Enebørn er forkælede, selvoptagne og isolerede. Lyder det udsagn bekendt? Så er det måske fordi, det er en udbredt fordom.
Psykologer fra Estland har i et forsøg interesseret sig for fordommene om enebørn, og om børn vokset op uden søskende virkelig også er forskellige fra folk, der har måttet dele forældrenes opmærksomhed med en flok søskende.
De estiske forskere mente på forhånd, at både psykologer og almindelige mennesker forventer, at enebørn som voksne gennemgående er mere selvoptagne og egoistiske samt ensomme og isolerede end de, der er vokset op med en eller flere søskende.
For at teste om disse fordomme virkelig findes, bad forskerne først 200 studerende om at forestille sig, hvilken personlighed en ukendt person ved navn NN havde. De studerende fik forelagt en lille historie om NN, som i vage vendinger beskrev nogle træk af denne persons opvækst og studietid.
Der var to udgaver af historien, og de var næsten helt ens; den eneste forskel var, at NN i den ene historie var vokset op som enebarn, og i den anden historie var NN vokset op med to søskende.
De 200 forsøgspersoner skulle så gætte på NNs personlighed ud fra den noget korte (og intetsigende) historie. Konkret skulle de score NN med hensyn til en lang række personlighedstræk. Der var i alt 30 personlighedstræk, og på ikke mindre end 23 af disse 30 træk blev NN bedømt temmelig forskelligt afhængig af, om han var enebarn eller ej!
Mange af disse forskellige bedømmelser afslørede netop den omtalte fordom om enebørn, som selvoptagne, egoistiske og ensomme.
Efter således at have fået en nærmest overvældende bekræftelse på hypotesen om udbredte fordomme over for enebørn gik forskerne videre og undersøgte, om denne fordom var rigtig eller forkert.
En fordom betyder jo egentlig en 'dom på forhånd', altså inden man rigtig ved noget om vedkommende, og denne 'for-dom' kan jo være både rigtig og forkert. Det ligger dog i den almindelige, psykologiske brug af ordet 'fordomme', at det er forkerte fordomme og som regel negative fordomme. Hvis man kun troede om enebørn, at de var mere intelligente end andre, ville det også være en 'for-dom'. Man vil dog nok kun anvende ordet 'fordom' i dagliglivet, hvis det er negative for-domme, som f.eks. at enebørn er egoistiske.
For nu at undersøge om den temmelig negative fordom om enebørn, der fremgik af den første undersøgelse, var holdbar eller ej, bad forskerne 725 yngre personer om at udfylde det samme personlighedsskema som i den første undersøgelse, men denne gang skulle de bedømme sig selv på de 30 forskellige personlighedsskalaer.
Ud af de 725 personer, var de 81 vokset op som enebørn, og da man sammenlignede svarene for disse 81 personer med resten, viste det sig, at der ikke på en eneste af de 30 skalaer var en gennemsnitlig forskel fra selvbedømmelsen i den store gruppe af unge, der var vokset op blandt søskende!
De estiske forskere mener derfor, at man med rette kan stemple det som en fordom (altså en forkert og negativ bedømmelse af en gruppe mennesker), når så mange tror, at enebørn i gennemsnit er mere egoistiske, selvoptagne og ensomme end andre.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Artiklen har tidligere været bragt i Forskningsnyt fra Psykologi
og forresten...
Hvorfor vejer et spørgeskema givet til den undersøgte gruppe (enebørn) mere end de generelle fordomme om emnet? Hvis man tog forskningen seriøst, så ville man ikke tage hverken fordomme eller egen bedømmelse specielt seriøst, men starte med at definere de eventuelle forskelle på et mere brugbart plan og derefter finde en måde at TESTE disse... Ikke bare spørge løs... Come on.
Den her slags 'forskning' pisser mig af.
jamen...
Metodevalget er håbløst her... Jeg gider ikke påpege detaljerne, da de to indlæg før mit gør det udmærket.
