Et teknologidrevet globalt gearskift: Middelklassen og demokratiet er under pres
Teknologiudviklingen er med til at koncentrere magt og penge hos de rigeste. De nye teknologier kan bruges til gavn for borgerne eller til at skabe en totalitær overvågningsstat, men vi ved for lidt til at tage del i debatten om det.

Der foregår en implementering af digitaliseringen, og den foregår stort set uden demokratisk debat. Der er tale om teknologier, der definerer magtstrukturer, overvågningsmuligheder, samt økonomiske interesser, som gennemsyrer eller kommer til at gennemsyre alle aspekter af vores liv. (Foto: Shutterstock)

 

Hver gang nye teknologier har ændret vores måder at producere på, og når nye informationsteknologier har gjort det muligt at kommunikere til flere mennesker og dermed holde sammen på større samfund, har vores økonomi og de fundamentale samfunds- og magtstrukturer ændret sig.

Det gjaldt for eksempel i overgangen fra bronzealderen til jernalderen.

En anden måde at udtrykke det på er, at i kølvandet på nye grundlæggende teknologier har vores forfædre til alle tider kæmpet om, hvem der skulle have mest ud af dem. Resultatet har været, at nogen opfandt nye regler, institutioner, magtapparater etc., som kom dem selv og deres ligesindede til gode.

De seneste 150-200 år har været betegnet som Industrialderen. Nu står vi på tærsklen til et nyt teknologisk, produktions- og kommunikationsgennembrud, et 'gearskift', hvor vi endnu en gang tager et markant skridt op i teknologisk kompleksitet og produktions- og kommunikationsmæssig effektivitet.

Gennem især de seneste 10 år har informations- og kommunikationsteknologierne fået deres seriøse gennembrud i vores hverdag, og dermed begynder de samfundsmæssige konsekvenser også at blive synlige.

Samfundet er stadig formet af den industrielle tidsalder

Fænomener så forskellige som demokrati, retssikkerhed, menneskerettigheder, markedsøkonomi, kapitalisme, skabelsen af penge, banksystemet, arbejderbevægelsen, fagforeninger, a-kasser, velfærdsstaten, nationalfølelsen, det politiske højre-venstre-spektrum og selv vores skoler og lokale fællesskaber er produkter af den industrielle tidsalder, dens teknologier og dens kapitalforhold.

Som individer har vi lært at navigere rundt i den industrielle økonomi, og som samfund har vi nogenlunde kunnet kontrollere og definere den med politik og lovgivning.

Men de færreste tør gætte på, hvordan den globale, digitale økonomi vil se ud, eller hvilke institutioner og strukturer, vi bliver nødt til at opfinde for at skabe frie, trygge og stabile samfund. I modsætning til overgangen mellem landbrugssamfund og industrisamfund vil overgangen til fremtidens økonomi ikke tage 100 år men muligvis blot en generation.

Her er fremtidens vindere og tabere

Vi ser bl.a. følgende mønstre i overgangen til den digitale, globale økonomi:

  1. Man tjener mere på at være velhavende end ved at arbejde, da afkast på investeringer er større end værdien af arbejde. Middelklassen er under stigende pres, mens de få får mere og mere.
     
  2. Når arbejdet digitaliseres, effektiviseres og automatiseres, bliver det stadig sværere for den svindende middelklasse at levere de skatteindtægter, der er nødvendige for at sikre driften af nationalstaterne.
     
  3. De digitale infrastrukturer og automatisering muliggør, at stadig færre kan kontrollere stadig flere, fordi infrastrukturenes design dikterer organisationernes funktion og borgernes råderum.
     
  4. Verdens økonomiske netværk kommer i stigende grad til at indeholde centrale knudepunkter, som velstanden flyder ind til. Dvs. at de globale netværk i stigende grad bliver skalafri.
     
  5. De økonomiske eliter overtager i stigende grad den politiske magt, så demokratiet smuldrer, da den politiske magt samles på stadig færre hænder.
     
  6. Multinationale virksomheder, regeringer og diverse efterretningstjenester benytter sig af den digitale infrastruktur til at få adgang til borgernes private data, hvilket underminerer borgernes sikkerhed, frihed og fundamentale demokratiske rettigheder.

Som den franske økonom Thomas Piketty har dokumenteret, er der større afkast på spekulation end på at arbejde. Denne motor for økonomisk ulighed forstærkes yderligere, når middelklassens jobs forsvinder i de rige lande på grund af digitalisering og automatisering.

Fakta

Denne artikel er den anden i en serie på fire om, hvordan den teknologiske udvikling påvirker samfundet. De er skrevet af Lene Andersen, fremtidsforsker, økonom og filosof i virksomheden Next Scandinavia og forskningsassistent på Syddansk Universitet, samt af Steen Rasmusssen, professor i fysik, centerleder ved Syddansk Universitet og ekstern professor ved Santa Fe Institute i USA.

Artiklerne er en del af arbejdet fra det tværfaglige center, The Initiative for Science, Society and Policy (ISSP), der bl.a har til formål at understøtte evidensbaseret politik og undersøge samfundskonsekvenserne af nye teknologier.

Det er derfor på tide at sætte spørgsmålstegn ved, om den såkaldte 'trickle-down'-effekt, hvor de riges overflod drypper ned på de fattige, overhovedet findes, eller om der i virkeligheden kun findes en 'trickle-up'-effekt.

Vi antager, at dette er en udvikling, som også vil finde sted i resten af verden, når digitaliseringen spreder sig. Først vil middelklassen miste sin økonomiske magt og dernæst den politiske magt.

Udviklingen ses allerede i USA, der teknisk set har udviklet sig til et plutokrati, dvs. et samfund, som er mere eller mindre kontrolleret af en lille og ufatteligt rig elite. Dette er gradvist sket i løbet af de sidste årtier, og Danmark og de andre Europæiske lande er i forskelligt tempo begyndt at skride i samme retning.

Teknologier flytter magt - hen over hovedet på borgerne

Samtidig foregår der en implementering af digitaliseringen, som definerer, hvordan vores samfund kommer til at fungere og hænge sammen i årene fremover. Der er tale om danmarkshistoriens største omkalfatring af infrastruktur, og den foregår stort set uden nogen form for demokratisk debat.

Der er tale om teknologier, der definerer magtstrukturer, overvågningsmuligheder, samt økonomiske interesser, som gennemsyrer eller kommer til at gennemsyre alle aspekter af vores liv.

Især to aspekter ved denne nye infrastruktur kan få alvorlige konsekvenser, hvis der træffes de forkerte beslutninger nu: Det første spørgsmål er, om de systemer, der opbygges, er de rigtige, og om de tager udgangspunkt i vores frihedsrettigheder som borgere i et demokratiske samfund, eller om de tager udgangspunkt i kortsigtede økonomiske interesser og magtpolitiske særinteresser?

Det andet spørgsmål er, om løsningerne er teknisk hensigtsmæssige på det lange sigt med hensyn til de forstående forandringer. Er de fleksible og adaptive? Kan de nemt tilpasses den rivende teknologiske udvikling og vores skiftende behov som mennesker og borgere?

De folk, som træffer de store beslutninger om vores digitale infrastruktur, er stort set alle økonomer og jurister med begrænset teknisk indsigt, hvorfor det kan være vanskeligt for dem at vurdere hvilke muligheder teknologierne giver.

Dette er problematisk, fordi samfundets magtstrukturer i høj grand bliver cementeret af, hvorledes digitaliseringen bliver implementeret. F.eks. er der ikke et af de 179 gode mennesker i Folketinget, der har en ingeniørmæssig eller naturvidenskabelig baggrund. Det samme gælder embedsværket f.eks. i Digitaliseringsstyrelsen, hvis primære opgave er at rådgive regeringen og kommunerne om digitaliseringsprocesserne.

Som borgere kan vi derfor frygte, at beslutningerne træffes på baggrund af kortsigtede økonomiske og juridiske betragtninger, der i store træk stammer fra en svunden tid: industrialderen.

Manglende teknologisk viden giver os et demokratisk problem

Det er på tide at sætte spørgsmålstegn ved, om den såkaldte 'trickle-down'-effekt, hvor de riges overflod drypper ned på de fattige, overhovedet findes, eller om der i virkeligheden kun findes en 'trickle-up'-effekt. (Foto: Shutterstock)

 

Det er imidlertid vanskeligt at finde ud af, på hvilket grundlag disse beslutninger bliver truffet, fordi den demokratiske debat på området er fraværende, da de danske medier i store træk ikke formår at dække udviklingen, endsige forholde sig kritisk og konstruktivt til den. Man kan formode, at dette skyldes pressens manglende teknologiske indsigt og kompetence.

Men dette demokratiske problem skyldes også den kulturelle separation mellem ingeniør- og naturvidenskaberne på den ene side og samfundsvidenskaberne og humaniora på den anden side.

Det er en udvikling, der desværre har stået på i snart to generationer, og den præger hele den vestlige verden. Men Danmark er muligvis det land i Europa, der har de mest vandtætte skotter mellem disse to kulturer. Desværre betyder det, at mange ingeniører og naturvidenskabsfolk forsvinder som dug for solen, når deres arbejde og deres kompetencer kan blive involveret i praktiske, politiske diskussioner. Dette er der mange gode grunde til. 

Summa summarum, den frie presse er ikke i stand til at løfte opgaven og stille de kritiske spørgsmål til magthaverne eller definere alternative visioner for den digitalisering, som vedrører os alle, og som på afgørende måder er med til at bestemme samfundets fremtidige magtstruktur.

Teknologi – til gavn og glæde eller totalitær overvågningsstat

Der er mange forskellige måder at digitalisere vores samfund på. F.eks. kan teknologien implementeres til først og fremmest at støtte den frie borger og ikke først og fremmest til at støtte statens, kommunernes og de store virksomheders overvågning af os.

Hvis vi bygger systemer nu, som ikke tager udgangspunkt i vores frihedsrettigheder, vores private datasikkerhed som borgere og internationaliseringen, risikerer vi at være med til at undergrave demokratiet og være nødt til at lave dyre, tekniske lappeløsninger på vores infrastruktur langt ud i fremtiden.

Som digitaliseringen forløber i øjeblikket, er vi ved at skabe det perfekte setup for den totalitære overvågningsstat, og selv demokratisk valgte regeringer kan bukke under for totalitære strømninger og fristelsen til at overvåge og forfølge bestemte grupper af borgere. Fra vores egen kulturkreds kan nævnes McCarthy-tiden i USA.

De bedste udsigter for at designe fremtidens digitale infrastruktur er at tage udgangspunkt i menneske- og frihedsrettighederne og måske at udvikle den delvist i et samarbejde med for eksempel de øvrige nordiske lande eller i fællesskab i EU.

I Norden har vi en lang og stolt historisk tradition for at udvikle velfungerende og retfærdige demokratier. Ved et samarbejde kunne vi dels lære af hinanden, og dels kunne der måske være forretningsmuligheder i at udvikle den første demokratisk digitale infrastruktur, der tager udgangspunkt i beskyttelse af borgeren og ikke i overvågning og kontrol.

Vi gætter - og håber – på, at en sådan know-how kunne sælges mange andre steder på kloden. Med lidt held kunne Danmark derved begynde et nyt eksporteventyr med sustainable digital societies – bæredygtige digitale samfund - i lighed med vores nuværende eksport af sustainable energy technology – bæredygtig energiteknologi. 

Næste artikel i serien er tese 3: Ingen nationalstat kan tage hånd om sine borgere alene.

Om artikelserien

Denne artikel er anden artikel i en serie på fire af fremtidsforsker Lene Andersen og fysikprofessor Steen Rasmussen, som søger at give et overblik over, hvilke samfundskonsekvenser den teknologiske udvikling har. Disse artikler har til hensigt at gøre udfordringerne konkrete, så de kan komme til at indgå i den politiske debat.

Hver artikel bygger på en tese, som underbygges af konkrete iagttagelser.

Afsættet til serien er følgende:

Industrialderen lakker mod enden og erstattes af en global økonomi, der i første omgang er baseret på informationsteknologi og automatisering, og senere også baseret på levende og intelligente teknologier. Vores forståelse af denne postindustrielle verden er ikke tilstrækkelig, da både det traditionelle jobmarked og nationalstaten er under forandring. Ligesom industrialiseringen nedbrød feudal- og landbrugssamfundets strukturer, nedbryder den nuværende teknologiske udvikling fortidens økonomiske og politiske strukturer.

Disse omfattende forandringer ligger flere danske politikere på sinde, men det er store og abstrakte spørgsmål, som er vanskelige at konkretisere, så de passer ind i den normale politiske debat. Udfordringen gælder også medierne. I Holland tog man imidlertid hul på debatten sidste sommer, og i Sverige fik man med den seneste regering et ministerium for fremtidsspørgsmål, som er lige under statsministeriet.

I Danmark er det formentlig forskningsministeriet, der er tættest på problemstillingerne, selvom de går på tværs af de fleste ministerier. Spørgsmålet er om de danske ministerier og den danske presse er klædt på til at forholde sig konstruktivt til disse komplekse teknologidrevne udfordringer.

Selvom teknologiudviklingens muligheder er et uvant territorium for mange, er vi nødt til at forstå de overordnede mønstre i udviklingen, hvis politik skal give mening, hvis vi skal fremtidssikre vores samfund, og hvis menneskerettigheder og demokrati skal overleve og videreudvikles. 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud