Annonceinfo

Fodboldregler blev aftalt på pub

Fodbold var i gamle dage en endnu mere brutal affære, end det er i dag. På en pub i 1863 blev der dog sat skik på det, så rugby og fodbold kunne udvikle sig til forskellige sportsgrene.

Fodboldspil antog før 1863 mange former. Nogle sparkede til bolden med fødderne, mens andre kunne finde på at løbe rundt med den i hænderne. (Billede: Thomas M. Hemy 1852-1937)

VM slutter med et brag af en finale søndag aften.

Følelserne har undervejs siddet uden på tøjet hos fansene, når de har ment, at modstanderne overtrådte reglerne uden at blive straffet for det.

Regler er dog noget forholdsvist nyt i fodbold.

Spillet fik faktisk først de grundlæggende regler, som vi kender i dag i 1800-tallets England. Før det var fodbold et endnu mere hårdt og brutalt spil, end det er i dag.

Det kan man her i sommervarmen læse om i bøgerne 'Football' og 'Football: The first hundred years. The untold story', som er skrevet af henholdsvis den svenske forsker Björn Ekblom og den engelske forsker Adrian Harvey.

Bøgerne fortæller blandt andet om, at samfundet i 1800-tallet var under forandring.

Datidens ønske om et mindre brutalt og mere reguleret samfund kom i sidste ende til at betyde, at fodboldspillet dels blev mindre voldeligt, men også at det blev splittet op i rugby og fodbold. Den store forskel og strid handlede bogstaveligt talt om fodboldspillernes håndtering af bolden.

Samfundsudvikling lå til grund for ønske om nye fodboldregler

Frem til 1800-tallet var fodbold en vild og voldsom sport, som efterlod spillerne med brækkede lemmer. Nedskrevne regler var der ikke noget af. Hvad man måtte og ikke måtte kom helt an på, hvor man boede og hvilke traditioner, der var.

Mentaliteten forandrede sig dog i 1800-tallet og gik imod et mere reguleret samfund, hvor mennesker skulle opføre sig civiliseret. Det smittede af på fodboldspillet.

Fodbold forvandles til en gentlemansport

På Englands privatskoler var det såkaldte præfekt-system på denne tid sådan, at de ældre elever havde lov til at 'køre' på de yngre, som under fodboldkampe som oftest blev placeret i målet, hvor man fik flest tæsk.

Men forældrene til de yngre drenge ville nu ikke længere acceptere, at deres små poder blev gennemtævet på privatskolerne.

Lederen af Rugby School følte, at hans skole måtte efterkomme tidens nye holdning til opdragelsen af børn. Elevernes sociale hakkesystem blev modereret, og deres sportsaktiviteter blev reguleret, så de passede bedre til borgerskabets opfattelse af 'gentleman'-adfærd.

Uenighederne mellem de engelske skoler betød, at rugby og fodbold blev skilt ad i 1860erne. Billedet af denne rugbykamp er fra 1880. (Illustration: Cromolitho)

I 1845 blev rugby-fodboldreglerne således skrevet ned, og her var det tilladt for spillerne at tage bolden op i hænderne.

På en anden skole blev der imidlertid også vedtaget nye regler. På Eton var det i vid udstrækning nu

ikke

længere tilladt at tage fodbolden op i hænderne.

Cambridge-drenge blev enige om fodboldregler

Drengene blev ældre og tog deres sport fra skolen med på universitetet, hvor der derfor stadig var forskellige udgaver af fodboldsporten.

På Cambridge University hældte nogle mere til Eton-skolens udgave end til rugby-reglerne, og for at man kunne spille mod hinanden på universitetet, måtte reglerne afgøres.

Verdens første regler for det spil, vi kender i dag, kom således til verden på Cambridge University i 1848. Men her slutter historien ikke. For der blev stadig spillet masser af vilde og voldsomme fodboldkampe andre steder i England, hvor man endnu ikke havde taget Cambridge-reglerne til sig.

Engelsk fodboldorganisation vedtog Cambridge reglerne

Flere og flere fodboldklubber skød op i 1850erne, men der var stadig uenighed om reglerne, som strittede i hver sin retning fra klub til klub.

En morgen i maj 1863 mødtes en række fodboldklubber på en pub med navnet the Freemason Tavern, hvor de dannede foreningen The Football Association (FA).

På pubben vedtog foreningen fælles regler for fodboldspillet baseret på 'The Cambridge Rules'.

De forudgående diskussioner havde handlet om, hvorvidt man måtte løbe rundt med bolden i hænderne, og hvordan man måtte tackle hinanden. Det resulterede i, at repræsentanten fra Blackheath Club sprang fra forhandlingerne og meldte Blackheath Club ud af foreningen.

Repræsentanten mente blandt andet, at man stadig skulle have lov til at sparke hinanden over skinnebenet i en tackling. Hans klub Blackheath gik derefter ud og grundlagde reglerne for det moderne rugby, mens fodbold nogenlunde er forblevet sådan, som studenterne på Cambridge syntes, man skulle spille spillet.

Hmmmm

'Fodbold var i gamle dage en endnu mere brutal affære, end det er i dag.'
 
Vel ikke mere brutalt end hvad Holland leverede i VM-finalen?

Kilde: Wikipedia

Kan vi få nogen bedre kilder?

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.