Vi bliver til stadighed flere mennesker på jorden. Men selv om befolkningen er voksende, så er den hastighed med hvilken den vokser, dvs. vækstraten, faldende. Denne artikel beskriver de forhold, der er med til at bestemme størrelsen og fordelingen af verdens befolkning.
Interessen for befolkningens størrelse og sammensætning kan følges tilbage til antikken, men det er først i slutningen af 1700-tallet, at befolkningsforhold gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser. Den engelske præst Thomas Robert Malthus (1766 - 1834) fremhæves ofte som faderen til den demografiske videnskab.
Malthus udtrykte i An Essay of the Principle of Population en bekymring for væksten i Englands befolkning og den voksende fattigdom under den industrielle revolution og satte vækstens dynamik på formel gennem "loven" om eksponentiel vækst.
Men siden Malthus er vores viden om befolkningsdynamik blevet større. Det er denne viden, der inddrages i demografernes bestræbelser på at beregne og fremskrive størrelsen og fordelingen af verdens befolkning.
En forenklet udgave af en demografisk analyse er befolkningsligningen (se ligningen i bunden af artiklen).
Befolkningsligningen udtrykker den til enhver tid gældende størrelse af befolkningen som et produkt af befolkningen fra et udvalgt starttidspunkt og så antallet af fødte fratrukket antal døde fra starttidspunktet frem til måletidspunktet.
For at kunne udtrykke udviklingen i et enkelt lands eller regions befolkning udvides ligningen også med information om indvandrede og udvandrede personer i den pågældende periode. En nettotilvandring vil således bidrage til befolkningsvæksten (modsat hvis der er tale om udvandring).
På globalt plan antager man, at vandringen er uden betydning for at forstå befolkningsudviklingen. Men for lande, regioner og byer, der skal forvalte og servicere deres befolkning, kan vandringsbalancen have afgørende indflydelse. For at forstå, hvordan og hvorfor befolkningen vokser (eller falder) og dens sammensætning ændrer sig, er der udviklet en række demografiske kategorier, der udtrykker størrelsen af fødselshyppighed, dødelighed og vandringer i forhold til hele befolkningen, og for fertiliteten også for bestemte grupper af kvinder.
De to centrale begreber er fødselsraten og dødsraten, der udtrykkes som hhv. antal fødte og døde pr 1000 indbyggere. Befolkningstilvæksten beregnes ved at trække dødsraten fra fødselsraten og omregne dette til procent.
For bedre at kunne forstå historiske og fremadrettede ændringer i befolkningen benytter man sig af en lang række begreber og måleenheder, der bedre end fødsels- og dødsraten udtrykker adfærd og ændringer i adfærd. Det er disse måleenheder, der indgår i demografernes statistiske analyser.
At fødselshyppigheder og dødshyppigheder er foranderlige størrelser, og at det har betydning for befolkningsudviklingen, er en af de væsentlige landevindinger i den demografiske forskning i det 20. århundrede. Disse forhold blev i 1920'erne sammenfattet til den såkaldte demografiske transitionsmodel.
Modellen bygger på målte ændringer i fødsler og dødsfald, sammenholdt med befolkningstallet, som de industrielle samfund havde undergået gennem de 200 år forud for modellens skabelse.
Den demografiske transition udtrykker en forandring fra en tilstand med høje fødsels- og dødsrater kendetegnet ved en konstant befolkning til en senere tilstand med lave fødsels- og dødsrater som følge af et lands/samfunds udvikling fra et før-industrielt til et industrielt økonomisk system også kendetegnet ved en konstant befolkning.
Men i overgangen til en ny tilstand med nulvækst fandt man, at samfundene først gennemgår en periode (fase to) med en meget høj befolkningsvækst, fordi dødshyppigheden falder mens fødselshyppigheden fortsat er høj.
Denne fase efterfølges af en ny overgangsperiode (fase tre), hvor fødselshyppigheden begynder at falde, og idet dødshyppigheden også falder men nu i et lavere tempo, så falder væksten også for til sidst at ramme den nye ligevægt med nulvækst.
Malthus' tilgang til befolkningsfremskrivning byggede som sagt på princippet om, at befolkningen vokser eksponentielt og ikke lineært. De fleste kender eksponentiel vækst fra renteregning, hvor man er nødt til at indregne renters rente for at finde ud af, hvor meget man reelt kommer til at betale i rente for et lån.
