Forsker: Atomtruslen er blevet større, og vi er elendigt forberedt
Det er mere end 70 år siden, atomvåben blev anvendt i krigsførelse for første gang. Siden er truslen fra atomvåben steget stødt og roligt, men det har mange svært ved at se i øjnene, skriver amerikansk professor.

Atomskyen over Hiroshima. Atombomber blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945 af den amerikanske hærs flystyrker.
(Foto:By 509th Operations Group via Wikimedia Commons)

I august 2015 mindedes vi bombeangrebene på Hiroshima og Nagasaki for 70 år siden; det kan virke som om, atomvåbentruslen har fortaget sig.

Det har den ikke - den er stødt og roligt blevet større (senest er vi blevet mindet om den i forbindelse med rygterne om en brintbombe-prøvesprængning i Nordkorea, red.).

Det har mange mennesker svært ved at se i øjnene, og denne benægtelse betyder, at vi står dårligt rustede overfor atom- og radioaktive hændelser.

Jeg har studeret følgerne af atomhændelser - fra sprængninger til ulykker - i mere end 30 år.

Jeg har været involveret i humanitære indsatser og forsknings- og undervisningsprojekter på adskillige ekspeditioner til områder, der blev kontamineret af Tjernobyl- og Fukushima-ulykkerne.

Nu er jeg involveret i udformningen af Nuclear Global Health Workforce.

Det er en gruppe, der kan sammenbringe både nukleare og ikke-nukleare tekniske og sundhedsfaglige eksperter til undervisning og træning.

Formålet er at imødekomme de nødvendige beredskabs-, planlægnings-, samarbejds- og bemandingsmæssige krav i tilfælde af en større atomulykke.

Vi skal være bedre forberedte på en nødsituation

Et kernevåbenangreb eller et stort uheld i atomanlæg vil med det samme føre til en global nødsituation for folkesundheden.

Ebola-udbruddet viste os, at vi på forhånd bør have ressourcer til rådighed, så vi kan håndtere en alvorlig sundhedsnødsituation.

Hvad skal Nuclear Global Health Workforce være parat til at håndtere?

For at svare på det, skal vi se tilbage på arven fra atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki - såvel som nukleare uheld som Tjernobyl og Fukushima.

Hvad sker der, når en atombombe detoneres over en by?

Omkring 135.000 og 64.000 mennesker døde henholdsvis i Hiroshima og Nagasaki. De fleste døde i dagene umiddelbart efter bombningerne - overvejende fra termiske brandsår, alvorlige fysiske kvæstelser og radiation.

Mere end 90 procent af Hiroshimas og Nagasakis læger og sygeplejersker blev dræbt eller kvæstet og var derfor ikke i stand til at yde hjælp.

Det skyldtes i stor udstrækning den høje koncentration af sundhedsfagligt personale og faciliteter i bykernerne.

Det er nøjagtigt den samme koncentration, der eksisterer i størstedelen af de amerikanske byer, og det er en skræmmende påmindelse om vanskelighederne ved at yde lægelig behandling i tilfælde af en atomhændelse.

De fleste dødsfald finder sted umiddelbart efter detonationen

Hvad hvis nu en atombombe blev detoneret i et bymæssigt område i dag? Det efterforskede jeg i en undersøgelse fra 2007, der opbyggede en model af et atomangreb på fire amerikanske byer.

Som i Hiroshima og Nagasaki ville de fleste dødsfald finde sted umiddelbart efter detonationen, og det lokale sundhedsberedskab vil stort set blive tilintetgjort.

Modeller viser, at et angreb - særlig i et bymæssigt område - ikke alene vil ødelægge det nuværende beskyttelsesberedskab, men også gøre det utroligt svært at reagere, bjærge og rehabilitere dem.

Da de lægelige faciliteter vil være kraftigt reducerede efter en detonation, vil behandlingen af de sårede være en kæmpe udfordring.

Planlægning, distribution og evakuering

Der vil være behov for på forhånd at planlægge distribution og lokalisering af de tilskadekomne, så vi kan afgøre hvordan ressourcerne og det resterende personale kan allokeres bedst.

Der er ikke mange sundhedsfaglige, der kan behandle den type og mængde tilskadekomne, en atomsprængning kan forårsage. Det sundhedsfaglige personale vil have meget lidt - eller ingen - kendskab til behandling af strålingsofre.

Hiroshima efter atomangrebet. Bombningerne er første og eneste gang, at atomvåben er blevet brugt i krig.
(Foto:Paul Tibbets via Wikimedia Commons CC-PD)

Det vil kræve enorme ressourcer bare at behandle en enkelt patient med termiske brandsår, og et stort antal patienter vil overvælde et hvilket som helst eksisterende sundhedssystem.

Der vil også være et kæmpe antal flængeskader fra beskadigelsen af praktisk talt alt glas i området.

I øjeblikket har man ikke fundet ud af, hvordan de lægelige instanser skal kunne klare det overvældende antal patienter i tilfælde af en atomsprængning.

Det gør det endu vigtigere at have en indsats som Nuclear Global Health Workforce, som kan arbejde for og hjælpe landene, forberede sig på disse overvældende situationer.

Få folk ud af sprængnings- og radioaktivitetszonen

En stor atomkraftulykke kan gøre store landområder ubeboelige i flere årtier med katastrofale følger for menneskene, økonomien og miljøet.

Beslutningen om evakuering skal tages inden for få timer, men der mangler planlægning og evakueringskriterier. Og selve omfanget af evakueringen og genhusningen er enorm.

Eksempelvis måtte man i de første uger efter Tjernobyl ulykken, evakuere mere end 116.000 mennesker fra de mest kontaminerede områder af Hviderusland og Ukraine.

Yderligere 200.000 mennesker blev flyttet i de følgende år. Men tusindevis lever fortsat i områder, hvor kronisk, radioaktiv cæsium-kontaminering stadig er et problem, og som de ukrainske og hviderussiske myndigheder klassificerer som strengt kontrollerede zoner.

Manglende information gjorde følgerne værre

Dagen efter jordskælvet og tsunamien i Fukushima blev 200.000 mennesker evakueret fra en zone på 20 km omkring atomkraftværket af frygt for stråling fra radioaktive stoffer.

På redjedagen efter ulykken blev mennesker, der levede i en zone 20-30 kilometer omkring kraftværket, bedt om at blive indendøre, og til sidst om at evakuere sig selv.

Evakueringen var plaget af misinformation, mangelfulde og forvirrende ordrer og forsinkede informationer. Der var også problemer med at evakuere alle fra de påvirkede områder.

Ældre og svagelige beboere blev efterladt i områder tæt på kraftværket, og hospitalspatienterne blev ikke altid overflyttet, hvor de skulle.

Det førte altsammen til mistillid til regeringen.

Det mest anticiperede angrebsscenarium er af mindre atomvåben

I både Tjernobyl og Fukushima lukkede atomkraftværkets reaktorer ned. Ved et high-yield kernevåbensangreb - et stort atomvåben med en meget stor sprængkraft og radiationskapacitet - vil antallet af patienter og evakueringer nå ufattelige højder.

Department of Homeland Securitys (amerikansk ministerium oprettet i november 2002, hvis primære ansvarsområder er beskyttelsen af amerikansk territorium mod terrorangreb og naturkatastrofer, red.) mest anticiperede angrebsscenarium er af mindre 10 kilotons atomvåben.

Det er nogenlunde samme størrelse som de våben, der blev brugt til at angribe Hiroshima og Nagasaki.

Ny evidens har ændret de tidligere forfærdelige forudsigelser i forhold til relativt low-yield atomsprængninger som Hiroshima og Nagasaki.

Ingen større evakueringplaner i øjeblikket

I øjeblikket støtter den officielle amerikanske respons sig ikke meget til større evakueringsindsatser fra de nærtliggende områder.

Eksempelvis er der, i en hypotetisk model af et low-yield atombombeangreb over Washington DC, kun meget begrænsede evakueringer planlagt.

På trods af prognoser, der lyder på 100.000 dødsfald og 150.000 tilskadekomne, forventer man, at skyen med indhold af radioaktive stoffer begrænser sig til et forholdsvis lille område.

Mennesker, der befinder sig modsat vindretningen, behøver ikke at skride til handling.

Personer, der befinder sig med vindretningen - i områder med relativt lavt strålingsniveau (defineret som nok til at forårsage strålingsrelaterede sundhedsproblemer) - har kun brug for at foretage sig noget i beskedent omfang.

Fukushima kraftværkerne lukkede begge ned i forbindelse med de kraftige jordskælv den 11.3.2011. Fukushima-katastrofen regnes sammen med ulykken ved Tjernobyl for en af de alvorligste nukleare ulykker nogensinde.
(Foto:Steve Herman via Wikimedia Commons)

Nuclear Global Health Workforce kunne starte med at planlægge, hvordan man hurtigt kunne reagere på et angreb, og beregne hvis og hvilke evakueringsplaner er nødvendige.

