Fare er spændende – men ikke for alle
Er det et gen eller en særlig hjernestruktur, der er årsagen til, at nogle af os er mere tiltrukket af fare og uventede ting og oplevelser? Her forklarer en britisk forsker, hvorfor nogle af os basejumper, flyver med wingsuit eller risikerer hele formuen ved casinobordet.
fare spænding hjernen psykologi basejump wingsuit dopamin risiko risici forventning ekstrem sport genetisk rejseforsikring adfærdsforstyrrelser belønning

Er det opdragelsen, generne eller noget helt tredje, der afgør, om vi bliver vovehalse eller ej? (Foto: Shutterstock)

Hvad er det egentlig, der lokker nogle af os til at foretage base jumps fra skyhøje klippeskrænter og tårnhøje bygninger, drikke sig i hegnet eller blaffe, mens andre ikke engang tør nærme sig en rutsjebane?

Findes der et bangebukse-gen eller en vovehalse-hjernestruktur, eller er vores tiltrækning af fare afhængig af, hvor beskyttende vores forældre var?

Uanset om vi dyrker ekstreme sportsgrene, er fartbøller, tager rusmidler og narko eller er tiltrukket af andre former for farefuld adfærd, er det typisk en blanding af fare og nyhedsværdi, der først trækker os ind. 

LÆS OGSÅ: Ekstremsportsfolk opnår kontrol gennem frygt

Risiko og nysgerrighed er forbundet

Psykologerne kalder det 'nysgerrighed' – at være tiltrukket af noget nyt; en præference for for det uventede, uforudsete og nye.

Cloninger's 'Temperament and Character Inventory'

Trækteori (efter engelsk: trait theory) er en retning inden for personlighedspsykologien, der beskæftiger sig med personlighedstræk – dvs. vedvarende karakteristika ved en persons adfærd, såsom udadvendthed, pligtopfyldenhed, dominans, m.v.

Udviklet af C. Robert Cloninger: Temperament and Character Inventory (TCI), der er en videreudvilking af hans tidligere Tridimensional Questionnaire (TPQ).

TCI har syv personlighedsdimensioner med betegnelserne nysgerrighed, skadeundvigelse, belønningsafhængighed, vedholdenhed, selfdirectedness, samarbejdsvillighed og self-transcendence. De fire første dimensioner benævnes 'temperamenttræk', mens de tre sidste er 'karaktertræk'. 

Personer med dette temperamenttræk er ofte impulsive og keder sig let – nye oplevelser øger frigivelsen af kemikalier i bestemte hjerneområder, der forårsager en bølge af eufori, altså lystfølelse.

Der er en større risiko for, at en rotte eller et menneske, der er nysgerrig (eller tiltrukket af nyhedværdien), tager stoffer eller ofte tager på gevaldige drukture.

Begreberne risiko og nysgerrighed er i en vis grad forbundne: En ny stimulus er i sagens natur mere risikabel, fordi enhver tilknyttet konsekvens er ukendt. 

Vi kan imidlertid adskille de to begreber i laboratoriet.

LÆS OGSÅ: Hjernekemi afslører din trang til oplevelser

Det handler (altid) om dopamin

Dopamin er et signalstof i hjernen, et såkaldt 'catecholamin', der virker som neurotransmitter i centralnervesystemet. 

I hjernen befinder de dopamin-holdige nervecellers cellelegemer sig i strukturerne 'den sorte substans' og det centrale tegmentale område. 

Herfra har de udløbere til store dele af forhjernen, blandt andet storhjernens hjernebark.

I dagliglivet spiller signalstoffet dopamin en afgørende rolle for drivkræfterne bag alle positivt motiverede handlinger, hvortil der er knyttet oplevelser af velvære. 

Dopamin udløses således i så forskellige situationer som under opnåelse af succes i både krig og kærlighed, under spisning ved et veldækket bord, når vi vinder i spil, under indtagelse af narkotika, ved seksuelle samværssituationer og lignende, og hvor signalstoffet endvidere virker forstærkende på trangen til vanemæssigt at genopsøge pågældende dopaminudløsende situation på ny.

LÆS OGSÅ: Dansk forskning afslører at vovehalse og publikum får samme pulsrytme

fare spænding hjernen psykologi basejump wingsuit dopamin risiko risici forventning ekstrem sport genetisk rejseforsikring adfærdsforstyrrelser belønning

Personer, der havde en større hjerneaktivitet i striatum – et område involveret i dopaminfrigivelsen – foretog mere risikable valg, når de så et fremmed ansigt. Disse resultater antyder, at nyhedsværdien øger dopaminfrigivelse i dette område af hjernen, som derefter muligvis forstærker forventningen til belønningen. (Illustration: Oscar Arias-Carrión1, Maria Stamelou, Eric Murillo-Rodríguez, Manuel Menéndez-González and Ernst Pöppel. - Oscar Arias-Carrión1, Maria Stamelou, Eric Murillo-Rodríguez, Manuel Menéndez-González and Ernst Pöppel., CC BY-SA)

Dopamin kan få os til at løbe flere og større risici

I et studie med Parkinsons-patienter indtog forsøgsdeltagerne stoffer, der stimulerede dopaminreceptorerne; 17 procent udviklede yderst uventede og uønskede bivirkninger i form af spiseforstyrrelser eller adfærdsforstyrrelser som spille-, sex- eller shopping-afhængighed.

Patienterne begyndte også at opsøge risici og udviste præference for nye ting i laboratorietests. 

Så det lader til, at et aktivt dopamin-system kan få os til at løbe flere og større risici.

Et studie om at forudse risici viste, at en forventet sejr er forbundet med en stigning af aktivitet i hjernens dopaminregioner, mens forventningen af et tab er forbundet med et fald.

Begge driver os til at tage chancer.

LÆS OGSÅ: Basejumping: Et liv på kanten

Motiveret af forventningen om en belønning

Både wingsuit-flyvning og en tur i rutsjebanen er motiveret af vores forventning om en belønning – et gys. Wingsuit-flyvning er desuden drevet af trangen til at forhindre tab (i dette tilfælde døden).

Sandsynligheden for, at vi får et tilfredstillende gys ud af rutjebanen eller basejumping, er tæt på 100 procent.

Men mens sandsynligheden for at dø under en rutsjebanetur er tæt på 0 procent, er risikoen for at dø ved basejumping betydeligt højere.

Jo tættere på ekstremerne – 0 procent eller 100 procent, jo mere sikker – desto tættere på 50 procent, jo mere usikker.

LÆS OGSÅ: Teenagere er mere risikovillige

Opdragelsen også har en effekt

Mange – men ikke alle – undersøgelser har vist, at personer med en særlig dopaminreceptor er mere tilbøjelige til at søge spænding.

Denne genvariant er også forbundet med en større reaktion på uventede belønninger i hjernen, hvilket gør den uventede spænding endnu mere spændende. 

Genetisk hardwiring kan måske forklare tilbøjeligheden til at dyrke ekstreme sportsgrene som base jump ved at forbinde en præference for nye ting og oplevelser og muligvis også for risiko og belønning. 

Opdragelsen har dog også en effekt. 

Halvvoksne, unge mennesker er mere risikovillige, dels fordi deres hjerner stadig er under udvikling, dels fordi de er mere modtagelige over for gruppepres.

LÆS OGSÅ: Er hensynsløse bilister generelt mere risikovillige?

fare spænding hjernen psykologi basejump wingsuit dopamin risiko risici forventning ekstrem sport genetisk rejseforsikring adfærdsforstyrrelser belønning

John Jammie Reynolds laver en akrobatisk opvisning på toppen af Lansburgh Building in Washington, D.C. (Foto: Harris & Ewing, via Wikimedia Commons)

Hvorfor er vores adfærd så inkonsekvent?

Der er selvfølgelig også andre årsager end risikovillighed og nyhedværdi til, at vi godt kan lide at bungeejumpe eller tager på gigantiske drukture.