Mht. befolkningsvæksten gælder det, at når befolkningen vokser som følge af en årlig vækst på f.eks. 1 %, så øges befolkningsgrundlaget det efterfølgende år og den absolutte betydning af en vækst på 1 % de efterfølgende år kommer til at overstige en årlig vækst på 1 % i forhold til udgangsåret.
Man udtrykker ofte denne vækst i fordoblingstiden, dvs. det antal år der vil gå inden befolkningens størrelse fordobles. Med en konstant vækst på 1 % vil jordens befolkning fordobles på 70 år, og hvis væksten konstant er 2 % er fordoblingstiden 35 år.
Forskellen på 1 og 2 procent vil ofte ikke tillægges stor betydning, men når befolkningsbasen er meget stor, kan små forskydninger i befolkningstilvæksten føre til store ændringer i befolkningens absolutte størrelse.
Men selvom Malthus' forståelse sætter befolkningsvæksten i perspektiv, så anvender demografer ikke sådanne enkle fremskrivninger af nationers eller verdens befolkning, men prøver i stedet at tage bestik af de ændrede forudsætninger for vækst.
De sidste 20-30 års befolkningsprognoser er til stadighed blevet forfinet. Der er især tre forhold, der indgår i justeringerne:
1) At opdatere fremskrivningerne i forhold til den konkrete og observerede befolkningsudvikling;
2) At indregne konkrete ændringer i fertiliteten og dødeligheden;
3) At indarbejde betydningen af ændret befolkningssammensætning, idet forskellige befolkningsgrupper (alder, køn, etnisk baggrund mm.) kan have forskellig adfærd, der på sigt ændrer den samlede fertilitet og dødelighed.
I fremskrivninger indvejer man derfor vægten af trenden i forskellige befolkningsgruppers adfærd. Dette stiller ikke blot krav til sociologisk indsigt og adgang til et godt datamateriale, men også til statistiske og matematiske værktøjer, der kan indregne og vægte dynamiske forskelle i de enkelte dele af de demografiske modeller.
For at kompensere for usikkerhed, der er forbundet med at fremskrive adfærd, opererer demograferne ofte med en række forskellige udviklingsscenarier. Det gør befolkningsfremskrivninger til en kompliceret sociologisk og statistisk eksercits.
I Danmark udføres dette arbejde af Danmarks Statistik, mens det på verdensplan er FN's befolkningskontor, der varetager dette arbejde.
I de globale befolkningsprognoser er det vanskeligt at bygge på sådanne forfinede nationale prognoser. Disse bygger i stedet på kendte data for landenes befolkningsudvikling. Men da få lande har et centralt befolkningsregister og befolkningsundersøgelser kun foretages med 5-10 års mellemrum, er de enkelte landes befolkning til et givent år (denne prognose er justeret i 2010) ofte et estimat af landets samlede befolkning på baggrund af den seneste tælling.
Herefter indregner man tendenserne til fald i fertiliteten, idet det forudsættes, at den bevæger sig mod en fertilitet på 1,85 barn pr. kvinde.
Landenes forskellige prognoser indvejes nu i den samlede prognose. For de fattigste lande beregner man et fald fra et aktuelt gennemsnit på 4,39 barn pr kvinde til 2,41 i 2045-50 og for de fattige lande samlet set et fald fra 3,73 til 2,05 barn pr kvinde.
Beregningen af disse fald bygger på, at de fleste fattige lande har haft et kraftigt fald i fertiliteten, men forudsætter også, at dette vil fortsætte, fordi kvinder får adgang til svangerskabsforebyggelse.
Den seneste globale befolkningsprognose viser en række forskellige scenarier for befolkningsudviklingen, der bygger på forskellige fremskrivninger af fertiliteten. Der refereres ofte til "medium-varianten", der viser, at verdens befolkning vil vokse frem til år 2050 fra de nuværende 6,8 milliarder til godt 9,2 milliarder.
På grund af de fortsatte forskelle i fertiliteten mellem de rigeste, mellemindkomst og fattigste lande, vil hovedparten af væksten foregå i de fattigste lande. Men den ulige udvikling er ikke kun et resultat af forskelle i fertiliteten, men også begrundet i de fattigste landes aldersprofil.
