Risikoen for at begå en sexforbrydelse står måske skrevet i vores gener. Det viste et forskningsresultat for nylig.
Men selvom det er en interessant opdagelse, er det usandsynligt, at det i fremtiden vil forhindre seksuelle overgreb eller fange forbrydere.
Forskningen, som analyserede DNA fra 21.566 mænd, der var blevet dømt for sexforbrydelser i Sverige fra 1973 til 2009, viste, at sønner og brødre til dømte sexforbrydere var fire til fem gange mere tilbøjelige til at blive dømt for sexkrænkelser end mænd i den generelle befolkning.
Forskere søgte en forklaring på sammenhæng
I forsøget på at forklare denne sammenhæng opdagede forskerne, at kun i 2 procent af sagerne kunne den familiære forbindelse forklares ved fælles miljøbestemte faktorer som sociale eller miljømæssige aspekter i deres opvækst, som søskende vil have oplevet sammen.
På den anden side var deres fælles genetik en faktor i 40 procent af tilfældene, mens de resterende 58 procent af sagerne stammede fra miljøbestemte faktorer, der ikke var delt mellem familiemedlemmer, men som påvirkede det enkelte kriminelle individ.
Genetiske faktorer viste sig også at være stærkere, når det gjaldt overgreb på børn (46 procent) end ved voksenvoldtægt (19 procent). Mens studiet foretager en beregning på arveligheden af seksuel forbrydelse, kan det naturligvis ikke udpege de gener, der er involveret.
Arv og miljø spiller tæt sammen
Når man laver en beregning på det genetiske grundlag for adfærd, lader der til at være en formodning om, at disse faktorer nedarves direkte til børnene fra deres forældre.
Der vil naturligvis blive videregivet genetisk materiale fra begge forældre, men genetiske spor udvikles i et samspil mellem gener og omgivelserne. Som det fremgår af procenterne ovenfor, involverede størstedelen af sagerne en tung bagage af miljømæssige faktorer, om de så var fælles eller specifikke for den enkelte, som har langt større indflydelse på adfærd en nedarvede gener.
Det kan måske være brugbart at adskille det genetiske og de miljømæssige faktorer – eller arv og miljø – i en model, men det giver ikke rigtig mening, for forskning har vist, at genudvikling er påvirket af miljøet.
Alle de rapporter, som fastslår, at gener påvirker adfærd, har en tendens til at skabe polariserede holdninger. Nogle byder måske videnskaben velkommen, og ser det som en bekræftelse på, at folk, der begår sexovergreb adskiller sig biologisk fra andre mennesker, og at man måske kan hindre dem i at begå overgreb.
Andre vil være bekymrede for stigmatisering af familiemedlemmer, som defineres som ‘udsatte’, men stadig næppe for at støde dem selv. Kun omkring 2,5 procent af brødre og sønner til sexforbrydere blev også selv dømt, så de præventive programmer, der gik efter udsatte familier, som blev udpeget af forskerne, ville primært ramme den uskyldige.
Så hvad betyder dette rent praktisk? Opdagelsen kan måske en dag føre til identificeringen af særlige genotyper, men kan og skal dette påvirke måden, vi håndterer sexforbrydere på?
Et genetisk forsvar?
Der er allerede blevet identificeret en genotype, som øger risikoen for voldelig adfærd i bestemte miljøer. Med tilnavnet ‘kriminel’- eller ‘kriger’–genet er det i nogle sager blevet brugt med stor succes af forsvarsgrupper i appelsager for formildende omstændigheder for at undgå dødsstraffen i USA eller reducere dommens varighed i USA og Italien.
Det synes måske mærkeligt, at en morder, som er blevet dømt og er i større risiko for at gentage overgreb, og derfor formodentlig også er mere farlig for befolkningen i fremtiden, skulle behandles mildere.
Sexforbrydere, især hvor der er børn involveret, er sandsynligvis endnu mere stigmatiserede end andre voldelige kriminelle, så det er ikke sikkert, at et genetisk forsvar ville komme til deres fordel.
En ting står klart: En påvisning af sammenhængen mellem genetik og adfærd vil ikke påvirke det juridiske ansvar. Det juridiske ansvar er ikke afhængigt af, om en person agerer fuldkommen uafhængigt eller på en abstrakt ide om fri vilje.
Sexforbrydere skal behandles som alle andre
Det er anerkendt, at der er mange genetiske, biologiske og miljømæssige faktorer, som påvirker adfærd, og der kan være mange årsager til, at det er sværere for nogle mennesker at afholde sig fra kriminelle handlinger.
Enhver forskning, der hjælper os til at forstå problematisk adfærd hilses velkommen, men det overordnede billede – en genetisk sammenhæng i 40 procent af sagerne – fortæller os ikke, at sexforbrydere ‘ikke kan gøre for det’ eller er anderledes end ‘normale’ mennesker.
‘Krigergenet’ findes hos omkring en tredjedel af kaukasiske mænd, men de, der ikke har haft en dårlig opvækst, er faktisk mindre tilbøjelige til at blive voldelige end resten af befolkningen. De gener, der gør os til de mennesker, vi er, og de miljøer, som vi er opvokset i, kan ikke anskues uafhængigt af hinanden.
Mairi Levitt har modtaget støtte fra the Research Programme hos ESRC Genomics Network ved Cesagen (ESRC Centre for Economic and Social Aspects of Genomics) for sit arbejde med ‘Perceptions of nature, nurture and behaviour’ og ‘Criminal genes and public policy’. Holdninger, som er udtrykt i denne artikel er forfatteres egne og repræsenterer ikke forskningsrådets holdninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation
