Første bevis: Vikinger kan have dyrket vin
Danmarks ældste vindruer var lokalt dyrket. Det afslører nye analyser, som åbner muligheden for, at vikinger på Sjælland kan have lavet deres egen vin.
Vin vikinger vikingetiden vindruekerner

Hvis vikingerne selv kunne dyrke vindruer, har de – i teorien – kunnet lave deres egen vin. Hidtil har man troet, at al vin i vikingetiden var importeret. (Foto: Shutterstock)

Vikingerne var glade for alkohol. Men hvor det var let at fremstille og få adgang til øl, var vin straks en anden sag. Vinen var forbeholdt de finere lag i samfundet og måtte importeres fra sydligere himmelstrøg som eksempelvis Frankerriget, hvis man havde hang til den slags.

Historien kort
  • Danmarks ældste vindruer, fra yngre jernalder og vikingetiden, har vist sig formentlig at være dyrket lokalt ved Tissø på Sjælland.
  • Det åbner op for, at vikingerne kan have dyrket deres egen vin. Tidligere har man ellers troet, at al vin blev importeret.
  • Fundet er det første tegn på vindyrkning i Danmark.

Eller det troede vi i hvert fald.

Nu har nye analyser afsløret, at i hvert fald den ene af Danmarks to ældste vindruekerner var lokalt dyrket. Sammenholdt med arkæologiske fund og historiske kilder er der meget, der peger på, at det kan være den manglende brik til at sige, at vin faktisk også blev dyrket på mere hjemlige breddegrader.

»Det her er det første fund og tegn på vindyrkning i Danmark, og alt hvad det indebærer af status og magt. Vi ved ikke, hvordan de har brugt dem – om det bare har været for at lægge en flot klase druer på et bord for eksempel – men det er nærliggende at tro, at de lavede vin,« siger arkæobotaniker og museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Steen Henriksen, som oprindeligt fandt de to kerner.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Danish Journal of Archeology.

Vin vikinger vikingetiden vindruekerner

De forkullede vindruekerner var allerede et opsigtsvækkende fund, da man opdagede, at de var Danmarks ældste. Nu ved vi, at de også var lokalt dyrkede. (Foto: John Lee, Nationalmuseet)

Danmarks ældste vindruekerner lå på Tissø

Peter Steen Henriksen sidder med en sigte foran sig. Den rummer resterne fra en fem liters jordprøve fra den aristokratiske boplads Tissø. Han har skilt trækul og andet forkullet plantemateriale fra ler og sand ved at hælde den i vand, og derefter har han fanget det forkullede materiale, der flyder ovenpå, i sigten. Nu sidder han med det forkullede materiale under mikroskopet, og noget fanger hans øje.

Plantenørden i ham ved med det samme, at det 'noget' – som skal vise sig at være den ene af Danmarks to ældste vindruekerner – er værd at undersøge nærmere.

»Selvom ting er forkullede, beholder de deres form. Og jeg kunne godt se, at det her skilte sig ud fra resten. Det lignede en druekerne, og det havde jeg slet ikke forventet,« fortæller Peter Steen Henriksen, som med hjælp fra en kollega hurtigt kunne konstatere, at der virkelig var tale om en vindruekerne. Snart efter dukkede endnu en op.

Allerede på daværende tidspunkt var der tale om et opsigtsvækkende fund, eftersom de indtil da tidligste vindruekerner fundet i Danmark stammer fra Middelalderen.

Vin vikinger vikingetiden vindruekerner

Her ses Tissøs placering på et Danmarkskort. Bopladsen er en af de højstatus-pladser, vi kender fra vikingetiden, på højde med Gammel Lejre. (Illustration fra den videnskabelige artikel)

Var de lokalt dyrkede?

Straks efter opstod det – for en forsker – indlysende spørgsmål: Var de lokalt dyrkede?

De to vindruekerner kunne, teoretisk set, have ligget nederst i en tønde importeret vin. Hvis det var tilfældet, ville det blot være en bekræftelse på, hvad vi allerede vidste: Vikingerne var glade for vin, mødte den på deres rejser og tog den nok gerne med sig hjem.

Opsigtsvækkende på flere måder

Fundet af Danmarks to ældste vindruekerner havnede på Kulturarvstyrelsens top 10, det år de blev fundet og dateret, nemlig 2015.

Allerede længe inden man kendte deres lokale ophav, var de altså opsigtsvækkende.

Omvendt ville det passe dårligt med, at kernerne blev fundet over en halv kilometer fra hinanden – og viste sig at ligge et til to hundrede år fra hinanden rent tidsmæssigt.

Hvor den første vindruekerne, fundet på den først tilkomne Tissø-boplads, Bulbrogård, kunne dateres til sen yngre jernalder, lå dateringen for den anden kerne i første halvdel af vikingetiden.

Den blev fundet på Tissøs senere boplads, Fugledegård, som blev placeret omkring 600 meter syd for Bulbrogård.

»Pludselig bliver det meget mere virkeligt«

For at finde svaret kontaktede Peter Steen Henriksen Nationalmuseets professor Karin Margarita Frei, som efterhånden er verdenskendt for sine strontiumisotopanalyser. Med dem har hun blandt andet fastslået, at hverken Egtvedpigen eller Skrydstrupkvinden kom fra det, vi i dag kalder Danmark.

Det gjorde til gengæld højst sandsynligt den af de to vindruekerner, som det var muligt at lave strontiumisotopanalyse på; den anden var blevet brugt til kulstof 14-datering, og kernerne var for små til både at blive dateret og få trukket strontium ud af sig.

Vin vikinger vikingetiden vindruekerner

Her ses et billede fra udgravningen af det vikingetidige kulturlag, hvor den yngste af vindruekernerne stammer fra. Fra venstre: Peter Steen Henriksen, Sandie Holst og Laurine Albris. (Foto: Anne Birgitte Gotfredsen/Nationalmuseet)

Vikingetidsdruen viste sig at være dyrket inden for det, vi i dag kalder Danmark, og faktisk kan analyserne helt specifikt vise, at den formentlig er dyrket på Sjælland – hvor Tissø ligger – og helt sikkert ikke i Jylland.

»Vi kan med sikkerhed sige, at den har en lokal strontiumisotopsignatur, hvilket peger på, at det kunne dreje sig om en vindrue, som er dyrket på Sjælland. Det betyder, at vi for første gang kan sige, at de kan have dyrket vin i Danmark. Før havde vi kun formodninger, nu kan vi se, at de faktisk havde druer, og dermed forudsætninger for at kunne dyrke det selv. Pludselig bliver det meget mere virkeligt,« siger Karin Margarita Frei.

Elitens demonstration af magt og status?

Bopladsen Tissø er en af vores rigeste lokaliteter fra vikingetiden i Danmark. Den er et eksempel på, hvordan en kongeslægt – eller i hvert fald noget, der minder om – har manifesteret sig på samme sted i en meget lang periode. Den strækker sig fra yngre jernalder til slutningen af vikingetiden, fra 550 e.Kr. til 1050 e.Kr..

Strontium og ophav

Strontium findes naturligt i jorden og undergrunden og havner herefter i planter, dyr og mennesker, som optager det gennem vand og mad.

To af disse fire naturligt forekommende typer strontium, også kaldet isotoper, kan bruges som en slags sporingsmetode. Deres sammensætning er direkte relateret til det geologiske materiale, de stammer fra, og ved at måle på niveauerne i for eksempel en forkullet vindruekerne kan man parre disse med et område, som man kender de tilsvarende strontiumisotopniveauer for.

Kilde: Karin Margarita Frei

»Det har været toppen af samfundet. Tissø er en parallel til Gammel Lejre, som også er en elitegård med kæmpe haller. Vi ved ikke, om det er Gorm den Gamle eller samfundslaget lige under, der har boet her, men det er i hvert fald nogen med stor magt,« fortæller Peter Steen Henriksen.