I de fattigste lande har man en relativ ung befolkning, der er parate til at stifte familie, og selv om fertiliteten er faldet til et reproduktionsniveau på 2,05 barn pr kvinde, så vil der blive født mange børn (man taler om det indbyggede befolkningsmomentum). Med en ung befolkning får et fald i fertiliteten altså en forsinket betydning for befolkningsvæksten.
Stadig masser at gøre for demograferne
Den globale befolkningsvækst har stort set været faldende siden midten af 1960erne, hvor den var på sit højeste med en vækst på 2,2 %, og frem til den aktuelle samlede vækst på omkring 1,1 % (2008). Prognoser har siden 1950erne været genstand for megen bekymring selv om de generelt er blevet nedskrevet.
Generelt har fertiliteten været anslået for højt. Selve prognosearbejdet har af fag-demografer været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at indarbejde sandsynlighedsbetragtninger, hvor viden om fortidige tendenser er grundigt indarbejdet.
Ligesom det gælder for fremskrivninger af den globale befolkningsvækst, så arbejder man også med fremskrivninger på andre geografiske niveauer.
I mange industrilande er det indvandringen, faldet i fertiliteten og karakteren af befolkningens aldring, der tiltrækker sig størst opmærksomhed.
Væksten i bybefolkningen og karakteren af den overalt i verden er en stor udfordring for politikere og planlæggere, og her er demografisk viden efterspurgt. Der forestår derfor fortsat et stort arbejde for demografer i at komme bagom de meget generelle betragtninger om befolkningsvækst og forbedre forståelsen af de meget forskellige befolkningsdynamikker, der gælder for et givent område, og indarbejde dette i prognosearbejdet.
Artiklen er lavet i samarbejde med Aktuel Naturvidenskab.
Om demografi og befolkningsligningen
Demografi kan frit oversættes med begrebet "befolkningsbeskrivelse". Demografiske studier omhandler størrelsen, sammensætningen og den rumlige fordeling af befolkningen, som anses for at være et resultat af (antal) fødsler, dødsfald og vandringer.
Demografisk analyse baserer sig på statistiske analyser af en række befolkningsdata for at kunne forstå den historiske udvikling og effekterne af ændringer i adfærd (f.eks. fald i fødsler pr kvinde, dødsfald i forbindelse med livsstilssygdomme osv.). Denne viden inddrages til at forklare, hvorfor udviklingsforløb i befolkningsudviklingen ændrer sig, og demografer gør brug af den historiske viden om de dynamiske ændringer, når de arbejder med fremskrivninger (forudsigelser) om udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning.
En forsimplet udgave af en demografisk analyse kan udtrykkes i den såkaldte befolkningsligning:
B1 = B0 + (F - D) + (I - U)
B0 = befolkningens størrelse i udgangspunktet
B1 = befolkningens størrelse ved senere måling/beregning
F = antal fødte D = antal døde
I = antal indvandrede U = antal udvandrede
Befolkningstilvæksten, ∆B, er altså = nettotilvæksten (F - D) + nettovandringen (I - U)
Centrale begreber
Fødsels- og dødsraten er centrale begreber i en demografisk analyse, men disse udtrykker ikke særlig godt adfærd og ændringer i adfærd. Derfor benytter man sig af en lang række begreber og måleenheder, der bedre siger noget om adfærd. Eksempler på sådanne begreber, der gælder fertilitet er:
Fødselsraten (den summariske fertilitetskvotient):
antal levendefødte børn pr 1000 indbyggere
Den generelle fertilitetskvotient:
antallet af levendefødte børn pr 1000 kvinder i den fødedygtige alder
Den aldersbetingede fertilitet:
det årlige antal levendefødte børn pr 1000 kvinder i bestemte aldersgrupper
Nettoreproduktionstallet:
det antal piger som en generation af 1000 kvinder vil føde i alt
Samlet fertilitet:
det antal levendefødte børn 1000 kvinder vil sætte i verden i løbet af deres liv - en samlet fertilitet på 2050 vil ideelt set sikre en konstant befolkning.
Credit: Aktuel Naturvidenskab efter F. Sturz og B. Warf: The World Economy, Resources, Location, Trade and Developments, 2005.
Aktuel Naturvidenskab er et landsdækkende tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden. Aktuel Naturvidenskab har til formål at synliggøre naturvidenskab i det danske samfund. Bladet udgives i et samarbejde mellem 10 danske forskningsinstitutioner.
Artiklerne er primært skrevet af fagfolk og henvender sig til læsere med en bred interesse for naturvidenskab. Det faglige niveau svarer til en "studentereksamen".
I Aktuel Naturvidenskab finder du artikler om:
Videnskab.dk bringer udvalgte artikler fra Aktuel Naturvidenskab.
Så vidt jeg kan se på det
Så vidt jeg kan se på det hele er befolkningsvæksten kun stigende i en meget kraftig grad.
Det kan være at naturen vil udligne vores hurtige voksende kurve ved at indføre hungersnød sult tørke katastrofer og sygdomme som gør at vi begynder at aftage vores befolkning ved de 9 milliarder i 2050.
Det kan også være at visse eksperter finder ud af at jorden er lige akurat stor nok til at brødføde 9 mia, og dette ville være et naturligt mål for os at nå.
Men faktum er at siden jeg gik i folkeskole i 80erne hørte jeg om kina ville indføre 1-barns politiken og de ca var oppe på 1 mia mennesker.
efter de har indført 1 barns politikken så er de sidenhen nu blevet 300 millioner mennesker mere.
hvis alle kinesere havde overholdt et barns politiken skulle man mene at der med tiden ville komme færre og færre kinesere, og når den første generation efter indførelsen af 1-barns politikken døde af alderdom burde det samlede befolkningstal langsomt begynde at stagnere.
Hvis der var indført et 2-barns politik burde befolkningen forblive den samme størrelse eller meget langsomt mindre såfremt alle overholdt regelen.
Vi kan se at alle ikke har overholdt regelen og langt fra ellers var der næppe kommet 30% flere kinesere på 25 år.
det altså svært selv med lovkrav at stoppe menneskemasserne i sin egenproduktion, som et stor båd der skal vendes langsomt.
Det kræver virkelig god forarbejdning at få indført regler der kan forklare om kastrofaler følger hvis kloden bliver overbefolket.
Så jeg tror at selvom eksperter regner sig frem til at jorden godt kan tåle at vi er 9 mia, eller 12 mia. så kan vi slet ikke stoppe ved de 9 mia, vi har ingen kontrol over det overhovedet. Kina er her et godt eksempel på det.
Men hvis vi siger at 12 mia er det jorden kan tåle og det vi kan brødføde så ville det være ret usmart at forsøge at blive 12 mia, fordi så ville vi være afhængige af at alt går efter bogen, og den mindste tørke eller den mindste regnskyl, den lille pludseligt kommende vinter som snupper en masser kvæg, eller den mindste dårlige sommer, ville får Ekstreme følger for os.
Vi ville få det i som i somalia har det nu bare overalt på jorden på samme tid.
Somalia kan få hjælp fra os, når der er tørke og fra muslimerne.
Men hvad gør vi når der er hungersnød i danmark og usa og afrika, og asien, og alle steder på jorden på grund af kraftige regnskyld og tørke andresteder der har ødelagt landbruget, hvor skal vi da få hjælp fra? det må jo være fra ufoerne som kommer med ulandshjælp til os.
Nej tak, vil hellere leve på en jord hvor vi er sikker på der er mad nok også kan vi hjælpe hinanden når der er brug for det, en leve på en jord hvor vi leve så mange som muligt med risiko for totale katastrofer når naturen går sine uransagelige veje.
Synes ikke det ser for smart ud, og alt den snak om finanskrise, og co2 problemer osv, det linker sig alt sammen tilbage kun 1 sted hen og det er at vi bliver flere og flere mennesker og der går hurtigere og hurtigere end det har gjort før.
Bæredygtig befolkning
Der burde jo udregnes en grænse for hvor mange mennesker hvert land kan tåle ud fra bæredygtige synsvinkler og respekt for og palds til natur og dyr og mængde af frihedsgrader for mennesket inkl. retten til frihed til transport.
@ Ole Oberg
Strengt taget fortæller demografi ikke om, hvor mange mennesker der kan bo på Jorden, men om hvor mange der vil komme til at bo på Jorden i fremtiden. Jordens størrelse er helt sikkert en afgørende parameter på dette antal, men jeg mener ikke at læren om demografi kan svare på dette.
-Rune
Befolkning
Hvor mange mennesker er der plads til endnu. Mennesket tager også plads fra både plante- og dyreriget, så hvor er mæthedsgrænsen?
VH
Ole
www.oleoberg.dk