediehus og forhandlede seriøst priser på, hvad det ville koste at etablere sig i Second Life.
Entreprenørerne (danske konsulentfirmaer) sagde, at det alt efter hvilke af vores ambitioner vi skulle tage udgangspunkt i (og de var ikke store) kunne begynde på mellem en kvart og en halv million kroner. Og så kunne vi jo bare bygge til i takt med behovet. Det var med andre ord pissedyrt. Det er ikke kun ironisk når jeg mener, at boligboblen også eksisterede i Second Life.
Og hvis jeg den gang havde gennemført byggeriet ville jeg i dag naturligvis have følt mig forpligtet til at forsvare min handling og Linden Labs med hvæssede kløer.

I hvert fald droppede vi ideerne om at rykke hele redaktioner ind i Second Life. Vi droppede ideerne om at afholde debatmøder i Seconde Life osv. Alle sjove ideer der efter nærmere gennemtænkning ikke gav megen mening.

Det er fint med forskning i virtuelle verdener der er kommet for at blive. At Linden Lab har været hurtigt ude med Second Life er spændende at følge. Men den virkelige historie for mig er stadig, hvordan man har fået så mange ellers raske mennesker til at smide så mange penge efter byggerier og projekter i en platform som Second Life.
Bevares det bevæger sig, og mange af pigerne har korte kjoler på men ellers er Second Life da ikke så afgørende anderledes end alle andre sociale platforme hvor formålet for den enkelte er at knytte kontakt og dele lidt af sig selv eller sit alter ego. At dette har store konsekvenser for den første verden er åbenbart og spændende at følge. Forskning i det er godt. Men det må da gøres med hjælmen spændt og ørene foldet godt ud.

Det var dog en skinger tone,

Det var dog en skinger tone, der bliver anvendt her i debatten og så om en emne som Second Life og stadig.
Jeg selv har for længst afinstalleret SL-softwaren fra min pc. Der var simpelthen for lidt at komme efter FOR MIG både som privatperson og som én, der er interesseret i socialt software. Så vidt jeg ved har alle i min omgangskreds, der også eksperimenterede med SL også trukket stikket ud.
Fra den mere etablerede side... er der så andre end IBM, der vedholdende taler om SL som en relevant platform for business? Måske Innovation Lab, der jo selv har tjent godt på foredrag om SL og som også har tilbudt sig som SL-entreprenør.
I undervisningssammenhæng har jeg ikke studeret SL, men her i kommentarfeltet ses en stor tiltro til berettigelsen, så vi får se.
Det er helt fint, at SL blev indgangen til en forskningsbevilling om 3D-verdener. Der er meget at lære, også om hvad unge og ældre ikke tænder på.
Mange spådomme om SL er faldet til jorden. Også derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor en situationsskildring i den grad vækker harme og fostrer angreb, der i min verden (som ikke er forsknigens) er helt ude i hampen.
Det er jo ikke kun videnskab.dk, der har haft en sådan skildring. Her er det DR, der skriver "Second Life er dødt" http://tinyurl.com/5ehe36. Her er det Ingeniørens Version2, der citerer en professor for at betegne Second Life som en døgnflue http://tinyurl.com/5ou8uq .
Google har netop lukket sin 3D-verden Lively, og hele den opblussen, som alle forventede af 3D-universer er foreløbig ikke sket.
For mig er de allermest interessante spørgsmål i SL-sammenhæng, hvorfor så mange kastede al kritisk sans overbord og udviklede sig til tæt på fanatiske tilgængere, samt hvorfor de unge blev ved med at foretrække chat/arto og nu Facebook.
Der er masser at lave for kreative mennesker i SL, ligesom der masser af voksenunderholdning.
Personligt faldt jeg for en kapsejlads, som folk dyrkede en gang om ugen, men jeg deltog dog aldrig.
Nu ser jeg frem til, hvad forskningsbevillingen leder frem til, så vi kan blive klogere. Men det synes som om der allerede fra starten er lige lovlig mange følelser ind over. Man kan få tanken, at visse af de involverede forskere har alle facits på forhånd. En beskyldning, som ellers typisk gælder min egen profession, journalistikken.

@Claus Gahrn: Jeg sidder med

@Claus Gahrn: Jeg sidder med fornemmelsen af, at du læser artiklen, som Fanden læser Bibelen. Der er ikke tale om at ’bruge Phylis Johnsons udtalelser mod hele lydsiden af Second Life', men om at give et eksempel på en forskers syn på og arbejde med SL. Hun er begejstret – og tilstrækkeligt interesseret til at arbejde med lydsiden, som åbenbart efter hendes mening ikke er helt 100 pct. i top. Vi står naturligvis ved citatet og sammenhængen, det er bragt i. Artiklen handler ikke specifikt om lydsiden i SL og går derfor ikke ned i de tekniske detaljer. @ Claus Frisenberg Povlsen: Tak for den detaljerede beskrivelse af dine erfaringer med lyd i SL. Så blev vi så meget klogere. @Jesper Pilegaard: Journalisten gik til konferencen, og videnskab.dk bringer artiklen, fordi vi finder udviklingen i virtuelle miljøer interessant. Artiklen kommer rundt om SL, der er talt med talrige kilder, og journalisten har selv været indenfor i SL. Jeg finder det ikke naivt at undersøge, om danske universiteter rent faktisk bruger SL til noget. Det ville efter min mening have været en journalistisk forsømmelse ikke at gøre det – hvorfor journalisten da også ringer til Jørn Wennerstrøm fra SDU og af ham får at vide, at SL *ikke* bruges i undervisningen. Men at SDU stadig håber på, at deres undervisere begynder at bruge Second Life i undervisningen. Og det kan jeg da godt forstå. Både universiteter, virksomheder og organisationer har jo kastet mange penge i at etablere sig i SL.

Jeg vil også tilslutte mig

Jeg vil også tilslutte mig den voksende kritik af denne artikel. Med en baggrund som komponist og lærer på konservatoriet, finder jeg specielt, at citatet omkring lydsiden i Second Life er særdeles misvisende – og tilmed særdeles afskrækkende for musikere og andre lydinteresserede, som måtte være nysgerrige efter at udforske netop denne side af Second Life. Igennem de seneste 6 måneder har jeg været involveret i både timelange live-koncerter og radio-lignende musikpræsentationer i Second Life, som har været fuldt ud gennemførlige uden ”hakker” i lyden. Artiklens forfatter citerer Phylis Johnson for at sige, at det kun er muligt at arbejde med små lydfiler af en varighed på 10 sekunder. Af ren nysgerrighed kontaktede jeg Phylis Johnson i Second Life for at få uddybet, hvad hun mon mente med dette. Hendes første reaktion var naturligvis en stor overraskelse over, at hendes udtalelse på den måde var taget ud af kontekst og brugt mod hele lydsiden af Second Life. Som både hende og jeg ved, er Second Lifes interne lydsides begrænsning på 10 sekunder nemlig kun den ene af to måder, hvorpå lyd kan afvikles. Den interne lydside, hvor man uploader små lydklip direkte til Second Lifes servere, bliver udelukkende brugt til korte real-lyde – som f.eks lyden af en dør, der åbner sig o.l. Det siger sig selv, at denne løsning ikke kan bruges til længere lyd- eller musikforløb. Den anden måde at arbejde med lyd på i Second Life er ved hjælp af ”streaming”. Her kan man fra sin egen computer eller eksterne server sende hele CD´er eller direkte koncerttransmissioner ind i Second Life uden nogen tidsbegrænsning overhovedet – og uden ”hakker” i lyden for den sags skyld. Et større kendskab til den sociale side af Second Life vil givetvis have afsløret for artiklens forfatter, at jo netop koncerter og diskoteker med musik er en af de helt store attraktioner i den virtuelle verden – og dermed naturligvis også teknisk mulige af have i Second Life.

Vil gerne uddybe lidt om

Vil gerne uddybe lidt om lyden i SL da jeg ikke oplever det som noget problem. Jeg åbnede en musik venue 5. september i SL og har testet lydsiden siden nytår. I mit Pop Art Lab håndterer jeg fire streams 24/7 samt afholder live-koncerter hver weekend. Vedr. besøg har jeg haft knap 6000 gæster på 2 mdr. og henviser til dette link vedr. antallet af brugere i SL http://www.kotaku.com.au/games/2008/09/19/so_how_many_people_actually_pl... (læs kommentarer). Antallet af brugere i SL er støt stigende og den negative omtale vi kender i DK er sørgelig. Først og fremmest fordi vi kommer bagud rent teknologisk. Nå lydsiden! Man kan sagtens gengive musik i SL i 128 Kbs som er næsten lige så god som CD kvalitet. Vedr. brug af Voice kan det mudre lidt men jeg hører det slet ikke som hakkende osv. som beskrevet (det kræver slf. en kompatibel PC). Såfremt det er møde orienteret benytter jeg Skype mens jeg er i SL. Det er gratis og lyden fuldt på højde med alm. mobiltelefoni. Vedr. live koncerter fungerer det også fint når en musiker sidder i Canada og spiller live ved sin PC som så streames ud til publikum i f.eks. mit Pop Art Lab. Vi har haft op til 204 avatarer til disse koncerter uden problemer!Kan så tilføje jeg er løst involveret i RUCs projekt vedr. virtuelle verdner og bl.a. herigennem har set hvor meget positivt der foregår i SL vedr. læring, vidensdeling, kommunikation og teknologi. Jeg vil sammenligne mediet med da telefonen, fjernsynet og www ankom. Det indeholder så mange nye muligheder at vores måde at tænke på først skal igennem en tilvænningsfase. Ok slutteligt blev jeg mandag d. 3 nov. interviwet af SLCN TV og udsendelsen kan ses her http://www.slcn.tv/programs/real-biz-sl. På med vanten kære forskere der er rigeligt at tage fat på og de virtuelle miljøer vil indenfor en årrække overtage det traditionelle net!

