Jagten på en kur mod kræft som dokumentarfilm, vikingers kampteknik som podcast og den seneste økonomiske forskning som udstilling.
To danske forskere foreslår, at der skabes et reelt alternativ til det, de kalder ‘publiceringsræset’; den evige jagt på at få forskning publiceret i et fagfællebedømt tidsskrift. Et ræs, de mener har en række ærgerlige bivirkninger.
»Det er ikke sådan, at publicering i fagtidsskrifter eller akademiske bøger er irrelevant, men det er på tide, at andre typer af formidling får mindst lige så fremtrædende en rolle i forskningsformidlingen,« skriver forskerne Sine Plambech og Garbi Schmidt i et indlæg på ForskerZonen her på Videnskab.dk.
»Forskningspublicering i form af en film, en radiomontage, en podcast, en udstilling, samspil mellem skrevne ord og film eller andre kreative udtryk behøver ikke nødvendigvis gøre resultatet og formidlingen mindre akademisk relevant eller mindre valid,« lyder det i indlægget.
Læs indlægget her: Forskningsformidling skal ud af de tørre tidsskrifter
\ Forskning formidlet i film og på guidede ture
Sine Plambech er postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Garbi Schmidt er professor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Mens Sine Plambech har formidlet sin forskning i trafficking gennem dokumentarfilm, har Garbi Schmidt fortalt om sin forskning i indvandringen på Nørrebro i guidede ture i den københavnske bydel.
Rådsformand: Fremragende idé, men…
Videnskab.dk har forelagt idéen for Peter Munk Christiansen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og formand for Det Frie Forskningsråd, der i 2015 uddelte 1,2 milliarder kroner.
Han anerkender, at der er en problematik omkring fokuseringen på publicering.
»Der er et pres oppefra på forskere om, at man skal publicere. Vi har systemer, der belønner antallet af publikationer. Alle forskere, der jævnligt sender artikler til især ansete tidsskrifter, kan mærke, at afvisningsraterne er stigende. Derfor kan jeg sagtens forstå, at mange oplever et ‘publiceringsræs’. Og det er uheldigt, hvis vi bliver bedømt på antallet af publiceringer og ikke på, om det arbejde, vi laver, er af høj kvalitet og er interessant,« siger han.
Peter Munk Christiansen kan godt lide idéen om, at forskere formidler deres resultater på flere måder.
»Som et tillæg til den almindelige publicering er det en fremragende idé. Det synes jeg faktisk, at vi har en forpligtigelse til, og den bliver nok ikke altid taget alvorligt nok. Det ville være dejligt, hvis forskere var mere aktive på den måde,« siger formanden.
LÆS OGSÅ: Formidling gør forskere klogere
… svært at tjekke kvaliteten
Men Peter Munk Christiansen har svært ved at se de alternative metoder som en decideret erstatning for publiceringen.
»De anerkendte tidsskrifter er der, hvor resultaterne bliver gransket og endevendt af dygtige kræfter, så man har en stor sandsynlighed for, at det er valide og også interessante resultater,« siger formanden.
I hans øjne er det ikke sådan bare lige at fagfællebedømte en film eller en udstilling på samme måde.
»Jeg skal ikke afvise, at det i enkelte tilfælde kan gøres på den måde, men det er svært at forestille sig, at man kunne få et effektivt kvalitetstjek ud af det. En film eller en udstilling ville altid blive en forsimplet udgave af noget, som ofte er meget kompliceret. Jeg kan ikke afvise, at det kan lade sig gøre i få tilfælde, men jeg har svært ved at se det blive brugt generelt,« siger Peter Munk Christiansen.
LÆS OGSÅ: Slip din viden løs – ny håndbog i forskningsformidling fra Videnskab.dk
Du kan læse hele Sine Plambech og Garbi Schmidts indlæg her.
