Er PSO-afgiften lovlig eller ulovlig?
Førende politikere og medier har kaldt den danske PSO-afgift ulovlig. En dansk professor siger nu, at det er forkert. Det virker som en stor konflikt, der dækker over en mulig løgn – men i bund og grund er det hele langt mere simpelt, siger professoren selv til Videnskab.dk.
PSO, PSO-afgift, PSO-tarif, ulovlig, lovlig, Bent Ole Gram Mortensen, Peter Pagh, professor

PSO-tariffen, også kaldet PSO-afgiften, finansierer et tilskud til dansk vedvarende energi, som bliver betalt af os alle sammen over el-regningen. Markedsprisen på el afgør størrelsen, men den ligger typisk på mellem 0,5 og 20 øre pr. kWh. (Foto: Shutterstock)

Journalister og politikere har gennem de seneste måneder fortalt os, at Danmark har været nødt til at skrotte den såkaldte PSO-afgift.

Ifølge landets medier har EU-Kommissionen afgjort, at finansiering til støtte af blandt andet vedvarende energi – som du og jeg betaler over el-regningen – er ulovlig.

»Det her har været en ekstraordinær situation, hvor PSO-afgiften har været erklæret ugyldig, eller ulovlig, fra EU-systemets side, og derfor skulle den væk,« har Venstres finansordfører Jacob Jensen for eksempel sagt til DR2.

»PSO’en er underkendt,« har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) konstateret ifølge dr.dk.

Kommissionen har ikke underkendt PSO-afgiften

Der er bare et helt grundlæggende problem med fremstillingen: EU-Kommissionen har ikke mandat til at afgøre, om PSO-afgiften er lovlig eller ulovlig.

PSO-afgiften/PSO-tariffen

PSO står for Public Service Obligations. Det dækker over blandt andet:

  • Tilskud til vedvarende energi som vindmøller og andre anlæg
  • Tilskud til decentral kraftvarmeproduktion
  • Forskning og udvikling i miljøvenlig energiproduktion og i effektiv anvendelse af el- Øvrige omkostninger

Tariffens størrelse i kroner og øre svinger med markedsprisen på el.

Kilde: Energinet.dk

Det er altså faktuelt forkert, at EU-Kommissionen har »underkendt PSO-afgiften«, som det ellers er fremgået af mange medier.

»Det er ikke Kommissionen, der afgør, hvorvidt danske love og støtteordninger er traktatstridige eller ej. Kommissionen optræder i denne forbindelse kun som en form for tilsynsmyndighed. Mener den, at et land laver noget ulovligt, må den rejse sag ved EU-Domstolen, ligesom en dansk tilsynsmyndighed tilsvarende må indgive politianmeldelse ved anklagemyndigheden i Danmark,« siger Bent Ole Gram Mortensen, professor i offentlig ret ved Syddansk Universitet.

»EU har altså ikke tvunget os til noget endnu. Måske gør de det senere, men så skal de over EU-Domstolen. Politikerne er gået for langt, når de fremstiller det, som om EU har tvunget os til at gøre noget i det her tilfælde,« mener Bent Ole Gram Mortensen, der torsdag aften luftede samme synspunkt i faktatjek-programmet Detektor på DR2.

Normal retorik at kalde EU-melding for løgn 

Det kunne altså godt lugte af, at politikerne – i samarbejde med medier, der har gentaget budskabet mange gange – har løjet for den danske befolkning.

Men hvorfor har danske forskere så ikke råbt højt om løgnen, som det er sket tidligere, eksempelvis da forskere oplevede, at daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) fordrejede resultater?

Fordi man ikke kan dele det så skarpt op i sandhed og løgn. Det mener Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet.

EU-Kommissionen om PSO

Generelt holder EU-Kommissionen sig til ret neutrale formuleringer. F.eks. har den i juni udtalt (via Margrethe Vestager): 

»Når medlemsstater finansierer vedvarende energi via sådanne specifikke afgifter, skal de sikre sig, at afgiften ikke diskriminerer over for udenlandsk produceret vedvarende energi til fordel for indenlandsk produceret vedvarende energi. Dette gælder også for den danske PSO-afgift.«

Kilde: EU-Parlamentet

»Kommissionen har tilkendegivet, at den vurderer, at man kan være nødt til at lave PSO-afgiften om, fordi den ligner en støtteordning til vindmølleindustrien. Den ville aldrig sige, at støtten er ulovlig, for det har den ikke beføjelse til, men den har tilkendegivet, at den synes, at PSO-afgiften er på kant med loven,« forklarer Peter Pagh.

Peter Pagh mener, at det er helt normal praksis, at den slags pejlinger fra Kommissionen får medlemslande til at justere på regler og vaner.

»At politikere så kalder det ulovligt, opfatter jeg som almindeligt politikersprog. Sådan har man omtalt tilkendegivelser fra Kommissionen meget ofte. Andet opfatter jeg det ikke som,« siger Peter Pagh.

'Lovlig' eller 'ulovlig' er en strid om ord

Bent Ole Gram Mikkelsen er enig.

»Det er en strid om ord, det her. Jeg vil som fagmand inden for jura sige, at det slet ikke er på tale, at det er ulovligt, men i stedet om det er traktatstridigt eller ej. Men som lægmand bruger man ordet ’ulovlig’ i lidt bredere forstand, og det kan være helt fint,« siger Bent Ole Gram Mortensen.

I faktatjek-programmet Detektor, bragt torsdag aften på DR2, fremstår Bent Ole Gram Mortensen ellers som en fortaler for, at det er forkert at tale om, at PSO-afgiften er ulovlig.

Bent Ole Gram Mortensen, Syddansk Universitet, SDU, pso-afgift, pso-tarif, ulovlig, lovlig

Du kan høre alle Bent Ole Gram Mortensens ord i programmet Detektor på DR2, som han i øvrigt føler har citeret ham loyalt.

»Ja, nogle gange bliver man klippet lidt hårdt på tv. Og det skal selvfølgelig også med, at der ikke bare er juridiske hensyn at tage, når man fortæller om sådan en beslutning. Der er også politiske, og man skal jo vælge sine kampe med omhu. Man skal bare lade være med at fremstille det som noget, der kommer udefra, og at vi ikke har noget valg.«

Så det havde været bedre, hvis politikerne havde meldt ud, at Kommissionen har sagt, at Danmark ser ud til at være på afveje med PSO-ordningen, så vi er nødt til at rette ind, for ellers risikerer vi at få et hak i tuden senere?

»Ja, det ville have været den helt perfekte måde at fremstille det på – at man er nødt til at rette ind. Men jeg ved også godt, at når politikere står over for journalister, så skal de svare her og nu, og så er man måske ikke helt præcis i sit ordvalg. Det er lettere at komme bagefter i bagklogskabens lys og sige det mere præcist,« siger Bent Ole Gram Mortensen.

Afskaffelse af PSO-tarif både godt og skidt

Bent Ole Gram Mikkelsen understreger, at han ikke har nogen holdning til, om det er den rigtige beslutning at afskaffe PSO-tariffen.

»Det er en politisk beslutning. Vi kunne godt have taget slagsmålet med EU, men det er helt fair, at man vælger at gøre det på denne her måde, for der er fordele og ulemper, ligesom der ville være ved andre løsninger,« bemærker Bent Ole Gram Mortensen.

Du kan se hele Detektors udsendelse om PSO-afgiften på DR’s hjemmeside.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud