Forsker: SSP-medarbejdere angiver unge ulovligt

Medarbejdere inden for SSP-samarbejdet – der er sat i verden for at skabe gode netværk – angiver i to danske ghettoer de unge til politiet for begået kriminalitet. Det ikke bare ødelægger forholdet mellem medarbejderne og de unge, men strider også mod gældende lovgivning.

Ifølge retsplejeloven må medarbejdere i SSP-samarbejdet kun videregive information, der kan forhindre kriminalitet, men ikke information om begået kriminalitet. Det sker alligevel, og derfor nærer indvandreunge udpræget mistillid til SSP-medarbejdere, som de kalder »Super-Stikker-Patruljen«.

Sådan lyder det fra Kevin Perry, ph.d.-studerende på Roskilde Universitet. Han har været på ni måneders feltarbejde i to danske ghettoer i forbindelse med sin ph.d.-afhandling ‘Framing trust at the street level’, som han forsvarer på Institut for kommunikation i næste uge.

»SSP-medarbejderne bryder loven, når de videregiver efterforskningsoplysninger til politiet. Derfor er det ikke overraskende, at de unge opfatter dem som stikkere. Når de unge opfatter SSP-medarbejdere som stikkere, er det sandsynligt, at de ikke betror sig til dem, hvilket er stik mod hensigten,« siger Kevin Perry, der har en fortid som SSP-konsulent i flere danske kommuner.

Unge stoler mere på politiet end på SSP-medarbejdere

Generelt er forholdet mellem SSP-medarbejdere og indvandreunge i de to ghettoer, han har undersøgt, elendigt. SSP-medarbejdere vover sig kun ud på gaderne, hvis politiet er med, og en enkelt af de meget erfarne medarbejdere, han har talt med, er regulært bange for at blive skudt, lyder det fra forskeren.

»De unge er meget mistænksomme over for de opsøgende klubmedarbejdere. Medarbejderne synes, det er meget svært at arbejde i området, fordi de kun blev mødt med fjendtlighed. Det er meget overraskende, at de unge mænds tillid til politiet faktisk er større end deres tillid til SSP-medarbejderne«, fortæller Kevin Perry.

SSP-medarbejdere vil ikke dække over kriminalitet

Under feltarbejdet oplevede Kevin Perry, at de kommunale opsøgende medarbejdere havde svært ved at gennemskue, hvilken information der kan videregives til politiet inden for rammen af SSP-samarbejdet.

Medarbejderne og lederne oplever nærmest politiet som kollegaer og fortæller selv i afhandlingen, at de videregiver oplysninger om unge, der har begået kriminalitet, til politiet.

»Jeg vil ikke dække over kriminalitet,« som en SSP-medarbejder siger.

Men ifølge retsplejelovens paragraf 115 stk. 2, som er den lovgivning SSP-medarbejdere er underlagt, må SSP-medarbejdere ikke videregive oplysninger om begået kriminalitet. Her hedder det: »Oplysningerne må i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager.«

Michael Melbye, der er sekretariatschef for SSP i København, bekræfter, at det er i strid med loven.

»Paragraf 115 er selve hjørnestenen i det danske SSP-samarbejde. Man må kun videregive oplysninger om forestående kriminalitet og har kun pligt til at videregive oplysninger om særlig grov forestående kriminalitet. Men man må ikke videregive oplysninger om begået kriminalitet,« siger han.

Michael Melbye understreger, at SSP-organisationen i København gennem en årrække har haft særlig fokus på lovgivningen, og at alle SSP-medarbejdere skal på obligatorisk kursus. Blandt andet derfor er Michael Melbyes vurdering, at SSP-medarbejderne i København har et tillidsfuldt forhold til målgruppen af udsatte unge.

SSP-medarbejdere føler, de er der for politiets skyld

SSP-medarbejderes opgave er blandt andet at forebygge kriminalitet og være mellemled mellem de unge, kommunen og politiet. Derfor er det afgørende, at de unge har tillid til medarbejderne. Men ifølge Kevin Perrys forskning er SSP-medarbejderne i praksis nærmere politiets forlængede arm i ghettoerne.