Det kan for eksempel ske i situationer, hvor vi føler os pressede til at indordne os, eller hvis vi er nede eller stressede.

Hvis vores gener kan påvirke, om vi er modige eller bange, hvorfor er vores adfærd så inkonsekvent? 

For eksempel springer vi i faldskærm, mens vi er på ferie – men køber alligevel en rejseforsikring.

Vores adfærd er forskellig, afhængigt af om vi opfatter risikoen som muligheden for at opnå en belønning eller undgå et tab; det kaldes også framing-effekten. 

(Framing betyder direkte oversat at indramme. Begrebet stammer fra kommunikationsteorien. Kort fortalt handler framing om hvilke associationer, der er knyttet til et bestemt fænomen, red.)

De fleste af os undgår helst risikable belønninger – vi springer altså ikke faldskærm – men i tilfælde af en stor og højst usandsynlig præmieudbetaling som eksempelvis Lotto løber vi gerne en risiko. 

LÆS OGSÅ: Museforsøg afslører: Det sker i hjernen ved afhængighed af stoffer

Belønninger i forskellig størrelsesorden

Vi løber også risici for at undgå store tab.

Det er påvirket af, hvor sandsynligt det forekommer, at der sker en ulykke, eller at vi bliver belønnet. 

I tilfælde af et usandsynligt – men potentielt meget dårligt resultat – som risikoen for, at vi pådrager os en kæmpe gæld, mens vi er indlagt på hospitalet i et fremmed land, bliver vi risikoaverse og køber en rejseforsikring.

Folk, der nyder fare eller lider af afhængighedsforstyrrelser, har forskellige risikotilbøjeligheder. 

Patologiske brugere af narkotika, alkohol eller mad søger risikoen i belønningen – ved at stile efter en rus. 

Personer, der tager stoffer, er drevet af mere risikable og større belønninger, mens personer, der bruger alkohol eller mad, er drevet af mindre og knap så risikable belønninger.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi afhængige af spil og alkohol

Risikovilligheden kan ændres

Sandsynligheden for, at vi tager risici, kan også manipuleres. 

Et studie med rotter viste, at risikovilligheden kan reduceres ved at efterligne det dopamin-signal, der leverer information om tidligere risikable valgs negative resultater. 

Det blev gjort gennem elektriske stød eller ved at tilbageholde rotternes føde.

Risikovillighed i forbindelse med drukture kan også blive reduceret, hvis personen udtrykkeligt bliver eksponeret for det negative resultat – som oplevelsen af at tabe penge i stedet for blot forventningen om, at det kan ske. 

En nat tilbragt på skadestuen kan derfor være nok til at ændre denne adfærd.

LÆS OGSÅ: Vores indlæring er i hænderne på dopamin

Mere tilbøjelige til at tage chancer på ferie

En ny og uventet kontekst kan desuden øge den risikovillige adfærd, hvilket er med til at forklare, hvorfor er vi mere tilbøjelige til at tage chancer, når vi er på ferie. 

I forbindelse med en undersøgelse viste mine kolleger og jeg forsøgsdeltagerne en række ansigter – bekendte og fremmede – og bad dem om at vælge mellem en risikabel satsning eller et sikkert valg. 

Når deltagerne fik forevist et fremmed ansigt, var de mere tilbøjelige til at tage den risikable satsning. 

Undersøgelsen viste, at deltagerne, der havde en større hjerneaktivitet i striatum – et område involveret i dopaminfrigivelsen – foretog mere risikable valg, når de så et fremmed ansigt. 

Disse resultater antyder, at nyhedsværdien øger dopaminfrigivelse i dette område af hjernen, som derefter muligvis forstærker forventningen til belønningen.

Men det er ikke nødvendigvis negativt at være tiltrukket af fare. Verden har brug for både risikotagere og risikoaverse personer for at fungere. 

Vi har brug for personer, der skubber grænser – til at slå lejr på Mars eller redde mennesker fra brændende bygninger – og vi har brug personer, der formulerer lovene og håndhæver reglerne, så samfundet ikke kører af skinnerne.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Seneste ForskerZonen