Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd
Tv-debatter under den amerikanske valgkamp har været onde, hårde og langt under bæltestedet. Britisk psykologiprofessor mener, at Donald Trumps opførsel var at sammenligne med bølleadfærd.
Trump gestus hænder kropssprog bølle

Donald Trump tyer i stigende grad til boksesportens psykologiske tricks. Alle boksere kan små tricks, som de bruger til at manipulere og skræmme deres modstandere. De ser det ikke som snyd; det er jo bare en del af kampen, og det lader til også at være sådan, Trump tænker. (Foto: Shutterstock)

Mens Hillary Clinton og Donald Trump gearer op til slutspurten i den amerikanske valgkamp, forsøger resten af verden stadig at finde sig til rette med de tre tv-debatter, der har været mellem de to kandidater.

Ikke mindst den anden tv-debat var en mildest talt mærkværdig præsidentdebat. Den var både ond, personlig og langt under bæltestedet.

Blot få dage efter offentliggørelsen af en video, hvor Trump praler af at bruge sin kendisstatus til uden samtykke at gramse kvinder et vist sted, styrtdykkede hans popularitet i meningsmålingerne.

Han reagerede med et angreb på Bill Clintons seksuelle forhistorie ved at paradere flere kvinder, der har beskyldt Bill Clinton for upassende seksuel adfærd, og så efterfølgende invitere dem med til den anden tv-debat i et forsøg på at både genere og bringe både Bill og Hillary Clinton ud af fatningen.

I begyndelsen så det faktisk ud til at lykkes.

Man behøvede ikke at være ekspert i kropssprog for at se ubehaget malet i Bill Clintons ansigt, da han blev ført ind i auditoriet og tog plads på første række.

LÆS OGSÅ: Kropssprog kan gøre dig bedre til dit job

Trump tyer til boksesportens psykologiske trick

Nu da Trump kan se sine tal glide længere og længere nedad, tyer han i stigende grad til boksesportens psykologiske trick.

Alle boksere kan små trick, som de bruger til at manipulere og skræmme deres modstandere. 

Trump gestus hænder kropssprog bølle

Donald Trump har en forkærlighed for at kalde sin modstander ved øgenavne. Alt, for at få overtaget, alt, får at gøre modstanderen usikker og nervøs. (Foto: Shutterstock)

De ser det ikke som snyd; det er jo bare en del af kampen, og det lader til også at være sådan, Trump tænker.

Donald Trump har en forkærlighed for øgenavne, og det er først noget bokserne tyer til, hvis de er helt desperate.

Han har kaldt Hillary Clinton 'Crooked Hillary' - hvilket vist bedst kan oversættes som 'Uhæderlige Hillary' - hundredvis af gange på Twitter og i taler til tilhængerskarerne.

Men i løbet af den anden tv-debat gik han endnu længere og kaldte hende for løgner. 

Alt, for at få overtaget, alt, får at gøre modstanderen usikker og nervøs.

Den anden tv-debat var nærmest en slags gadekamp, hvilket også er en hyppig benyttet metafor for hele opløbet til debatten.

LÆS OGSÅ: Præsidentkandidaterne har glemt videnskaben

Mikrofonen hæmmede Donald Trumps håndbevægelser

Denne opfattelse var så udbredt, at det nærmest blev forvandlet til en metaforisk ramme, der påvirkede, hvad vi så, og hvad vi bemærkede, og endda hvordan vi bedømte kampens udfald.

Adskillige kommentatorer opsummerede Donald Trumps præstation i løbet af debatten med spekulationer om, at han havde formået at forhindre, at det republikanske parti 'forbløder' på trods af hans kommentarer om hans syn på og behandling af kvinder ('skurvognssnak, folkens').

Trump gestus hænder kropssprog bølle

Donald Trump er lidt af ekspert i at benytte håndbevægelser og gestussekvenser. Først kommer et barrieresignal: Armene op, håndfladerne ud. »Pas på,« siger det. »Fare.« (Foto: Shutterstock)

Trump kropssprog gennemgik flere overgangsperioder i løbet af debatten. 

En mikrofon forstyrrer de naturlige to-håndsgestus, som han ellers er svært afhængig af. 

Vi genkender dem alle: Udstrakte arme, arme der peger nedad, håndfladerne fremad, karakteristiske signaler der stadfæster hans forbindelse med den almindelige mand gennem de karakteristiske, demonstrative New York-gestus. Gestus, der fungerer, fordi de taler direkte til den nonverbale underbevidsthed.

LÆS OGSÅ: Præsidentvalg giver færre selvmord

Donald Trump er ekspert i at udnytte gestus

Donald Trump er lidt af ekspert i at benytte håndbevægelser og gestussekvenser.

Først kommer et barrieresignal: Armene op, håndfladerne ud. »Pas på,« siger det. »Fare.«

Så bruger han en præcisionshåndgestus, en karakteristisk tommelfinger-og-pegefinger-position, som han veksler mellem med en L-formet gestus. 

Faresignalet fremkalder øjeblikkeligt en følelsesmæssig effekt, og så beroliger han publikum med sin præcisionsgestus. 

»Jeg har en plan,« beroliger han nonverbalt, »en præcis plan. Det er tid til en forandring.«

Pege og skære igennem luften

Alt det gør Donald Trump, når han ikke er tvunget til at holde en mikrofon i den ene hånd, som under den anden tv-debat.

Trump gestus hænder kropssprog bølle

Efter de udstrakte hænder bruger Trump en præcisionshåndgestus, en karakteristisk tommelfinger-og-pegefinger-position. Denne gestus bruger han til at berolige publikum nonverbalt: »Jeg har en plan. En præcis plan. Det er tid til en forandring.« (Foto: Shutterstock)

Jeg var faktisk overrasket over, at han ikke brokkede sig over mikrofonen, for han gjorde ellers vrøvl over alt andet; ordstyrerne var 'partiske', 'tre mod én', Hillary Clinton fik mere tid, simpelthen alt; som et barn, der synes, at verden er uretfærdig.

Han så træt ud, da han begyndte at rokke frem og tilbage, mens Hillary Clinton talte. 

Det er et tegn, som afslører negative følelser, der finder en nonverbal vej ud.

Den uheldige videooptagelse, hvor Donald Trump udtaler sig meget nedsættende om kvinder, var sivet ud på et meget ubekvemt tidspunkt.

Han begyndte at snøfte, når han talte, som han også gjorde i løbet af hele den første debat. 

Det er en distraktion, og det bliver mærkbart mere udtalt, når han er i knibe.

Han begyndte først at gestikulere demonstrativt, da han talte om, hvor velhavende er han. 

LÆS OGSÅ: Kan vejret påvirke valgresultater?

Donald Trump snøfter sig igennem tv-debatten. (Video: Diran Lyons/YouTube)

Gestus har øjeblikkelig effekt

'Taktstok-gestus', en stressfremkaldte gestus, der ikke har indhold, eksempelvis en hånd der ryger op og ned, har en tendens til at markere indhold, der er meget vigtigt for den talende. Men når Trump begynder sine personlige angreb, begynder de mere komplekse og abstrakte metaforiske gestus for alvor.

De er en central del af Trumps implicitte budskab, og de har en øjeblikkelig effekt. 

Deres betydning bliver bearbejdet samtidig med, at han taler.

I takt med at han gik til angreb i løbet af den anden tv-debat, blev antallet af 'huggende' gestus forøget.

Han huggede, han pegede, og han skar.

Bevæbnet til tænderne

Og så var Donald Trump bevæbnet til tænderne.

Han plagede Hillary Clinton med ubehagelige tilråb, han afbrød, han skulede til Hillary Clinton, mens hun talte som en løbende nonverbal reportage af, hvad hun sagde.

Alt i alt var det bølleadfærd; et fysisk forsøg på at dominere Clinton og manipulere vores fortolkning af hendes ord. 

Clinton citerede Michelle Obamas 'Når de går lavt, går vi højt'. Men med Donald Trump bag sig, mens hun talte, som en stalker, som et stort jungledyr på rov, forblev debattens tone i den nedre ende af skalaen.

Den amerikanske sprogforsker George Lakoff har udtalt, at Donald Trump 'bruger vores hjerner imod os'.

LÆS OGSÅ: Forsker: Statistikken og historien levner ikke Donald Trump en chance

Trump sigter efter underbevidste tanker

Mange af vores tanker hver eneste dag er underbevidste, og det er lige dét psykologiske punkt, som Donald Trump sigter efter, på samme måde som en bokser i ringen eller en slagsbror på gaden.

Alene det faktum, at han har fået os alle til at tro, at kun en 'knockout' vil betyde succes for Hillary Clinton, var en slags sejr.

Han var ude at gynge i bokseringens reb på aftenen for den anden tv-debat, og det vidste han godt.

Han dukkede og snoede sig, så han kunne få lov at kæmpe endnu en dag - på trods af alt det vi ved om denne mindst præsidentagtige mand af alle.

Geoff Beattie modtager støtte fra ESRC. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark