Vrede, afmægtighed og følelsen af ikke at blive lyttet til.
Mange borgere, der befinder sig i det danske sociale system bestående af bl.a. socialforvaltninger og jobcentre, synes ikke de får den rigtige hjælp til at komme videre, skriver lektor Søren Juul.
Den 7. januar forsvarer han sin doktorafhandling om solidaritet, der blandt andet består af en kritisk analyse af det sociale system.
»Min fortolkning af empirisk materiale viser, at der mangler solidaritet i det sociale system. Mange sociale klienter får en dårlig oplevelse, fordi de ikke bliver anerkendt og det skader den solidaritet, som vores velfærd bygger på,« udtaler Søren Juul, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved RUC.
Han kritiserer, at begge fløje i dansk politik har overset og stadig overser betydningen af, om klienterne i det sociale system føler sig retfærdigt behandlet.
Søren Juul har tidligere analyseret politiske taler og interviews med sagsbehandlere og klienter i det sociale system.
I sin doktorafhandling fortolker han denne empiri ud fra en filosofisk teori om, hvad anerkendelse betyder for individer og for samfundsudviklingen.
Hans empiri viser, at klienterne i det sociale system føler, at der bliver talt henover hovedet på dem. Mange mister fornemmelsen at være herre over deres eget liv.
»I det nuværende system handler det om at finde den korteste vej fra overførselsindkomst til arbejde. Jeg tror, de fleste arbejdsløse gerne vil have et arbejde, men det er ikke alle, der kan passe et. Systemet overser eksempelvis misbrugsproblemer eller psykiske problemer,« siger Søren Juul.
»Problemet er, at når systemet presser mennesker, der ikke er i stand til at arbejde, får de igen en oplevelse af ikke slå til og ikke kunne bruges til noget. Det motiverer dem ikke til at komme tilbage på arbejdsmarkedet,« forklarer han.
Teorien om anerkendelse
Den tyske filosof Alex Honneth argumenterer for, at anerkendelse er en forudsætning for, at mennesket kan udvikle selvtillid. Menneskets identitet afhænger af sociale relationer til andre og deres anerkendelse.
Honneth argumenterer for, at kampe om etableringen af anerkendelsesrelationer er et vigtigt element i et samfunds udvikling.
Prognosen er ifølge forskeren ringe, fordi systemet ikke tager udgangspunkt i det, klienterne er gode til eller lykkes med.
»Arbejde er det eneste, systemet tillægger betydning og det udgangspunkt skaber mindreværd hos borgere, der ikke har arbejdet et stykke tid,« siger Søren Juul.
Søren Juul kritiserer, at systemet er usolidarisk, fordi det næsten kun er arbejde, der udløser den anerkendelse, som for eksempel udmønter sig i hjælp til at få de kvalifikationer, klienten mangler for at komme videre.
Men forbindelsen mellem anerkendelse og arbejde giver god mening, fordi vores samfund netop hviler på, at vi alle arbejder og betaler skat til fælles velfærd, forklarer økonom og tidligere formand for Velfærdskommissionen, Torben M. Andersen.
»Den danske velfærdsmodel giver borgerne ret til et finmasket net af sociale ydelser og samtidig pligt til at arbejde for at sikre, at vi har råd til dem,« forklarer Torben M. Andersen.
En variation af denne tanke var idegodset bag regeringens udspil på velfærdsområdet i 2004 med titlen 'Noget for noget'.
Selv om vi som samfund følger den filosofiske tanke, er solidaritet stadig en nødvendig byggesten.
»Hvis solidariteten forsvinder og alle vil have velfærdsydelser for præcis det antal skattekroner, som de har indbetalt gennem livet, får vi problemer,« siger Torben M. Andersen.
Lektor Søren Juul bidrager med sin kritiske analyse til en filosofisk og politisk debat om, hvordan Danmark bevarer solidaritet i samfundet.
»Debatten handler om følgerne af de stramninger, der er indført, fordi politikerne mente, at der har været en ubalance mellem ydelse og nydelse i samfundet,« siger Torben M. Andersen.
Forsvar for doktorafhandlingen 'Solidaritet – anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft' finder sted fredag d. 7. januar 2011 kl. 13 på RUC.
