Arsenal er et engelsk hold, og Inter et italiensk. I hvert fald hvis du ser på hjemmebanens postnummer. Men så snart du åbner døren til omklædningsrummet, rammer globaliseringen dig som et knytnæveslag.

Mere end 95 procent af de spillere, der i årets Champions League-turnering er trukket i trøjen for disse to hold, er blevet hentet udenlands. Det viser tal fra 'The Professional Football Players Observatory', et fransk-schweizisk forskningsprojekt. Og så har Arsenal for øvrigt en fransk træner, mens Inter netop har ansat en portugiser.

Globalisering i særklasse
Champions League, klubfodboldens ypperste turnering, er for alvor blevet et globaliseret spil. Ser man på de deltagende klubber over en kam, var over halvdelen af de spillere, der løb på banen i denne sæson, fra et andet land end den klub, de spillede for.

Klubfodbold fylder meget, og nationale tilhørsforhold kun lidt i Champions League. Men når landsholdene spiller, har de fleste fans alligevel stærke følelser for spillerne på banen. (Modelfoto: Colourbox )

»Fodboldens udvikling er udtryk for globalisering i særklasse,« siger Uffe Østergaard. Han er professor på Copenhagen Business School (CBS) og har som forsker brugt de sidste mange år på at komme bag om de stærke følelser, der ligger i national identitet.

Han er ikke i tvivl om, hvad fodboldens udvikling betyder for nationale særpræg og identiteter på både landshold og klubhold.

»Alle hold studerer hinanden og lærer af hinanden på tværs af alle grænser. De typiske nationale stereotyper om spil og taktik taber, fordi holdene ikke søger en national spillestil, men en vindende,« siger han.

Udlændinge giver sejr

Det betyder, at de europæiske topklubber heller ikke søger nationale spillere, men vindende. Og hvis klubben vil nå langt i Champions League, skal den købe ind i udlandet, viser den fransk-schweiziske undersøgelse.

De hold, der blev slået ud efter de indledende gruppespil, havde 'blot' 48,6 procent udenlandske spillere, mens holdene i semifinalerne havde 67,6 procent.

Ingen nationale særpræg

Der er sket meget i de nationale ligaer siden 80'erne, ikke mindst i udvekslingen af spillere og trænere på tværs af landegrænser, og det har ændret de enkelte nationers forhold til fodbold, mener Uffe Østergaard.

»Briterne spiller jo ikke længere Kick & Rush, og de engelske spillere dominerer ikke i deres egen Premier League.«

At nationaliteter og spillestile flyder over grænserne og udvisker de nationale særpræg i spillet, bemærkede Lektor Bo Kampmann Walter fra Syddansk Universitet også i Information i forbindelse med dette års EM-slutrunde.

»Spanien ligger i England, men de bedste englændere er spaniere.«

107 Brasilianere

Fodboldens udvikling er udtryk for globalisering i særklasse

- <font color="#446A8C" size="3">Uffe Østergaard</font>

Fodboldens globale karakter understreges af tal fra det fransk-schweiziske forskningsprojekt. I 2007/08 udgaven af Champions League var Brasilien klart den største leverandør af spillere til den europæiske turnering med ikke færre end 107 spillere. Frankrig fulgte efter med 72, mens Italien, Spanien og Tyskland lå omkring de 50.

Loyaliteten ligger hos klubholdene

De nationale ligaer i de store lande domineres af udenlandske spillere, og det påvirker både spillet på og uden for banen. Arsenal og Inter er ekstremer, men undersøgelsen viser, at de fleste europæiske storhold har trupper hvor to ud af tre spillere har fremmed nationalitet.

Det betyder, at publikum, ikke mindst hardcore fans, støtter og identificerer sig med spillere med fremmed baggrund - både nationalt og fodboldmæssigt, når de binder deres følelser til holdets op- og nedture, fortæller Uffe Østergaard.

De typiske nationale stereotyper om spil og taktik taber, fordi holdene ikke søger en national spillestil, men en vindende

- <font color="#446A8C" size="3">Uffe Østergaard</font>

»For fodboldfans ligger den primære loyalitet nu i de nye fankulturer omkring de europæiske topklubber, og de er tværnationale, for ikke at sige globale. Klubfodbolden står for den permanente fællesskabsfølelse, mens landsholdene mere er en midlertidig begejstring, vi tager del i fra tid til anden.«

Målscorer med et ben i hver lejrGlobaliseringen har også bredt sig til landsholdene. Sverige har Zlatan Ibrahimovic med en bosnisk far og kroatisk mor, Tyskland har David Odonkor med en ghanesisk mor, Polen fik nationaliseret brasilianeren Roger Guereirro, få uger før EM begyndte, og Hakan Yakin, som scorede schweizernes mål mod tyrkerne, har to pas - schweizisk og tyrkisk.

Uffe Østergaard mener dog ikke, at globaliseringen - hverken i Champions League eller på landsholdene - vil mindske de nationale følelser omkring en slutrunde som eksempelvis EM.

»Fodboldfans er måske ikke kendt for deres åbne og fordomsfrie holdninger, men en sort spiller vil være dansk i det øjeblik, han tager landsholdstrøjen på,« forudsiger han.

Landsholdet overlever

Landsholdenes professionelle spillere har måske boet i udlandet i 15 år, fået fremmedartede navne og har langt mere til fælles med de klubkolleger, som i en slutrunde er deres modstandere, end med de fleste af deres fans. Alligevel holder vi fast i ideen om landsholdet som 'vores'.

Vi skaber til lejligheden en fælles identitet med dem, der trækker trøjen over hovedet og tørner ud for landsholdet, mener Uffe Østergaard:

»Vi ved godt, at det er et 'som-om' fællesskab. Men så længe vi alle spiller med på ideen om, at når vi tager trøjen på og sidder foran skærmen, så har vi i kampen en fælles identitet, så vil landsholdene stadig kunne begejstre, selv om både klubhold og globalisering truer.«