Second Life er pt. den

Second Life er pt. den fremmeste repræsentant for et medie som tillader os at rejse i tid og sted, og at være så små og store, tykke og tynde, smukke og grimme, etc. som vi lyster. Når forskere ”flokkes” i Second Life er der til dels tale om forskning i hvorledes virtuelle verdener per se kan anvendes til undervisning. Det må rigtigt nok anerkendes at Second Life’s lødighed pt. er til debat, men ville det være naivt at tro at virtuelle verdener ikke kommer til at spille en betydelig rolle i morgendagens undervisning og formidling. At en journalist går til en konference om Second Life, angiveligt med ringe interesse derfor, og ikke er i stand til at perspektivere denne oplevelse finder jeg meget beklageligt.
Folk går ikke i teatret kl. 9 om morgenen fordi de har sat sig ind i hvornår der er forestillinger, og teatergængere er ligeledes bevidste om hvorledes man gebærder sig et sådant sted. På samme måde må det kunne forventes at man sætter sig ind i hvornår der er et arrangement på det virtuelle SDU, og i Second Life, hvis man gør sig tanker om at dække brugen heraf. Hertil er det måske lige lovligt naivt at forvente at der er liv på et virtuelt universitet fra 9-16, da langt de fleste af Second Life’s brugere sidder på andre tidszoner!

Til Vibeke Hjortlund: Jeg tror ikke at der er nogle af kommentatorerne til denne artikel som ikke har forståelse for at du som udgangspunkt er nødt til at bakke op om de medarbejdere du har under dig og din organisation som et hele, men dit forsvar af journalisten virker lidt desperat og det er måske tid at beskytte helets (videnskab.dk’s) integritet og indrømme en lille fejl.

En pointe: Det kan af

En pointe: Det kan af artiklens opbygning se ud som om jeg rent faktisk var til sted ved konferencen. Det var ikke tilfældet. Samtalen med mig foregik pr. telefon, jeg sad på SDU da jeg blev ringet op. Herudover synes jeg det er lidt synd, at Michael Christoffersen ikke havde skaffet sig lidt mere hands-on erfaring med SL inden han gik i gang med sit arbejde. Der er, som det også påpeges andetsteds, en ganske stejl indlæringskurve inden man kan siges at være nogenlunde "flydende" i SL. Gestik, styring af avatar, chat og IM plus lydlig kommunikation mellem en eller flere avatarer skal nogenlunde være i fingrene, før man kan begynde at bedømme mediet. Visse af MCs negative erfaringer kunne let være undgået, hvis indskolingen havde været lidt grundigere.