Strålingens indvirkning på længere sigt

Radiation Effects Research Foundation (RERF)  er en japansk nonprofit-organisation, støttet af regeringerne i USA og Japan, der udfører forskning og undersøgelser af indvirkningerne af stråling.

RERF blev stiftet for at studere strålingens effekt på de overlevende fra Hiroshima og Nagasaki. Organisationen har fulgt den sundhedsmæssige effekt, strålingen har haft, i flere årtier.

Ifølge RERF kan 1.900 ekstra kræftdødsfald tilskrives atombomberne - 200 tilfælde af leukæmi og 1.700 kræfttilfælde. I Japan har man udført meget detaljerede kræftscreeninger efter Hiroshima, Nagasaki og Fukushima.

Debat om efterfølgende fødselsdefekter

Forskningen i Tjernobyl har også været omfattende, men ikke i samme udstrækning som den igangværende i Japan.

Men data omhandlende mange potentielle sundhedsmæssige indvirkninger af strålingen - som fødselsdefekter - er knap så endegyldige.

Selvom det er bevist, at intens røgtenstråling ved et uheld har forårsaget fødselsdefekter i mennesker, er der stor debat, om der var fødselsdefekter blandt efterkommerne af Hiroshimas og Nagasakis overlevere.

For eksempel fandt en undersøgelse mere end en fordobling af hjernemisdannelser i nogle af børnene fra Hiroshima og Nagasaki.

Manglen på endegyldige tal

Andre anerkendte længerevarende efterforskninger har konkluderet, at der rent statistisk ikke var en signifikant stigning af fødselsdefekter blandt de overlevende.

I Tjernobyl var det radioaktive udslip i luften 100 gange så højt, som i Hiroshima og Nagasaki tilsammen. Men også her mangler der endegyldige data, for de fødselsdefekter strålingen foranledigede.

En omfattende WHO (World Health Organisation, red.) undersøgelse konkluderede, at der ikke var forskel i antallet af børn med mental retardering og psykologiske problemer, når man sammenlignede børn fra Tjernobyl, der havde været udsat for stråling, med en kontrolgruppe.

En Tjernobyl-evaluering fra Harvard konkluderede, at der ikke fandtes afgørende beviser på strålingens indvirkning på fostre - hverken i embryon eller føtus - efter ulykken.

En anden undersøgelse så på kønsmisdannelserne i 16 europæiske regioner, der havde fået nedfald fra Tjernobyl ulykken.

Konklusionen var, at befolkningens udbredte skræk for strålingens indvirkning på ufødte fostre ikke var berrettiget.

'Atomfobi' er skyld i misforståelser og skræk

Faktisk var Tjernobyls største sundhedsmæssige effekt - med hensyn til antal - den dramatiske stigning i frivillige aborter - både i nærheden af og længere væk fra ulykkesstedet.

Det skyldtes 'atomfobi', mangel på information og utilstrækkelig officiel rådgivning. Forståeligt nok førte den manglende information om den egentlige risiko til angst for den påvirkning strålingen kunne havde på det ufødte barn og til panik blandt gravide kvinder, der frygtede at føde et barn med misdannelser.

Nuclear Global Health Workforce ville hjælpe det sundhedfaglige personale, lovgiverne, administratorerne og andre forstå myterne og realiteterne, der omgiver strålingen.

I den kristiske tid - lige efter en atomkrise - kunne det hjælpe myndighederne med at foretage evidensbaserede beslutninger, og hjælpe folk forstå, den reelle fare de bliver konfronteret med.

Risikoen for endnu et Hiroshima eller Nagasaki er blevet større

Risikoen for endnu et atomangreb - og dets altødelæggende indvirkning på sundhedsystemerne og folkesundheden verden over - er steget.

Flere og flere nationer har atomvåben, og de internationale relationer er mere og mere ustabile. Terroristgruppernes teknologiske opgradering og den voksende globale tilgængelighed og distribution af radioaktivt materiale er meget foruroligende.

På trods af den nedslående udsigt af en storstilet atomhændelse er det vores gensidige moralske og etiske pligt at reagere.

Cham Dallas har modtaget støtte fra U.S. federal funding for emergency response research og træning af Assistant Secretary for Preparedness and Response and the USDA, Georgia State Department of Public Health, Georgia Emergency Management Agency. Cham Dallas har arbejdet med U.S. legislators blandt andre U.S. Senators Max Cleland (D, Georgia), Joseph Liebermann (D, Connecticut), and Sam Nunn (D, Georgia), and U.S. Congressmen Paul Broun (R, Georgia) og Jody Hice (R, Georgia). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

The ConversationOversat af Stephanie Lammers-Clark