EU-landene bliver nødt til at stifte en union af forenede nationer efter en USA-lignende model, for at undgå, at den nuværende krise udvikler sig til noget langt værre.
Det vurderer lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og formand for Dansk Selskab for Europaforskning, amerikanske Derek Beach:
»Det er en forudsætning for, at euroen og dermed EU kan overleve, at man danner en union som minder om USA, hvor man fordeler penge fra de rige til de fattige lande.«
Derek Beach mener, at EU kun kan slippe ud af den nuværende krise med så meget politisk og økonomisk integration mellem de 27 medlemslande, at det vil blive Europas Forende Stater.
»Finansmarkedet har underkendt symptombehandling som europagten, der bliver mere og mere udvandet ved forhandlingsbordet. På nuværende tidspunkt blokerer Tyskland for en tættere union mellem landene, men de kan meget snart blive tvunget til at gå med,” siger Derek Beach.
Han har skrevet afhandlinger og forskningsartikler om EU, og netop nu er på vej med forskning om situationen i eurolandene.
Han forudser, i lighed med den fremtrædende økonom og nobelprismodtager Paul Krugman, at de nedskæringer i EU-landenes statsbudgetter, der er på vej, vil udvikle sig til en dødsspiral, hvis de ikke suppleres af vækstpolitik, der kan stimulere økonomien i lande, hvor det går dårligt.
»Nedskæringspolitikken kan udarte sig til en sand dødsspiral: Bruttonationalproduktet falder, arbejdsløsheden stiger, skatteindtægterne bliver mindre, underskuddet bliver større, og gælden vokser,« siger Derek Beach og spørger:
»Det rejser et andet problem: For eksempel skal Italien gennem årelange nedskæringer. Men hvilken demokratisk valgt regering kan gennemføre en permanent kartoffelkur og bevare magten?«
Han mener, at svaret er, at den nuværende politik kan føre til, at demokratiet bliver afskaffet.
ØMU’en
Den Økonomiske og Monetære Union danner grundlag for euroen. Inden euroen forberedte medlemmer af ØMU-samarbejdet sig til en fælles valuta ved at skulle sikre en ensartet udvikling i deres økonomier og ved at skulle opfylde en række økonomiske krav.
Lande i euroen
Belgien
Frankrig
Tyskland
Spanien
Grækenland
Irland
Italien
Luxemburg
Holland
Østrig
Portugal
Finland
Slovenien
Malta
Cypern
Slovakiet
Estland
Lande i fastkurssamarbejde
('tilknyttet' euro-samarbejdet, men ikke med i det)
Danmark
Litauen
Letland
»Resultatet vil enten være hyppige valg og kronisk politisk ustabilitet, eller at man afskaffer demokratiet, som vi ser det midlertidigt i Italien og Grækenland, hvor teknokrater overtager regeringsmagten,« forudser Derek Beach.
Eurolandene befinder sig i en voldsom økonomisk krise, fordi gælden er løbet løbsk i lande som Grækenland og Italien, der har været nødsaget til at suspendere demokratiet for at afværge truende statsbankerotter.
Samtidig hænger blandt andet Spanien i vandskorpen, med en arbejdsløshed der formentlig vil betyde, at en generation aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet.
De redningsaktioner, som landene hidtil har kunnet enes om, senest europagten, er ifølge Derek Beach blevet underkendt af finansmarkederne. Derfor er der nu kun tilbage at gå endnu tættere sammen.
Der har blandt andet været forslag om fælles euroobligationer, der ikke er så vidtrækkende, men som betyder at for eksempel Tyskland vil hæfte, hvis Spanien eller Frankrig ikke kan betale sine kreditorer.
Tyskland er afvisende, men Derek Beach mener, at et eurosammenbrud vil være langt dyrere for alle eurolandene, inklusiv Tyskland.
»Uafhængige økonomer har udregnet, at det vil kaste Tyskland ud i en krise, der er tre gange værre end den nuværende krise, hvis euroen kollapser,« siger Derek Beach og tilføjer:
Derfor tror jeg Tyskland blive tvunget til, sammen med de øvrige eurolande, at indgå i et tættere samarbejde, hvor pengene i eurozonen skal fordeles, så penge fra rige lande som Tyskland bliver sendt til fattige lande som Spanien, Irland, Italien og Grækenland.«
Den samme fordelingspolitik findes i USA, hvor forbundsstaten sender penge fra rige til fattige stater.
I Danmark sender rige kommuner penge til fattige kommuner, og Derek Beach mener, at tyske politikere bliver nødt til at forklare befolkningen, at den tyske vækst blandt andet skyldes andre eurolandes nedtur.
»Tyskland har tjent styrtende på euroen, mens den har kastet flere andre lande ud i ruin. Konstruktionen har tilgodeset tysk erhvervslivs konkurrenceevne på bekostning af Italien og Spanien.«
»De tyske politikere bliver nødt til at forklare befolkningen, at de penge Tyskland skal omfordele til de andre eurolande, er penge Tyskland har tjent, fordi de andre landes konkurrenceevne er blevet voldsomt svækket af euroen,« siger Derek Beach, der har skrevet afhandlingen ’Dynamics of european integration’, der blandt andet handler om de forhandlinger, der førte til euroen.
Op gennem 1980’erne og 90’erne pressede tysk erhvervsliv voldsomt på for at få de modstræbende tyske politikere til at arbejde for euroen.
Hver eneste gang tysk erhvervsliv udkonkurrerede erhvervslivet i sydeuropæiske lande, devaluerede for eksempel Italien deres valuta, så de italienske virksomheder blev konkurrencedygtige igen. Med indførslen af den fælles mønt blev det redskab vristet ud af hænderne på de enkelte lande
Derfor var der en åben autobahn tysk økonomi kunne buldre ud af. Og i dag står Tyskland tilbage som en økonomisk supermagt, mens en del af de øvrige lande er så smadrede, at ikke engang den infrastruktur, der på sigt skal genrejse nationerne, fungerer.
»Et eksempel fra min egen verden er de italienske universiteter. De er skandaløst ringe. Det betyder, at Italien er ude af stand til at skabe en videnstung industri til at afløse de traditionelle erhverv,« siger Derek Beach.
For nylig var den nobelprismodtagende økonom Paul Krugman ude med en lignende kritik, som i nogen grad blev bakket op af den danske overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Krugmann mener, at hele eurosamarbejdet er et romantisk makværk, fordi lande uden fælles finanspolitik ikke kan have en fælles valuta. Konjunkturerne i de samarbejdende lande bliver nødt til at følges ad.
Det var de europæiske politikere da også klar over, da de i sin tid skabte ØMU’en. Der blev indsat en række meget skrappe krav til den økonomiske politik i de enkelte lande, som skulle sikre en vis ensartethed. Desværre overholdt landene ikke kravene, og derfor står vi nu i en alvorlig situation.
Ifølge Derek Beach skyldes den situation i høj grad – og ironisk nok – Tyskland.
Europagten er eurolandenes forsøg på at bekæmpe gældskrisen og undgå at en lignende situatuion opstår.
Finanspolitisk indeholder pagten en række sanktioner, der automatisk indtræffer, hvis landene ikke overholder kravene til f.eks. størrelsen af budgetunderskuddet.
Aftalen giver Europa-Kommissionen ret til at overvåge de enkelte landes budgetplaner og kræve ændringer. Der skal være en øget økonomisk koordinering mellem landene og krisefonden den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet skal have flere penge.
»Tyskland pressede på for, at der skulle gælde nogle meget skrappe optagelseskrav til Euroen. Faktisk var kravene så skrappe, at euroen kun ville bestå af ganske få lande som Tyskland, Holland, Finland og muligvis Frankrig, Østrig og Finland – og Danmark, hvis vi ville være med.
»Tyskerne pressede også mest på for, at reglerne i eurosamarbejdet skulle være tilsvarende skrappe, men lige inden de afgørende forhandlinger kom Tyskland i problemer,« siger Derek Beach.