Kære alle, Tak for jeres

Kære alle, Tak for jeres mange kommentarer, som både vi og læserne er blevet klogere af. Lad mig svare med følgende pointer. Der er forskel på journalistisk dækning af en workshop, hvor citater fra en række af deltagerne bærer artiklen, og på f.eks. et dybdegående interview med en forsker om et konkret forskningsprojekt. Ovenstående artikel er et eksempel på førstnævnte. Undervejs hører vi fra blandt andre Jørn Wennerstrøm fra Syddansk Universitet, som journalisten forholder det faktum, at der var tomt hos SDU i Second Life, da han kom forbi. Han fik ikke at vide, at han var ankommet på et forkert eller uheldigt tidspunkt – som f.eks. Sisse Jensen vurderer er tilfældet - men at man på SDU stadig håber, at underviserne begynder at bruge muligheden for at bruge Second Life i deres undervisning. Jeg undrer mig i øvrigt over parallellen til at forsøge at anmelde et teaterstykke kl. 9 om morgenen – journalisten kom forbi om formiddagen, som vel ikke er noget urealistisk tidspunkt at forvente, at studerende ville være til stede, eller undervisning kunne finde sted. @Thomas og Sisse: Jeg mener stadig ikke, at vi latterliggør forskerne, og vil understrege, at det i hvert fald ikke er tilsigtet. Observationen af, at Phylis Johnson har valgt en avatar, der ser markant anderledes ud end hende selv, ser jeg som en reminder til læserne om et karakteristika ved Second Life, der har været meget fokus på, nemlig at man her kan vælge sit eget udseende. I denne sammenhæng kunne det have været formuleret mere elegant, og journalisten kunne også have spurgt ind til valget af avatar, men han har altså valgt at prioritere en anden vinkel. @Cynthia: Tak for tilskudsinformation om aktiviteter i Second Life. Dog forstår jeg ikke helt, at det at man på SDU’s webside har kunnet klikke sig ind på ”se program her” vedrørende Temadagen om Second Life den 31. oktober, og at man herfra kan blive dirigeret til to papers om emnet, skulle dokumentere, at studerende færdes og undervisning foregår derinde. Din pointe om, at journalisten er nybegynder i Second Life og derfor ikke i stand til at skrive en troværdig eller kompetent artikel herom, er jeg uenig i. Til gengæld synes jeg, at hans begyndervanskeligheder illustrerer et grundlæggende problem ved Second Life, nemlig at barrieren for at komme ind og blive fastholdt er ganske høj - jfr. Sisse og Dinas fælles pointe om den stejle indlæringskurve.
@Sisse og Marianne om besøgstallet: Påstanden er min, den er klodset formuleret, og den bygger ikke på forskning, hvilket jeg kun kan beklage. Som Sisse så rigtigt pointerer, er det et spørgsmål, det er vanskeligt at få eksakte data om. Hvilket er med til at gøde diskussionerne bl.a. i blogosfæren og diverse fora om, hvorvidt brugertallet stiger eller overdrives. Hvor nogle påpeger, at det overdrives, blandt andet med henvisning til, at det er let for den enkelte bruger at oprette adskillige avatarer, og at den faktiske aktivitet langt fra afspejler det officielle medlemstal. Mens andre gør opmærksom på, at brugen af Second Life stiger i al ubemærkethed, mens medierne helt urimeligt skriver nekrologer over fænomenet i utide. Min kommentar skal ses i sammenhæng med den ’hype cycle’, Second Life har indgået i. (Jeg læner mig op af analysefirmaet Gartners anerkendte Hype Cycle for Emerging Technologies, som de introducerede i 1995 med henblik på at illustrere og forstå modningen af nye teknologier. Bevægelsen går fra Peak of Inflated Expectations til Trough of Disillusionment over Slope of Enlightenment og endelig til et Plateau of Productivity.) Jeg påstår på den baggrund, at der naturligt nok strømmede mange ind for at snuse til det nye fænomen i starten, men at mange af dem har været ’osere’, og langt fra alle er blevet hængende som aktive brugere. @Dina: Det giver god mening, at journalisten udtrykte ønske om at kontakte dig efterfølgende for at høre nærmere om din forskning. At du ikke har fået en henvendelse med det samme, er ikke udtryk for manglende interesse, men for at journalister også er nødt til at planlægge, drøfte ideer til kommende artikler ved redaktionsmøder osv. Med venlig hilsen, Vibeke Hjortlund

Jeg var til ITUs workshop om

Jeg var til ITUs workshop om Second Life. I kaffepausen kom Michael Christophersen hen til mig og spurgte om han kunne få mine kontaktoplysninger, så han kunne kontakte mig efterfølgende. Han ville gerne have en introduktion til Second Life. Som han sagde: Det var svært at følge med i alt det engelske, så det var dejligt at møde en dansker.
Så kan man tænke lidt over det.

I øvrigt kan jeg da ærge mig over at han så alligevel ikke kontaktede mig. Jeg kunne have fortalt at Syddansk universitet var interessant, ikke på grund af aktiviteterne men fordi det var det første europæiske universitet der åbnede en campus i Second Life. At efternavne genereres tilfældigt, og at man højreklikker på stole og trykker ”sit” for at sidde. At man kan flyve, og at en stor del af Second Life slet ikke er tilgængelig hvis ikke man kender til den feature. Der er en stejl indlærings kurve når man træder ind i Second Life.

Skal man forholde sig til den verden man beskriver, må man også sætte sig ind i de mest banale ting i denne. Det ved man som uddannet antropolog og jeg skulle mene at det også burde gælde for journalister.

Fremstillingen og

Fremstillingen og latterliggørelsen af seriøse internationale kolleger er simpelthen usmagelig. Herudover er der også en række faktuelle fejl i den såkaldte research. Sisse Siggaard Jensen efterlyser dokumentation for det markant faldne besøgstal og det bliver da interessant at se – ikke mindst fordi vi, der beskæftiger os med Second Life ved at antallet af daglige brugere er stødt stigende, men lad os nu se jeres kilder ..
Christophersen skriver, at hans avatar navn af ”uransagelige årsager” bliver Lets Lemon. Ved oprettelsen af ens avatar skal man selv vælge fornavnet, hvorimod efternavnet vælges fra en liste. Der er således ikke noget gådefuldt over avatar navnet, men det er endnu et eksempel på, hvorledes journalisten lige drejer sandheden. Denne generelle dramatisering forklares af Hjortlund med behovet for at formidle populært for at få læsere til at interessere sig for stoffet. Som forsker i pædagogik og kommunikation anerkender jeg fuldt ud behovet for at formidle på en letforståelig måde, men hvis det er på bekostning af fakta og samtidig betyder en latterliggørelse af seriøse forskere og deres arbejde, har jeg meget vanskeligt ved at se hvori den såkaldte troværdighed består. Der efterlyses kritisk stillingtagen til fænomenet, og det kan vi da kun være enige om. Hvis journalsten havde ulejliget sig til at spørge, ville han være blevet klar over, at vi der ser et potentiale i anvendelsen af Second Life, faktisk er de første til også at anerkende de problemer, der kan være ifm. brug af dette nye medie, eftersom kritisk stillingtagen er en naturlig del af lødig forskning.

Kære Vibeke Hjortlund. Du

Kære Vibeke Hjortlund. Du skriver at det ville være useriøst at skrive om Second Life uden at konstatere "at besøgstallet tydeligvis er faldet markant." Kan du oplyse mig dine kilder til dette fald i besøgstal? Det er et af de spørgsmål vi har vanskeligt ved at få klarhed over i forskningen. Det er meget vanskeligt at få eksakte data om forhold som netop dette. Men du må jo have sådanne. Det er vi meget interesserede i at få en henvisning til.

Der kan sættes spørgsmålstegn

Der kan sættes spørgsmålstegn ved lødigheden af den research, der ligger til grund for artiklen på videnskab.dk om ”Forskere flokkes i forladt Second Life”. Journalisten er åbenbart så godt som helt uvidende om SDU’s udforskning af Second Life som et uddannelsesredskab. På SDU’s webside om Second Life har man i lang tid kunnet klikke sig direkte ind på “se program her” vedrørende programmet for Temadagen om Second Life den 31. oktober og derefter med det samme blive dirigeret til to papers om emnet, som undertegnede er førsteforfatter på: ”Perception and Reality in – and out – of Second Life: Second Life as a Tool for Philosophical Reflection and Instruction at the University of Southern Denmark” (http://www.eunis.dk/papers/p10.pdf) og ”Percipitopia: An Educational and Research Tool Utilizing Digital Content Creation and Textual Reappropriation in Second Life” (http://www.dreamconference.dk/nyheder/Grund,%20Cynthia%20M.%20et%20al..pdf).

Sisse Siggaard Jensens bemærkninger vedrørende journalistens harm over, at bygningen er mennesketom netop på de vilkårlige tidspunkter, hvor han har valgt at dukke op, er meget dækkende. Jeg vil blot tilføje, at man kun kan undre sig, når han skriver ”Det eneste, jeg får øje på, er nogle æggeformede plastiklignende stole, som jeg ikke kan finde ud af at sidde i (måske fordi jeg ikke ved, hvordan man sætter en avatar ned).” Den ydre korridor – hvor disse stole er placerede i grupper - er fyldt med en udstilling om filosoffen George Berkeley, og Berkeleys amerikanske hus med omgivelser er ”genopført” over for en af de fire indgange til universitetet til brug for et eksperiment i museumsundervisning. Ved samme indgang er placeret et skilt, hvor der er skrevet ”Tours available by appointment - Send an IM to Gunhild Soderstrom eller Bitterleaf Menges”. (Gunhild er min avatar, og Bitterleaf er SL-developer Jesper Pilegaards avatar.) Ingen af os er blevet kontaktet af journalisten. Og - undskyld en vis arrogance her - hvis man ikke ved, hvordan man sætter en avatar ned, en færdighed, som hører til den allermest elementære nybegynderviden inden for Second Life, er man stærkt kompromitteret med henblik på nogen som helst form for vurdering af et sted i Second Life på en troværdig, endsige kompetent, måde. Måske er det derfor, journalisten i stedet vælger at udfylde sin reportage på videnskab.dk ved at kommentere udseendet hos de forskere, som han lytter til ved en konference om Second Life. Han informerer os om den enes skægvækst og skaldethed samt en andens diametralt modsatte udseende, når man sammenligner med hendes ”høje, tynde Barbie-lignende avatar”.