Til gengæld... Hvilke fordomme testes der? Om enebørn er mere selvcentrerede og egoistiske? Hvad med om børnene lærer forskellige egenskaber og tankemønstre og hvad det evt. kan betyde for en udvikling at have (eller ikke have) disse elementer med i sin habitus.
At sige, at der ingen forskel er, er det samme som at påstå, at det er ligegyldigt om der er en eller to forældre i et hjem. Man lærer af ens familie og jo større den er (til en vis grænse) jo mere lærdom er der til rådighed indenfor hjemmets fire vægge. Hvorvidt du tager tingene til dig er en helt anden sag, men held og lykke med fx at ignorere to søskende.
Mine søskende har lært mig mindst lige så meget som mine forældre... Hvis nogen undværer dette er de så mindre godt rustet end mig på nogle områder? Fuck ja, ellers var arbejde jo ligegyldigt ikk? Indsats og udbytte spiller sammen uanset hvor meget enebørn er imod dette. Til gengæld er de sikkert en hel del bedre til nogle andre ting, som jeg personligt overser, da jeg jo ikke er enebarn. Jeg kunne forestille mig, at de havde en smule dybere forhold til deres forældre, men igen, dette kommer jo an på forældrene også.
metode?
"Goddag goddag jeg er forsker. Jeg vil gerne undersøge om fordomme omkring enebørn holder. Da du er enebarn kan du så svarer på disse spørgsmål? Vil du sige at du er egocentreret? Nej? Ok. Vil du sige at du er forkælet? Nej? Ok. Hvad med isoleret og ensom? Måske.. Nogengange? Ok..."
Der er da i allerhøjeste grad forskel på folk der er vant til at definerer sig selv udfra et fællesskab - om det så er en familie, et kollektiv, en landsby eller botilbud - og på mennesker der er vant til at de er de eneste der skal tages hensyn til.
Enebørn er ikke nødvendigvis forkælede - de er bare vant til at få deres vilje. De har ikke været vant til at dele med andre, at der skulle være fælles fodslag og at man hjælper hinanden.. De har ikke været vant til tankegangen "ingen er færdig før alle er færdige".
Enebørn er i modsætning til fordommen - efter min bedset overbevisning - heller ikke hverken ensomme eller isolerende. Tværtimod. De er mere vant til at skulle ud på gaden og finde nogen at lege med. De er derimod ikke vant til at underholde sig selv, men vant til at opsøge andre og deltage i deres leg.
Den helt store forskel er at enebørn tænker "jeg" og søskendebørn tænker "vi". Sommetider har enebørnene klart fat i den lange ende da de får deres ting gennemført..
Udemærket artikel. Jeg har
Udemærket artikel. Jeg har dog ikke helt tiltro til forskernes metodevalg her, da selvanalyse er yderst subjektivt, og man kunne forvente, at selvoptagne mennesker ikke nødvendigvis selv ville opfatte sig sådan. Så vidt jeg forstår, er der her tale om direkte at vurdere, i hvor høj grad man besidder forskellige karaktertræk i stedet for at tage udgangspunkt i, hvordan man ville handle eller tænke i givne situationer, hvilket i mine øjne ville give et mere objektivt resultat.
Det kan desuden påpeges, at den første del af undersøgelsen, hvor man forsøgte at lade folk vurdere en person ud fra en historie om deres opvækst, ikke er så definitivt konkluderende, som den kan virke ved første øjekast. To personer, der udfører de samme handlinger kan sagtens gøre det af meget forskellige årsager; eksempelvis ville jeg ikke altid læse de samme intentioner i en handling udført af en mand i stedet for en kvinde eller en lillebror i stedet for en storebror. Jeg har desuden svært at forestille mig, at forholdet til ens søskende, forældrene til søskendebørns ændrede opmærksomhed etc. ikke på nogen måde vil påvirke barnet, selvom det måske ikke er så ensidigt, som det til tider fremlægges.
Jeg har desværre ikke kunne finde og gennemse den omtalte artikel, så jeg har sandsynligvis overset noget vigtigt et sted. Giv mig derfor endelig bare tørt på, hvis nogen kan se fejl i mine synspunkter :)