Den tyske genforening var så dyr for Tyskland, at det i foråret 1997 så ud til, at Tyskland ikke kunne leve op til deres egne skrappe konvergenskrav for deltagelse i euroen.
Derfor begyndte den daværende tyske finansminister at fifle med måden, man udregnede det tyske statsregnskab på. I sidste ende viste det sig dog at være unødvendigt. Tyskland havde alligevel penge nok.
»Men det åbnede for, at andre lande benyttede sig af kreativt bogholderi. Et land som Italien havde en gæld på over 100 procent, og burde aldrig have været med i euroen, hvor kravet var en gæld på 60 procent,« siger Derek Beach.
»Men fordi Tyskland havde åbnet for uortodokse udregninger af budgettet, kom Italien alligevel med,« tilføjer forskeren.
Dermed kom eurolandede til at bestå af lande der reelt var uegnede til medlemskab, hvilket resulterede i forudsigelige svigt af de klokkeklare krav der var til eurolandendes økonomi.
»Og da det blev nødvendigt at sanktionere de lande der ikke overholdt kravene i euroen, var både Frankrig og Tyskland selv pressede på økonomien, så derfor skete det ikke,« siger Derek Beach.
Samtidig blev euroen tilfældigvis indført på et tidspunkt, der var meget gunstigt for Tyskland. I begyndelsen af 00’erne, da euroen erstattede landenes egen valuta, var Tyskland i dyb krise.
Det medførte en række meget hårde reformer, og den Europæiske Centralbank, ECB, satte renten på euroen lavt for at hjælpe Tyskland.
»Men for eksempel Spaniens økonomi var glimrende, og den lave eurorente førte til meget gunstige lån, som skabte en meget stor boligboble, som nu har sendt det spanske arbejdsmarked ud i så stor ruin, at en generation aldrig kommer til at bare snuse til arbejdsmarkedet,« siger Derek Beach.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har været inde på, at for eksempel Grækenlands store udlandsgæld skyldes, at de græske statsobligationer, som er dem landene låner penge med, på grund af Grækenlands euro-medlemskab blev anset for meget sikre.
Det tillod Grækenland at låne penge langt over evne. Finansmarkederne regnede simpelthen med, at Grækenland ville blive reddet af eurolandene inden et kollaps, hvilket indtil videre også har været korrekt.
Skridtet fra en monetær union til en økonomisk union med øget integration stiller krav om et meget større EU-budget, der skal være med til at udligne de økonomiske forskelle mellem EU-landene.
Fortalerne for en vækstpolitik har blandt andet peget på, at EUs nuværende strukturfonde kan bruges til at bringe lande som Grækenland og Italien på fode igen med strategiske investeringer.
»De fonde skal måske så være 10 gange større,« forklarer Derek Beach.
Derfor er forslag om at finde de penge gennem skat på finansielle transaktioner, større bidrag fra medlemsstaterne eller ligefrem en EU-indkomstskat pludselig aktuelle.
»De forslag var vilde fantasier for bare nogle måneder siden. Men på grund af euro-krisen er de blevet mere realistiske,« siger Derek Beach.
Grundlæggende mener han, at euroen kun kan bevares ved at opbygge en egentlig forbundsstat som USA eller Tyskland.
EU propaganda for fuld skrue
Løsningen på EUs selvskabte problemer er altså mere EU.
Her snakkes om at befolkningen i Tyskland og nordeuropa nu skal til at vænne sig til at omfordele ressourcer til resten af øst og sydeuropa på bedste socialistiske manner.
Og at de selvfølgelig bare skal makke ret, for ellers bliver krisen meget værre. Men hvad er det egenligt for et tidsperspektiv man opererer med?
Er det 5, 10 eller 50 år? Hvis man melder sig ud af EU nu og her, er det muligt at det vil gøre økonomisk ondt, og muligvis også en del år i fremtiden.
Hvis man omvendt fastholder Euro systemet med omfattende økonomisk omfordeling, er det langt fra sikkert at noget godt vil komme ud af det. Snarere vil den manglende folkelige opbakning og den øgede centralisering skabe øget utilfredshed og mistænksomhed på længere sigt.
