Afslutningen på Anden verdenskrig er begyndelsen på skabelsen om for forskellige myter om Europa. (Foto: Peregrini981 )

Udgangspunktet er altid afslutningen på Anden Verdenskrig.

Historieskriverne skildrer i den ene myte Europa som en fugl Fønix, der rejser sig af asken. I den anden beskrives Europa som en amputeret størrelse, der har mistet sin position som verdensmagt.

Resultatet er ifølge historikeren Jan Ifversen, at debatten om Europas muligheder fremover begrænses. Han forsker i, hvilke begivenheder historielærebøgerne om efterkrigstidens Europa har udvalgt og lægger vægt på.

»Året 1945 præsenteres altid som begyndelsen på det Europa, vi kender i dag. Der er reelt tale om en grundlæggelsesmyte. 'Myte' betyder, at vi forklarer al senere udvikling i Europa med en 'oprindelse' i 1945, så historien kommer til at pege fremad - 'myte' betyder ikke, at det er historisk forkert. Men både i historielærebøgerne og i politisk debat har vi set, at historien på den måde bliver til et argument: Vi er forpligtet til fremtiden 'B' på grund af fortiden 'A',« fortæller Jan Ifversen, der er lektor og institutleder på Institut for Historie og Områdehistorier ved Aarhus Universitet.

Han har for det første konstateret, at 1945 er et startskud for historiefortællingerne, og dernæst at man igen og igen støder på de samme to - yderst forskellige - billeder af Europa i både lærebøger og i den aktuelle debat.

»Når historiefortællinger udnævner bestemte begivenheder til 'Europas historie', kommer det til at afgrænse en debat om, hvad Europa kan være og kan udrette,« påpeger Jan Ifversen.

To myter om Europa

Ved at gennemlæse stakkevis af de historiebøger, hvor man giver historiestuderende et overblik over efterkrigstidens Europa, har Jan Ifversen opdaget, at den måde, historien om Europa i 1945 - sammenbrudt og sønderslidt af krig - fortælles på, betyder meget for, hvad man får ud af Europa i dag.

»Vi har set to forskellige myter om Europa. Enten rejser det 'forenede Europa' sig som fugl Fønix af asken fra de gamle nationalstater, der havde drevet europæerne ud i krig og fascisme, hvorefter kongressen i Haag i 1948 indvarslede et radikalt nyt fredsprojekt og starten på en helt anderledes fremtid. Eller også får vi historien om det 'amputerede Europa', hvor Europa efter krigen mistede sin position som verdensmagt,« siger han.

Hvis 1945 læses som det startpunkt, hvor man lærte af staternes fejltagelser, og et helt nyt Europa opstod, så forpligter fortiden på en bestemt fremtid: Europa er ikke mulig uden EU.

Europas historie kan ikke skrives uden at vælge nogle begivenheder ud mellem andre - og andre valg ville give en anden historie.

- Jan Ifversen

»Som Romano Prodi formulerede det, da han var formand for EU-kommissionen: Vi kan tilbyde en unik historisk erfaring. Argumentet er, at Europa selv har lært at bekæmpe krig, fattigdom og undertrykkelse ved at gå nye veje - og det må eksporteres til resten af verden,« uddyber Jan Ifversen.

Men også myten om 'Europas ophør' findes i historielærebøger, og den giver et billede af Europas historie, der passer med en stor EU-skepsis. Jan Ifversen opridser argumentet, der ligger i dén læsning af historien:

»Hvis 1945 ses som stoppestedet for Europa som politisk faktor, så er unionen en illusion. Man fremhæver nationer som mere effektive rent politisk, eller EU ses som et drabeligt politisk projekt, der udnytter den 3. verden. Så er det reelt USA og den kolde krig, der har bestemt Europas historie efter 1945.«

En historie uden afslutning

Når historien forsyner den politiske debat med så klare argumenter og ikke tøver med at fortælle os, hvor vi skal arbejde hen, er der ifølge lektor Jan Ifversen grund til at stoppe op. For det, historieforskningen viser os, er, at historien er uhyre flertydig og altid kan ses i et nyt lys.

»Vi er udleverede til at betjene os af historiske forløb og at sammenkæde historiske begivenheder. Europas historie kan ikke skrives uden at vælge nogle begivenheder ud mellem andre - og andre valg ville give en anden historie. Historieskrivning som en løs kalender af begivenheder ville heller ikke give meget mening eller orientere os i historien. Det, vi kan bruge historieforskning til, er, at vi bliver opmærksomme på, at vi igennem myter og fortællinger reducerer en flertydig historie til noget entydigt,« understreger Jan Ifversen.

Fremhæver en historiker for eksempel jødeudryddelserne eller Frankrigs nederlag som kolonimagt i Dien Bien Phu i 1954 som dén skelsættende begivenhed, der for altid har forandret europæernes syn på sig selv, giver det historien om et Europa, der virkelig søgte fred og forenede nationer, og som lærte af fascisme og afkolonisering.

Er den vigtige begivenhed i Europas historie derimod Rom-traktaten fra 1958 - sådan som den britiske samtidshistoriker Alan Millward præsenterede det i sin meget læste bog The European Rescue of the Nation State - så er EU ikke længere et fælles fredsprojekt, men et rent og skært økonomisk samarbejde mellem yderst selvstændige stater.

»Med den variation, der er i historieskrivningen, kommer vi næppe uden om mytedannelser og forsøg på at lære af historiske forløb. Men hvis vi husker, at historien kun har de afslutninger, man er nødt at sætte for at færdiggøre en bog - selvom historien altså fortsætter - så ser vi også, hvor mange forventninger og antagelser vi gør brug af, når vi 'bare' fortæller historie,« konkluderer Jan Ifversen.

Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.