Som en SSP-medarbejder i afhandlingen siger:

»Vi er her mere for politiets end for de unges skyld.«

Den pågældende medarbejder bliver ofte ringet op om aftenen af politibetjente, der ønsker information om unge. Men medarbejderen er dybt frustreret over, at kommunikationen er envejs.

Hun fortæller, at hun nogle gange ser politiet anholde unge pushere med hash og kokain og en time senere ser selvsamme pusher på gaden igen, uden at politiet forklarer, hvorfor han ikke er fængslet.

Unge mister tillid til ledere

Frustrationen findes i alle led af miljøet. I afhandlingen fortæller en af de unge, Asad, om en konkret episode:

»Vi hader SSP-medarbejderne. De er sure og udspionerer os. Vi kalder dem super-stikker-patruljen. Jeg plejede at komme i klubben, men de voksne er nedladende.«

»En gang en af mine venner var i problemer, spurgte jeg lederen om råd. Få dage senere bankede politiet på min dør og anholdt min ven. Jeg mistede al tillid til lederen, lederen gik bag min ryg,« fortæller den unge mand Asad i afhandlingen.

Svært at holde styr på lovgivning

Generelt oplevede forskeren forholdet mellem indvandrere og SSP i de to ghettoer som meget anstrengt, fjendtligt og gensidigt mistroisk, blandt andet fordi regler bliver brudt.

Men det er også vanskeligt for medarbejderne at jonglere mellem de forskellige lovgivninger om tavshed- og underretningspligt, som de er underlagt. Rent praktisk foregår samarbejdet også ofte sådan, at en politibetjent er til stede ved møder, hvor personer bliver diskuteret.

»Det betyder reelt, at politiet ikke må bruge den information i efterforskningen, som de får til møder. Men det er jo umuligt. Jeg har selv været SSP-konsulent og ved, at det er meget svært for både medarbejdere og politi at navigere i lovgivningen. Selv om de har gode intentioner, ender det med at skabe mistillid,« siger Kevin Perry.

Meget SSP-arbejde handler om kontrol og magt

Kevin Perry har selv arbejdet som SSP-konsulent i mange år, men hans feltarbejde som udenforstående forsker har i den grad åbnet hans øjne for arbejdet. Da han selv var SSP-medarbejder, betragtede han i høj grad sit arbejde som værende til hjælp for de unge. Men set fra sidelinjen har han fået en helt anden opfattelse af SSP-samarbejdet.

»Det handler utrolig meget om kontrol og magt, men det er man ikke selv klar over. Jeg interviewede mange SSP-medarbejdere, der fortalte, at de arbejdede i ghettoerne for at gøre en forskel for de unge, for at forbedre de unges muligheder. Medarbejderne har uden tvivl hjertet på rette sted, men efter 14 dage fulgte de bare den gældende praksis uden at reflektere nærmere over det,« siger Kevin Perry.

Gælder resultaterne alle ghettoer?

På baggrund af sin forskning mener Kevin Perry, at det er vigtigt at bruge de opsøgende medarbejdere netop som opsøgende og ikke som lovens forlængede arm.

»I stedet for at patruljere rundt i området og overvåge og kontrollere de unge, skal de droppe magten og skabe kontakten. Det er vigtigt, at SSP-medarbejderne kender deres rolle og reglerne om tavsheds- og underretningspligt. Desuden er det vigtigt, at politikerne og kommunens ledelse ikke bruger opsøgende medarbejdere som en slags kommunalt vagtværn,« mener Kevin Perry.

Forskeren har svært ved at sige, om billedet ville være det samme, hvis man fokuserede på andre ghettoer end de to udvalgte – og unavngivne.

»Det er svært at generalisere om SSP-samarbejdet i resten af landet ud fra mit feltarbejde. Men hvis de arbejder med samme praksis andre steder, så er mistilliden formentlig lige så udbredt der,« lyder det.

Opdateret 8.6. med uddybelse af kravene til SSP medarbejdere i København, da man kunne få opfattelse af, at afhandlingen vedrører forhold i København, hvilket ikke nødvendigvis er korrekt. Ghettoerne i afhandlingen er anonymiseret.