Jeg tror at der er ganske mange efterhånden der er blevet meget kritiske overfor EU "eksperterne", efter konstruktionen af makværket Euroen.
Og det tror sådan set også er meget sundt, det meste af EU er baseret på inkompetence og korruption.
Det er derfor bedst at DK kommer ud af denne totalitære superstat hurtigst muligt. Det kan kun gå for langsomt.
Euroen ER problemet
Jeg ser to veje.
1. Bevar euroen og erstat de demokratisk valgte regeringer i euroland med eu teknokrater og en central ledelse i Brüssel.
2. Bevar demokratiet og genindfør de gamle valutaer.
»Uafhængige økonomer har udregnet, at det vil kaste Tyskland ud i en krise, der er tre gange værre end den nuværende krise, hvis euroen kollapser,« siger Derek Beach.
! 3 gange værre ! De er dygtige de regnedrenge. Jeg tror ikke på den udregning. Den nuværende krise kan strække sig ud over årtier, uden der findes en konkret løsning, og det bliver helt uden tvivl meget dyrt. Selvfølgelig kan euroen afvikles. På længere sigt vil det være den eneste løsning på problemet. Var det ikke for euroen havde vi ikke den financielle krise, vi nu snart længe har været træt af at høre så meget om. Den største hindring for at afvikle euroen er selve den politiske ide bag projektet. Politikere hader at tabe ansigt. Det har ofte tidligere i historien skabt nød og elendighed for befolkningerne.
Uanset om løsning 1 eller 2 vælges, er Danmark ikke en del af suppedasen. Vi har sagt nej og nej til projekt euro.
Danmark har bevaret kronen og Nationalbankens beføjelser, men står uden for den fælles mønt og de organer, der træffer beslutninger om pengepolitik i EU.
De danske vælgere har et forbehold, ikke kun i forhold til eu, men også i forhold til vore poitikere. Vi står uden for de organer, der træffer beslutninger om pengepolitik i eu. Vi kan derfor ikke være en del af den pagt, som p.t. forhandles i Brüssel, fordi der helt klart er tale om et nyt pengepolitisk organ med suverænitet over medlemslandene.
Suverænitetsafgivelse kræver folkeafstemning, og jeg er rimelig sikker på, at de danske vælgere ikke er så naivt masokistiske, at de frivilligt giver en udenlandsk myndighed ret til at idømme os bøder, hvis vi ikke regerer, som der ønskes. Hvilken spændetrøje vil det ikke blive, måske ikke for den nuværende regering, men hvad med den næste......
Drop euroen, tag skraldet og lad os så komme videre med de mange reelle udfordringer, der ligger foran os.
Umulig konstruktion
Eurokonstruktionen var en umulig konstruktion fra starten. De kulturelle forskelle er alt for store til ægteskab. Selv unionen er håbløs, og kan kun føre til konflikter på sigt. Ideen om EF, hvor der var tale om venskab, og samtaler omkring boret, i stedet for de evindelige krige, var en udmærket konstruktion, som tilgodeså de enkelte landes kultur. Det gør heller ikke eksperimentet lettere, at styringen af økonomien foregår efter de primitive liberalistiske principper, som favoriserer spekulanter, platugler og andre svindlere og bedragere.
Gammel viden
Mærkeligt at forskere skal være mere end 10 år om at finde ud af, hvad vi var mange der vidste længe inden euroen blev genmnemført. Læs dog lidt på utallige kritiske rapporter og udsagn, der kom frem omkring dens indførelse, for der finder I alle jeres argumenter - så hvor meget forskning, der ligger bag, stiller jeg spørgsmål ved. Eller spørg ved lejlighed Uffe Elleman Jensen. Han har vidst det hele tiden men havde han sagt det åbent, havde det danske nej været endnu mere rungende.
Danskerne vil nemlig - sammen med flere andre stater i samarbejdet - gerne have et fællesmarked for varer, men så i grund og bund ikke mere. Og det er utopi, når mange danske politikere tror, at vi skal være med for at få indflydelse!! Se bare på forhandlingerne de seneste 3-4 måneder, hvem der bestemmer i Europa.
Dengang vi havde Norden eller måske også til dels EF, var vi en gruppe af lande, der var kendte verden over som meget demokratiske og reelle lande, man gerne ville bruge som fredsmæglere, hvorend der var problemer. Her havde vi en langt større indflydelse end størrelsen på vort land har.
Så enig med Kim Kaos - det gør ikke noget, vi melder pas.
Frit fællesskab eller frivilligt diktatur
Den største fejl EU har gjort, er at Euroen er gjort til en national valuta for mange forskellige lande.
Euroen skulle i stedet for blot have været en handelsvaluta, så ville EU kunne være blevet et langt stærkere sammenhold af selvstændige lande end det er nu.
Euroen har lige siden Det europæiske samarbejde startede som EF været en handelsvaluta, men blev kun brugt ved grænseoverskridende handel og slet ikke ude i detailhandelen.
Havde EU ført Euroen ud som en handelsvaluta for alle EU borgere, ved siden af deres egen nationale valuta, ville Euroen have endt med at blive en global handelsvaluta, fordi den netop ikke havde et specifikt lands økonomi at forholde sig til. Euroen kunne være blevet den globale verdens papirguld.
Mon ikke der har været et par amerikanske Dollars lobbyister nede i EU kvarteret, da der blev forhandlet om oprettelse at Euroen som national valuta. Så kunne folkene fra USA fortælle hvor godt det vil blive, hvis Euroen blev en nationalvaluta, i stedet for blot en handelsvaluta.
På denne måde beholdt det globale marked Dollars som den globale handelsvaluta og amerikanerne var glade og tilfredse, for nu gjorde EU netop hvad de ikke skulle have gjort, gjort Euroen til en national valuta for mange forskellige EU lande, som slet ikke økonomisk vil kunne hænge sammen.
Nu tvinges EU lande sammen i et sammenhold befolkningerne slet ikke er indstillet på og i stedet for et fællesskab af frie folk, bliver EU et mere eller mindre frivilligt påtvunget diktatur.
En joke?
Læser man hvordan det går med USA finanser, så er det ikke noget at stræbe efter - læs her: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Oekonomi_Ledelse/VL_Doegn_2011/2...
USA holdes kunstigt i gang fordi dollaren er så tæt knyttet til verdenshandelen.
- I øvrigt er det selve det kapitale system som hånd i hånd med det fri marked og og den fri konkurrence som i sidste ende udkonkurrerer alt og alle hvorved kapitalen ophobes på færre og færre hænder (der sidder uden at lave noget praktisk bag computerne og stjæler fra alle) - som vi ser overalt.
Når lande og stater er på fallitens rand, er det på høje tid at indføre en fælles global valuta og så få lidt styr på børsspekulationerne ved beskatning og ved at sætte grænser for hvor meget et børsnoteret firma kan gå i minus.
- Globale problemer skal løses med globale og radikale midler - ellers bliver det som at p.... i bukserne. Her hjælper det ikke noget at løse kriserne ved at understøtte det system som skaber kriserne. Det kapitalistiske grådigheds-system skal ændres og måske skal der indføres nogenlunde ens lønninger på globalt plan for at undgå kriser af allehånde slags.
Venligst Ivar
Forbundsstat
"Grundlæggende mener han, at euroen kun kan bevares ved at opbygge en egentlig forbundsstat som USA eller Tyskland"
Det har Derek Beach fuldstændig ret i - hvilket så også er en glimrende grund til at sige farvel og tak for denne gang - for når det kommer til stykket så er der alt for mange lande så jeg ikke har lyst til at blive knyttet tættere til på nogen måde. En ting er at vi ikke kan holde deres kriminelle borgere ude men deres lige så korrupte regeringer mv. er absolut heller nogen man vil ses sammen med og med udsigten til at gøre Tyrkiet til en af fællesskabet er blot endnu en god grund til at komme ud af vagten i en fart.