Fodbold afspejler vores trang til at sige 'du er dum, for du bor på den anden side af vejen'. (Foto: Colourbox )

Den traditionelle akademiske skelnen mellem såkaldt højkultur og lavkultur er i opbrud. I dag er det ikke længere kun den finere kunst og litteratur, der fortjener den studerendes opmærksomhed. Folkelige underholdningsfænomener er blevet vigtige kilder til nye former for kulturstudier. Det gælder for eksempel fodbold.

»Fodbold fortæller os meget. Især udøverne af spillet. Fodboldens stjerner fortæller os noget vigtigt om os selv, nemlig hvem vi er, og hvad vi drømmer om,« siger Bo Kampmann Walther, lektor og ph.d. ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet i Odense. Han har i årevis været optaget af fodbold. Dels som entusiastisk tv-kigger, dels som en videnskabelig interesse.

Mellem biografi og akademisk arbejde

I 2006 udgav den fynske forsker bogen 'Madridismo', der handler om fodboldklubben Real Madrid. Bogen, der befinder sig i et grænseland mellem den rent biografiske fodboldfortælling og det mere begrebstunge, akademiske arbejde, var med til at kickstarte en bølge af helt nye typer fodboldbøger. Bøger, der går bagom selve fodboldspillet, og som behandler sporten og dens stjerner som en kulturel magtfaktor.

»Når man studerer fodboldstjerner, er det som at beskæftige sig med en særlig gruppe mennesker, der lige så godt kunne bebo en anden planet. De repræsenterer de spektakulære og de dramatiske liv, hvilket vi mennesker alle dage har været fascineret af. Fordi vi spejler os i dem. Derfor er det også noget sludder, hvis man tror, at fodboldstjerner og andre populærfænomener kun er noget, der hører hjemme i sladderbladene.«

For Bo Kampmann Walther er selve fodbold-fascinationen central. Han mener, at fascinationen udspringer af, at fodbold er en verdensomspændende fortælling, der samtidig er lokalt forankret.

»Fodbold er på den ene side et spil, der afspejler vores gammeldags territorielle trang til at sige 'du er dum, for du bor på den anden side af vejen'. På den anden side er fodbold enormt deterritorielt, fordi stjernerne ikke har nationalitet - de vandrer over grænser og etniske tilhørsforhold. Og det er her, vi begynder at tale om fænomener.«

Laudrups rette dosis andedam

Den kyniske enerkultur er fascinerende, og i sporten får vi tilgodeset et behov for at se folk - billedligt talt. (Foto: Colourbox )

Bo Kampmann Walther fremhæver Michael Laudrup som et konkret eksempel på en fodboldpersonlighed, hvis betydning rækker langt udover det rent sportslige. Ifølge den fynske fodbold-forsker er Michael Laudrup en spændende kilde til et studie af danskernes kulturelle selvforståelse.

»For danskerne er Michael Laudrup ikke bare en fodboldspiller. Han er et fænomen - et koncept - som vi danskere elsker, fordi han både ligner os - og ikke ligner os,« siger Bo Kampmann Walther, der uddyber sin pointe ved at sammenligne Michaels Laudrups kulturelle omdømme med en anden dansk storspiller, nemlig Allan Simonsen.

»Allan Simonsen opnåede priser - blandt andet en kåring som Europas bedste fodboldspiller - som Michael Laudrup aldrig fik. Men i modsætning til Laudrup er Allan Simonsen aldrig blevet et fænomen i danskernes bevidsthed. Det skyldes, at Michael Laudrup fremstår som en helt anden type. Han har en flig af noget danskhed over sig, men han er samtidig tilpas fjern, mytisk og sådan halvt spanier-agtig. Man kan sige, at Laudrup indeholder den rette dosis andedam - han er tilpas hjemlig til, at vi kan hive fat i ham, men han repræsenterer desuden noget, der ligger langt ud over vores vante radius. Deri opstår fænomenet.«

Vi vil se folk dø

For danskerne er Michael Laudrup ikke bare en fodboldspiller. Han er et fænomen - et koncept - som vi danskere elsker, fordi han både ligner os - og ikke ligner os

- Lektor Bo Kampmann Walther

Ud over vores behov for at se ophøjede stjerner, nærer vi også en dyb fascination for den kyniske enerkultur, der kendetegner sporten. Ud af kynismen og vinderkulturen, hvor eneren vil gøre hvad som helst for at vinde, vokser nemlig en anden type drama, der tilgodeser et behov i nutidens kultur. Bo Kampmann Walther kalder det trangen til det institutionaliserede drama.

»Når vi ser fodbold eller Tour de France, gør det ikke oplevelsen mindre, at en spiller begår en svinestreg, eller at en rytter er dopet eller tager turen udover bjergskrænten. Gennem sporten får vi tilgodeset et behov for at se folk dø - sådan billedligt talt,« siger Bo Kampmann Walther, der peger på realityshows et udtryk for det samme:

»I Big Brother eller Robinson skal vi helst se deltagerne skændes, have sex eller gå på toilettet. Ellers er det ikke interessant.«

Fodbold er en stresskanal

Når vi længes efter denne fælles fortælling om enerens død - det institutionaliserede drama - så skyldes det ifølge Bo Kampmann Walther, at populærfænomener, som for eksempel fodbold, fungerer som stresskanaler, der giver afløb for indre og fortrængte hulemandsinstinkter.

»Fodbold iscenesætter loven om fællesskab og idoldyrkelse. På trods af denne ulighed mellem eneren og massen får begge lov at trives side om side. Og så er der det særlige ved sport, at den - på vrangsiden - minder os om det paradoksale ved at være individ i et socialt samfund: Sporten er på en gang egoistisk og demokratisk. Det gælder om at være med og tro på sine holdkammerater. Jovist, men det handler også om at springe højere, være stærkere end de andre og løbe hurtigere end flokken. Og derved tilbyder sporten noget helt essentielt for det moderne, rodløse menneske. Den er nemlig en ramme om det forbudte,« mener Bo Kampmann Walther.