Såfremt der er blevet dyrket vin i området, er det oplagt at tænke, at det har været elitens demonstration af magt og status, fortsætter han.

»Her er vi ude i gætværk, for eftersom det er det første fund, vi har, ved vi ikke, i hvilken sammenhæng vi skal se det. Men det er nærliggende at tænke det som en måde at vise og beholde sin magt.«

»Jeg kan drikke vin, du kan kun drikke øl«

Ifølge cand.mag. ved Nationalmuseet Sandie Holst var sådanne magtdemonstrationer meget udbredte for den tid. Hun har skrevet speciale om magtstrukturer og er medforfatter på den videnskabelige artikel.

»Grundlæggende handler det om, at du kan indtage noget eller gøre noget, som almindelige mennesker ikke kan. Det stiller dig et andet sted end dem, når du kan sige: ’Jeg kan drikke vin, og du kan kun drikke øl’,« siger hun og fortsætter:

»Vi ved jo reelt ikke, om man kan arve magten eller tronen i et samfund på dette tidspunkt, men man har i hvert fald helt tydeligt haft brug for at vise, at man var anderledes end resten af samfundet. Det var nødvendigt for at opbygge et solidt magtgrundlag.«

»Vi ser efterhånden flere eksempler i det arkæologiske materiale, på hvordan små elementer tilsammen er del af et større magtspil møntet mod den ordinære befolkning.«

Det kan du læse mere om i artiklen 'Velstående vikinger hvidkalkede deres vægge'.

Her kan du se en animation fra den imponerende vikingeboplads ved Tissø, hvor der efter alt at dømme har boet en mægtig familie med stor magt i omkring 500 år. (Video: Lars Jørgensen/Nationalmuseet)

Vindruerne måske brugt som – vindruer

Teoretisk set kan de to vindruer fra Tissø lige så vel være blevet indtaget som det, de var – vindruer – eller som rosiner. Man har tidligere fundet genstande med ornamentik, som indbefatter vindrueklaser, hvilket indikerer, at vikingerne har kendt til det at indtage vindruer, fortæller Sandie Holst.

Rosinteorien kunne til gengæld give mening, fordi vi ved, at vikingerne rejste meget og derfor har haft behov for mad, der kunne holde sig i længere tid.

»I virkeligheden kan vi ikke sige lige nu, hvad de er blevet brugt til,« tilføjer hun.

Så hvorfor er det, at vi alligevel fornemmer en vis tilbøjelighed blandt arkæologerne til at tro, at der har stået hjemmelavet vin på menuen? Det er der flere grunde til, og her skal vi primært på jagt i de skriftlige kilder, men også i det arkæologiske fundmateriale:

  1. Vikingerne mødte vin på deres rejser

Forskerne ved fra blandt andet frankiske kilder, at vikingerne mødte vin på deres rejser, var i forbindelse med vinmarker og drak vin. Flere skriftlige kilder nævner, at de syntes godt om den syrlige drik, og at de endda som betaling for at hjælpe med at holde fred i Frankerriget modtog vingaver.

Måske er det netop i Frankerriget, at danske jernalderfolk og vikinger har lært kunsten at producere vin, og herfra de har taget vinstokke med sig hjem?

En alternativ teori kunne lyde, at de tog denne viden med sig hjem fra ture til England, hvor man også har fundet tegn på vinproduktion.

  1. Klimaet var til det

Undersøgelser af forskellige indikatorer såsom træringe, pollen og analyser af iskerner fra Grønland angiver, at klimaet i perioden fra 800-1200 e.v.t. var sammenligneligt med det nuværende danske klima. Perioden er kendt som 'den varme middelalder' og gjorde sandsynligvis vores del af Skandinavien egnet til dyrkning af vindruer.

»Vi kan ikke vide præcist, hvordan klimaet var dengang, men alle modeller siger, at det var meget som i dag, og i dag kan man jo godt dyrke vin i Danmark,« siger Peter Steen Henriksen.

  1. Flere fund peger i den retning

Mens der er meget få, om nogle, beviser for et forbrug af rosiner eller friske druer i det forhistoriske Skandinavien, er der fundet masser af vinrelaterede arkæologiske objekter allerede i midten af jernalderen; eksempelvis romerske drikkebægre.

Arkæologerne er dog nødt til at tage i betragtning, at drikkebægrene kan være brugt til andet end vin, da de nåede frem til Danmark. Man har tidligere fundet rester af vin i nogle af de importerede vinbægre og vinsigter, men eftersom de netop var importerede, kan disse rester teoretisk set stamme fra ophavsstedet.

  1. Hvis det var blær, var Tissø det rigtige sted

Fundstedet er det sidste, hårdtslående argument til at tale for decideret vinfremstilling.

Hvis vin skulle være produceret i Danmark, skulle det netop have fundet sted på en plads som Tissø, fortæller lektor Henriette Lyngstrøm. Hun arbejder ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og har ikke været med til at skrive den videnskabelige artikel.

»Hvis jeg på forhånd var blevet bedt om at gætte på et sted, ville det helt klart være Tissø. Det er ikke overraskende, hvis kendskabet til vinproduktion har ligget netop her, for Tissø er et aristokratisk hotspot,« siger lektoren, som er tidligere uddannet som gartner.

»Vi dyrker jo også vin i Danmark i dag, for eksempel på Røsnæs, og selvom vi er lige på nordgrænsen, kunne det jo godt være en mulighed, at de også har gjort det dengang, selvom det lyder utroligt. Motiverne har i så fald været de samme dengang som i dag: Hvis du nu spurgte ham vinbonden på Røsnæs, hvorfor han laver sin egen vin i stedet for at købe den billigt i supermarkedet, ville svaret være 'Fordi jeg kan'.«

Med dette arbejde skaber Peter Steen Henriksen, Sandie Holst og Karin Frei tilsammen en magisk trekant med en arkæolog, en arkæobotaniker og en strontiumekspert, og det er absolut noget, vi skal stile efter at få mere af.

Lektor Henriette Lyngstrøm

»Se, hvad jeg kan!«

Henriette Lyngstrøm bakker helt op om tanken om, at hvis stormanden på Tissø har dyrket sin egen vin, har det formentlig været med tanke på politisk selviscenesættelse.

»Denne stormand har haft magt over et område, og det har han skullet vise, selvfølgelig fordi han gerne ville beholde den magt. Den har været til forhandling hele tiden på det tidspunkt.«

En magtfuld gæst er måske som del af en rundvisning på pladsen, hvor også flotte hvidkalkede huse har tronet frem, ført ud til stormandens vinmark, spekulerer Henriette Lyngstrøm.

»Og så har han sagt: Se her! Se, hvad jeg kan, som andre ikke kan.«

Vi må slå koldt vand i blodet

På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige mere end to ting med sikkerhed:

  1. Danmarks pt. ældste vindruekerner stammer fra yngre jernalder og vikingetid og er fundet ved Tissø og er med stor sandsynlighed lokalt dyrkede.
     
  2. Betingelserne for vinproduktion i vikingetiden, og måske endda også yngre jernalder, var til stede: Kendskabet, interessen, klimaet, motivationen.

Før vi finder flere druer fra den tid, må vi dog holde os til dét, slutter Karin Margarita Frei.

»Nu har vi brugt de to, vi havde. De var små, og vi kan ikke tage flere prøver på dem. Så umiddelbart kan vi ikke sige mere, før vi finder nogle nye. Det positive er, at nu vil arkæologerne i andre udgravninger vil have øje for disse små kerner, også på pladser som er yngre end middelalderen. Alt peger på, at der har været vin, men hvor meget der er foregået lokalt, og hvor stort det i så fald har været … Det ved vi ikke, før vi finder flere.«