Yderligere videndeling på området: På http://www.philpopculture.dk under fanebladet ”Docs & Pics” kan læseren opleve tre af de powerpointpræsentationer, som ledsagede nogle af de oplæg på ovennævnte temadag den 31. oktober på SDU i Odense. Vil læseren opleve en præsentation af SDU’s virtuelle universitet og tilknyttede projekter, er man velkommen til at komme til konferencen Filosofi og Populærkultur fredag den 7. november på SDU i Odense. Der er fyldestgørende information herom på http://www.philpopculture.dk.

Som seriøs og interesseret

Som seriøs og interesseret bruger af Second Life synes jeg, at det er beskæmmende, at vi gang efter gang præsenteres for artikler, der dømmer Second Life dødt og på det nærmeste latterliggør de ”tåber”, der arbejder seriøst med at udforske ny muligheder i Second Life f.eks. i forbindelse med formidling, undervisning og læring som er de områder, jeg kender til. Det virker ikke, som om forfatterne af artiklerne har gjort et bare tilnærmelsesvis seriøst stykke arbejde for at sætte sig ind i, hvad der rent faktisk sker i Second Life. Er seriøs research da helt gået af mode, og er andre artikler jeg læser, og faktisk bruger til at danne mig meninger om dette og hint underbygget på samme lemfældige måde? Særdeles tankevækkende!
Jeg tror, at vi er mange Second Life brugere, der gerne deltager i en seriøs debat om (fremtids-)mulighederne i og for Second Life, men inden vil det være en fordel at de artikler og debatoplæg vi præsenteres for, er skrevet af folk, som har sat sig ind i, hvad der rent faktisk sker i Second Life. At bruge SDU’s tomme lokaler en tilfældig formiddag kan vist ikke betragtes som et kvalificeret grundlag for at frakende Second Life seriøsitet og fremtidsmuligheder. Det er faktisk ganske let at få et indtryk af, hvad der sker i Second Life. Brug søgefunktionen og mød op til nogle af de mange spændende konferencer, seminarer, møder og undervisningstilbud, som findes i Second Life, og lad os derefter tage diskussionen

Kære Vibeke (og Michael) -

Kære Vibeke (og Michael) - tillad mig at byde ind for at støtte Sisse, som jeg bestemt ikke mener er galt afmarcheret. Jeg synes videnskab.dk generelt er et spændende initiativ, men jeg må bestemt sige, at denne artiklel også overskrider nogle grænser for mig.

Du skriver "Ingen af dem bliver latterliggjort, så vidt jeg kan se"

Min tolkning af hele artiklens tone giver mig også et indtryk af lettere latterliggørelse, som Sisse nævner med ordvalg som 'betaget af', 'uimodståelig', 'tvinges' etc. etc. Dette kan være utilsigtet, men jeg får et indtryk af at forskerne bliver sat i et lidt latterligt lys...

Helt utilgiveligt er dog: "Jeg følger hendes høje, tynde Barbie-lignende avatar og kan ikke undgå at bemærke, at hun har valgt en avatar, der vitterlig er hendes diametrale modsætning."

Det er meget svært for mig at se, hvordan du ikke kan læse det som en latterliggørelse og en temmelig plat og ubehagelig kommentar til en forskers udseende. Journalisten kunne f.eks- have spurgt ind til sammenhænge ml. virtuel/fysisk krop, spurgt til Phyllis' valg af avatar etc. i stedet for, hvad jeg opfatter, som en temmelig dumsmart bemærkning!

Tak for din kommentar Vibeke.

Tak for din kommentar Vibeke. Jeg går ud fra at vi kan blive enige om, at det er dårligt research at skulle anmelde et teaterstykke og så gå til teatret kl. 9 om morgenen for at konstatere, at der ikke er nogen der er interesserede i at se stykket. Det er en væsentlig forudsætning for at lave en anmeldelse at vide hvornår prøver og forestillinger foregår. Det er klart at et besøg hos Second Life Shakespeare Company's Globe Theatre og deres tilknyttede forfatterskole vil føre til et lignende resultat, hvis man ikke kender til hvornår og hvordan der er forestillinger eller writing sessions. Et besøg på vores ø Research Island DK ville også føre til det uendeligt gentagede resultat "tomme bygninger". Hvorfor? Fordi vi ikke er i SL? Nej, simpelthen fordi den har givne formål, som det er nødvendigt at kende til, fx hvornår der er møder, eksperimenter m.m. Ja, der er mange tomme bygninger, her på Roskilde Universitet nu hvor kl. er 18.00. Tomme gange. Bliver det aldrig brugt til noget? Research kræver at man sætter sig ind i sit stof, og det lige at flyve forbi giver ikke et indblik. Det er netop en af svaghederne ved en verden som SL. Som det iøvrigt næppe giver mening at omtale som sådan; der er så store interne forskelle på steder og aktiviteter, og så mange forskellige praksisformer, forskelle mellem mainland og islands m.m.. Det er en oplagt svaghed for SL's mulighed for at blive et massemedium at man skal kende til de steder, hvor der foregår spændende ting, selv kortlægge og opsøge dem. Det betyder klart nok at mange vælger ikke at investere den tid, det siger sig selv. En anden meget kritisk faktor er den stejle læringskurve. Det er også en faktor som spiller en stor rolle. De mange tidlige danske forsøg på at etablere sig bar forståeligt nok vidnesbyrd om ukendskab til mediet. Det svarer meget godt til de første erfaringer med web'et og e-handel. Firmaer rush'ede også til web'et og remedierede deres virksomheds brochure. Og der lå den så. Først efter lang tid blev kendskabet til mediet etableret, det stod klart at man måtte ansætte folk med kompetence til at bruge det, og hvis vi i 1995 havde sagt at det 10 år efter var en selvfølge at virksomheder har en eller flere ansatte til at arbejde med det, så ville det næppe have vundet almen forståelse. Det samme med e-handel. De første forsøg på at remediere tager som regel de velkendte medier som udgangspunkt. Men derfra og til at afskrive web'et fordi de første forsøg var ubehjælpsomme, det bidrager næppe til forståelse af nye medier. Og den ringe gennemslagskraft af sådanne forsøg har selvfølgelig fået mange til at trække sig ud. Derfor har vi i forskningsprojektet "Sense-making and innovation in virtual worlds" case-studier som dokumenterer nogle af disse begynderproblemer; når SKAT går ind og sætter lovgivningen om sort arbejde op på væggene og undrer sig over at ingen flokkes - andre end forskere - på deres ted for at sætte sig ind i det. Eller når Venstre rejser en fin bygning og sætter deres valgplakater op. Eller når biblioteker bygger udsøgte designede steder for at lave en informationsdesk. Eller når institutioner opfører deres real life bygning, som man kan gå rundt i eller når ... eksemplerne er utallige -
Til tekstens udenlandske eksempler : Til den etiske diskussion der foregår om forskning i VW som fx SL hører spørgsmålet om hvordan avatarer kan bruges og afbildes. På siden her er billede og teksten om Phyllis' udseende - både real life og i SL - placeret side om side. Er det Phyllis' avatar teksten refererer til? Hvis det er, har hun givet tilsagn om at den må bruges på denne måde? Hun omtales som en forsker der er "betaget" og SL som "uimodståelig". I omtalen af Terry's eksperimenter med arkitekturstuderende "tvinges" de til at bruge SL. Han ser SL som "guds gave". Tekstens overskrifter er også et kapitel for sig, men de må tale for sig selv, så denne kommentar ikke bliver for lang. Vi holder i denne weekend en after-conference i SL på vores ø med deltagerne fra AoIR - jeg vil præsentere dem for denne reportage fra workshoppen og høre, hvordan de vurderer den. Måske er jeg helt galt afmarcheret.

Kære Sisse

Kære Sisse Jensen,
Videnskab.dk har ganske rigtigt med udgangspunkt i en workshop på IT-Universitetet skrevet om Second Life. Redaktionen står fuldt og helt inde for artiklen, som behandler emnet sobert og seriøst, samtidig med at den er skrevet i et tilgængeligt sprog og krydret med reportageelementer, så der er en chance for, at den rent faktisk bliver læst. Journalisten har gjort et solidt stykke arbejde; han har selv været i Second Life, og han citerer fem forskellige kilder, som kommer til orde med deres holdninger og erfaringer. Ingen af dem bliver latterliggjort, så vidt jeg kan se. Du skriver, at historien om, at Second Life er død, er en vandrehistorie og efterlyser noget andet end en hype/antihype diskurs. Efter min mening ville det være useriøst at omtale Second Life uden at konstatere, at fænomenet var meget omtalt for et par år siden og nu stort set er forsvundet fra offentlighedens søgelys, samt at besøgstallet tydeligvis er faldet markant. Tilsvarende ville det være useriøst ikke at konstatere, at der er tomt hos Syddansk Universitet i Second Life. Du skal have tak for linket til yderligere information – Social Research Foundation har lavet et rundspørge til 1259 ihærdige SL-brugere, og det er da interessant. Vi er glade for videndeling, og jeg vil benytte lejligheden til at opfordre andre læsere til at dele deres viden og erfaringer med Second Life her i debatten. Hvad dine generelle angreb på videnskab.dk angår, oplever jeg dem som udtryk for den klassiske konflikt indenfor videnskabsjournalistikken: Sammenstødet mellem forsker og journalist – hvor forskeren stejler over den populære formidling, som imidlertid er nødvendig for at få nogen til at interessere sig for stoffet. Her på redaktionen bedriver vi seriøs journalistik, som er funderet i forskning og videnskab, og som led heri arbejder vi ihærdigt på at gøre indholdet tilgængeligt og spiseligt for ganske almindelige mennesker – fremdeles de yngre af slagsen. Endelig skal vi som led i god journalistisk praksis også kunne forholde os kritisk til de emner, vi skriver om – herunder Second Life – også selv om forskere interesserer sig for dem og holder konferencer om dem. Det er et spørgsmål om troværdighed. I det øjeblik vi ikke længere kan det, kan vi lige så godt dreje nøglen om. Med venlig hilsen, Vibeke Hjortlund, chefredaktør, videnskab.dk