Den manglende solidaritet
Søren Juul beskriver i sin afhandling 'Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft' hvordan neoliberalismen har forvandlet Wellfare til Workfare: den sidste stump arbejdsevne skal presses ud af arbejdkraften. I en kritisk kommentar beskrives dette udnyttelessystem paradoksalt nok meget præcist: 'de mennesker har kun meget lidt forståelse for at alle i samfundet skal bidrage til fællesskabet ' og kritikeren fortsætter: 'endnu mere vigtigt at få forklaret de unge mennesker at de ikke alle kan være rockstjerner og nogle af os skal dagligt varetage et helt alm. arbejde til en normal løn i et liv hvor man ikke kommer på forsiden af aviserne hver dag'. Det er så interessant at denne blogger får postuleret et fællesskab som alle SKAL bidrage til samtidig med at han udmærket beskriver den individualisering og krav om selvrealisering, der også ligger som krav/tilbud over alle.
Sandheden er at der ikke eksisterer et fællesskab under det neoliberale kapitalistiske regime, men en markedsgørelse af alle relationer - og fællesskabets 'fælles mål' er de riges/elitens udnyttelse af alle andre. Individualiseringen og selvrealiseringen er en gulerod (lottokupon) der skal få alle til at deltage i den fælles samfundslotto, der lover rigdom til de mange, men kun udløser gevinsten for de få. På denne primitive måde forsøger neoliberalismen på samme tid at anspore og kvæle modstanden mod et perverst kommersialiseret system, hvor solidariteten mellem mennesker er forsvundet! Det er Søren Juuls vigtige budskab. - Konsekvensen af dette lotterisystem er for mange en konstant følelses af manglende anerkendelse og mening, og dette er grobund for forskellige former for psykisk sygdom med depression og angst som mest fremherskende. Læs videre i Alain Ehrensberg: 'Det svage selv'.
Hvis man protesterer mod dette lottosystem bliver man mistænkeliggjort. Bloggerkommentaren skriver interessant: 'En anden gruppe er blevet opdraget i et miljø hvor kun de færreste arbejder og hvor en førtidspension er lykken – de sidder nu og kæfter op om hvor død uretfærdigt samfundet er blevet og hvor svært det er at få en pension'. Her moraliseres der over modstand mod systemet ud fra en pseudoforståelse af fællesskab og arbejdspligt: og der går en lige linie herfra til kontrol med arbejdskraften og den voldelige indgriben fra samfundets kontrolinstanser, hvis man finder på andre modstandsformer, evt organiseret sammen med andre (fx i sidste ende kontrolinstansen politiet, som ikke længere fungerer resocialiserende, men straffende).
Ordentlig behandling uanset
Den bedste vej til længerevarende beskæftigelse vil altid være at tage udgangspunkt i klientens interesser og evner. At der så skulle være nogle "starstruck" unge mennesker ind imellem er vel ikke unaturligt i vores system, hvor befolkningen overhældes med reality programmer og fordummende fjernsyn som Talent, vild med dans, Xfactor og høvdingebold ikke at forglemme.
Men det ændrer jo ikke på at lille Per aldrig bliver glad for at sidde bag kassen i Netto, når nu han troede han skulle være stjerne i tossekassen.
Men uanset om man er "starmaterial" eller glad for dyr, så skal man behandles ordentligt af systemet når man har brug for det. Den nuværende model er bygget ud fra synspunktet at ingen gider at arbejde hvis de dukker op på Jobcentret, og jobcentrets opgave ligger primært i at formidle folk til diverse jobs, ulønnet som lønnet. Men det skal altså være med udgangspunkt i klientens ønsker og evner, hvilket ikke er tilfældet idag.
Der er så ikke noget arbejde at få... Jamen så sender vi da bare folk i "lønomkostningsfri praktik" i op til 13 uger, ja nogle gange op til flere gange i streg. Dette er vel og mærke ulønnet for klienten, eller rettere sagt, han arbejder for sin kontanthjælp. Ikke nok med det, men kommunen får også en højere sæk penge fra staten hvis deres arbejdsløse klienter er fjernet fra arbejdsløshedsgrafen.
Denne onde cirkel bliver misbrugt så det basker af diverse arbejdssteder som mange steder har en eller flere "permanent" kontanthjælpsmodtager i praktik, (efter 13 uger kan man jo få en anden i praktik eller forlænge en klients praktik igen) gratis for virksomheden. Dette til trods for at praktikken har til formål at føre den arbejdsløse ud til et fast job.
Altså opfordrer systemet til at man sender så mange som muligt i ulønnet praktik.
Derudover bruger man også resourcerne på at sende pensionsmodne folk i praktik og på "lær at skrive ansøgnings" kurser.... Comoff for en god ide hva'!!! tsk tsk men det er penge lige ned i kommunekassen, så bare afsted bedste!!
Da jeg i sin tid hvar arbejdsløs tog man udgangspunkt i mine interesser og evner, der var frit valg til 6 ugers kursus og der var ikke grund til at spilde tiden med praktik der ikke førte til job, ej heller nødvendig at antallet af ansøgninger opfyldte en kvote, fastsat af folk uden virkelighedsbegreb. Der var god rådgivning og samtaler med folk der ønskede at hjælpe en som person med udgangspunkt i mit liv og ikke i hvad der var bedst for systemet.
Det gav mig ressourcer og overskud til at komme videre til fast arbejde.
Det er uværdigt nok i sig selv at miste sit job eller ikke at kunne finde arbejde. Skal man så også "umyndiggøres" og behandles som et tal af systemet ovenikøbet.... nej vel? Personalet på landets jobcentre er ikke problemet, De er knalddygtige folk. Problemet er at de nu til dags har et skodsystem som de skal arbejde for/under.
Alle skal bidrage til systemet før at det virker, men her handler det ikke så meget om mangel på bidrag, men mere om mangel på ordentligt system. Hvem bidrager mest? Klienten der gang på gang bliver sendt i ulønnet praktik eller klienten der bliver hjulpet til fast arbejde som klienten kan lide? Den smule kontanthjælp man modtager imens man er arbejdsløs, er hurtigt betalt tilbage af folk der får et godt fast job. Dem der bliver sendt i ulønnet praktik bidrager på kort sigt, lidt ligesom at pisse i bukserne for at holde varmen.
Systemet lavet af mennesker for menneskenes skyld, menneskene er ikke til for systemets skyld.
En glemt gruppe
Undersøgelsen præmisser er at man tro de fleste vil have arbejde og det er forkert at finde den korteste vej mellem AF og et arbejde.
Lad os begynde bagfra – Ja det er systemets opgave at finde den korteste vej mellem arbejdsløshed og et arbejde og endnu mere vigtigt at få forklaret de unge mennesker at de ikke alle kan være rockstjerner og nogle af os skal dagligt varetage et helt alm. arbejde til en normal løn i et liv hvor man ikke kommer på forsiden af aviserne hver dag. De unge møder op med en forventning at de skal forsørges til det rigtige job dukker op eller de er blevet berømte og bliver fornærmet hvis de bliver henvist til at skulle sidde ved kassen i Netto.
En anden gruppe er blevet opdraget i et miljø hvor kun de færreste arbejder og hvor en førtidspension er lykken – de sidder nu og kæfter op om hvor død uretfærdigt samfundet er blevet og hvor svært det er at få en pension – de mennesker har kun meget lidt forståelse for at alle i samfundet skal bidrage til fællesskabet og at en pension kun er beregnet til dem der ikke kan arbejde.
Prøv at fjerne dem fra gruppen af utilfredse og dem der føler at samfundet handler hen over deres hoved og jeg vil tro at så ser det faktisk ikke så slemt ud.
Så fjerne alle Reality-Amalierne og Pension-Alierne ud af statistikken og man vil nok finde et ægte flertal der vil arbejde og som ved at alt arbejde er godt arbejde hvis man er arbejdsløs.
Så længe en undersøgelse indeholder tal fra fysisk og psykisk raske mennesker der ikke er villige til at påtage sig et ærligt stykke arbejde - så er sådan en undersøgelse næsten ubrugelig for ingen kan tage deres beklagelser alvorligt.