Går man ind under menupunktet

Går man ind under menupunktet "om videnskab" på denne blog kan man læse følgende:

" Kernemålgruppen er de unge, der er ved at vælge vej i livet. I bredere forstand er det alle videbegærlige borgere. Målet er - groft sagt - at gøre det populært at vide noget.

Sådan præsenteres formålet.

Det er vanskeligt at se, hvordan denne artikel bidrager til at realisere det formål. Snarere er den et dybt tankevækkende eksempel på forskningskommunikation, der bedrives usagligt.

At dække en seriøs Second Life workshop om brug af SL i uddannelse på denne måde det kan jeg kun karakterisere som useriøst.

På Roskilde Universitet afholdt vi seminaret "Designing for learning in virtual worlds" med inviterede oplægsholdere, der var i landet for at deltage i Association of Internet Researchers 9.0 - en verdenskonference afholdt på IT-universitetet i efterårsferien; den verdenskonference som dækkes i denne artikel.

Seriøse oplægsholdere som vi kender i og med dette seminar - bl.a. Terry Beaubois - latterliggøres på en måde der er svær at finde ord for . Det er ganske enkelt ikke til at genkende dækningen her på siden sammenlignet med erfaringerne fra seminaret.

At en formodet seriøs videnskabsportal lægger bits til en sådan dækning, det er uforståeligt.

Historien om at Second Life er død er en vandrehistorie. Lad os dog snart forlade denne form for journalistisk dækning af de virtuelle verdener. Der er et åbenlyst behov for dækning, som ikke skriver sig ind i en hype/ antihype diskurs, men søger en alsidig og afbalanceret vidensformidling.

For læsere som er interesserede i seriøs viden om Second Life henviser jeg til et første resumé af en større survey undersøgelser af Second Life foretaget af Social Research Foundation. Introduktionen til publiceringen af de første resultater er skrevet af Robert Bloomfield, professor ved Cornell University, der organiserer Metanomics (Metaverse+Economics) projektet i Second Life:

"The Social Research Foundation (SRF) has created a panel of about 11,000 Second Life® residents, and has just released their first public survey on why the panel members are in Second Life, what they are doing there, and how their activities are changing. This was a collaborative effort, in that SRF asked a number of people (including yours truly) to add in some questions. SRF's Director, Andy Mallon, was kind enough to provide me with the raw data (stripped, of course, of any data that would allow me to identify participants), and gave me permission to publish this preliminary writeup of the results likely to be of most interest to those who follow business and policy in virtual worlds."

http://metanomics.net/archive100608

Læser man videre under menupunktet "om videnskab.dk" står der:

"Videnskab.dk har sine rødder i universitetsverdenen og gødes af en række interessenter, som ønsker at synliggøre forskningens landvindinger og nytteværdi for samfundet. I de første tre år betales projektet primært af en finanslovbevilling samt støtte fra flere forskningsråd. Der arbejdes med en forretningsmodel, som kan gøre projektet bæredygtigt på længere sigt."

I en tid med begrænsede forskningsmidler; hvor konkurrencen om de få midler der er til socialvidenskab og humaniora er benhård, er det beskæmmende at midler anvendes til at sponsorere en så useriøs form for journalistik som denne artikel er et eksempel på. Det må anspore forskningsrådene til at tage støtten op til alvorlig genovervejelse.

En bæredygtig forretningsmodel jeg kan anbefale er at bedrive vidensformidling baseret på seriøs journalistik

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg